Helten i Guds rige

Luthers brev til lutheranerne VI

Vi er mange, der kalder os lutherske. Men vi er også mange, for hvem Luthers egne skrifter er lukket land. Denne serie er en fælles vandring ind i Luthers landskab ved en gennemgang af hans vigtigste skrifter. Formålet er ikke, at vi skal blive Luther-eksperter, men at vi skal lytte til det budskab, han fandt i Bibelen – til udfordring, anfægtelse, vækkelse, fornyelse?

Martin Luther i Worms

Kættermunkens triumftog

Det suser gennem gaderne af spændte stemmers lavmælte snakken, iblandet enkelte skingre toner og høje råb. Der er ikke den søndagsro, der plejer over at hvile over Frankfurt.

En berømthed er på vej til byen.

Efter sigende skal han bo på gæstgivergården på Korntorvet. Ellers ikke det mest oplagte sted for en munk at overnatte! Men det vil nok også være forkert at sige, at det er en almindelig munk, der skal drage gennem byen. Rygtet lyder for eksempel, at han elsker instrumentalmusik og selv er en ganske habil fløjte- og lutspiller. I Erfurt har man holdt stor festivitas i anledningen af hans gennemrejse med taler og festmåltid på Augustinerklosteret.

Hvor han er kommet frem på sin 500 kilometer lange rejse fra Wittenberg, har der været mennesker, der har taget imod ham, og i næsten alle byer har han prædiket for stuvende fulde kirker.

Dette til trods for, at paven jo faktisk for nylig i skærtorsdagsbullen har befalet, at ingen må røre ved ham eller give ham noget at spise. Den by og det hjem, han er gæst i, er ifølge den pavelige bulle under interdikt, dvs. uden tilladelse til at benytte sig af kirkelige handlinger og dermed uden for fællesskab med kirken, og dermed uden for frelsen.

Paven har allerede for et halvt år siden udtalt sin utvetydige fordømmelse over den gale kættermunk fra Wittenberg. I fordømmelsen kunne man dengang læse, at den tyske munk er ”et vildsvin fra skoven, som søger at ødelægge kirken”, hans skrifter skal brændes, og han selv skal inden for 60 dage offentligt tilbagekalde sin vranglære.

De 60 dage er nu for længst gået, og han har intet tilbagekaldt. Derfor er det et paradoks, at han overhovedet lever endnu. Han burde selv være blevet brændt på bålet, sådan som hans skrifter i stor stil er blevet brændt af de pavelige udsendinge.

Nu har den formastelige munk i stedet dristet sig til at svare ved at kaste den pavelige bandlysning på bålet sammen med en lang række pavelige skrifter og udtalt sin klare og utvetydige dom over kirkens romerske fader: ”Fordi du har bedrøvet Herrens hellige, skal den evige ild fortære dig.” Uden omsvøb har han kaldt paven for Antikrist.

Han burde være brændt, den gale munk. Nu er han i stedet lyslevende på vej ind i Frankfurt. En lille dreng sidder på skuldrene af sin far og råber: ”Nu kommer han! Nu kommer han!”

Der bliver trængsel på gaden. Alle vil se. Og vognen med de tre heste spændt for må sagtne farten for ikke at meje folket ned.

Kejserens herold råber: ”Giv agt!” Han udgør et imponerende skue med sin fine uniform. Kejserens prægtige ørnesymbol sammen med heroldens ranke holdning og autoritære stemme maner til respekt. Det lykkes for vognen at bane sig vej hen til gæstgiveriet.

Mens vognen passerer forbi, får man et glimt af tre mænd: I midten sidder han, Martin Luther – munken, som er på alles læber. Han virker bleg. Rygterne siger, at han har været syg – ja, døden nær – i Eisenach, hvor han lige har været. Men nu sidder han trods sin bleghed oprejst og med et levende, ildfuldt blik, flankeret af sin ven fra universitetet, professor Nicolaus von Amsdorf, og en ordensbror, som ifølge klosterreglerne skal følge ham på rejsen.

Folk jubler og klapper. Der er en sær fryd ved at trodse pavens interdikt og tage vel imod den mand, der i sine folkekære skrifter revser det romerske imperiums knugende hånd, som hviler over det tyske folk – åndeligt og økonomisk. Luthers navn står som befrierens navn. Der er ingen tvivl om, at han har folket på sin side.

Men hvad vil der ske nu? Om få dage skal han møde for kejseren i Worms. Så skal Luthers skæbne besejles.

Kejseren og kurfyrsten

Det er ikke uden grund, at der hersker nysgerrighed og sensationsstemning.

De pavelige udsendinge er i chok over det oprørte Tyskland. Paven har jo talt i Luthers sag. Hvad skal da hele denne idé med et forhør af den bandlyste tjene til? Luthers sag er jo et religiøst anliggende, og det sorterer under paven alene at dømme i religionsspørgsmål. Så må den verdslige magt bare eksekvere dommen som tjener for kirken. Det er ikke til forhandling!

Derfor er det i sig selv en skandale, at Luther er blevet indkaldt af kejseren, som om kejseren og hans folk skulle være bedre i stand til at vurdere, hvad der skal ske med kættermunken.

Sådan tager sagen sig ud fra Roms perspektiv.

Anderledes for Kurfyrst Frederik af Sachsen, som er meget glad for sin lærde professor fra Wittenberg – og meget træt af de udefrakommende romerske direktiver.

Selvom det ikke skulle være muligt, har Frederik indtil nu formået at holde sagen hen og vende det døve øre til Roms befalinger angående Luther. Men han kan ikke blive ved med at sige, at han “skal tænke over det”. Derfor har han henstillet til kejseren, at Luthers sag skal behandles af upartiske, lærde og fromme dommere.

Det er denne anmodning, kejseren følger på sin måde, ved at indkalde Luther til Worms. Men kejseren er langt fra så venligsindet over for Luther som kurfyrsten. Derfor kommer Luther ikke for en domstol af humanistisk sindede lærde, der må forventes at have forståelse for det principielle i Luthers tankegange. Hans sag skal derimod behandles på Rigsdagen i Worms, hvor der blandt rigsstænderne sidder et flertal af romerske kardinaler, der ikke just kan forventes at være ”upartiske”.

Luther ankommer til Worms

Munken fra Wittenberg er taget af sted til Worms for at vidne om sandheden over for de høje dommere som professor i den hellige Skrift. Han vil begrunde og forsvare sin lære med bibelsk belæg.

Undervejs på rejsen ser han imidlertid et opslag med kejserens stempel, som erklærer Luthers bøger for kætterske. Det viser ham, at der på forhånd er taget stilling til hans sag, og spørgsmålet melder sig derfor, om han ikke lige så godt kan vende om. Men han fortsætter, drevet af den tanke, at det er hans pligt at være et vidne om sandheden.

Da Luther ankommer til Worms er det med den samme modtagelse, der har mødt ham over alt: Folk står i kø for at se manden, der har turdet tale paven imod med livet som indsats.

Da han indkaldes til bispegården klokken fire, er det umuligt for ham at komme gennem gaderne. Han må bevæge sig gennem gårde og haver for at komme frem. Den sidste del af vejen må hans ekskorte ublidt bane sig vej mellem masserne.

Da Luther endelig ankommer til sin destination på klokkeslættet efter 21 dages rejse, venter der ham en noget køligere behandling end den heltemodtagelse, folket har givet ham. Man lader ham for det første vente i to timer. Så får han endelig foretræde for kejseren.

Inde i salen sidder verdens mægtigste forsamling på omkring 300 personer fra Tysklands omkring 100 stater og venter spændt på, hvad den omstridte oprører kan finde på at sige.

Men de får sig en gevaldig skuffelse. Ind ad døren kommer en lettere forvirret fremtoning, som tydeligvis ikke ved, hvad han skal gøre ved sig selv. Undervejs bliver han hevet til side og instrueres i kun at sige noget, når han bliver spurgt. Da han står foran kejseren, glemmer han at bøje knæ, men ser sig rundt i lokalet og hilser upassende højlydt på et kendt ansigt, han får øje på i forsamlingen.

Er det virkelig ham, som hele Tyskland taler om?

Vil du tilbagekalde?

På en bænk foran Luther ligger en samling af alle hans bøger.

Og sagen tager nu sin begyndelse med et ganske enkelt spørgsmål fra forhørslederen: Vil du tilbagekalde det, du har skrevet, eller vil du ikke?

Ja – eller nej?

Luthers svar er lige så uventet og mærkeligt som hans fremtoning. Han taler underligt vævende og usikkert og ender med at bede om betænkningstid.

Hvorfor?

Hvorfor beder Luther om betænkningstid? Hvorfor optræder helten fra Wittenberg, som ellers nok plejer at kunne svare for sig, pludselig som ”en nar”, som den pavelige repræsentant ved Rigsdagen kalder ham?

Man skulle vel tro, at Luther var velforberedt og ikke behøvede mere tid til at tænke?

Vi ved ikke, hvad der foregår i Luthers hoved i det øjeblik, han skal give sit svar.

Men når Luthers normalt så faste blik nu bliver søgende og flakkende, og når de normalt så myndige ord nu falder lavmælt og usammenhængende, så skyldes det givetvis ikke blot, at Luther bliver benovet over alle de fornemme herrers tilstedeværelse og ikke rigtigt ved, hvordan han skal opføre sig. Hvad det mere end noget andet må dreje sig om, er, at Luther nu over for denne overvældende forsamling af magtfulde mænd med al tydelighed fornemmer, at han står over for sit livs mest afgørende øjeblik.

Ja, for han kan uden tvivl dø i morgen. Eller smides på bålet i aften. Det frie lejde, som han har fået tilbudt, er ikke mange ører værd. Kættere gøres der normalt kort proces med.

Og nu er dette øjeblik der pludselig, hvor Luther skal vidne på liv og død. En ting er at forberede sig på det. Noget andet er at være i det.

Det er i sandhed et afgørende øjeblik. I Luthers liv – og i den kristne kirkes historie.

Med dette pres hvilende over sig er der ikke noget at sige til, at Luther bliver slået ud af kurs, da han da han møder det sort/hvide ultimatum fra magthaverne, som ikke levner nogen mulighed for forklaring, men blot kræver et firkantet svar. Luther har forberedt sig på at vidne. I sit hoved har han forberedt et forsvar mod de konkrete anklager, pavens teologer har fremsat mod ham – nærmere bestemt 41 sætninger, som i sin tid blev listet op i pavens bulle.

Nu indsnævres sagen til at blive et ja/nej-spørgsmål.

Og samtidig bredes sagen pludselig ud, så Luther skal stå for Gud og mennesker ikke bare med de konkrete anklagepunkter, men med alt det, han har skrevet.

Det er vel første gang, Luther har set en samlet udgave af alle sine skrifter. Det har taget lang tid for pavens folk at samle værkerne. Allerede på dette tidspunkt har Luther skrevet ikke så lidt, og en del af bøgerne har han ikke selv skrevet: De er blevet nedskrevet af andre efter hans talte ord.

Luther ser ingen anden vej end at bede om betænkningstid. Over for forhørslederen forklarer han, at det er et spørgsmål om troen, om sjæles frelse og om Guds hellige ord. Og her må man overveje sine ord meget grundigt.

I nattens mørke

Luther får tildelt et døgns betænkningstid – sammen med skarpe formaninger om at bruge tiden på at omvende sig til kirkens sande tro.

I den mellemliggende tid har Luther besøg af venner, der opmuntrer ham til at stå fast.

Meget søvn og hvile bliver det ikke til. Luther er sig bevidst, at denne nat kan blive hans sidste. Dertil kommer, at der er et vrimmel af mennesker i byen, og herberget, hvor han bor, er tæt belagt. Luther har dog fået tildelt eneværelse og kan tilbringe en del af natten i bøn.

Dette er, hvad Luther mere end noget andet har haft brug for i disse afgørende timer af hans liv: stilhed for Guds ansigt

Gennem de tynde vægge hører Luthers nabo brudstykker af Luthers kamp i bøn:

Gud, stå mig bi mod al verdens fornuft og visdom! Jeg forlader mig ikke på noget menneske …

Åh Gud, hører du ikke? Er du død? Nej, du gemmer dig bare, du kan ikke dø …

Jesu navn skal være mit skjold og værn, min faste borg, ved din Ånds styrke! …

Kom, åh kom, jeg er rede til at give mit liv. Min sjæl er din og bliver hos dig i evighed. Amen. Gud hjælpe mig! Amen.

En afklaret Luther

Den følgende dag må Luther igen vente et par timer uden for salen, så det er sent, inden han kommer til.

Men efter en nat i bøn og kamp med Gud er det en helt anderledes rolig og afklaret Luther, der træder ind i den fornemme forsamling. Luther knæler for kejseren, undskylder sin klodsede optræden dagen i forvejen – og griber så chancen for at brede sagen lidt mere ud.

På tysk og latin redegør Luther for, at hans bøger har forskellig karakter, og i den gruppe af sine bøger, der tilhører de teologiske stridsskrifter mod enkeltpersoner, vil han gerne indrømme, at han af og til er gået over stregen og har været for grov i mælet mod dem.

Men tilbagekalde noget vil han ikke. Heller ikke stridsskrifterne mod enkeltpersoner, for så vil vranglærerne bare rase desto stærkere mod Guds folk.

Det betyder ikke, at Luther regner sine skrifter for ufejlbarlige. Nej, til forhørslederen pointerer han netop, at han jo er et menneske og derfor kan tage fejl. Men før han får en gyldig argumentation ud fra Skriften selv, der kan bevise, hvor han tager fejl, vil han ikke tilbagekalde, hvad han har skrevet. Får han til gengæld det, vil han selv være den første til at kaste sine egne skrifter på bålet!

Dermed spiller Luther bolden over til anklagerne: Han er mere end klar til at gå ind i en teologisk diskussion på basis af Skriften. Det er jo faktisk derfor, han er kommet.

Men det er ikke derfor, kejseren har tilkaldt Luther.

Efter en tids samtale om, hvordan man skal forholde sig til munkens udspil, lyder det skarpt fra forhørslederen, at Luther godt kan lade være med at prøve at tale uden om. Hvis det så havde været nye kætterier, Luther var kommet på, så ville kejseren måske have bedt paven om en nærmere undersøgelse. Men Luthers kætterier er jo af gammel dato, og kirken har allerede for længe siden forholdt sig til dem – blandt andet med afbrændingen af Johan Hus i 1415.

Der er altså allerede holdt kirkemøde og truffet afgørelse i Luthers sag for mere end 100 år siden! Så dét er ikke til debat. Luther har bare at give et klart og utvetydigt svar på spørgsmålet: Vil du tilbagekalde den lære, som kirken allerede for længe siden har fordømt som kætteri?

Afgørelsens time

Den direkte reference til kætterbålet er en tilsvarende direkte trussel mod Luther om, at han har livet på spil i sit svar. Linjen er trukket op, og det står klart for enhver, at det nu er det afgørende øjeblik i sagen om kættermunken fra Wittenberg.

Luther sveder og er begyndt at vise tegn på svimmelhed. Mørket er faldet på. Der er meget varmt i lokalet på grund af faklerne, der er blevet tændt. Truslen om en offentlig afbrænding til skræk og advarsel virker alt andet end tom. Det virker snarere, som om munken allerede står og balancerer på kanten af kætterbålet.

Desto stærkere fremtræder styrken og klarheden i Luthers ord, da han giver det svar, som for eftertiden står tilbage som svaret fra Luther på de katolske anklager mod ham. På formfuldendt latin og tysk lyder det:

Med mindre jeg bliver overbevist ved Skriftens vidnesbyrd eller ved indlysende grunde – for jeg tror hverken paven eller koncilierne alene, da det er velkendt, at de ofte har taget fejl og har modsagt sig selv – er jeg bundet af de skriftsteder, jeg har citeret, og min samvittighed er holdt fanget af Guds ord. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke tilbagekalde noget som helst, for det er hverken sikkert eller rigtigt at gå imod samvittigheden. Må Gud hjælpe mig. Amen.

Der opstår tumult i salen efter Luthers svar. En gruppe af spaniere begynder at råbe: på bålet med ham!

Forhørslederen forsøger at fortsætte og råber, at Luther absolut ikke kan bevise, at paven eller koncilierne har modsagt sig selv. Luther råber tilbage, at det kan han godt. Og han skal til at fortsætte.

Men kejseren gør tegn til, at Luther skal føres ud af lokalet. Med væmmelse. Han kan ikke holde ud at se og høre på den mand mere.

Forskellige fundamenter

For kejseren lyder Luthers svar som en gal mands hovmodige tale; som om Luther ophøjer sig selv – af alle mennesker – til at vide bedre, end hvad alle kirkens lærde mænd er enige om at fordømme.

Men der er intet hovmodigt i Luthers svar. Luthers svar afslører den dybe forskel på fundamentet i den evangeliske og den katolske tro.

Fundamentet for den katolske tro er en tro på, at pavens og konciliernes afgørelse er autoritative og bindende for samvittigheden – også selvom det er historisk klart og tydeligt, at paven og koncilierne ofte har modsagt sig selv og den hellige Skrift.

Den evangeliske tro retter sig mod Skriften alene. Den evangeliske tro er åben over for at korrigere sig selv, men den gør det kun, der hvor Skriften overbeviser samvittigheden. Samvittigheden er bundet til Guds ord alene!

Jeg kom igennem!

At Luther har dette høje syn på Bibelen som Guds ufejlbarlige ord, og derfor i sin samvittighed er bundet til ikke at modsige Skriftens ord, er også det, der giver ham frimodigheden. Han er sådan set ikke i tvivl om, hvad der er det rette at gøre.

Hans værste frygt har utvivlsomt været den, som han også giver udtryk for: at blive presset ud i at sige ”for meget” eller ”for lidt” i forhold til det, Guds ord selv siger.

Det er derfor med en sand lettelsens triumf, at Luther, da han kommer ud til den ventende skare, rækker armene i vejret med åbne håndflader. Det er de tyske soldaters sejrstegn. Luther ved ikke, hvad Rigsdagen vil beslutte. Han kan formode det værste. Men han ved, at han har sejret!

Da han når frem til herberget, gentager han sejrstegnet ud mod folkene og råber glad og lettet: Jeg kom igennem! Jeg kom igennem!

Med andre ord: Det lykkedes mig at give et klart svar uden at forråde Guds ord og min samvittighed! Nu har jeg lagt min sag i Guds hånd!

Efterfølgende forhandlinger

Luther holder fast i sit svar også i den følgende svære tid.

Derfor bliver der ikke noget ud af de følgende dages forhandlinger, der foretages i det skjulte, for at få Luther til i hvert fald at tilbagekalde i det mindste noget af den vranglære, han har udbredt. Forhandlingsstrategien kan ellers lyde sympatisk og rimeligt imødekommende, i hvert fald i forhold til den tone, der tidligere er blevet brugt. Man kommer til Luther og siger, at hvis han vil have ”det gode” i sine skrifter bevaret, bliver han nødt til at give efter på andre punkter. Hvis han fremturer som helt ubøjelig, så vil det hele gå tabt – og ønsker han måske det?

Luther glæder sig over muligheden for at tale med de lærde personer, der sendes til ham. Han viser åbenhed og ydmyghed over for dem og glæder sig over, at de vil lytte til hans skriftudlægning. Men når alt kommer til alt, så taler de forbi hinanden, for de står på forskellige fundamenter.

Luthers holdning står dog klokkeklart tilbage efter forhandlingerne: Før vil han ofre sit eget liv, end han vil lade der blive øvet vold på Guds ord!

Efter 10 dage i Worms får Luther derfor besked om, at han kan drage hjem igen. Kejseren vil straffe ham for hans stædige kætteri. Men Luther har et løfte om frit lejde på 21 dage, og det står ved magt, blot må han ikke prædike på vejen eller skrive noget.

Luther svarer: Som det behager Herren. Velsignet være Herrens navn.

Høfligt takker han kejseren for indkaldelsen og forhøret og beklager kun, at han ikke er blevet tilrettevist efter Skrifterne. Luther lover at adlyde kejserens vilje og underkaste sig alt, blot han må beholde sin frie samvittighed og bekendelse til Guds ord.

Efterfølgende træffes der beslutning på Rigsdagen om at erklære Luther for fredløs: Ingen må beskytte ham og have ham boende, men skal udlevere ham til kejseren.

Tilsvarende med folk, der erklærer sig som tilhængere af Luthers lære. Luther og hans lære er fra nu af at regne for en gren, der er skåret af kirken.

Forbilleder i den kristne menighed

Marias lovsang

Hvordan det senere går Luther, skal der ikke skrives meget om her. Han overlever, som bekendt, og bliver i begyndelsen holdt skjult på borgen Wartburg.

Men nu skal vi prøve at nærme os vidnet fra Worms lidt mere. Hvordan så hans indre ud i denne periode? Hvad var han optaget af? Og hvordan forholdt han sig til folkets heltemodtagelse?

I mødet med ”kæmpen” og ”stridsmanden” Luther, som sætter sandheden og evangeliet så meget højere end sit eget liv, kan man hurtigt komme til at føle sig lille.

Men følte Luther sig selv som en helt?

Vi har et skrift af Luther fra præcis denne periode, som måske kan afsløre lidt af, hvad der foregik i Luthers hjerte. Det er Luthers udlægning af Marias lovsang, som han skriver til en ung hertug, der er på vej til at blive kurfyrste.

Luther er i gang med at skrive på denne udlægning, da han bliver indkaldt til Rigsdagen i Worms, og færdiggørelsen af det lille skrift er noget af det første, han tager op, da han kommer i sikkerhed på Wartburg.

Jomfru Maria i den katolske kirke

Luther står for mange som en helteskikkelse i kirkens historie.

En person, som dog i endnu højere grad har heltestatus, er Jomfru Maria. Siden den tidlige kirke er hun blevet æret som ”Guds moder”, og der har altid været et særligt lys og en særlig ”glorie” omkring Marias navn – i malerkunsten helt bogstaveligt.

I katolsk tradition er Maria den største af alle helgener.

Da Luther i sin tid nær var blevet ramt af lynet, påkaldte han ikke Jomfru Maria. Hun var for ”høj” en helgen, til at han kunne tale direkte til hende. Han råbte i stedet i sin angst til Skt. Anna, Jomfru Marias mor, og lovede hende at gå i kloster, hvis hun ville beskytte hans liv.

Denne tankegang om et helgenhierarki og bøn til forskellige helgener lever i den katolske kirke den dag i dag. Dyrkelsen af Jomfru Maria som den højeste af kirkens helgener er kun eskaleret siden reformationens tid.

Den katolske mariologi (”læren om Maria”) er ikke blevet mindre højstemt siden reformationstiden. Tværtimod siges der blandt almindelige katolikker og i officiel katolsk lære kun højere og højere ting om Guds moder¹.

Maria er uden synd

I 1854 vedtog paven på hele kirkens vegne dogmet om ”Mariæ ubesmittede undfangelse”, som betyder, at Maria blev født og levede sit liv helt anderledes end alle andre mennesker: nemlig ubesmittet af arvesynden. Kun på den måde kan Maria ifølge den katolske kirke være ren og hellig nok til at blive mor til Jesus.

Det er magtpåliggende for den katolske kirke at pointere, at Maria levede hele sit liv uden personlig synd. Af samme grund er det katolsk lære, at Maria forblev jomfru hele livet igennem, på trods af helt klare nytestamentlige vidnesbyrd om, at Josef og Maria fik sønner og døtre (fx Mark 6,3). Denne åbenlyse tilsidesættelse af Bibelens ord sker ud fra tankegangen, at cølibatet åbner for en særlig hellighed og en særlig nærhed med Gud, som Maria nødvendigvis må have del i. For Maria regnes i officiel katolsk lære for ”den helt hellige” (KK 2677).

Maria for til himmels

Så sent som i 1950 kom der en pavelig udtalelse om Maria, som blev udtalt ”ex cathedra”, dvs. med pavens ufejlbarlige, guddommelige myndighed. Det var dogmet om Marias himmelfart. Fordi Maria ikke var en synder, døde hun heller ikke synderens død, men blev ligesom Jesus taget op til Himlen.

Belæg for Marias himmelfart har man ikke i Skriften. Marias himmelfart omtales først i nogle apokryfe skrifter fra 600-tallet, som den tidlige kirke fordømte som kætterske.

Men idéen om, at Maria for til himmels, ligger i naturlig forlængelse af idéen om Maria som syndfri. For har hun ikke synd, skal hun naturligvis heller ikke smage syndens løn.

Maria er som Jesus

I den katolske kirkes lære er det i det hele taget kendetegnende, at betydningen af Marias liv og gerninger omtales på niveau med betydningen af Jesu liv og gerninger.

I den katolske katekismus hedder det f.eks.: ”Hun har på helt enestående måde medvirket i Frelserens værk ved sin lydighed, sin tro, sit håb og sin brændende kærlighed, til genoprettelse af sjælens overnaturlige liv. Af den grund er hun blevet vor Moder i nådens orden².”

Ifølge den katolske kirke skal vi ikke takke Jesus alene for nåden og frelsen: Hvis det ikke var for Marias enestående medvirken, havde vi ikke kunnet opnå frelsen.

Hvor Jesus kaldes mediator (formidler) mellem Gud og mennesker, kaldes Maria derfor for mediatrix, som er det samme latinske ord, bare i hunkønsform.

Tilsvarende bruges ordene talsmand og hjælper om Maria, selvom det er Helligånden, Bibelen bruger disse navne om.

Hvor Jesus er blevet taget op til Himlen for at sidde ved Faderens højre hånd, er Maria blevet taget op til Himlen som ”dronning over alle ting”.

Når alt dette siges i den officielle katolske lære, er det ikke underligt, at Maria, ”Maria-åbenbaringer³” og ”Maria-fromhed” for den almindelige katolik spiller så fremtrædende en rolle.

Magnificat: at gøre Gud stor

Lad os da med Luther se nærmere på denne fromme kvindes lovsang. ”Herefter skal alle slægter prise mig salig,” synger hun. Bør vi så ikke følge i den katolske kirkes fodspor og give Jesu mor den ære, hun fortjener?

Luther stopper op ved lovsangens første ord, som på latin hedder magnificat. Det betyder ”gør stor”. På dansk er det oversat: ”Min sjæl ophøjer Herren.”

Og det er jo egentlig mærkeligt: Kan vi mennesker ophøje Herren? Kan vi gøre Gud stor?

Dertil svarer Luther: Gud i sig selv bliver ikke gjort stor af os. Gud er uforanderlig. Men for vor erkendelse og for vore følelser bliver Gud gjort stor; og det sker, når vi får stor tiltro til ham og regner ham og i særdeleshed hans godhed og nåde for at være stor.

Lovsangens allerførste ord peger altså i sig selv væk fra Maria og hen på Gud:

Maria siger ikke: ”Min sjæl gør sig selv stor” eller ”- har stor tiltro til mig”. Hun vil ikke, at man skal anse hende for at være noget som helst. Det er Gud alene, hun gør stor, ham alene tilskriver hun det alt sammen; træder selv til side og henfører det hele til Gud, som hun modtog det fra.

Selv om hun følte Guds uendelig store gerning i sig, så var og blev hun dog således sindet, at hun end ikke ophøjede sig selv over det ringeste menneske på jorden. Havde hun gjort det, var hun med Lucifer styrtet ned i Helvedes afgrund.

Falsk ydmyghed

Er dette nu ikke en beundringsværdig ydmyghed hos Jesus egen mor?

I den katolske kirke er det mere end noget andet ydmygheden (latin: humilitas), man berømmer hos Jomfru Maria. Marias ydmyge, selvopofrende sind er selve kernen i ”Maria-fromheden”, som vel bedst er eksemplificeret med Mother Teresas selvtilsidesættende liv. Her er der virkelig et ideal at stræbe efter, mener man.

Men Luther gør kraftigt oprør mod, at ydmygheden skulle være en kvalitet hos Maria, som vi må stræbe efter.

Der er noget, der hedder ret ydmyghed, siger Luther, og så er der noget, der hedder falsk ydmyghed.

Den rette ydmyghed er kendetegnet ved, at den ikke ved noget som helst om sig selv. Den falske ydmyghed er derimod stolt af sig selv.

Ret ydmyghed ved aldeles ikke af, at den er ydmyg. Vidste den det, ville den blive hovmodig af at se på denne skønne dyd. Nej, den hænger med hjerte, sind og alle sanser ved ringheden. Dén har den uafladelig for øje. På dén hæfter den sit blik. Og fordi den har ringheden for øje, kan den umuligt se sig selv eller få øje på sig selv, langt mindre opdage højheden. Derfor må ære og højhed komme uventet for den og finde den med tanker, der er fremmede for ære og højhed (…)

Den falske ydmyghed derimod, den ved aldeles ikke af, at den er hovmod. Vidste den det, skulle den nemlig snart blive ydmyg af at se på denne hæslige udyd. Men den hænger med hjerte, sind og sans ved højheden. Højheden har den uafladelig for øje. På den hæfter den sit blik, og med den omgås den (…) Derfor kommer æren ikke uventet eller uforudset for den, men møder den med netop det samme i tankerne. Skammen derimod og fornedrelsen kommer uforudset og træffer den med kun alt for meget andet i tankerne.

Marias fromhed

Derfor er det en frygtelig misforståelse at stræbe efter at blive from og ydmyg som Maria. Det er en misforståelse af, hvad ydmyghed i det hele taget handler om. Det er en farisæisk tankegang, der i virkeligheden vil have æren i sig selv. Luther kender denne farisæisme til bunds fra sin egen munkefromhed:

Åh, der stikker et særdeles kraftigt hovmod under al den ydmyge klædedragt, tale og fremtræden, som verden i dag er fuld af. Disse mennesker foragter sig selv, men på den måde, at de jo dog ikke vil have, at andre skal foragte dem; de flygter for æren, men på den måde, at de jo dog vil forfølges af den; og de undgår højheden på den måde, at man jo dog skal tage sig af dem, prise dem og sørge for, at deres part ikke bliver den ringeste.

Her afsløres menneskets natur! Det afsløres, at selv når mennesket tager sig frommest ud i egne og andres øjne, så er det en djævel. Ja, netop når et menneske føler sig allermest fromt og finder frem til den rette ydmyge følelse i hjertet, er det i virkeligheden på højden af sit værste hovmod!

Den ydmyghed, som fylder Marias lovsang, når hun siger: ”Han har set til sin ringe tjenerinde”, er ikke en falsk ydmyghed. Den er en smertelig bevidsthed om, at hun selv er et intet. Hendes hjerte, sind og sanser hænger ved ringheden. Og det gør ondt. Det føles alt andet end fromt og godt.

Hvor den katolske kirke fremhæver Marias ubesmittede undfangelse og syndfrie liv, drister Luther sig til at sige, at Jesus-kvisten, som ifølge profetien skal skyde fra Isajs stub, gror frem af en tør og rådden stamme og rod.

Ja, dette er sandheden om Maria: Hun var et råddent stykke træ!

Og det er den sandhed, hun selv synger om. For Helligånden har åbenbaret for hende, hvad der er hendes sande situation. Hun er ikke blevet udvalgt som ”Guds moder” på grund af nogen form for kvalitet hos hende selv – men netop fordi hun ingenting er!

Da Maria ser dette, mister hun – med smerte – alt sit eget. Men med troens glæde lovsynger hun den Gud, der ser til den ringe. Det første ord om Gud, Maria får brug for i sin lovsang, er derfor ordet: ”min frelser”.

Maria har set, hvad hun mere end noget andet har brug for: frelse fra sin uforbederlige, indre råddenskab.

At prise Maria salig

Hvad betyder det så: at alle jordens slægter skal prise Maria salig?

I den danske oversættelse står der: ”Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig.”

I Luthers oversættelse fremgår meningen og sammenhængen mellem de to sætninger væsentligt klarere:

”Han har set til sin uduelige tjenerinde, derfor vil slægt efter slægt prise mig salig.”

Luther forklarer:

Maria siger ikke, at man vil have meget godt at sige om hende, eller at man vil prise hendes dyd, fremhæve hendes jomfruelighed eller ydmyghed eller måske i en lille vise berømme hendes dåd. Nej, det er alene, fordi Gud har set til hende, at man vil sige, at hun er salig.

Det er da at give Gud æren så meget som tænkes kan. Gud har set til hende; det peger hun på og siger: Se, fra nu af vil de prise mig salig osv., dvs. fra den stund af, da Gud har set til mig uduelige, vil jeg blive kaldt salig.

På den måde er det ikke hende, lovprisningen gælder, men Guds nåde over hende, ja, hun bliver agtet ringe og ringeagter sig selv.

Dette er essensen af Marias lovsang!

Og derfor raser Luther over de ørkesløse snakkehoveder, som prædiker og skriver så meget om Marias fortjeneste. De kan ikke se, at de derved får Magnificat til at forstumme, beskylder Guds moder for løgn og forklejner Guds nåde – ja, de gør Maria til det modsatte af, hvad hun gerne ville være: Hun bliver intet andet end en afgud, der leder væk fra Gud.

Nådens trøsterige billede

Det kan være svært at se på kirkehistoriens helte:

Maria, den ydmyge Guds moder.

Luther, den tapre kriger for evangeliet.

Man kan tabe modet ved at se på deres mod og fromhed. Sådan som man kan tabe modet ved at se på alle de andre kristne i menigheden, som virker til at være så fine og gode kristne.

Man kan komme til at føle sig så alene: ”Jeg duer ikke til at være kristen. Jeg falder i synd gang på gang. I skulle bare vide, hvordan der ser ud inden i mig! Så ville I nok ikke byde mig velkomne her i det kristne fællesskab!”

Men hvordan mon Maria havde det, da hun mødte englen Gabriel? Og hvordan mon Luther havde det, da han blev ført frem i hestevognen og tiljublet fra alle sider?

Jeg tror, vi kan få et svar fra dem begge ved at læse, hvordan Luther netop i denne tid skrev om Maria.

Luther ville frem for alt væk med heltebilledet og glansbilledet. For han kendte sig selv. Han levede i Guds ords lys. Og når man gør det, så får man nogle ting at se om sig selv, som er helt igennem forfærdende.

Derfor så Luther sit liv og sit indre på samme måde som Marias liv og indre: som et råddent stykke træ – en rod og en stamme uden liv og med en kvælende dunst af den hærgende forrådnelse.

Men fra dette rådne stykke træ springer der ved Guds under en levende kvist, som er Kristus selv!

Hvad skal man da mene om dem, som i velmenende, hujende begejstring lovpriser det rådne træ?

Luther stod for samtiden som en helt, og står også for eftertiden som en stor og stærk personlighed, som det er svært ikke at kalde for et geni. Vi er endda gået så langt, at vi kalder os ”lutherske” og ”lutheranere”.

Maria står i malerkunsten og i den almindelige kristnes bevidsthed som ”den rene og skære jomfru”, hvis glorie lyser af fromhed.

Men disse billeder må vi anse som falske! Vi må regne med Jomfru Maria og Martin Luther, når de siger om sig selv, at det ikke var sådan, de så ud indeni – inde bag facaden – og at det ikke er sådan, de vil huskes.

Luther skriver:

De mestre, som maler og skildrer den salige jomfru således for os, at der intet kummerligt er at se hos hende, men idel storhed og højhed, hvad gør de andet end at stille os over for Guds moder alene og ikke hende over for Gud? Men på den måde gør de os frygtsomme og forsagte og dækker nådens trøsterige billede til. Vi får ikke noget eksempel, vi kan trøste os ved. Nej, hun, som dog gerne skulle og også gerne ville være det allerfornemste eksempel på Guds nåde for at ægge hele verden til at stole på den og prise den, hun bliver hævet op oven over alle eksempler, og af den grund har alle hjerter ved Maria fået en falsk forestilling om Gud.

Vi burde læse Marias lovsang helt anderledes. Vi burde i stedet sige til Maria: Du salige jomfru og Guds moder, hvor har Gud dog givet os en stor trøst i dig, siden han har set så nådigt til dig, så uværdig og uduelig du var. Det skal minde os om, at han, som dit eksempel viser, heller ikke vil forsmå os fattige, uduelige mennesker, men han vil se til os i nåde.

Er det virkelig sådan, Maria vil prises salig?

Ja, siger Luther: For når David, Peter, Paulus, Maria Magdalene og andre lignende er eksempler, som skal styrke tilliden til Gud og troen på ham ved den store nåde, som de vidner om, ufortjent er blevet dem til del, tror du så ikke også, at den salige Guds moder over for alverden gerne vil være et eksempel på det samme?

Men det får hun ikke lov til at være for alle disse overstrømmende jubelprædikanter og unyttige snakkehoveder, som ikke viser os det, som Marias lovsang skulle vise os, – nemlig hvordan Guds overstrømmende rigdom i hende har forenet sig med hendes dybe fattigdom, Guds ære med hendes uduelighed, Guds værdighed med hendes kummerlighed, Guds storhed med hendes ringhed, Guds godhed med hendes mangel på fortjeneste, Guds nåde med hendes uværdighed.

Helten

Så lad os da prise Maria og Martin salige, som de selv ønsker at blive det. Lad os ikke miste frimodigheden ved at forestille os dem som skinnende fromme mennesker.

Men lad os trøstes ved, at selv de mennesker, som vi forestiller os som de største og mest hellige skikkelser i kirkens historie, ikke vil vide af andet end nåden alene. De vil vidne om, at ”når Guds nåde kan gælde for en som mig – så kan Guds nåde med garanti også gælde for en som dig!”

Og dette ikke sagt med falsk ydmyghed, men med ægte, smertelig erkendelse af, hvor råddent det ser ud inde i hjertet.

Her er vi nemlig alle ens. ”Der er ingen forskel!”

Helten i Guds rige er og bliver én person: Jesus Kristus.

”For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen” (1 Tim 1,15-17).

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2015. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Henrik Gren Hansen

	henrik.gren.hansen@nytliv.dk
	Tlf.: 60817209