Vi har tidligere påpeget, at der er tale om en form for fordeling af opgaver mellem de tre personer i Gud. Faderen tager initiativet og planlægger skabelse og frelse. Sønnen fuldfører både skaberværk og frelsesværk. Det spørgsmål, vi nu vil se nærmere på er, hvad der er Helligåndens opgave.
Svaret på det spørgsmål lyder i al korthed: Helligåndens opgave er at give mennesker del i den frelse, Jesus har gjort færdig, og at skabe nyt liv i dem, der kommer til tro på ham (Joh 16,7.14). Det viser, at Helligåndens gerning er meget omfattende. Han er den, der kalder på mennesker, fører dem til omvendelse og skaber troen i dem. Derfor er han også den, der skaber menigheden, dvs. forsamlingen af troende.
De forskellige sider ved læren om Helligånden vil vi senere vende tilbage til i enkeltheder. Her vil vi først pege på nogle forhold, som er grundlæggende for den totale forståelse af Åndens gerning.
Som tidligere påpeget lærer Skriften, at Helligånden er Gud og samtidig en af de tre personer i Gud. Han kaldes derfor ”Guds ånd” (1 Kor 2,11), ”Herrens ånd” (2 Kor 3,17) og ”Faderens ånd” (Matt 10,20). Fordi Ånden både er en selvstændig person i Gud og samtidig ét med den ene og sande Gud, må vi betragte Åndens gerning som Guds gerning. Alt det, Ånden siger og gør, siger og gør også Gud.
Ifølge Skriften taler Ånden til mennesker gennem Ordet, så de bliver overbevist om deres sande stilling i forhold til Gud. Gennem sit ord viser han også, hvem Jesus er, og hvad han har gjort for at frelse mennesker. Når det sker, ”herliggøres” Jesus gennem Skriften, så mennesker kommer til tro. Som vi vil se på i næste kapitel, skaber Ånden troen i mennesker netop gennem budskabet om Jesus Kristus (Joh 16,8-11.14).
Vi må forstå Helligåndens gerning i lys af, hvordan Gud gennem mange år har grebet ind i historien for at frelse mennesker. Helligånden var virksom i tiden, før Jesus kom, især gennem det ord, Israels profeter talte. Først da Jesu frelsesværk var fuldbragt, kunne Åndens gerning helt udfoldes, for først da var Guds frelsesplan fuldbyrdet.
Hvad det indebærer, ser vi af det, der skete den første pinsedag efter Jesu opstandelse. Da blev det klart, at evangeliet om frelsen skulle udbredes til alle folkeslag. En ny tidsepoke startede, og tegnet på det var, at Ånden kom over Jesu disciple, så de talte om Guds gerninger på forskellige sprog. I den tidsepoke som nu fulgte, skulle Guds ånd ”udgydes” over alle folkeslag. Det skulle ske ved forkyndelsen om Jesus Kristus for alle folkeslag (ApG 2,14-17.38).
At Helligånden udgydes betyder altså, at evangeliet om Jesus Kristus forkyndes. Sagen er nemlig, at Helligånden kommer til mennesker gennem evangeliets budskab. Det ser vi bl.a. i ApG 10,44. Her læser vi, at Helligånden kom til dem, der hørte, mens apostlen Peter talte budskabet om Jesus: ”Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet.”
Det, vi her har peget på, viser, at Helligåndens gerning er uløseligt knyttet til Guds ord. Helligånden arbejder gennem Ordet for at kalde på mennesker, omvende dem og give dem troen. Endvidere bruger han Ordet, så det nye liv vokser i de troende.
De følgende afsnit handler om de midler, Ånden bruger for at give mennesker del i Jesu frelsesværk og det nye liv. Vi vil med andre ord rette opmærksomheden mod de såkaldte nådemidler: Bibelen, forkyndelsen dåben og nadveren. Det vil handle om, hvordan et menneske bliver en kristen, altså om omvendelsen og troen. Herefter vil vi se nærmere på, hvordan en troende kan vokse i helliggørelse. Dernæst retter vi blikket mod læren om fællesskabet mellem de troende, altså læren om kirken/menigheden. De sidste afsnit vil handle om døden, opstandelsen og de sidste ting.
Nådemidlerne
Ordet ´nådemiddel´ bruges som betegnelse for de redskaber eller midler, Gud bruger for at give mennesker den frelse og nåde, Jesus har gjort færdig ved sin død og opstandelse. Gennem nådemidlerne skaber og styrker Gud troen i mennesker, så de modtager hans nåde og lever i den. Fælles for nådemidlerne er, at de videregiver Guds ord, og at Gud handler ved og gennem dem, netop fordi Guds ord er knyttet til dem. Ordet kan derfor betegnes som det grundlæggende nådemiddel.
De fire nådemidler (Bibelen, forkyndelsen, dåben og nadveren) retter sig mod forskellige menneskelige sanser.
Hvad det betyder, at Bibelen er et nådemiddel
Bibelen er et nådemiddel, fordi den formidler Guds nåde gennem budskabet om Jesus Kristus, når vi læser den. Sådan er det, fordi Helligånden er virksom gennem Bibelens budskab og skaber tro og tillid til Jesus, når den læses. Det sker, ved at læseren bliver overbevidst om budskabets sandhed, og ved at Bibelen også overbeviser om, at man trænger til den nåde, Gud tilbyder gennem Bibelen.
En afgørende grund til, at Bibelen har denne virkning på dem, der læser den, er, at den ikke alene taler om Gud og frelsen, men også taler til den, der læser. Det viser sig i, at Skriften mange steder tiltaler læseren som ”du”, altså som enkeltperson. Et af mange eksempler på det finder vi i Es 43,25: ”Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder.”
At Gud taler gennem Skriften på den måde, er af særlig betydning for at kunne forstå, hvad det vil sige, at Skriften er et nådemiddel. Netop fordi Skriften henvender sig til enkeltpersoner, bliver mennesker berørt af dens tale. Når Skriften siger ”du”, bliver det klart for læseren, at det netop gælder ”mig”. Det er afgørende for den enkelte læser at komme i en stilling, hvor man bliver gjort modtagelig for den nåde, Gud tilbyder gennem Bibelens budskab. Hvordan det sker, vil vi komme tilbage til under læren om omvendelsen og troen. Her vil vi sige mere om et andet nådemiddel, nemlig forkyndelsen.
Hvad det vil sige, at forkyndelsen er et nådemiddel
Skriften beskriver forkyndelsen som et budskab, der formidles gennem talte ord. Forkyndelsen kan vi kalde ´ørets nådemiddel´, fordi den består af ord, der høres, og fordi Gud handler gennem disse ord, når mennesker hører dem. Det er selvsagt ikke ligegyldigt, hvilket indhold forkyndelsen har. Den kan kun virke som nådemiddel, hvis den meddeler et budskab i overensstemmelse med Guds ord i Bibelen. Al forkyndelsen må derfor være i overensstemmelse med Skriftens budskab, hvis den skal kunne virke som et nådemiddel (1 Pet 4,11).
Hvad det vil sige, at forkyndelsen er et nådemiddel, fremgår bl.a. af Rom 10,17. Her står der, at troen kommer af det, der høres. Her er lagt vægt på, at forkyndelsen både er det talte og det hørte ord. Det virker måske selvfølgeligt, men er alligevel vigtigt at præcisere. Det betyder, at forkyndelsen eksklusivt retter sig mod vores høresans, og at Gud skaber troen i mennesket ved det budskab, det hører eller har hørt: ”Vend øret til mig, og kom, hør på mig, så skal I leve,” læser vi i Es 55,3a.
Forkynderen må være bevidst om, at mennesker, der ikke kender Bibelens Gud, heller ikke kender deres stilling i forhold til Gud. De hverken spørger efter Gud eller føler behov for den nåde, Gud vil give dem. Forkyndelsen skal derfor også skabe behov for den nåde, Gud tilbyder gennem budskabet om Jesus Kristus.
Det betyder, at forkyndelsen ikke alene skal tilbyde frelse, men at den også må overbevise mennesker om, at de er syndere over for Gud. At mennesker erkender deres synd sker ikke ved budskabet om frelse og nåde, men ved lovens budskab. Skal forkyndelsen være i overensstemmelse med Bibelens budskab, må den derfor være både lov og evangelium.
Vi har tidligere skrevet, at loven er alle de ord i Bibelen, der stiller krav og betingelser, som mennesker må opfylde for at blive godtaget af Gud. Loven er samtidig de ord i Bibelen, der overbeviser mennesker om, at de ikke kan blive, som Gud kræver. Samtidig er den ord, der dømmer og fratager os troen på, at vi kan frelse os selv. Hvis forkyndelsen skal være bibelsk, må den derfor indeholde både lov og evangelium. Kun da kan den gøre mennesker modtagelige for nåden.
Loven skal derfor forkyndes sådan, at mennesker indser, at de er skyldige og erkender deres sande stilling i forhold til Gud.
På den baggrund skal evangeliet forkyndes som et budskab om, at Gud giver nåde netop til dem, der er skyldige i forhold til lovens krav. Når evangeliet forkyndes skal der ikke stilles betingelser eller krav, men der skal tales om, at Jesus gjorde alt, hvad Gud kræver for at frelse. Ikke kun til dem, der hører, men til alle mennesker. Det skal siges klart og tydeligt, at nåden er for syndere, og at Gud gør os til sine børn udelukkende for Jesu skyld (Hebr 4,12; Rom 3,19; 1 Kor 14,24-25; Joh 4,10; 7,37-38; Rom 8,1-4; 1 Joh 1,6ff.).
Uden at vi kan gå dybere ind i det i denne sammenhæng, vil vi også nævne, at forkyndelsen skal være sådan, at ”hele Guds råd” forkyndes. Det vil sige, at alle sider i den kristne lære skal dækkes ind af forkyndelsen. Hvis ikke forkyndelsen indeholder hele Guds råd, vil der opstå mangelfuld indsigt hos tilhørerne og i den kristne forsamling (Apg 20,27).
Dåben
Vi kalder dåben for et sakramente, fordi den består af et bestemt synligt middel, som Gud har knyttet sit ord og løfte til. Dåbens synlige middel er ´vandet´, som mennesket enten overøses med eller dykkes ned i, når dåben finder sted. Dåbens virkekraft ligger dog ikke i vandet, men i Guds ord, sammen med vandet. Hvordan vi skal forstå forholdet mellem Ordet og dåbens vand, kommer klart til udtryk i Luthers lille katekismus: ”Uden Guds ord er vandet vand, slet og ret, og ingen dåb.”
Ifølge Jesu ord skal dåben udføres i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn (Matt 28,19). De indebærer, at mennesket døbes til at tilhøre Faderen, Sønnen og Helligånden, og derigennem føres ind i personligt samfund med den treenige Gud.
I dåben giver Gud troen, syndsforladelsen og et nyt liv
For rigtigt at forstå læren om dåben er det helt afgørende at have klarhed over, at det er Gud, der handler med den, der døbes. I dåben er mennesket med andre ord en passiv modtager i forhold til det, Gud gør og giver. Det er desuden nødvendigt at være klar over, at Gud giver den samme nåde gennem dåben, som han tilbyder og giver gennem evangeliets budskab om Jesus Kristus. Det betyder, at Gud giver troen, giver syndernes forladelse, giver Helligåndens gave, og at han også genføder mennesker gennem dåben.
Det er på de nævnte punkter, vi finder de afgørende forskelle mellem det lutherske og det såkaldt baptistiske dåbssyn, som forfægtes blandt andet af baptister og pinsevenner. Ifølge pinsevennernes lære er det først og fremmest mennesket, der handler over for Gud i dåben. Ved dåben giver man sig selv til Gud efter først at være kommet til tro. Man tror ikke, at Gud genføder eller frelser ved dåben. Det er den afgørende årsag til, at pinsevenner ikke går ind for barnedåb, og at de kalder dåben en bekendelseshandling.
De bibelsteder i Det Nye Testamente, der handler om dåben, viser imidlertid tydeligt, at det er Gud, der handler med mennesket, når det døbes.
Hvad der sker i dåben er dog omtalt på forskellig måde. Det betyder ikke, at de aktuelle bibelvers står i modsætning til hinanden. Forholdet er tværtimod, at de kompletterer hinanden og giver et fyldestgørende billede af, hvad der sker i dåben. Vil vi have den rette indsigt i Bibelens lære om dåben, må vi derfor se på de bibelsteder, der tilsammen taler om dåben. Det vil vi gøre ved kort at gennemgå tre tekster, der handler om dåben, og påpege, hvad der siges i hver af dem.
I ApG 2,14ff. taler apostelen Peter til en menneskemængde, der var samlet i Jerusalem ved den første pinsefest efter Jesu opstandelse. Han anklager dem for at have korsfæstet Guds søn (v.23). Det rammer deres samvittighed, og de spørger, hvad de skal gøre. Hertil svarer Peter: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på” (ApG 2,38-39).
Dette skriftsted viser tydeligt, at det er Gud, der handler i dåben, ved at give syndernes forladelse og Helligånden til den, der døbes. Desuden er det klart, at de løfter om Guds gaver, der er knyttet til dåben, gælder, ikke alene for tilhørerne, men også for deres børn (v.39). I sig selv viser det, at Gud giver syndernes forladelse og Helligånden også til børn, der døbes.
Der findes ikke noget sted i Bibelen, hvor barnedåben afvises. Derimod er der flere skriftsteder, som på indirekte måde viser, at også børn blev døbt. Det fortælles for eksempel, at apostlene døbte hele familier, og det tyder netop på, at også børn blev døbt (ApG 16,33).
Børn skal døbes. De trænger til Guds nåde, fordi de er født med arvesynd (Job 14,4; 15,14. Sl 51,7. Ef 2,3).
Et andet skriftsted, vi især vil rette vores opmærksomhed på, finder vi i Tit 3,4-5, hvor vi læser om dåben: ”Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.”
Dåben kaldes her ”det bad, der genføder og fornyer”. Ifølge sammenhængen i teksten er det Gud, der genføder og fornyer mennesket ved Helligånden gennem ´badet´. Desuden viser denne tekst os, at Gud også frelser mennesket gennem dåben. Ifølge Rom 6,3-4 gør Gud den døbte delagtig i Jesu opstandelse: ”Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.”
Denne tekst viser også, at dåben markerer begyndelsen til et nyt liv, hvor den døbte vil leve sammen med Jesus. I det øjeblik et menneske døbes, får det delagtighed i både Jesu død og opstandelse. Det skal fortsætte hele livet. Det betyder, at dåben på det ene side fører mennesket ind i en dødsproces, der indebærer at synden mister sin magt. Samtidig giver den også delagtighed i et nyt liv sammen med den opstandne Kristus. Derfor kan vi sige, at dåben fører ind i det kristne liv og markerer begyndelsen på det. Hvad det nye liv i dåben indebærer, vil vi senere se nærmere på. Dermed retter vi også blikket mod det specielle ved dåben i forhold til de andre nådemidler. I den forbindelse bliver det også naturligt at sige noget om dåben og troen.
Dåben er en pagt
Dåben fører mennesket ind i en pagt med Gud (1 Pet 3,21). Ordet ´pagt´ betyder overenskomst mellem to parter. Den pagt, dåben indgår i, kalder vi en nådepagt. At dåben er en nådepagt betyder, at forholdet mellem Gud og mennesket, der bringes i stand ved dåben, ikke bygger på menneskets gode gerninger eller præstationer, men udelukkende på den nåde, Gud giver i Kristus Jesus. At dåben er en nådepagt indebærer derfor, at Gud ved dåben giver mennesket ret til at leve sammen med sig på grund af Jesu fuldkomne frelsesværk. Forbilledet for dette forhold til Gud er omskærelsespagten i Det Gamle Testamente (1 Mos 17,10-14. Kol 2,11).
På dette punkt bliver det også aktuelt at sige noget om troen. Af Bibelens lære ser vi, at det er nødvendigt at være troende for at kunne have gavn af dåben og af den pagt med Gud, dåben medfører. Den, der døbes og ikke tror, har nemlig ingen del i det, dåben giver. Det giver anledning til flere spørgsmål. For eksempel kan man spørge, om små børn kan tro og få del i dåbens pagt.
For at svare korrekt på det spørgsmål må vi være klar over, at hverken voksne eller børn i grunden af sig selv kan tro på den sande Gud. Det er budskabet om Jesus Kristus, der skaber troen i dem, der hører det. Samtidig skal det siges, at ligesom Ordet skaber troen i dem, der hører det, skaber det også tro i de små børn, når det kommer sammen med vandet i dåben. Tilliden, eller troen, skabes da på det delvist bevidste plan. Den tillid er der og bliver bevidst, hvis barnet under opvæksten hører Bibelens budskab om Jesus Kristus.
En afgørende grund til at Ordet kan have denne virkning i de små børn er, at de ikke yder nogen modstand over for Ordet, der rækkes dem i dåben. At små børn kan have en sådan tro fremgår bl.a. af Matt 18,6, hvor Jesus taler om de små børn, der tror på ham. Det ord, der på dette sted er oversat med ´små´, hedder på græsk ´mikron´. Det betyder, at de, der er meget små og ubetydelige, alligevel kan tro på Jesus.
Mennesker, der er døbt som børn, kan dog falde ud af dåbens pagt og komme væk fra den nåde, Gud gav i dåben. Hvis et sådant frafaldent menneske igen bliver omvendt, skal det ikke døbes igen. Selv om mennesket kan forlade den pagt, der blev oprettet i dåben, så svigter Gud ikke de løfter, han gav. Gud er parat til igen at modtage det frafaldne menneske, så snart det igen omvender sig til ham. Frafaldne skal derfor ikke gentage selve dåbshandlingen, men vende tilbage til det løfte om troskab og frelse, som Gud har givet dem i dåben.
Som en følge af dåbspagten skal de, der døbes, både børn og voksne, oplæres i den kristne tro. Det kommer klart til udtryk i missionsbefalingen, hvor der ikke bare tales om dåb, men også om at gøre folk til Jesu disciple ved at lære dem alt det, han har befalet (Matt 28,19-20).
Grunden til, at mange kommer bort fra Gud i opvæksten, er, at den undervisning, der skulle følge dåben, ofte mangler. Derfor er det et vigtigt kald til Guds folk at sørge for en sådan undervisning. Det kald gælder især forældre, der lader deres børn døbe. Som forældre forpligter man sig på at sørge for, at børnene hører om Jesus og lærer at bede til ham.
Om den, der ´altid´ har været kristen
I forbindelse med dåben er det passende også at sige noget om dem, der er vokset op i et kristent hjem og ikke kan huske andet end, at de har været kristne hele livet. Der er grund til, for både dem og andre, at takke Gud for, at de har fået lov til at leve sammen med Jesus under hele opvæksten. Det er ikke mindreværdigt ikke at have en omvendelsesdato at se tilbage på, eller at sige, at man blev frelst i dåben som barn.
Samtidig kan det være til hjælp for dem, der er i en sådan situation, at vi påpeger, at opvækst og personlig modenhed medfører et behov for at få klarhed over spørgsmålet om frelse. Så sandt et menneske i denne periode har med Gud at gøre, vil det nemlig vokse i indsigt og forståelse, også med hensyn til spørgsmålet om det at være en kristen. Det kan føre til, at også de, der altid har kaldt sig kristne, kan komme ind i alvorlige troskriser. Spørgsmålet, om man virkelig er frelst, kan blive påtrængende også for dem. Også de, der altid har regnet sig som kristne, gennemgår derfor ofte en proces, hvor det må blive klart for dem, at hele deres frelse hviler i det, Jesus har gjort og ikke i deres egne gerninger som kristne.
Hvordan den enkelte oplever denne proces er forskelligt. For nogle medfører det mange kampe og megen tvivl. For andre går det mere stille for sig. Fælles er, at man oplever det frigørende at få lov til at se bort fra sig selv og tro, at hele frelsen hviler i det, Jesus har gjort. Det er naturligt for en kristen at forsøge på at komme ud af tvivl og usikkerhed med hensyn til spørgsmålet, om man er frelst eller ej. Da er det vigtigt at være klar over, at alene ordet om Jesus kan give hjælp og vished i den sag (Joh 1,12).
Enkelte af dem, der har kaldt sig kristne hele livet, må alligevel indrømme, at der kan have været perioder i deres liv, hvor de rent faktisk har været borte fra Gud eller på vej væk fra ham. I opvæksten kan man have været i den situation, at man har regnet sig som kristen på et forkert grundlag, måske fordi man tilhørte et kristent miljø eller var aktiv som kristen. Det minder os om, at det er muligt at komme væk fra Jesus uden at være klar over det. Det er meget vigtigt for dem, der er i en sådan situation, at de hører Guds ord, så Ordet giver dem klarhed over, at de faktisk bygger deres kristne tro på sig selv og ikke på Jesus.
Nadveren
Nadveren er det andet af de nådemidler, vi kalder sakramenter. Det synlige middel i nadveren er brød og vin. Når det uddeles, lyder samtidig de ord, Jesus pålagde sine disciple at bruge ved nadverfejringen: ”Dette er mit legeme”, og ”dette er mit blod”. I og med at disse ord lyder, er Jesus Kristus selv til stede med sin nåde (Matt 26,26ff.; Mark 14,22-25; Luk 22,15-20; 1 Kor 11,23ff.).
I Luthers lille katekismus står der, at Jesus er til stede i brødet og vinen, som bliver givet i nadveren: ”Nadveren er vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen, og den er indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke.” Hvad det vil sige, vil vi nedenfor komme tilbage til.
Her skal først nævnes, at nadveren er for dem, der er kristne. Det viser, at nadveren er et sakramente, der er forskelligt fra dåben. Mens dåben kun sker én gang ved det kristne livs begyndelse, er nadveren det sakramente, den kristne skal benytte regelmæssigt, som et styrkemåltid for den, der tror og er døbt.
Selv om nadveren på en måde er anderledes end dåben, giver den alligevel den samme nåde, som udtales i dåben og rækkes gennem evangeliets budskab. Også nadveren forkynder syndernes forladelse. Det viser en vigtig sandhed, nemlig at kristne har brug for tilgivelse for deres synder, også efter at de er blevet døbt. At nadveren er indstiftet med det formål viser også, hvor villig Gud er til at give syndsforladelsens nåde til dem, der tror på ham (Matt 26,27-28).
Nadveren forstået som den nye pagts måltid
Jesus indstiftede nadveren, da han spiste påskelammet sammen med sine disciple lige før sin lidelse og død (Matt 26,26-29; Mark 14,22ff.; Luk 22,15ff.; 1 Kor 5,7). I den forbindelse talte han om sig selv som den, der skulle ofres for menneskers synder. Det viser, at vi må forstå nadveren på baggrund af den gamle pagts påskemåltid. I det følgende vil de vigtigste momenter til en sådan forståelse blive skitseret.
Den historiske anledning til jødernes påskemåltid står omtalt i 2 Mos 12,1ff. Gud havde flere gange talt til Farao og befalet ham at lade Israels folk rejse, men Farao ville ikke adlyde Guds befaling. Det førte til, at Gud sendte straffedomme over Egypten for at tvinge Farao til lydighed. Den sidste af disse straffedomme bestod i, at alle førstefødte i Egypten skulle dø i løbet af en nat.
For at Israels folk skulle kunne gå fri af denne dom, befalede Gud dem at slagte et fejlfrit lam, smøre lammets blod på dørstolperne i deres huse og holde sig indendørs, mens de spiste lammet sammen med bitre urter. Det skulle ske den nat, hvor Guds dom blev fuldbyrdet. Efter Guds løfte ville dødsenglen gå forbi de huse, hvor lammets blod var smurt på dørstolperne. Påskemåltidet blev herefter fejret hvert år i Israel til minde om udgangen af Egypten. Meget tyder på, at man tidligt forstod, at dette måltid pegede frem mod Messias og det, han skulle gøre. Ifølge enkelte rabbinske skrifter forventede man da også, at Messias skulle komme i løbet af en påskenat.
Da Jesus netop indstiftede nadveren under påskemåltidet og som optakt til sin lidelse og død, blev denne forventning indfriet. Messias kom påskenat for at fuldføre sin gerning. Hvordan er jødernes påskemåltid et forbillede på nadveren?
Ifølge forskrifterne til påskemåltidet var lammets blod, der blev smurt på dørstolperne, et tegn, som beskyttede Israels folk mod Guds dom og vrede. Blodet var selve forudsætningen for, at de undgik Guds dom. Det var også forudsætningen for, at de, der tilhørte Israels folk, kunne have et fællesskabsmåltid med Gud og hinanden i deres huse. På samme måde beskytter Jesu blod også dem, der tror på ham, imod Guds dom.
Jesu død og opstandelse er dermed selve forudsætningen for, at Guds dom ikke rammer dem, der tror på ham. Det er også forudsætningen for det samfund, Gud gennem nadveren kan have med dem, der tror på ham. Jesu blod, hans død og opstandelse er derfor grundlaget for den nye pagt og den nåde, som gives gennem nadverens brød og vin. Nadveren synliggør derfor frugterne af den pagt, der blev oprettet ved Jesu død og opstandelse (Matt 26,28).
Ligesom påskemåltidet i den gamle pagt blev gentaget hvert år, skal også den nye pagts måltid gentages. Det skal ske, hvor de kristne kommer sammen for at mindes Jesu død og opstandelse. Påskemåltidet kaldes derfor en ´forkyndelse´ af Jesu død, som skal vare ved, indtil Jesus kommer igen for at hente dem, der tror på ham (1 Kor 11,26).
Hvem kan gå til nadver, og hvad giver nadveren os?
Det er tidligere nævnt, at nadveren er for dem, der tror og er døbt. Det betyder, at nadvermåltidet ikke er åbent for alle, men kun for dem, der bekender sig som kristne og er døbt. Det er samtidig klart, at nadveren er for de kristne, som er i stand til at forstå og værdsætte den gave, der bliver givet i nadveren. Til forskel for dåben er nadveren derfor ikke for små børn, der ikke er i stand til hverken at begribe dens indhold eller forstå, hvad der bliver givet i nadveren. For at modtage nadveren forudsættes evnen til at prøve sig selv i overensstemmelse med Skriftens lære om, hvem den er beregnet for.
I 1 Kor 11,27 gives en stærk advarsel om ikke at modtage nadveren på uværdig måde. Den, der gør det, forsynder sig imod Jesu legeme og blod. Det er ikke sjældent, at nogen tolker dette ord forkert. De tror, at meningen er, at Gud kræver en form for personlig værdighed hos den, der tror, og at ingen kan gå til nadver, før han har en sådan værdighed.
Både sammenhængen og teksten viser imidlertid, at det er en misforståelse. Det ord, der bruges i den græske grundtekst på dette sted, er ikke et adjektiv (tillægsord), men et adverbium (biord). Det betyder, at ordet værdighed ikke sigter til en personlig egenskab, men siger noget om selve praksis af nadveren. Pointen er, at nadveren skal foregå på værdig måde i overensstemmelse med det, Skriften foreskriver.
Grunden til, at Paulus giver denne formaning er, at nadvermåltidet i korinthermenigheden havde udartet sig til en slags fællesmåltid, hvor de rige og velstående nød god medbragt mad, mens de fattige ikke havde noget at spise. En sådan praksis i forbindelse med nadveren vender Paulus sig imod med stærke ord. Nadveren skal, sådan som Jesus har indstiftet den, fejres på værdig måde, som et måltid, hvor Jesu død og opstandelse mindes.
Det betyder, at der ikke skal spørges efter personlig værdighed hos dem, der går til nadverbordet. Det er netop troende mennesker, som trænger til Jesu nåde, der indbydes til at tage imod nadverens tilbud. Sådan bliver nadveren et styrkemåltid for dem, der tror.
Selv om der ikke spørges efter personlig værdighed, er troen på Jesus Kristus alligevel en forudsætning for at tage imod nadveren. Den afgørende grund hertil er, at nadveren også har en virkning i forhold til mennesker, der ikke tror på Jesus Kristus. Efter Skriften modtager både troende og vantro Jesu legeme og blod i nadveren. De, der ikke tror og alligevel nyder nadveren, spiser og drikker sig en dom til, læser vi i 1 Kor 11,29.
Derfor skal enhver, der vil til nadver, forinden prøve sig selv. Denne selvprøvelse går ud på, at man stiller sig selv det spørgsmål, om man har brug for det, Gud giver i nadveren, nemlig syndernes forladelse. Mennesker, der ikke vil prøve sig selv i lys af Guds ord, bør ikke modtage nadveren.
Det er altså den troendes behov for syndsforladelse, der imødekommes i nadveren, behovet for en bekræftelse på, at man får lov til at leve i det personligt fortrolige samfund med Gud på trods af, at man fristes til synd og falder i synd. Derfor er nadverfællesskabet med Jesus begrundet i Jesu forsoning, ikke i den troendes eget kristenliv.
Oversættelse: Gunver og Bent Kjøller-Hansen
Artiklen er oversat med tilladelse fra www.teologiteigen.net.
Nyt Liv står inde for det åndelige indhold af alle artikler, som anvendes på nytliv.dk. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til webmaster@nytliv.dk.
Udgivet af
Arne Helge Teigen
Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.