Hele Danmarks nye bibel

En vurdering af Bibelen 2020 I

Den 20. marts 2020 udgav Det Danske Bibelselskab en oversættelse af Bibelen til nudansk: Bibelen 2020.

Mange bibeltro kristne har taget godt imod den nye oversættelse. De ser den som en kærkommen mulighed for selv at få nye øjne på teksterne og som en oplagt anledning til at hjælpe flere i gang med at læse i Bibelen.

Andre er mere skeptiske. Skeptiske på forhånd over for hele idéen med en bibel på nudansk, eller skeptiske på grund af konkrete problemstillinger i oversættelsen som for eksempel den meget debatterede undgåelse af ordet ”Israel” i Det Nye Testamente.

I dette nummer af Nyt Livs blad skal vi se nærmere på den nye bibel.

Det er vigtigt, at vi ikke går for hurtigt hen over vurderingen af Bibelen 2020. Det gælder både for de positive og negative konklusioner. Det er ikke nogen enkel sag at forholde sig til så stort og sammensat et arbejde, foretaget af mere end 30 forskellige forskere, sprogfolk og konsulenter, over en periode på næsten 20 år. Man fristes til at give op på forhånd og lade ens personlige optimisme eller pessimisme over for det nye være rådende for, hvordan man forholder sig. Men det er sagen for vigtig til. Det handler om Guds ord! Om Guds ord bliver læst eller ej – men også om der bliver lavet om på Guds ords mening eller ej.

Det er vigtigt, at Guds ord bliver læst – men det er også vigtigt, at det ord, der bliver læst, er Guds.

Den første artikel er formet som en introduktion med fokus på nogle grundlæggende spørgsmål: Hvordan er Bibelen 2020 blevet til? Hvad er principperne bag oversættelsen, og hvordan adskiller arbejdsgangen med en bibel på nudansk sig fra arbejdet med en autoriseret oversættelse? Derudover vil den første artikel give indtryk af, hvordan Bibelen 2020 er blevet taget imod og må forventes at blive brugt i bibeltro kredse.

I forbindelse med præsentationen af projektet bag Bibelen 2020 nævnes Luthers navn igen og igen, fordi Luther var tilhænger af en såkaldt ”meningsbaseret” oversættelse. Spørgsmålet, som den anden artikel tager op, bliver derfor: Er Bibelen 2020 et oversættelsesprojekt i Luthers ånd, og kan vi som bibeltro, evangelisk-lutherske glæde os over den tilgang, som den nye oversættelse repræsenterer? Herunder kommer vi til at se nærmere på nogle af de oversættere, der har arbejdet mest med den nye bibel, og hvordan de forholder sig til den bibel, de har arbejdet med.

Med afsæt i problematikkerne fra de første artikler følger i tredje artikel den egentlige vurdering af Bibelen 2020. Her kommenteres en lang række konkrete eksempler, der viser nogle tendenser i den nye bibel, og som kan give indtryk af, om der er alvorlige problemer med oversættelsen, eller om problemerne ligger inden for det, der kan accepteres. Kan det anbefales at bruge den nye oversættelse som bibeltro – til personligt brug og/eller i mission og åbne bibelstudiegrupper?

Den fjerde og sidste artikel giver nogle perspektiver for, hvor vi er på vej hen med de danske bibeloversættelser, og slutter med at give nogle konkrete råd til valg af bibel for den, der ønsker en bibeltro oversættelse.

En lang proces

Det skulle have været fejret med pomp og pragt, da den nye oversættelse blev udgivet; med deltagelse af dronningen og med en lang række folkelige arrangementer og foredrag. Situationen med coronasmitten gjorde dog, at den nye bibel fik en mere afdæmpet lancering. Men for Bibelselskabet var udgivelsen kronen på en lang og ressourcekrævende proces.

I 2007 udkom første del af arbejdet med den nye bibeloversættelse: Den nye aftale (Det Nye Testamente på nudansk). Og frem mod udgivelsen af Bibelen 2020 er der udkommet otte prøveudgivelser af skrifter fra Det Gamle Testamente som selvstændige bogudgivelser.

En del af oversættelserne fra Bibelen 2020 har altså været udgivet før, men nu er de på baggrund af den respons, der er givet, blevet revideret og redigeret til brug i den samlede bibel, som også indeholder nyoversættelser af de resterende 31 bøger i Det Gamle Testamente, som ikke har været udgivet før.

Den grundlæggende arbejdsgang

Bibelen 2020 er oversat af eksperter i græsk, hebraisk og nudansk.

Da eksperter i grundsprogene sjældent er lige så store eksperter i at formulere sig på nudansk, har man typisk arbejdet i små teams på 2-3 personer om hvert enkelt skrift. Så har eksperten i grundsproget forsøgt at udtrykke meningen med teksten, hvorefter nudanskeksperten har overvejet, om der ville være bedre måder at udtrykke meningen på med tanke på målgruppen. Sådan har man korresponderet frem og tilbage med hinanden i oversættelsesteamet med sparring fra Bibelselskabets redaktører.

Efter dette grundlæggende arbejde er oversættelsen af et skrift blevet læst igennem af en eller flere fagkonsulenter.

Læsegrupperne

En stor del af grundoversættelserne fra Det Gamle Testamente er desuden blevet prøvet af i læsegrupper. Og her har vi noget unikt ved Bibelen 2020, som er en af baggrundene for, at man har lanceret den som ”hele Danmarks bibel”.

I sin bog Når Bibelen oversættes fortæller generalsekretær for Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen detaljeret om oversættelsesprocessen og tankerne bag oversættelsen. Hun beretter i kapitlet Danmark oversætter Bibelen om, hvordan læsegrupperne blev langt vigtigere for oversættelsesarbejdet, end man egentlig havde forestillet sig.

En af grundene til læsegruppernes store betydning var en artikel i Politiken, som betød, at Bibelselskabets ønske om at få almindelige danskere til at give respons på oversættelsen, nåede ud til en gruppe mennesker, der ellers ikke ville have hørt om eller fattet interesse for projektet.

Birgitte Stoklund Larsen forklarer:

”Dagbladet Politiken skrev en artikel om initiativet, illustreret med en tegning af Jesus på korset med den meget nudanske taleboble: ’Så er den onduleret.’ Den artikel bidrog sandsynligvis til, at mange også uden for Bibelselskabets radius blev opmærksomme på projektet. Mange meget forskellige grupper meldte sig: To veninder læste sammen. Et kærestepar, hvor han var ateist og hun var kristen. Præster læste med deres konfirmander. En bedstemor læste med sit barnebarn. Gymnasielærere læste med deres religionshold. Elever fra folkeskoler og fra fri- og efterskoler læste. Bibellæsegrupper fra både folkekirker og frikirker læste. Nogle grupper blev dannet til lejligheden, mens andre havde læst sammen i mange år; nogle havde læst Bibelen, andre plejede at samles om skønlitteratur (…)

Mere end 70 grupper i alt meldte sig til at læse hver et eller flere skrifter. Omkring 500 mennesker blev på denne måde involveret i arbejdet. Læsegrupperne blev derfor langt vigtigere for oversættelsen, end man på forhånd havde forestillet sig.”¹

Birgitte Stoklund Larsen kalder modellen med læsegrupper for et eksempel på ”borgerdrevet forskning”, hvor ikke-fagfolk hjælper forskerne. Læsegrupperne skulle give respons på, om teksten var forståelig, om der var sproglige udtryk, der stod i vejen for indholdet, og om der var formuleringer, man opfattede som henholdsvis dårligt og vellykket sprog.

I arbejdet med gennemlæsningen fik læsegrupperne en fornemmelse af udfordringerne ved at oversætte Bibelen:

”Flere læsegrupper fik et ganske frit forhold til bibelteksten, når de læste på denne måde med fokus på de sproglige formuleringer. Læsegrupperne agerede fuldstændigt som redaktører, der ville forbedre teksten, rydde ud i mængden af navne på tilsyneladende mindre vigtige personer og byer, der skabte mere forvirring end oplysning; de foreslog at stryge vers og passager, som ikke gav mening eller virkede som sære indskud. Det var spørgsmål, som også var blevet overvejet blandt oversætterne.”²

En del af forslagene blev fulgt og andre vurderet som lidt for radikale. Birgitte Stoklund Larsen slår fast, at der jo er tale om en oversættelse, ikke en ”redigeret udgave af Bibelen”.

I mange andre tilfælde var læsegrupperne dog mere konservativt indstillede end oversætterne. ”Sådan taler Gud ikke,” lød det repræsentativt i en af reaktionerne.

Der er udarbejdet et religionsvidenskabeligt speciale på baggrund af læserresponserne, og her lyder konklusionen, at ”læserne forventer, at Bibelen fører en ind i en anden verden”. Der er blandt læserne stadig forventninger til et særligt bibelsprog, som adskiller sig fra det dagligdags sprog, og som er mere højstemt og poetisk samt talt med større autoritet.

Mange reagerede desuden kraftigt mod, at der ikke længere fandtes ”engle” og ”velsignelse” i den nye oversættelse af Det Gamle Testamente.³

Den redaktionsgruppe, som i sidste del af processen arbejdede med sammenhængskraft og ensartethed i de sproglige valg, gennemgik også læsernes respons, og forslagene blev fulgt, hvis man var enige. Dermed blev det for eksempel besluttet – som en af de direkte konsekvenser af læsegruppernes indflydelse – at englene og velsignelserne blev genindført i den nye oversættelse.

Større frihed

Arbejdsgangen med Bibelen 2020 adskiller sig fra arbejdsgangen ved en autoriseret oversættelse først og fremmest ved en større frihed i arbejdet.

Tre faktorer er afgørende for denne større frihed:

1) Ingen kirkelig kontrol

Når Bibelselskabet udgiver en autoriseret oversættelse, er der en høringsrunde, hvor biskopper, menighedsråd og andre centrale aktører i folkekirken og i andre kirkesamfund har mulighed for at kommentere.

I forbindelse med 1992-oversættelsen blev der desuden nedsat en såkaldt revisionskomité, der skulle drøfte og træffe beslutning om ”oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det Gamle Testamente, som er citeret i Det Nye Testamente”.⁴ I denne revisionskomité på 17 mand var den kirkelige højrefløj repræsenteret ved 3 personer, som takket være deres grundige og vedholdende indsats fik indført en række vigtige ændringer.⁵

En stor del af dette omstændelige kirkepolitiske arbejde har man undgået med Bibelen 2020, fordi den ikke er en autoriseret oversættelse. I stedet har man fået responsen fra de læsegrupper, der selv har meldt sig til gennemlæsningen, og Bibelselskabets redaktionsgruppe har i princippet været helt fri til at følge læsernes forslag eller lade dem ligge.

Det at oversættelsen ikke har skullet autoriseres til brug i kirken har betydet, at Bibelen ikke i samme grad er forpligtet på den ”kirkelige tradition”, og når man ikke skulle have oversættelsen igennem en række godkendelser, har det givet en ”langt større frihed til at eksperimentere og træffe valg”.⁶

2) Oversættelse fra grundsprogene

At Bibelen 2020 er oversat fra græsk og hebraisk virker på én måde som en selvfølge – og så er det alligevel langt fra en selvfølge.

Et lille blik på historien kan sætte det i perspektiv.

Luther, Resen og de nyere oversættelser

De første danske bibeloversættelser var oversat på baggrund af Luthers tyske oversættelse. Det var altså en oversættelse fra tysk, ikke en oversættelse fra græsk og hebraisk, ud fra den store tiltro man havde til Luthers oversættelsesevner og lys over Skriften.

I 1607 fik vi den første danske oversættelse af Bibelen på baggrund af grundsprogene. Den var foretaget af en enkelt mand: den meget arbejdsomme og grundige professor og biskop Hans Poulsen Resen.

Resens oversættelse – eller opdateringer af den – blev derefter udgangspunkt for de næste flere hundrede års danske bibeludgaver, faktisk helt indtil 1948, hvor der igen forelå en ny autoriseret udgave af hele Bibelen, som ikke blot var en opdateret udgave af tidligere bibeloversættelser, men oversat fra bunden. Det er den udgave af Bibelen, som nogle i dag stadig kender og refererer til som “den gamle oversættelse”. Men “den gamle oversættelse”, som begyndte med oversættelsen af Det Gamle Testamente i 1931 og blev færdiggjort som hel bibel i 1948, var altså et regulært nybrud i den danske bibels oversættelsestradition.

Siden har vi så fået 1992-oversættelsen, den (efterhånden ikke længere så) nye oversættelse, som også er oversat direkte fra grundsprogene, og som dermed ikke bare er en revideret udgave af 1948-oversættelsen.

I den danske bibeloversættelses historie har vi altså gennem 500 år kun haft tre autoriserede bibeludgaver, hvor oversættelsesarbejdet er blevet gjort helt fra grunden. De øvrige bibeludgaver er mere eller mindre omfattende opdateringer af tidligere oversættelser.

Ikke en ’ændring af den tidligere oversættelse’

På en måde er det en selvfølge med oversættelse fra grundsprogene, for det er jo med de to seneste bibeloversættelser blevet den nye standard i dansk bibeltradition. Og her adskiller Bibelen 2020 sig altså ikke fra 1992-oversættelsen.

Ser man på historien, er det dog ikke selvfølgeligt, og ser man på modtagelsen og vurderingen af den nye bibel viser det sig også, at man i praksis let kommer til at tænke om den som en redigeret udgave af den tidligere oversættelse.

Den tidligere biskop Steen Skovsgaard kommenterer i Kristeligt Dagblad på oversættelsen af Første Mosebog 1, vers 2, som i Bibelen 2020 lyder: ”Gud lod sit åndedræt blæse over vandet” (autoriseret oversættelse: ”Guds ånd svævede over vandene”).

Steen Skovsgaard stiller sig – i en ellers meget positiv anmeldelse – spørgende over for denne oversættelse: ”Hvorfor dog være så bange for ånd? Hvorfor denne omskrivning af ånd til åndedræt og åndedrag?”

Men det er en kommentar, der får Søren Holst, den hebraiskkyndige nyoversætter af Første Mosebog, til tasterne i et modsvar:

”Den lærde biskop emeritus ved det naturligvis godt, men for andre læseres skyld bliver jeg nødt til at understrege: Vi har skam ikke skrevet noget om! Ikke den mindste lille smule. For vores opgave har ikke været at revidere den eksisterende oversættelse. Vi har forsøgt at finde den mest rammende danske gengivelse af det hebraiske ord ’ruach’ i lige præcis dén sammenhæng, som skabelsesberetningen er.”⁷

Mon ikke en del af os, der har læst i Bibelen 2020, ligesom Steen Skovsgaard flere gange har tænkt: ”Hvorfor har de ændret det på den måde?”

Men det er altså en forkert måde at spørge på!

Det kan være svært at forestille sig for en almindeligt bibellæsende person, at oversætterne ikke har haft 1992-oversættelsen i baghovedet, mens de oversatte, og har tjekket og sammenlignet med den. Der er ganske givet også forskel på, hvordan oversætterne har forholdt sig til den autoriserede oversættelse i deres arbejde. Men vi skal regne med, at oversætterne generelt er på et niveau i græsk og hebraisk, hvor de til daglig arbejder ud fra grundsprogene og videnskabelige kommentarer – og ikke ud fra en dansk oversættelse. Derfor må vi tage det for pålydende, når vi her får at vide, at vi ikke skal spørge til, hvorfor oversætterne har ”ændret” noget, for det er ganske enkelt ikke sådan, de har arbejdet.

Videnskabelig oversættelse – i 1992 og 2020

I princippet adskiller Bibelen 2020 sig ikke fra 1992-oversættelsen ved at være oversat direkte fra grundteksten. I begyndelsen af arbejdet med 1992-oversættelsen stod man også stejlt fast på, at det var den ”videnskabelige” tilgang og ikke den kirkelige tradition, der var bestemmende for oversættelsen. Men der skete noget i processen med den autoriserede oversættelse, som ikke skete med Bibelen 2020. Efterhånden som arbejdet med 1992-oversættelsen skred frem, og der blev offentlig debat om nogle af prøveoversættelserne, blev man stadigt mere bevidste om, at en autoriseret oversættelse også måtte være forpligtet på den kirkelige tradition og ikke kun den nyeste forskning.⁸

En af oversætterne bag den autoriserede bibel beretter om sin personlige proces: Hun gik først til arbejdet bevæbnet med de nyeste kommentarer, ”og med blikket fokuseret på den hebraiske tekst gav jeg mig i kast med opgaven”. Men efterhånden som arbejdet skred frem, blev hun mere og mere bevidst om og personligt interesseret i ”den århundredlange tradition, man som bibeloversætter indgår i”. Denne interesse voksede sig med tiden så stor, at den blev til en hel ph.d.-afhandling: Skriftsynet igennem den danske bibels historie, der undersøger oversætternes bibelsyn og tilgang til oversættelsen fra de første danske oversættelser og indtil 1992-oversættelsen.⁹

Selvom 1992-oversættelsen også er oversat fra grundteksten, er den kirkelige tradition – og dermed den tidligere oversættelse af Bibelen – generelt langt længere fremme i bevidstheden, end hos oversætterne af Bibelen 2020.

Oversætterne af Bibelen 2020 sætter generelt en ære i ikke at lade sig bestemme af tidligere danske oversættelser. Det kan for eksempel godt være, at der er en lang kirkelig tradition for at oversætte med, at ”Guds ånd” svævede over vandene – og at det er en reference til Helligånden, som viser, at Det Gamle Testamente også kender til, at Gud er en treenig Gud. Men vi oversætter ikke ud fra traditionen! Vi oversætter ud fra, hvad der efter vores faglige vurdering er den mest plausible forståelse af det hebraiske ord!

Vi må forstå, at oversættelse ud fra grundteksten og ud fra den nyeste forsknings indsigter er en faglig stolthed for de fleste græsk- og hebraiskkyndige. Derfor gav det også sammenstød, da man i processen med 1992-oversættelsen efterhånden måtte give køb på noget af denne ”forskningsmæssige frihed” og til dels tage større hensyn til den kirkelige tradition og til højrefløjens argumenter for en oversættelse i overensstemmelse med den kirkelige tradition.

Men i Bibelen 2020 har forskerne i langt højere grad beholdt deres frihed til at oversætte fra grundteksten uden sideblik til tidligere oversættelser eller indvendinger fra den kirkelige højrefløj. Undertiden har denne frihed og stolthed givet sig et bagvendt udslag i, at man alligevel har skelet til 1992-oversættelsen – ikke for at rette sig efter den, men for at vælge en anden oversættelse end den autoriserede!

Martin Ehrensvärd, som har arbejdet med oversættelsen af Esajas’ Bog, beretter for eksempel om en specifik problematik ved oversættelsen af profetskrifter, hvor der i en del tilfælde var flere tolkningsmuligheder, der var lige plausible, og som havde stor betydning for indholdet. Her må man som oversætter træffe et valg. Og her brugte man 1992-oversættelsen som et omvendt pejlemærke: ”Lektor Søren Holst og jeg har lavet den tommelfingerregel, at hvis 1992 havde truffet ét valg, så skulle vi træffe et andet med 2020-udgaven.”¹⁰

Bibeltro forskning

Når der her skelnes mellem oversættelser efter den ”kirkelige tradition” og oversættelser efter den ”nyeste forskning”, er det vigtigt at være klar over, at der er tale om en forenkling. Forskellen mellem de to tilgange ligger ikke i, om man er fagligt kompetent og opdateret om den nyeste forskning. Forskellen ligger i grundindstillingen og forhåndsforventningen:

Går jeg til Bibelen med en forventning om her at møde menneskers forestillinger om Gud fra forskellige tider? Eller går jeg til Bibelen med en forventning om her at møde et helligt ord, der på samme tid er helt og fuldt Guds og menneskers ord? Kan jeg forvente, at Bibelen hænger sammen, fordi den er blevet til ved den samme Ånd fra først til sidst? Og må jeg på den baggrund læse hele Bibelen som Guds ord i lov og evangelium med Kristus som kerne og stjerne?

Der er en verden til forskel på tilgangen, men ikke nødvendigvis på niveauet og fagligheden.

3) Nudansk og meningsbaseret oversættelse

Bibelen 2020 er også en oversættelse med ”større frihed” på den måde, at man har valgt at fokusere på meningen i teksten frem for den præcise ordlyd, og denne mening skal oversættes til nudansk.

Det er to begreber, som det umiddelbart er svært at sige noget imod: Selvfølgelig skal man oversætte meningen med teksten! Hvad skulle man ellers oversætte? Noget, der ikke var meningen?

Og selvfølgelig skal man oversætte til et ordentligt nudansk! Det er vel selve formålet med nye oversættelser, at man skal opdatere sproget, så det passer mere med det sprog, vi snakker i dag?

Men det er ikke helt så enkelt.

Bibelsprog

Biskop Resen havde en anden tilgang – og med ham størstedelen af den danske bibeloversættelsestradition. For Biskop Resen var det afgørende at oversætte så tæt på grundteksten som muligt – også selvom det havde omkostninger for læsbarheden og den umiddelbare forståelighed af teksterne. Biskop Resen var altså mere optaget af ikke at komme til at ændre ved Guds ord end af, at teksterne skulle give umiddelbar mening for læseren. Og det er som følge af dén meget respektfulde omgang med Guds ord, at Bibelen gennem flere hundrede år har været vanskelig og kringlet læsning. Bibelsproget har været en form for hybridsprog – et blandingssprog mellem dansk og græsk eller dansk og hebraisk – og dermed har det at begynde at læse i Bibelen på nogle måder været som at begynde at lære et nyt sprog.

I det 20. århundredes danske bibeloversættelser har man fjernet sig mere og mere fra Resen-traditionen og er begyndt at tage flere og flere hensyn til læsbarheden og det mundrette danske sprog. Men der er grænser for, hvor anderledes en bibel kan blive fra den ene dag til den anden. Derfor ser man stadigvæk i 1948-oversættelsen, at det danske sprog i stort omfang er bundet op på den græske eller hebraiske sætningskonstruktion. Det giver ”tunge” sætninger, hvor man tydeligt mærker, at det ikke er sådan, vi ville sige på normalt dansk.

Også i 1992-oversættelsen mærker man, at der undertiden mere er tale om en fordanskning af en græsk eller hebraisk tekst end en almindelig oversættelse, men man har dog taget sig større friheder af hensyn til et mere flydende dansk sprog.

Hvor vigtigt er det at være tæt på grundteksten? Hvor langt er det forsvarligt at fjerne sig fra ordene og sætningskonstruktionerne i grundteksten for at opnå et forståeligt og flydende dansk? Hvor store krav kan man stille til læseren om at ”lære et nyt sprog”, når man går til Bibelen?

Det er ikke mindst de spørgsmål, det handler om, når vi taler om nudansk og meningsbaseret oversættelse.

Almindeligt (sekulært) sprog

Her har Bibelen 2020 tydeligt valgt en vej: Det skal være en bibel, der er til at forstå for alle, også for mennesker, der ikke har nogen særlige forudsætninger på forhånd, og som ikke er oplært i at forstå ”bibelsprog”. Da man begyndte oversættelsen, forestillede man sig et par konkrete læsere: 16-årige Patrick fra Herlev og en 48-årig sygeplejerske fra Odense, der kun kom i kirke til jul. Det var dem, man sigtede på at nå med oversættelsen; det var dem, der skulle kunne læse og forstå Bibelen.

Her har vi et perspektiv ved den nye oversættelse, som er helt centralt for at forstå de valg, man har truffet: Det er den sekulære danskers sprog, man ønsker at ramme, og det er den almindelige danskers religiøse horisont, der danner grundlag for, hvad man forventer sig af sin læser. Der skal ikke være nogen oplæring og indføring i et bestemt bibelsprog eller nogle bestemte udtryk – og derfor må centrale ord i troslæren også udelades eller omskrives, hvis de ikke kan forventes at være umiddelbart forståelige for Patrick eller sygeplejersken fra Odense.

Der findes af samme grund i Bibelen 2020 ingen sproglige noter, for hele teksten skal jo være umiddelbart forståelig, som den er.

Og af samme grund var læsegrupperne så vigtig en faktor i oversættelsen som test på, hvad der var forståeligt sprog for forskellige målgrupper.

Balancegangen

Med sådan en tilgang er det klart, at Bibelen 2020 må tage sig store friheder i forhold til grundteksten. Men der er naturligvis en grænse. Der er også for oversætterne af Bibelen 2020 en forpligtethed – ikke på den kirkelige tradition, men på at kommunikere det, som ifølge forskerne bag oversættelsen er den rigtige mening med den bibelske tekst.

Som Birgitte Stoklund Larsen påpeger: Der er stadig tale om en oversættelse og ikke en genskrivning eller opdatering til nutiden, sådan som når den tyske Volxbibel for eksempel lader den fortabte søn blive toiletpasser på hovedbanegården. Den slags opdaterede genfortællinger finder man aldrig i den nye danske bibel.

Bibelen 2020 befinder sig altså også på en balancegang i forhold til, hvor langt man vil gå væk fra den konkrete tekst for at kommunikere meningen, og her har eksperterne i grundsprogene og eksperterne i nudansk holdt hinanden i skak, så teksten skulle blive både forståelig i dag og tro mod den bibelske teksts mening. Men i idealet om en umiddelbar forståelighed for den sekulære dansker ligger en større grad af frihed til tilpasning af teksten til den moderne danskers referenceramme end i nogen tidligere danske bibeloversættelser.

Modtagelsen af Bibelen 2020

Efter nu at have set på arbejdsgangen og principperne bag oversættelsen, skal vi opholde os lidt ved, hvordan den nye bibel er blevet modtaget.

Først skal vi kort se på den generelle positive vejledning, der er givet fra bibeltro hold. Dernæst skal vi se på den mest udbredte kritik af Bibelen 2020 og på Bibelselskabets svar på kritikken.

Ved at se på den modtagelse, som Bibelen 2020 har fået blandt ledere på den bibeltro linje, vil vi få et tydeligt fingerpeg om, hvordan Bibelen 2020 forventeligt kommer til at blive brugt i konservative sammenhænge.

En god mulighed

Den mest almindelige tilgang til Bibelen 2020 blandt ledere på den kirkelige højrefløj er, at vi skal tage godt imod den nye bibeloversættelse. Vi skal være bevidste om, hvad det er for en slags oversættelse, og hvad der er dens styrker og begrænsninger. Men når vi er det, giver den nye bibel gode muligheder for os selv til at få nye øjne på teksterne, og frem for alt er det en mulighed til at læse Bibelen med andre, der ikke føler sig hjemme i ”bibelsproget”.

Nogle repræsentative citater viser denne tilgang:

Indre Missions vicegeneralsekretær Peter Nord Hansen skriver på Indre Missions blog:

”Jeg vælger at tage imod denne oversættelse som et kærkomment supplement til den autoriserede oversættelse. Som sådan kan den være med til at give os, der er fortrolige med oversættelsen fra 1992, nye indsigter og nye oplevelser med det bibelske budskab. Og ikke mindst bliver den forhåbentlig årsag til mange nye bibellæsere.

Bibelselskabet har brugt mange kræfter på oversættelsen, men bruger nu også en del kræfter på at gøre dette til en anledning for nye bibellæsere. Og her synes jeg, vi skal gå helt med og gøre alt, hvad vi kan for at gribe de muligheder, vi får, for at sætte fokus på Bibelen i det nye år.

Lad os sammen gøre 2020 til Bibelens år! Lad os gøre det ved at give Bibelen til mennesker omkring os og ved at tilbyde at læse i den sammen med dem.”¹¹

I avisen Udfordringen formulerer han det sådan:

”Det vigtigste er, at flere får lyst til at læse Bibelen og oplever, at den taler ind i deres liv (…)

[Er en ny nudansk bibeloversættelse bedre til at åbne Bibelen for nye?] Det tror jeg. De tekster, jeg hidtil har læst fra Bibelen 2020, fungerer utrolig godt. Sproget glider ubesværet, det er en tekst, der er nem at forstå. Det er bestemt ikke uvæsentligt, når nye læsere skal inviteres indenfor. Hér slår man sig ikke på sproget, men kan nyde de store fortællinger uden stop og hak. Jeg tror, flere kan få hul på Bibelen.”¹²

Luthersk Missions generalsekretær Søren Skovgaard Sørensen skriver i avisen Tro & Mission:

”Når der kommer en ny bibel fra Bibelselskabet, bliver den kendt i bredere kredse. Det er en oplagt chance for os, der gerne vil samtale om Bibelen, så mennesker møder Jesus (…) Vi herhjemme har også brug for at være kloge på vores kultur, hvis vi skal tale ind i den. Vores naboer tænker ikke på samme måde som os, der er kommet i missionshuset i mange år. Det nytter ikke noget, at vi taler et sprog, som er vanskeligt at forstå. Bibelen 2020 kan være en hjælp for os til at tale ind i tiden.”¹³

I en bibeltime siger han det på denne måde:

”Jeg forstår egentlig godt, at mine naboer ikke lige ønsker at gå i krig med en bibelkreds sammen med mig og den her slidte bibel (…) Men vi har en chance – en fantastisk mulighed nu her i marts! Der kommer en helt spritny bibel, som vi ikke har læst, og som de ikke har læst. Spørg dem, om de har lyst til otte aftener de næste to måneder, og læs nogle kapitler sammen med dem. Køb bogen nede i butikken, ved Bilka eller Kvickly, hvor du handler.”¹⁴

I Luthersk Mission deles citater fra Bibelen 2020 på forsiden af Tro & Mission og på Facebook. Redaktør og kommunikationsleder Nicklas Lautrup-Meiner forklarer denne praksis og udtaler om den nye bibeloversættelse:

”Hele den sproglige pointe med Bibelen 2020 er, at oversættelsen skal være på mundret 2020-dansk. Det er ikke en ord-til-ord oversættelse, sådan som DO92 (hvor der i øvrigt også er stærkt kritisable oversættelser, der giver et forkert billede af essensen i teksten). Bibelen 2020 skal ikke bruges til dybdegående bibelstudie, men snarere til en sammenhængende læseoplevelse (…)

Når vi i LM’s kommunikationsteam har valgt at poste bibelvers fra søndagens tekst fra Bibelen 2020 er det af flere grunde:

– For at opmuntre folk til at læse Bibelen 2020 og få et frisk nyt møde med Bibelen. Selvom der er masser af ting, jeg personligt er dybt uenig i (omtalen af synd, udeladelsen af Guds tilnavne, fraværet af “Israel” i NT, som der heldigvis er rettet op på i den nyeste udgave, og sikkert meget mere), synes jeg også B2020 giver et frisk møde med bibelteksten og sætter tanker i gang.

– For at minde om den opmuntring til at læse Bibelen 2020 med deres ikke-troende venner, naboer, kolleger, familie etc., som LM’s generalsekretær tidligere er kommet med.”

Bibellæserringen har i anledning af udgivelsen af Bibelen 2020 udarbejdet en Guide til åben bibelstudiegruppe,¹⁵ hvor det anbefales at bruge Bibelen 2020. Den samme anbefaling giver landsleder Lasse Holmgaard Iversen på Bibellæserringens hjemmeside:

”Betyder den punktvise kritik, at man ikke kan bruge Bibelen 2020? Det mener jeg ikke. 1992-oversættelsen har også sine svagheder, og som mantraet blandt folk, der arbejder med de bibelske grundtekster siger, så er ’…enhver oversættelse en fortolkning’.

Det gode ved Bibelen 2020 er, at den heller ikke foregiver at være andet. Det ér en mere fortolkende og forklarende oversættelse, og når man læser den som sådan, så vil jeg gerne anbefale den.

For nogen vil det betyde at de forstår teksten bedre, og dét kan jeg kun være glad for. For andre vil det være et nyt møde med kendte tekster.

Og så kan jeg ikke lade være med at anbefale af et frimodigt hjerte, at vi, som kender og elsker Bibelen, benytter udgivelsen af Bibelen 2020 til at læse den med nye bibellæsere, og gå på opdagelse i den gamle tekst med de nye ord.”¹⁶

På Evangelisk Luthersk Netværks blog lyder vejledningen fra Lasse Holmgaard Iversen:

”Læs den som det, den er! Den er netop ikke en ny autoriseret oversættelse, men en fortolkende udgave, som gør det muligt at læse Bibelen – og forstå hvad man læser (…) Hver gang, der kommer en ny oversættelse, så giver det anledning til opmærksomhed, og jeg håber, at flere griber muligheden for selv at få læst eller hørt bibelteksterne på en ny måde. Jeg håber også, at det betyder, at flere vil invitere andre med til at læse den. Jeg tror, at der er en ny generation af bibellæsere, som vi nu har mulighed for at få med på vognen.”¹⁷

I Indre Missions Tidende skriver undervisningskonsulent Sprint Aagaard Poulsen:

”Bibelselskabets nye oversættelse af hele Bibelen – Bibelen 2020 – er en dejlig, nudansk oversættelse, der kan blive til stor glæde, både for helt nye bibellæsere og for de mere erfarne (…) Jeg tror bestemt, at nye bibellæsere vil finde Bibelen 2020 indbydende, og her har den en af sine store styrker. Mine erfaringer fra de læsegrupper, jeg var med i under Bibelselskabets store forberedende arbejde med oversættelsen, siger mig, at den også giver mange af os ”gamle” læsere ny lyst til at læse i Bibelen.

Især på tre områder. For mange er 1992-udgaven af Det Gamle Testamente ikke ret nem at læse meget i. Her har Bibelen 2020 givet sproget en tilgængelighed, der har givet stor læseglæde for mange. Endvidere er det ofte berigende lige at høre en anden formulering på nogle vers, man kender godt. Det giver anledning til at se nye vinkler i Guds ord. Det redder os fra den ”blindhed”, der kan komme, når man læser noget, man kan udenad. Det tredje område er, at den generelt er bedre til højtlæsning end 1992-oversættelsen.”¹⁸

Brug af Bibelen 2020

Nogle af de artikler og indlæg, som citaterne ovenfor stammer fra, har også enkelte forbehold i deres anbefaling af Bibelen 2020.

Det nævnes for eksempel, at vi, når vi læser i Bibelen 2020, skal være særligt opmærksomme på gudsbilledet og menneskesynet: Er Gud blevet menneskeliggjort, og er det blevet knapt så voldsomt med beskrivelsen af menneskets syndighed? I forhold til debatten om køn og seksualitet skal vi også være opmærksomme på, om Bibelen er blevet gjort mere kønsneutral og politisk korrekt.¹⁹

De fleste er enige om, at der naturligvis er problemer ved Bibelen 2020 – men det nævnes som regel i samme åndedrag, at sådan vil det være ved enhver oversættelse. ”Enhver oversættelse er en tolkning.” Og derfor anbefales det blot, at vi er opmærksomme på forudsætningerne for Bibelen 2020, og at vi i øvrigt bruger flere oversættelser, når vi skal have lys over bibelteksterne.

De problemer, der er ved Bibelen 2020, er altså ikke af et omfang, så oversættelsen generelt må regnes for ubrugelig, upålidelig eller farlig for troen. Der gives samlet set en klar positiv tilskyndelse til at bruge Bibelen 2020 både privat og i mission. Det kommer til udtryk for eksempel i formuleringer som disse af Sprint Aagaard Poulsen:

”Vi har at gøre med en grundig oversættelse fra basis-skrifterne. Et seriøst stykke håndværk (…) I forhold til mange andre oversættelser på verdensplan, der har valgt samme prioritering, er Bibelen 2020 faktisk meget tekstnær (…) Mit klare indtryk er, at Bibelen 2020 langt hen ad vejen er til at stole på.”²⁰

På baggrund af den generelt positive bedømmelse af Bibelen 2020 fra ledere på højrefløjen, vil det være nærliggende for mange bibellæsere at ønske sig en ny bibel i julegave og se frem til de nye input til bibellæsningen, som den kan give. Det vil også være nærliggende at give Bibelen 2020 til unge, der ikke er kommet i gang med bibellæsningen endnu, eller som har svært ved at tage sig sammen til det. Det vil være nærliggende for forkyndere og præster at bruge Bibelen 2020 som ny inspiration og hjælp i prædikener og samtaler. Og Bibelen 2020 vil være oplagt at bruge i åbne bibelstudiegrupper og generelt i mødet med søgende mennesker.

Én meget specifik kritik af Bibelen 2020 har dog givet genlyd i mediebilledet og har skabt en skepsis over for den nye bibeloversættelse, som uden tvivl har påvirket udbredelsen af den nye oversættelse i konservative sammenhænge.

Israel

Allerede i forbindelse med udgivelsen af Den nye aftale i 2007 påtalte Jan Frost, den daværende formand for Ordet og Israel, i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad det problematiske i, at Israel var fjernet fra Det Nye Testamente. Dengang vakte det dog ikke nogen synderlig opmærksomhed. Derfor beretter generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen, at det har været overraskende og overvældende med den store mediestorm, Bibelselskabet har været igennem, efter at samme Jan Frost kom med den samme kritik 13 år senere.

Denne gang udgav Jan Frost en 7 minutter lang video på YouTube, og da den kom i udenlandske mediers søgelys, tog det fart. Historien blev også pustet op og fordrejet i den udenlandske gengivelse af Jan Frosts video. Birgitte Stoklund Larsen fortæller, at hun har modtaget opkald fra journalister fra Israel, Australien, Brasilien, Schweiz osv., som alle havde forstået det sådan, at Israel helt var udeladt i Bibelen 2020. Men der står altså Israel over 2000 gange i ”Den gamle aftale” (Det Gamle Testamente).

På Bibelselskabets facebookside er det strømmet ind med kommentarer fra både dansk og udenlandsk side om denne formodet politisk bestemte omskrivning af Det Nye Testamente. Og mange bibeltro kristne har fulgt trop og af denne grund advaret deres venner mod oversættelsen på de sociale medier.

Hvor stor opmærksomheden om denne problematik har været, illustreres af, at de første fire spørgsmål i afdelingen ”Spørgsmål og svar om Bibelen 2020” på Bibelselskabets hjemmeside, lyder:

1. Er Israel udeladt i den nye bibeloversættelse, Bibelen 2020?

2. Har I udeladt ”jøderne” i Bibelen 2020?

3. Hvorfor står der kun ”Israel” én gang i Den Nye Aftale (Det Nye Testamente på nudansk) i Bibelen 2020?

4. Er der også sket noget med “Israel” i Det Gamle Testamente i Bibelen 2020?

Bibelselskabets egen forklaring

En ting er vigtig at slå fast: Israel blev med Bibelen 2020 ikke simpelthen slettet fra Det Nye Testamente; det blev i langt de fleste tilfælde omskrevet til ”det jødiske folk” eller ”jøderne”.

Hvorfor gjorde man så det?

Her er mange tilbøjelige til at sige: Det er et politisk valg! Det er for ikke at støde nogen moderne læsere, der ikke bryder sig om navnet Israel, men foretrækker Palæstina.

Men vi må først og fremmest høre på, hvordan Bibelselskabet selv har forholdt sig til kritikken og forsvaret deres beslutning. Forklaringen fra Bibelselskabet er, at der udelukkende var tale om en sprogpolitik, der skulle hjælpe den moderne læser. Det drejede sig om, at ”Israel” i langt de fleste tilfælde i Det Nye Testamente ikke er betegnelsen for et landområde, men for et folk – det jødiske folk. Og det ville være lettere for en moderne læser at forstå, at der er tale om et folk og ikke et landområde, hvis der rent faktisk står, at det er et folk.

Det handler igen om, at man ikke for at læse Bibelen skal tilegne sig et særligt ”bibelsprog” og vide, at Israel kan betegne et folk, når de fleste nu vil associere det med et land.

I TV-avisen hørte man for nogle årtier siden ofte ordene: ”Kreml udtaler, at …” Men Kreml var en fæstning i det centrale Moskva, og fæstningen sagde selvfølgelig ikke noget. Kreml var en form for billedsprog for de russiske magthavere.

Den slags billedsprog kræver det forhåndskundskab at forstå – og det er den slags forhåndsviden, Bibelen 2020 gerne vil undgå.

Af dén grund – og ifølge Bibelselskabet selv ikke af nogen som helst andre grunde – kom ordet ”Israel” i arbejdet med Den nye aftale på en liste over ord, man skulle undgå eller omskrive.

Denne sprogpolitik blev imidlertid fulgt for firkantet,²¹ så at ordet Israel blev udeladt i Det Nye Testamente, selv der hvor det umisforståeligt betegnede et landområde.

Bibelselskabet har lyttet til kritikken og indvilligede i at indføre Israel i Det Nye Testamente igen, selvom man ikke direkte ville kalde det en fejl. Derfor forekommer ordet Israel også 30 steder i det nye oplag af Bibelen 2020, der hvor Israel entydigt betegner et landområde.²²

Reelle problemer

Har hele debatten om fjernelsen af Israel så været overdrevet og blæst op?

En del af debatten har helt sikkert været misforstået og betinget af de stærke følelser, som talen om Israel ofte vækker.

Men det er tankevækkende, at der ikke er noget andet internationalt eksempel på, at man har udeladt ordet Israel af Det Nye Testamente. Selv ikke de frieste oversættelser som den tyske Volxbibel, hvor den fortabte søn får job på Hovedbanegården! På den måde kan man i hvert fald sige, at Bibelselskabet vurderede anderledes end alle andre bibeloversættelser på verdensplan, når det kom til, hvad der er umiddelbart forståeligt for et nutidsmenneske.²³

Ved udeladelsen af ordet Israel gik der vigtige forbindelseslinjer tabt både mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente og mellem Det Nye Testamente og Israel i vores tid. Uden Israel er der en rød tråd gennem bibelhistorien og verdenshistorien, der – om ikke udviskes – så i hvert fald utydeliggøres.

Dertil kommer, at Israel også i ”Den gamle aftale” nogle få steder, primært i Salmernes Bog, er blevet udeladt og erstattet med ”os” eller ”vi”. Det er ikke blevet korrigeret i det nye oplag. Grunden til, at man har gjort det, er for at tydeliggøre det eksistentielle aspekt ved salmerne. Men det er ikke god oversættelsesskik at sætte den moderne læser direkte ind i teksten, når den nu er rodfæstet i en historisk sammenhæng. Vi må gerne overføre det på os, når Det Gamle Testamente taler om Guds folk Israel – men det er vigtigt, at vi ikke springer over det led, der hedder, at disse ord i første omgang er talt om Israel. Springer vi over det led og går direkte til den eksistentielle tolkning, hvor Ordet taler om Guds løfter til mig, så bliver Bibelen en underligt svævende og filosofisk størrelse; men Gud er en Gud, der taler og handler i historien. Gennem historien om Gud og Israels folk lærer vi om Gud, og vi lærer om, hvordan Gud også i dag handler konkret og vil handle konkret i fremtiden.

Proportioner i kritikken

Der er altså problemer med omskrivningerne af Israel i Bibelen 2020. Spørgsmålet er blot, hvor meget de problemer skal og bør fylde i vores vurdering af den nye oversættelse.

Det var godt, at især Ordet og Israel påtalte problemet. Og det var sikkert også et klogt træk, for at få sin stemme hørt, at man ikke begyndte at fremhæve en række andre problemer, der også er med den nye oversættelse.

Men det betyder også, at hvis den eneste kritik af Bibelen 2020, man er stødt på, er med denne Israel-vinkel, så kan man let få det indtryk, at omskrivningen af Israel er det store problem med den nye oversættelse. Hvis så Bibelselskabet for det første har gjort det i en uskyldig hensigt og for det andet i det nye oplag har indføjet Israel en række steder, og hvis vi for det tredje som læsere er blevet så tilstrækkeligt opmærksomme på denne problematik, at vi er klar over, at vi i Bibelens lære om Israel bør holde os til den autoriserede oversættelse – er der så noget problem i at bruge Bibelen 2020?

Det er det, som de følgende artikler vil undersøge.

Læs videre i artikel 2: Tilbage til Luther?

Udgivet af

Henrik Gren Hansen

	henrik.gren.hansen@nytliv.dk
	Tlf.: 60817209