Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd (Joh 10,29).
Så står vi igen ved et årsskifte, og tanken melder sig uvilkårligt: Hvad mon det nye år skal bringe?
Hvad dagene i det nye år vil bringe, kan vi ikke vide noget om, og vi får det heller ikke at vide på forhånd. Men du, som hører Jesus til, ved noget om, hvilken omsorg, du er genstand for fra din Himmelske Far.
De ord, som Jesus siger her i Johannesevangeliet, er det trygt at begynde et nyt år med.
Det er godt at lade det bundfælde sig i hjertet, at Jesus har sagt, at det, min fader har givet mig, er større end alt andet. Det er ham, der har al magt i Himlen og på jorden – ham, der er kongernes konge og herrernes herre, der selv siger det. Midt i den almagt og rigdom, som Jesus har, er der noget, der er større for ham end alt andet. Og hvad er det?
Jo, det er frelste syndere som mig og dig, der har fundet frelse i troen på Jesus. Det er det største, Jesus har.
Når vi ser på os selv, som de ubetydelige støvkorn vi er i det mægtige univers, kan vi ikke forstå det. Men Jesu ubegribelige kærlighed til fortabte syndere som os betyder, at Jesus glæder sig over hvert eneste menneske, der vender sig til ham og bliver frelst.
Du, som hører Jesus til, du kan se frem mod det nye år med en viden om, at du er elsket ubegribelig højt af Jesus, og at den kærlighed varer ved.
Det, som du også ved, vil gælde i det år, der ligger foran, det er, at ingen kan rive dig ud af hans hænder. Det siger Jesus helt tydeligt også i verset forud for det, vi har fremme her.
Du kan selv rive dig løs, hvis Jesu frelse ikke rigtig længere betyder noget for dig, men intet udefrakommende vil kunne rive dig ud af hans hånd. Hvor er det godt at få lov at begynde et nyt år med en viden om, at uanset, hvad der skal møde mig i det nye år, så vil der aldrig møde mig noget, der kan rive mig ud af hans hånd, med mindre jeg selv gør det.
Hvad indebærer det at være i hans hånd?
Det indebærer for det første, at du har en stedfortræder for Guds åsyn, nemlig Jesus. Jesus gælder i stedet for dig, for alt, hvad Jesus er og har, er tilregnet dig. Han blev gjort til synd for dig, og så fik han den dom, du skulle have haft og bar den straf, du skulle have båret, og i stedet for fik du hans retfærdighed, barnekår hos Gud og arveret til den himmelske salighed.
Det er alt sammen noget, du har her og nu, og det kan ingen tage fra dig, når du er i hans hænder.
Men det indebærer også en altomfattende omsorg for dig i alt, hvad der har med dit liv at gøre her og nu. Jesus siger selv, at på os er alle hovedhår talt. Det må betyde, at intet i vores liv er ham ligegyldigt.
Så må du vide, at også når du står overfor det ukendte – det nye år – så er du med alt og i alle forhold, hvad der end skal møde dig, omsluttet af hans omsorg og hjælp. For du er i hans hænder. De hænder, som ingen kan rive dig ud af.
Så får du lov at synge med Fanny Crosby:
Herre Jesus, du går med mig, underfulde kærlighed!
Og til sidst i Himlens rige skænker du mig evig fred.
Når jeg der skal fri, forklaret bøje mig for tronen ned,
jeg den sang skal aldrig glemme: Hele vejen gik du med.
Så har vi grund til at ønske hinanden et godt nytår i Jesu navn.
Udgivet af
Carl Richard Hansen
Carl Richard Hansen, Aalborg, ingeniør, nu pensionist.