Går der en måned, uden at det sker? At vi bliver mindet om en kristen, som er blevet ramt af hård sygdom. Måske er det livstruende, og måske er det en bror eller søster, der står ved livets begyndelse eller midte.
Hvis vi kender dem godt, kaster det en mørk skygge ind over vores hverdag. Er vi tæt på som familie eller venner, kan mørket overvælde os.
Er der lys i dette mørke?
Lægernes hjælp
Når vi står i situationen, spejder vi umiddelbart efter midler og hjælp til helbredelse. Og ofte vil der være hjælp at få. Vi har meget at være taknemmelige for på dette område i vor tid! I min egen familie har vi flere gange oplevet, at livstruende sygdom er blevet afhjulpet ved midler, som lægevidenskaben har udviklet inden for de seneste generationer.
Lad os takke Gud for disse gode gaver, og lad os benytte os af dem i bøn til ham.
Hvem er det, der helbreder gennem medicinsk behandling? I sidste ende er det Gud. Han er den, der råder over al sygdom og al helbredelse. Der er ingen modsætning mellem at søge hjælp hos lægen og at søge hjælp hos Gud i bøn til ham.
Men behandlingen kan trække ud, og den kan vise sig virkningsløs. Da fortættes mørket igen, og vi begynder at spejde efter andre muligheder for hjælp. Ofte er det i en sådan situation, vi bliver mindet om Bibelens ord om helbredelse som svar på bøn.
Guds helbredelse
Det er godt, at vi husker disse ord! De er ikke forbeholdt en særlig kristelig gruppering, og der er en lang, men ofte upåagtet, tradition blandt bibeltroende kristne for at gøre brug af disse ord.
”Er nogen iblandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham.”
Sådan lyder Jakobs vejledning i Jak 5,14, og den må vi gøre brug af. Gud knytter stærke løfter til denne praksis, og mange syge har oplevet, at den førte til, at de blev oprejst fra sygelejet, blev fuldt helbredt eller blev trøstet og styrket i troen på, at de var i Guds almægtige og kærlige faderhånd – midt i lidelsen.
Vi har ingen vidnesbyrd i Bibelen om, at den rette bøn forenet med den rette tro altid vil virke helbredelse. Paulus fortæller, at han har måttet efterlade sin medarbejder Trofimus i Milet på grund af sygdom (2 Tim 4,20), og Timotheus får gode råd mod sin syge mave (1 Tim 5,23). Der er ingen tvivl om, at disse to syge mænd var troende Guds børn. Men de blev ikke helbredt.
Her mindes vi om en central bibelsk sandhed: Det er Gud, som råder over helbredelsen, og giver den, når og hvor han vil det. Og det er der en stor trøst og tryghed i!
I sygdommen er vi ikke overladt til os selv. Vi er overgivet i hænderne på den Gud, der elsker os med evig kærlighed. Den Gud, som langt bedre end vi selv ser, hvad der tjener til vores sande og evige vel: at vi bevares hos ham og når målet.
Hvordan kommer vi til det? Det ser vi ikke selv, men Gud ser det, og han fører os ad rette og gode veje helt frem til målet. Han fører os ikke uden om lidelsen, men han går sammen med os igennem den og bruger den til at bevare og styrke os i troen.
”Gud bruger de midler, det må du forstå, som medvirker til, at du målet kan nå – saligheden!” (Oscar Ahnfelt).
Det må vi hvile i. Helbredelsen er helt i Guds hænder, og den kan ikke være noget bedre sted.
Gud kan
I Matthæusevangeliet hører vi om en spedalsk, der kommer til Jesus og beder om helbredelse. Det er værd at bemærke hans bøn:
”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask” (Matt 8,2).
Denne bøn er i dyb samklang med Bibelens lære om guddommelig helbredelse. Gud kan! Der skal ikke råde nogen som helst tvivl om det. Han er Herre over al sygdom og al lidelse – ja, over døden. Gud kan helbrede, men det er ikke altid han vil, fordi han ser, at en anden vej er den bedste for os.
Dette forstår vi ikke. Vi reagerer imod det.
Et stykke på vej er det naturligt. For den hårde sygdom er ond og gør ondt, og i sidste ende river den os fra hinanden og fra livet. Hvordan kan Gud lade os blive i den? Det forstår vi ikke. Og meget af den forkyndelse, som lyder i kristne sammenhænge i dag, gør det kun sværere at forstå.
Fremgangsteologien møder os under mange forskellige former. Men dens grundlæggende budskab er det samme under alle formerne: Som kristne behøver vi ikke at blive ramt som andre mennesker af svær sygdom og lidelse. Gud er jo for os!
Og når Gud er for os og er kærlig, så vil han naturligvis også give os et godt og harmonisk og lykkeligt liv her i verden!
På ét plan ved vi godt, at dette ikke passer, men på et andet plan suger vi det til os. Og den dag, vi selv eller en af vore nærmeste rammes hårdt og smerteligt af sygdom, så tænker vi uvilkårligt, at enten er vi nu kommet bort fra Gud, eller også har Gud svigtet sit ord og sine løfter!
Midt i Guds faderhånd
Her har vi brug for at få Skriftens lys ind over vore liv. For hvad ser vi her?
Vi ser, at lidelsen rammer Guds allerbedste børn i denne verden. Job var verdens mest retsindige og retskafne mand – og blev ramt af ubeskrivelig hård lidelse. Abraham var de troendes far – og måtte vente i dyb anfægtelse og sorg en livsalder igennem på det lovede barn. Paulus var Guds udvalgte redskab – og måtte leve med en torn i kødet, der førte ham til desperationens rand.
Var de glemt af Gud? Var de kommet bort fra ham? De var midt i hans faderhånd! De var omsluttede af ham på alle sider! Intet ondt nåede dem, uden at Gud ville det og så, at det tjente til deres sande og evige vel.
Har Gud svigtet sit ord og sine løfter, når sygdom og lidelse slår ind i vores liv? På ingen måde! Det er netop, hvad Gud har forberedt os på i sit ord.
Det går for os i denne verden gennem lidelse til herlighed (1 Pet 4,12-13; 5,1; 5,9-10). Vi må igennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige (ApG 14,22). Livet i denne verden er for os alle forbundet med prøvelse og lidelse (Rom 8,18).
Vi lever i syndens, lidelsens og dødens verden, og det får vi alle lov at mærke! Nogle prøves hårdere end andre, men ingen går fri.
”Hver mand har sit, stort eller lidt” (Thomas Kingo).
Sådan er det her i verden, og det har vi brug for at blive mindet om, så vi ikke opbygger uholdbare forventninger til livet her. Det er ikke her i denne verden, vi skal forvente at finde ro, hvile, sjælefred og harmoni. Det er ikke her, vore længsler, drømme og håb skal opfyldes. Det er det ikke!
”Jorden har ej den ro, jeg søger” (Mary Schindler).
Det har den ikke, og det får den heller aldrig!
Den afgørende trøst
Hvad er da trøsten og evangeliet til kristne, som er hårdt ramt?
Evangeliet er først og sidst dette: Du hører ikke længere hjemme i denne verden! Så sandt du er et Gud barn, så har du fået et nyt hjem i himlen og på den nye jord!
Det er den altoverskyggende trøst, rigdom og glæde for ethvert Guds barn under alle forhold. Du har ikke længere dit hjem her i syndens, lidelsen og dødens verden. Du er på vej mod et andet og bedre hjem. Det går mod herlighed, mod forløsning, mod nyskabelse – altid!
Snart bryder det frem. Frelseren kommer. Vi skal se ham, som han er, og da skal han omskabe jorden til Paradis igen. Og det er virkelighed!
Gud handler forskelligt med os her i livet. Nogle kristne helbredes på underfuld måde for svære sygdomme. Andre dør af de samme sygdomme. Vi skal med frimodighed bede om helbredelse, men vi må først og sidst række hinanden den hjælp og trøst, som gælder for alle troende til enhver tid: at vores forløsning er nær. At den nye verden snart bryder frem. At dagen nærmer sig, da trængslerne og smerterne for altid er ovre.
”Der skal komme en dag,
da al smerte bliver glemt,
ingen mørke skyer mer,
ingen tårer dér vi ser.
Der er fred og evig vår,
evigt freden dér består,
hvilken herlig og underfuld dag!”
Det er denne gave, der er den store trøst og hjælp til alle Guds børn under alle forhold – også midt i den svære sygdom. Det er dette evangelium, der er det strålende klare lys i mørket! Det går mod forløsning, opstandelse og evig herlighed – altid!
Det afgørende spørgsmål
På denne baggrund bliver det klart, hvad der er det afgørende spørgsmål for den, som lider under svær sygdom. Det afgørende spørgsmål er ikke, om Gud vil give mig helbredelse, så jeg i nogle år her på jorden kan leve uden sygdommens byrde. Det afgørende spørgsmål er dette ene: Har jeg syndernes forladelse? Er jeg frelst? Har jeg del i det evige liv?
I sidste ende er det dette ene, alt står om!
Det er tankevækkende at se, hvad Jesus siger til den lamme mand, der bæres til ham af de fire venner: ”Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig!” (Matt 9,2).
Kan man forestille sig et møde med forbøn for syge, hvor dette sker? En lam bliver bragt frem, og prædikanten går hen til ham og lægger hænderne på ham med ordene: ”Vær frimodig, dine synder er dig tilgivet – for Jesu skyld!”
Jeg er ikke sikker på, at det ville være rigtigt at gøre det på denne måde. Ville budskabet blive forstået? Men der kan ikke være nogen tvivl om, at det, Jesus sætter først, må vi sætte først. Den første og største hjælp, vi må række syge mennesker, er evangeliet om syndernes forladelse for Jesu skyld. Rækker vi dem ikke det, så svigter vi dem!
Helbredelsen som tegn
Vi ved ikke, om Jesus ville have helbredt den lamme mand, hvis ikke de skriftkloge havde sat spørgsmålstegn ved hans myndighed til at forlade synder. Men vi ved, at helbredelsen kom til at tjene som et tegn på sandheden og troværdigheden i evangeliet. Og præcis den funktion havde også apostlenes helbredelser (ApG 14,1-4). De skulle bekræfte ordet om nåden!
Sådan må vi se også på de helbredelser, som forekommer blandt kristne i dag. Som tegn på, at evangeliet er sandt. At Jesus virkelig har taget alle vore synder, alle vore sygdomme og alle vore smerter på sig (Es 53,4).
Endnu erfarer vi synden i os, men den er sonet! Endnu mærker vi sygdommen og smerterne hos os, men de er overvundet!
Når Gud giver os helbredelser, så er det vidnesbyrd om, at Gud har magten over alt ondt her og nu, og forvarsler om den virkelighed, der venter på den nye jord, hvor vi endeligt skal befries fra al synd, sygdom og smerte – for Jesu skyld! Det er det, der er vores store rigdom!
Sund sjælesorg over for syge
På denne baggrund må vi fastholde tre ting i sjælesorgen over for syge i den kristne menighed:
1) Evangeliet om syndernes forladelse og den evige forløsning i Jesus må løftes frem som den store og afgørende trøst, gave og hjælp.
2) Ved forbøn må det tydeliggøres, at vi betror den syge i Guds gode hænder, og at han kan svare enten med helbredelse eller med nåde og tro til at bære sygdommen.
3) Det må understreges, at fortsat sygdom ikke er vidnesbyrd om manglende tro, ligesom helbredelse ikke er et tegn på sand og frelsende tro.
Disse tre hensyn må vi have for øje, også når vi vurderer tilbud om forbøn for syge ved møder og stævner i forskellige kristne sammenhænge. Er det denne vejledning og omsorg, der bliver givet?
Vi kan ikke nøjes med at se efter, om der bliver talt om Jesus, og om der er mennesker, der bliver helbredt. Vi må spørge efter, hvilken åndelig vejledning, der bliver givet! Hvis vejledningen er falsk og ubibelsk, bør vi holde os væk. Ellers stiller vi os åbne for vildførende ånders påvirkning.
Vurdering af dem, som helbreder
Skal vi virkelig være på vagt over for dem, som helbreder, hvis de bekender troen, træder frem med Bibelen i hånden, taler om Jesus og hjælper mennesker? Skal vi ikke være positive og åbne over for Guds Ånd?
Jo, vi skal være åbne for Ånden. Nærmere bestemt den Ånd, der taler i Skriften. Hvad siger denne Ånd?
”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv om ånderne er fra Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden” (1 Joh 4,1).
”Der skal fremstå falske kristus´er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild” (Matt 24,24).
”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve” (Matt 7,15).
Når vi skal forholde os til dem, som kommer til os i Guds navn og tilbyder os deres hjælp til helbredelse, så er det store og afgørende spørgsmål ikke, om de taler om Gud og Jesus, og om de hjælper mennesker. Det store spørgsmål er, om de taler sandt, og om de syge får hjælp ikke bare til helbredelse, men til frelsende tro på Jesus.
Gør de ikke det, skal vi ikke åbne vore ører, hjerter og menigheder for dem. For da leder de os væk fra Jesus, fra den evige frelse og fra trygheden ved at være i Guds gode hænder i alt, hvad der sker.
Tryg i fremmed land
Den sande tryghed i kristenlivet er betinget af, at jeg ved dette ene: Jeg er i Guds gode hænder, og han får lov at råde!
Da er jeg overgivet til ham, som elsker mig højere end noget menneske på denne jord. Ham, som har én lidenskab: at føre mig frelst til målet. Ham, som formår at vende alt til velsignelse, fred og frelse. Intet er bedre og mere trygt end at være i hans hænder!
O tænk, hvor stort, mit liv er i Guds hænder.
Hvad end der sker, mig intet skade kan
Det onde til velsignelse, han vender,
og jeg er tryg, skønt gæst i fremmed land.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2012. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.