Herren fører min sag igennem til frelse

v.1 Af David. Jeg takker dig Gud af hele mit hjerte, i guders påhør lovsynger jeg dig. v.2 Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel og priser dit navn for din godhed og troskab, for du har gjort dit ord stort over hele din himmel. v.3 Den dag jeg råbte, svarede du mig, du gjorde mig frimodig, i min sjæl kom styrke. v.4 Alle jordens konger skal takke dig, Herre, for de har hørt de ord, du talte. v.5 Og de skal synge om Herrens veje, for Herrens herlighed er stor; v.6 ja, Herren er ophøjet, men han ser til de ydmyge, den stolte kender han på lang afstand. v.7 Selv om jeg vandrer i trængsler, holder du mig i live trods mine fjenders had; du rækker din hånd ud, og din højre hånd frelser mig; v.8 Herren fører min sag igennem. Herre, din trofasthed varer til evig tid, opgiv ikke dine hænders værk!ⁱ”

Gud fører din sag igennem

Noget af det, jeg har været særligt glad for i denne salme, er den første sætning i vers 8: ”Herren fører min sag igennem.” Den betyder jo, at Gud skal gøre det. Det er ham, der skal føre min sag igennem. Du skal ikke gøre det, og jeg skal ikke gøre det. David skal heller ikke selv gøre det. Herren skal føre min sag igennem.

I Salme 57 vers 3 siger David nøjagtig det samme: ”Jeg råber til Gud den Højeste, til Gud, der fører min sag igennem.”

Men hvad er det for en sag, Gud skal føre igennem? Som det fremgår af vers 7, er det først og fremmest frelsens sag, den vigtigste sag af alle. Davids, din og min frelses sag. Dén sag vil Gud føre igennem. Det gjorde han i Jesus, han, som er Guds højre hånd.

Vers 7-8a siger: ”Selvom jeg vandrer i trængsler” – det kan være fristelser, anfægtelser og mørke – ”så holder du mig i live, trods mine fjenders had; du rækker din hånd ud, og din højre hånd” – Jesus – “frelser mig. Herren fører min sag igennem.”

Hvor er det vigtigt, at vi forstår dette i troslivet med Herren, i troslivet med Jesus. Det er Gud, der skal gøre det. Han skal føre vores frelse igennem, og han skal gøre det helt til enden.

Gud gør intet halvt. Nej, da han rakte sin højre hånd, Jesus, ud og gav ham ind under død, dom og forbandelse for verdens synd på Golgatas kors, da førte Gud din og min frelsessag helt igennem.

Sådan fører, og sådan førte Gud din sag igennem – på et kors. Det var den eneste mulige vej. Synden var ikke noget, Gud bare kunne knipse væk, og så sige pyt med det, det går nok.

Nej, din og min synd er så stor en majestætsforbrydelse, at Guds egen Søn måtte straffes, lide og dø en grusom død i dit og mit sted. Intet mindre kunne gøre det.

Hvis mindre havde kunnet gøre det, hvis der havde været en anden vej, så havde Faderen hørt Jesu bøn i Getsemane: ”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi” (Matt 26,39).

Når der står Guds ”højre hånd” her i vers 7, så er det et udtryk for Guds handlende organ, som udfører hans vilje; og Guds vilje er Jesus. I Ham ser vi Faderens vilje og væsen fuldt åbenbaret. Jesus siger i Johannes 4,34: ”Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk.”

Når det er sagt, så tror jeg også, at vi ud fra ordene ”Gud fører min sag igennem” har lov at sige, at Gud skal føre din sag igennem, du, som måske har bedt for en sag igennem lang tid, igennem mange år. Gud skal gøre det.

Eller du, som måske har fået et kald eller et klart løfte fra Herren – Gud skal selv føre din sag igennem! Og han vil gøre det helt alene, uden din hjælp.

Ja, hvilken sag du end kæmper med eller venter på – har du lagt den over til Gud, og har han taget den i sin hånd, da vil han også føre din sag igennem! På sin måde og i sin time.

Du, som har fundet din glæde i Herren, og som har overgivet din vej til ham, om dig siger David i Salme 37,7: ”Stol på ham, så griber han ind.” Han skal gøre det. Det kan du trygt hvile i. For intet er umuligt for Gud.

David, som vidner for os her i Salme 138, taler jo af erfaring. Det er godt at gøre sig dette klart. Han havde overgivet sin vej til Herren i tro, og hvor mange sager førte Gud ikke igennem for ham? Alle hans krige, alle hans råb om nåde og hjælp. Og den lovede kongemagt over Guds folk. Det var Gud, der gjorde det alt sammen!

Ofte holdt Gud David i live under trængsler og fjenders had, ja rakte sin højre hånd ud og frelste ham. Sådan en Gud havde David, og sådan en Gud har du. Det skal du mærke dig. Selveste Gud Herren fører din og min sag igennem. Og han fører især vores frelsessag igennem, for han førte Jesus til korset. Og hvor er det godt, for skulle jeg selv føre min frelsessag igennem – skulle jeg selv forsone Gud med mine gerninger – da var jeg aldrig blevet frelst, aldrig blevet bevaret.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor kan jeg ikke selv føre min sag igennem, bare lidt af den?

Det skal jeg sige dig: Fordi synden er for stærk. Hver eneste dag taber jeg min sag over for Guds lov. Du gør det, og jeg gør det.

Så var der et ondt ord om en anden, som jeg fik sagt; jeg bagtalte, det gik så stærkt. Så var der urene lyster i mine tanker, begær jeg ikke burde have; det var så naturligt for mig. Så blev jeg vred, fornærmet; det føltes så retfærdigt, men det var ødelæggende. Jo, afgudsdyrkeren, horkarlen, tyven og morderen – de lever alle i bedste velgående inde i vore hjerter. Dertil kommer alle de ting, som jeg så gerne ville gøre og være, men som jeg ikke kan få ført igennem. Synden er for stærk.

Og Djævelen er den første til at fortælle mig: Du, du bliver aldrig frelst! Du får aldrig ført din sag igennem. Det vil mislykkes, se dog på dig selv!

Til alt det kommer, at vi mennesker, du og jeg, vi har et lovisk sind og en lovisk natur. Derfor glemmer vi ofte Guds ord og Guds gerning i vore daglige kampe. Vi slider og stræber selv med vores frelsessag, og så glemmer vi Jesus fuldstændigt. Vi tager sagen i egen hånd, og så går det derefter. Nederlag, mismod og afmagt får herredømmet over os, og troslivet kommer i krise.

Kender du til lidt af det her? Så forstår du, hvorfor Gud må føre din sag igennem – helt alene! Gud har én gang for alle ført din sag igennem for dig på Golgata. Og sådan må Gud også hver dag føre sin sag igennem i dig ved at føre din tro igennem til Jesus og Ordet om frelsen i hans fuldbragte værk.

Jesus er nok

Det er Guds sag at føre dig igennem til frelse – ikke ved gerninger, men ved at gøre Jesus stor, herliggøre Sønnen for dig. Det eneste, du har at gøre, er at komme til Ordet, komme til Jesus. Det er nok. For kommer du til Ordet, så kommer du til Jesus. Nøjagtigt som da David kom til templet – der, hvor Gud gør Ordet stort, i sin godhed og troskab.

Det lærer vers 2 os her: ”Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel og priser dit navn for din godhed og troskab, for du har gjort dit ord stort.”

Gud har gjort sit ord stort for enhver, som søger ham der, hvor han åbenbarer sig: i sit tempel, i sit ord, i Kristus. Og her får jeg lov at tilbede og takke, fordi jeg hører og ser, at Jesus har ført min frelse igennem. Den tidligere danske oversættelse sagde det sådan: ”Jeg vil prise dit navn for din miskundheds og trofastheds skyld, for du har herliggjort dit ord.”

Gud har selv herliggjort sit ord for mig. Han har gjort Ordet stort, gjort Jesus stor for mig, siger salmen her. Det er Gud, der gør det hele. For mig og i mig. I sin trofasthed og miskundhed, i sin godhed. Sådan er Gud. Han er trofast. For han ved, at du aldrig vil kunne føre din egen frelse igennem. Derfor må han gøre alt.

”Men”, siger du måske, ”det er bare ikke altid, jeg kan finde glæde og trøst og fred i ordet om Jesus. Ofte føler jeg bare synden røre sig i mit kød, og Gud virker så fjern. Ja, jeg kan have det som Maria Magdalene, der stod og græd ved Jesu grav påskemorgen: ’Hvor er Jesus? Jeg kan ikke finde ham!’”

Du, der kan have det sådan – se på vers 3! David kunne have det ligesådan, og så gik han til Herren med sin nød. Derfor skal du og jeg gøre det samme. Vi må råbe til Herren. Vi må ikke tage sagen i egen hånd og ikke råbe til mennesker eller fortvivle. Nej, lad troen rejse sig og råbe til Herren, når nøden kommer. Gør som David, og gør det, så ofte du har behov. Uanset om det er mørke eller synd, anfægtelser eller nederlag, ja, hvad din nød end er. For Jesus byder os alle at komme til ham, og han siger selv:

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle” (Matt 11,28 f.).

Jesus giver sjælen en hvile, som intet andet i denne verden kan. Ingen gerninger, ingen nye forbedringsforsøg, ingen søgen efter åndelige oplevelser eller efter bekræftende følelser – intet af dette kan give mig rigtig hvile. Nej, det er alt sammen bare byrder, som gør mig så træt, som tynger min sjæl til døden, for synden er med i alt.

Men Jesus, han er hvile. Han er fred, og han er ingen byrde. Han gør mig ikke træt, men sagtmodig og ydmyg i hjertet. For Jesus er nok.

Vers 3 bekræfter det for os: ”Den dag jeg råbte, svarede du mig. Du gjorde mig frimodig, i min sjæl kom der styrke.”

Det er det, Gud vil – altid. Han vil give frimodighed og styrke ved sit ord. Fylde dig med frimodighed og styrke i sjælen, i troen. For så er alt godt.

Tænk, du har en bønhørende Gud. En Gud, som hører, når du råber til ham, og som svarer dig. En trofast Gud, der vil trøste og styrke dig, som ingen kan.

For sagen er jo, at ingen og intet, hverken dine egne forbedringsforsøg eller nogen gerning kan gøre dig helt fri af synden. Og hverken psykologer eller den bedste sjælemedicin i denne verden kan styrke dig og gøre dig frimodig i sjælen, som Gud gør det på den dag, du råber til ham, midt i nøden og omstændighederne. Gud kan. Og når han vil høre mine bønner og svare mig med sit ord, hvad betyder så synd, Satan, død og trængsel? Ja, hvad betyder hele Helvede mod det, Gud siger?

”De ord, jeg har talt til jer, er Ånd og liv,” siger Jesus i Joh 6,63. Og i Joh 5,24 siger han: ”Sandelig, sandelig, siger jeg jer: Den, der hører mit Ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt Liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet”.

På Guds ord beror alt, og det vidste David.

Guds dyrebare ord

I vers 4-5 siger David videre: ”Alle jordens konger skal takke dig, Herre, for de har hørt de ord, du talte. Og de skal synge om Herrens veje, for Herrens herlighed er stor.”

David var selv konge, og som én af dem havde han hørt Guds tale. Derfor bryder han ud i denne lovprisning af Herrens ord.

Ofte bliver vi vel forvirrede, når vi læser sådan i en Salme som denne her, hvor lovprisning af Herren og dyb sjælenød er flettet ind mellem hinanden – uden struktur, uden rækkefølge? Men her tror jeg, det er vigtigt, at vi husker, at dette ikke blot er ord af David, men også Helligåndens tale.

”Jeg troede – derfor talte jeg,” siger salmisten i Salme 116 vers 10 – midt i en for os ligeså forvirrende sammenhæng.

Salmernes Bog er i særlig grad ”troens tale”, og den er givet os til hjælp og trøst i livet med Herren, med Jesus. Her møder vi mænd som Kong David, Asaf, Etan og Korasønnerne, og vi får deres tros- og bønsliv fuldt åbenbaret for vore øjne.

Det, som David siger her i vers 4 og 5, må vi desuden se som en profeti om, at evangeliet skal nå ud til alle hedningefolkene på jorden. Alle jordens konger skal høre Herrens tale og synge om Herrens veje, for hans herlighed er stor. Vi ved, der har været mange kristne konger, regenter og fyrster op gennem historien, som har hørt Herrens ord – og endda troet og lovprist Herrens navn. Men vi ved også, at det kun er få, som bar en krone eller herskerstav i denne verden, og som samtidig bar sejrskronen i Kristi rige. David var én af dem. Kun få konger efter ham i Juda og Israel gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, skønt de havde hørt Herrens ord.

Jeg husker for nogle år siden, at jeg så et videoklip, der var taget af en flok kristne kinesere, der fik deres første Bibel, smuglet ind fra Vesten. Unge og ældre stod spændte og urolige, mens taskerne med Bibler blev åbnet. Man så, hvordan flere af dem fik en Bibel, en helt ny. De gik hen for sig selv, satte sig ned og bare kiggede på Bibelen. Nogle lukkede den op, andre græd af glæde. Man så også en ung pige, som grædende så på sin nye Bibel, og så knugede hun den ind til sig.

Nu kan man altid diskutere det rigtige i at filme folk i en sådan situation, men jeg tror, det blev gjort som et bevis på, at Biblerne var nået frem, og at glæden var stor.

Guds ord, Bibelen – hvor kan jeg ofte blive bange for at miste den, fordi vi ikke værdsætter den. Det var så sent i historien, at Bibelen blev hvermandseje, også i Danmark. Faktisk først omkring 1900-tallet står der inde på bibelselskabets hjemmeside. Det er jo ikke længe siden, venner! Og vi ved, at der er så mange lande i verden, hvor Bibelen er en ulovlig bog; hvor den måske ikke engang fås på modersmålet.

Vi har Guds ord, Bibler, i overflod; vi er vokset op med det. Hvor meget betyder Bibelen for mig, i mit liv? Hvor meget betyder den for dig? Bruger vi tid på Guds ord, elsker vi det ord, det ord, som fortæller os om Jesus? Det ord, som fortæller os om frelsen i ham, og gør os rede til at møde Gud.

Troens trængsler

Lad os se igen på vers 7, et herligt vers, der taler om, at Gud rækker sin højre hånd ud og frelser dig. Han hører dit råb og holder dig i live i troen, trods dine fjenders had.

Det er store ord, du og jeg får her. Midt imellem fjender, som hader os, holder Herren os i live i troen på ham, Jesus.

Men hvad er det for fjender, David taler om her? Ja, åndeligt set er der jo tre store fjender bag alle andre fjender, og det er Satan, kødet og denne verden. Disse tre fjender stod bag Davids fjender, både åndeligt og menneskeligt, og de ville tage livet fra ham. Det ville de, ikke bare fordi han var konge, men dybest set fordi han var et Guds barn.

Satan, kødet og denne verden er mægtige fjender, som konstant og hvert eneste øjeblik vil bekæmpe Kristus, vil bekæmpe hans troende. Om muligt vil de tage Guds ord fra os, for så tager de Livet fra os. Og her er det, vi får brug for vers 7-8. For her siger Gud stop. Her møder disse tre fjender en enorm hindring, og det er vor lykke. For her står:

”Selvom jeg vandrer i trængsler, holder du mig i live trods mine fjenders had; du rækker din hånd ud, og din højre hånd frelser mig; Herren fører min sag igennem.”

Tænk – Gud holder os i live, trods vore fjenders had. Gud gør det. Midt i trængslerne holder han os fast med sin højre hånd og fører vor sag igennem. Tag det med dig, du, som står i trængsler!

Vi bliver ofte forundrede eller skræmte, når trængsler rammer os. Så tror vi straks, at Gud er vred på os. Især hvis vi rammes af indre trængsler i vort gudsforhold: kulde i hjertet, ligegyldighed over for Jesus og Ordet, eller dybe nederlag til den synd, vi hader allermest. Men da glemmer vi rent, hvad Bibelen siger: at Gud netop prøver og tugter os som sønner og døtre, fordi han elsker os.

Og fordi han elsker os, så vil han opdrage os for den kommende verden, og det gør han ved at ved tage alt det fra os, som vi støtter os til og så let stoler på: følelser, åndelige oplevelser, sejre over synden, omstændigheder, gerninger osv. – alt synligt og sansbart. Det gør Gud, for at vi i tro skal knyttes fast til ordet om Jesus. Gud vil binde os til Kristus gennem troen på Ordet, og ikke gennem det synlige. Det er sådan, vi opdrages, det er sådan, vi modnes og vokser i tro på Kristus. Derfor lader Gud trængsler og fjender komme over os, for at vi skal klynge os til ham og erfare, at hans ord holder i al nød.

Lige så sikkert som der er stor forskel på Guds børn, lige så sikkert er der stor forskel på de trængsler, der rammer os. Gud kender hver eneste af os som sit lille får, og det gør os trygge. Men Rosenius taler sandt, når han siger, at ”som kristen lever du et korsfæstet liv”. Du er korsfæstet med Kristus, og det gør ondt på kødet. Men i dit trosliv er du opstået med Jesus til et nyt liv i fred, nåde og retfærdighed i Kristus Jesus. I Ordet.

Gud tugter den, han elsker, og særligt dem, han bruger meget. Domprovst Poul Werner Hansen skriver i sin bog Født på ny, at C.O. Rosenius som prædikant, sjælesørger og skribent nåede langt flere mennesker end nogen anden før eller efter ham i Sverige. Men det foregik ikke uden trængsler. Han skriver om Rosenius:

Periodevis kom anfægtelserne igen, eventuelt som reaktion på tider, hvor han havde været højt oppe, fordi hans gerning bar frugt.

1843 er han anfægtet og græder som et barn.

1844 går han i flere uger med frygt for, at hans åndelige liv er ved at være udslukt.

1845 er livet svagt, og han er bange for, at alt hos ham er falskt.

1847 er han nær ved at fradømme sig al del i nåden, lever i en øde og tom region.

1848 går han i bestandigt mørke og mener ofte, at det er forbi med ham.

1849 fortæller han om 14 dage, hvor han knap vovede at regne sig blandt kristne.

1850 håbede han, hvor intet håb var.

1851 var han ofte i mørke, syntes at være uden tro, men havde dog et svagt håb i hjertets dyb.

1853 gruer han for sit åndelige liv.

1856-57 er den sværeste tid, han har oplevet, anfægtelserne er stærkere end nogensinde. Gud har ”skræmt ham” gennem to år, han er død og afmægtig.

1861 skrev han, at når han ser på sig selv, ved han ikke, hvad det er at være en kristen, er nær ved at fortvivle og spørger, om der er mulighed for frelse for ham, om der kan tænkes et Guds rige, hvor også han hører til?

1864 synes han, at Gud lader, som om han ikke vil vide af ham. Men hver gang blev – efter kortere eller længere tid – anfægtelsens mørke afløst af lys.

Så langt Poul Werner Hansen om Rosenius (s.356-357).

Skal vi tro, Gud er vred på os, når trængsler rammer os?

Nej, i 1858 skrev Rosenius: ”I Guds hjerte er der evig nåde, i mit hjerte bestandig omvekslen. I Himlen en evig lovsang, på jorden kun korte øjeblikke af lys og glæde.”

Hvad har Gud at sige til dig i dag, du, som tror, han er vred på dig? Han siger med Brorson:

Har du mange synder,
Jesus dig forkynder:
gælden er betalt.
Her er ingen vrede,
nåden den er rede,
det er rigtigt alt;
Jesu død
og at han brød
gennem dødens vold og vrede,
det for dig jo skete.

Ja, sådan er Gud. Og det er os til stor gavn, at Gud er så nådig. For vi mennesker er så stolte af natur, og derfor må Gud sende fjender og trængsler over os, som over David. Ja, Gud må ofte lade os komme i mørke og nød, så vi ydmyges, så vores stolte og hovmodige natur kan knækkes og dødes. For kun ved, at vi kommer til kort og må råbe til Jesus om hjælp og om frelse, kun derved kan Guds ord få lov at komme til i vores liv og gøre os frimodige i Herren, og styrke vores sjæl i troen.

Det er den erfaring, David åbenbarer for os her i vers 3 i vores salme: ”Den dag jeg råbte, svarede du mig, du gjorde mig frimodig, i min sjæl kom styrke”. Det er dét, Gud vil: at hans ord skal få magt i vores sind og hjerte. Jesus siger flere gange i Johannesevangeliet kapitel 15: Bliv i mig, bliv i mit ord, bliv i min kærlighed!

Langt fra den stolte, nær den knuste

I vers 6 siger David, at Herren er ophøjet, men han ser til de ydmyge, eller til ”den ringe”, som der stod i den gamle oversættelse. Gud ser til den ringe, men ”den stolte kender han på lang afstand,” står der.

Hvad ligger der i det, at Gud kender den stolte på lang afstand? Hvorfor skulle Gud være langt fra den stolte? Det er han, fordi Gud kender den stolte som stolt. Den stolte har nemlig noget at være stolt af, noget der holder den ophøjede Gud på lang afstand. Det er virkeligheden.

Derfor kender Herren den stolte på lang afstand. Han ved nemlig, hvad der bor i den stoltes hjerte. Der bor ingen sandhed og bodfærdighed, ingen ringhed og ydmyghed over for Herren, men stolthed.

Gud afskyr hjertets hovmod og selvophøjede stolthed over for ham. Derfor kan Gud ikke være nær den stolte i hjertet. Nej, for ”Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt,” siger David i Salme 34,19.

I 1700-tallets England levede John Newton, som blandt andet har skrevet den kendte sang: Amazing grace, how sweet the sound, that saved a wretch like me.

Han blev som 11-årig taget med sin far ud at sejle. Ad ret så turbulente omveje blev han senere slaveskibskaptajn. Brutalt sejlede han tusindvis af afrikanske slaver til de engelske sukkerplantager. Det var noget, der fulgte hans samvittighed resten af livet. Newton blev frelst i en storm, da han råbte til Gud, og han blev en årrække senere præst i den anglikanske kirke tæt på London. Folk flokkedes om hans prædikestol, og mange fik et møde med Jesus.

Newton sagde om hele sit formål med det at prædike, med at forkynde Guds ord: ”Mit store hovedformål i forkyndelsen er at knuse de hårde hjerter og at helbrede den, hvis ånd er sønderbrudt.”

John Newton var en synder som David. Han var ikke stolt over for Gud, men ydmyg og ringe over for den ophøjede. For Gud var ham nær og havde knust hans hjerte og oplivet det ved evangeliet om Jesus.

I vores tid er det ikke så moderne at have et sønderknust hjerte, være anfægtet og plaget af synden. Ja, man kan næsten få at vide, at hvis man har det sådan, så er man ikke en rigtig kristen. Men de erfaringer, vi ser hos David, er den levende tros erfaringer. Og bemærk: Davids ydmyghed og sønderknuselse ender ikke i mørke og sorg. Nej, han priser Gud her i salmen i alle guders påhør, og det er ikke bare en falsk lovsang med munden. Det kommer fra hjertet, et frit hjerte, fordi han har et sundt og sandt trosliv. For David har set og erfaret, at Guds ord er sandt. Han er fri og tryg i Guds ord og løfter og omsorg. Også selvom han kan være i nød eller trængsel eller mørke.

Gud er jo David nær. Loven har gjort sin gerning i ham, og det gør ham ydmyg og ringe af hjertet. Ikke stolt. Men Guds nåde og frelse har oprejst ham i troens glæde – så han nu kan være stolt af at kende Herren, kende Kristus. Ham, som jo også døde og opstod for David, for dig og for mig.

Salmen slutter med Vers 8b: ”Herre, din trofasthed varer til evig tid, opgiv ikke dine hænders værk!”

Det er en herlig bøn, som også vi altid bør have på vore læber: Herre, du er trofast til evig tid, vi beder dig, opgiv ikke dine hænders værk. Bliv ved at frelse, bliv ved at kalde, drage og gøre dit ord stort for os, i Jesu navn. Amen.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2017. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.