Har vi ret til at skælde ud på Gud?

”Man har ret til at blive vred på Gud”. ”Det nytter at skælde ham ud”. ”Gud kan jeg tale til, præcis som jeg vil¹.”

Sådan lyder vejledningen fra sygehuspræst Preben Kok i bogen Skæld ud på Gud. Bogen kan købes i boghandler og på benzinstationer over hele landet.

Er det en sand vejledning? Har en kristen ret til at blive vred på Gud og skælde ham ud? Spørgsmålet er ikke kun aktuelt på grund af Preben Koks bog og vejledning, men fordi vi i disse år stadigt oftere møder den samme vejledning i bibeltroende kristne sammenhænge.

Det fremstilles som sundt, godt og bibelsk at skælde ud på Gud for de ting, som går os imod og gør os ondt. Netop fordi denne vejledning bliver stadigt mere udbredt, er det vigtigt at vurdere den i lyset af Bibelens ord.

Alvoren

Man kan naturligvis spørge, om det er en sag, som det er værd at ofre nogen væsentlig opmærksomhed. Har det nogen større betydning for vores kristne tro og vores forhold til Gud, om vi mener, at det er i orden at blive vrede på Gud og skælde ham ud?

Det spørgsmål vil jeg forsøge at besvare videre frem i artiklen.

Men jeg vil indledningsvis sige, at det har været foruroligende for mig at arbejde med dette spørgsmål i lys af Bibelens ord. Det er gået op for mig, at sagen har en langt større alvor, end jeg selv troede.

Hvordan vi forholder til det at blive vred på Gud og skælde ud på ham har i sagens natur at gøre med det mest grundlæggende i vores tilgang til og relation til Gud. Det handler om, hvordan vi forholder os til Gud, som han har åbenbaret sig for os i sit ord. Det handler om vores tillid til og åbenhed over for Guds ord. Det handler om ydmyghed eller hovmod, tro eller vantro, lydighed eller ulydighed i mødet med Bibelens sande og levende Gud.

Dermed handler det i sidste ende om at bøje sig for, tro og leve med Gud, som han virkelig er, eller at afvise Gud og danne sig sit eget billede af en gud, som det er muligt at leve med på de vilkår, vi selv finder rimelige.

Det har overrasket mig, at Bibelen så klart og entydigt fastslår, at vi ikke har ret til at blive vrede på Gud og skælde ud på ham. Det har ligeledes overrasket mig, hvor alvorligt Bibelen ser på det at trodse Guds ord og vilje på dette punkt.

Jeg ved, at min vejledning i denne sag vil gå imod meget af det, som siges i vore kristne menigheder i dag. Men jeg håber, at artiklens budskab ikke vil blive prøvet på, om den stemmer med de tanker, som er mest udbredte i dag, men på om den stemmer med Bibelens ord.

Jeg ved, at der i de kristne menigheder i dag sidder mange, som har lyttet til budskabet om, at vi har ret til at skælde ud på Gud, og som derfor er gledet ind i denne praksis i deres forhold til Gud. Vi formes af det, vi hører.

Andre har oplevet at blive vrede på Gud og er trådt op imod ham med anklager og bebrejdelser, ganske enkelt fordi lidelsen i deres liv var ved at knække dem, og de ikke oplevede, at Gud hørte deres bønner og kom dem til hjælp.

Uanset den konkrete og personlige baggrund kan det være svært for dem, som har været inde i vredens og anklagens spor i deres forhold til Gud, at læse en artikel som denne. Det er mit ønske og min bøn, at det må blive tydeligt, at Guds nåde i Jesus rækkes enhver, der har syndet også på dette punkt. Hvis dette budskab når frem til hjerterne, da kan det ved Guds Ånd blive til åndeligt liv, frigørelse og fornyelse.

Den sande åndelige fornyelse har altid sin kilde i, at synden afdækkes, bekendes og tilgives for Jesu skyld. Men når synden afdæk-kes, kan det også virke åndelig forhærdelse. Afviser vi Guds ords dom over synden, fordi vi vil holde fast ved den og fremture i den, da vil vi uundgåeligt forhærde vore hjerter i forhold til Gud. Det ender med frafald og åndelig død.

Så stor er alvoren. Derfor er det også afgørende, at det, jeg skriver om denne sag, ikke er et udtryk for mine egne tanker, men for, hvad Gud siger i sit ord.

Inden vi vender os til Bibelen, skal vi imidlertid se på nogle af de tanker, som præger vores vestlige kultur i dag, og som har været med til at fremme forestillingen om, at det er godt og sundt for en kristen at blive vred på Gud og skælde ham ud.

Gestaltterapi

Preben Kok lægger i sin bog ikke skjul på, at hans tanker om forholdet til Gud er inspireret af den psykologiundervisning, han har modtaget, nærmere bestemt af gestaltterapien. Denne terapiform har vundet stor udbredelse i den vestlige verden i det sidste halve århundrede, og den har i betydelig grad formet vores almindelige opfattelse af, hvad der er følelsesmæssigt sundt og godt for os som mennesker.

Gestaltterapien opstod i perioden 1940-1970 og vandt efter 1968 stor udbredelse blandt de unge, som var præget af ungdomsoprøret og dets idealer.

Gestaltterapien har det som et centralt mål at gøre hvert enkelt menneske til herre i sit eget liv. Den enkelte må lære at tro på sig selv, lytte til sig selv, handle ud fra sine egne ønsker og realisere sig selv fuldt ud.

Ingen autoriteter og ingen instanser uden for mennesket har ret til at bestemme over eller begrænse dets naturlige selvudfoldelse og selvrealisering. Hvis nogen uden for mennesket hæmmer eller hindrer det i at følge sin egen vilje og nå sine egne mål, er det sundt og godt at reagere med vrede, og det er ligeledes sundt at give udtryk for vreden ved uden filter at skælde den skyldige ud. Kun sådan kan man blive et helt menneske og herre i sit eget liv².

Den kristne familieterapeut A. Hjøllum Christensen skriver om gestaltterapien:

”Gestaltterapien repræsenterede ligesom ungdomsoprøret en frisættelse af individet, og den betragtede underdanighed og afhængighed som en slags psykisk sygdom, hvorimod oprør blev set som sund og konstruktiv adfærd.

Der blev opmuntret til egocentrisk opførsel i form af spørgsmål og påstande som: ’Hvordan føler du?’ ’Hvad vil du?’ ’Du er ikke sat i verden for at leve op til andres forventninger’, og ’Hvis du føler sådan, så gør noget ved det’.

Gestaltterapien blev på kort tid identificeret med normbrud, konfrontation, selvrealisation og afreagering af følelser uden for megen refleksion³.”

Hjøllum Christensen påpeger, at gestaltterapiens grundtanker klinger godt sammen med den almindelige tankegang i den vestlige verden i dag:

”Vi lever i en tid, hvor der synes at være mere og mere plads til at dyrke vores ego. Vi mener at have retten over vores liv, og der er ingen, der skal bestemme over os. Vi er ikke længere tilhængere af autoriteter (…)

Meget i vores liv kommer til at handle om at realisere os selv.”

Guds skyld

Med udgangspunkt i gestaltterapiens grund-tanker anbefaler sygehuspræst Preben Kok, at vi gør oprør mod Gud, giver luft for vores vrede mod ham og skælder ham ud, når livet går os imod. Det er vores ret, det er sundt for os, og det er kun rimeligt. For Gud har ifølge Kok skylden for alt det, som går galt i denne verden.

Kok regner ikke med, at vi selv, satan og synden er årsag til verdens nød og død. Det er Guds skyld alene, at verden er, som den er⁴. Derfor er det også ham, vi må rette vores vrede, bebrejdelse og anklage imod. Vi må fastholde Gud på hans skyld og skælde ham ud for det ”svineri” og det ”forbistrede rod”, han er skyld i⁵.

De bønner, som Kok anbefaler at bede til Gud for at skælde ham ud og fastholde ham på hans skyld, er i flere tilfælde så blasfemiske i deres form og indhold, at de ikke bør citeres. Det er rystende læsning.

Ikke desto mindre lover Kok, at netop disse bønner vil åbne op for rige åndelige erfaringer af frigørelse og forløsning ledsaget af indre varme, sitren, ro eller lignende⁶. Som eksempel fortæller han om en kvinde, som han havde i konsultation, og som under konsultationen fortalte, at hun så Gud i fysisk skikkelse i rummet:

”Da hun så Gud i rummet, så sparkede hun ud efter ham, helt fysisk, så konkret var det for hende, og da hun sparkede ud efter ham, blev hun forløst⁷.”

At angribe Gud, skælde ham ud, give ham skylden og sætte ham på plads – det gør os frie.

Almen tendens

Preben Kok står som nævnt ikke alene med sine tanker om, at det er godt at skælde ud på Gud. I de seneste årtier har disse tanker fået almen udbredelse i den kristne kirke, også blandt bibeltroende kristne.

Ofte fremstilles det at skælde ud på Gud som udtryk for en mere ægte og sund kristendom end den, som betoner, at vi må møde Gud med ærbødighed, ydmyghed og ærefrygt. Ærlighed og autencitet i kristenlivet identificeres med frimodigheden til at sige hvad som helst til Gud og gøre ham til skydeskive og syndebuk for al vor vrede, sorg og utilfredshed. Vi skal på ingen måde være bange for, hvad vi siger til Gud. Han kan godt holde til, at vi både anklager, bebrejder ham, angriber ham og skælder ham ud. Det er godt at gøre det. Det er ærligt og autentisk.

Den amerikanske prædikant, forfatter og forlagsleder R. Adam DeBaugh er repræsentant for de nye tanker om, at det er sundt og godt for kristne at skælde ud på Gud:

”Klem på, vær vred på Gud! (…) Det kan have en helbredende virkning ind i dit liv, at du bliver vred på Gud (…) Alt for ofte lader vi vores vrede gnave løs inden i os, så den bare vokser og vokser, indtil den kommer ud på destruktive og voldelige måder. Let trykket – gå udenfor og råb ad Gud (…) Giv Gud en ordentlig overhaling! (…) Gud kan tåle det⁸.”

Gudsbilledet

At vreden mod Gud typisk vækkes hos os, når livet gør ondt, betones af både Preben Kok og R. Adam DeBaugh. Begge mener, at det ret og rimeligt, at vi bliver vrede på Gud, når vi møder skuffelser, sygdom, lidelse, hjertesorg og tab. Gud kunne have forhindret det, og det er jo det, vi må forvente af ham: at han beskytter os mod alt ondt. Når han så alligevel ikke gør det, er det kun ret og rimeligt, at vi bliver vrede og skælder ham ud for ikke at gøre det rigtige!

Den gud, som Kok og DeBaugh taler om, er en gud, som er til for os. Han er der for at være vores ven og støtte gennem livet. Det er hans opgave. Det er det, vi har ham til. Og han bliver så glad, når vi beder til ham og inddrager ham i vore liv. Så får han mulighed for at komme ind og gøre noget godt for os.

Desværre er der ikke særlig mange, der beder til denne gud og benytter sig af ham. Og det er næsten synd for ham. De fleste ignorerer ham. Det er han ked af. Men så meget mere glad er han for os, der faktisk tror på ham, beder til ham og benytter os af ham.

Vi kan så til gengæld også med rimelighed forvente, at han faktisk gør livet godt for os. Og skulle vi mod forventning opleve modgang, så fortjener Gud at blive skældt ud. Det manglede bare. Han er jo til for os!

For kort tid siden gav jeg en kort fremstilling af dette gudsbillede i en klasse på vores bibelskole. Efterfølgende blev der helt stille i klassen, og jeg undrede mig. Hvorfor sad eleverne bare helt tavse og så på mig? De plejede at have både spørgsmål og kommentarer. Til sidst rakte en pige hånden op og sagde lavmælt: ”Det er jo sådan der, vi tænker om Gud.”

Bibelske eksempler

Når man i bibeltroende sammenhænge hævder, at vi som kristne har ret til at blive vrede på Gud og skælde ud på ham, henviser man ofte til bibelske personer, som gjorde netop dette: Job f.eks. Han skældte ud på Gud! Så er det åbenbart forsvarligt og godt.

Hvad skal vi sige til det? Der er meget sige, men jeg vil fremhæve to ting, som vi altid må huske, når vi læser i Bibelen om, hvad de troende gør.

1) Vi må skelne mellem de vejledende (præskriptive) afsnit og de beskrivende (deskriptive) afsnit i Bibelen.

De vejledende afsnit er de tekster, hvor Guds ord fortæller os, hvad vi bør tro og gøre. Det sker i tekster som f.eks. de ti bud, bjergprædikenen og formaningerne i NT’s breve. Hvad vi læser her kan vi umiddelbart tage til os som vejledning for os og vore liv.

Anderledes forholder det sig med de beskrivende afsnit. Her hører vi om, hvad der historisk skete, og hvad de bibelske personer historisk gjorde.

Det er tydeligt, at de troende i Bibelen ikke altid handlede godt. Nogle gange gjorde de, andre gange gjorde de ikke. Derfor kan vi ikke gå ud fra, at alt, hvad de troende i Bibelen gjorde, det bør vi også gøre.

Josef drak sig beruset med sine brødre (1 Mos 43,34). De første kristne i Jerusalem solgte alt, hvad de havde, og gav det til de fattige (ApG 2,45). Job skældte ud på Gud (Job 9,20-22).

Kan og bør vi gøre det samme? Det er ikke sikkert. Det må vi overveje i lyset af de vejledende afsnit i Bibelen. Længere fremme skal vi se nærmere på nogle af disse vejledende afsnit.

2) Vi må være varsomme med at trække enkelte vers ud af Bibelen og tolke dem løsrevet fra sammenhængen (konteksten).

I forbindelse med de beskrivende afsnit i Bibelen sker det ofte, at Gud selv udtaler sig om og vurderer menneskers handlinger. Ofte er Guds vurdering overraskende for os. Noget, som vi selv ville opfatte som godt, betegner Gud som ondt, og omvendt.

At Israels folk ofrer til Gud i templet og synger lovsange til ham på profeten Amos’ tid, er det ikke godt? Nej, for folket er samtidig ulydigt mod Guds ord. Derfor væmmes Gud ved deres ofre og lovsange (Amos 5,21-24).

At Abraham går til Morija Bjerg for at dræbe og ofre sin søn Isak, er det ikke ondt? Nej, for det sker på Guds befaling og i tillid til, at Gud om nødvendigt vil vække Isak til live igen (1 Mos 22,15-18; Hebr 11,17-19).

Men hvad så med Job, der skælder ud på Gud? Handler han godt eller ondt? Det kan være svært at vurdere ud fra selve handlingen. Men vi behøver ikke at være i tvivl. Gud træder selv frem sidst i Jobs bog og giver sin vurdering af Jobs ord. Her fælder Gud dom over Job for hans vrede og anklagende ord.

Det samme ser vi i forbindelse med Jonas og Jeremias. De bliver også vrede på Gud og skælder ud på ham. Hvis vi river de vers ud, hvor de udtaler deres vrede mod Gud, kan vi holde dem frem og sige: Se, sådan handler de troende i Bibelen, så har vi også ret til at gøre det! Men læser vi versene i deres bibelske sammenhæng, så tegner der sig et helt andet billede. Så ser vi, at Gud selv træder frem og fælder dom over Jonas og Jeremias for deres vrede og trods mod Gud. I det følgende skal vi se nærmere på disse tre: Job, Jonas og Jeremias.

Job

Job blev ramt af et tab og en sorg så stor, at næppe nogen kan leve sig ind i det. I den første tid efter tragedien var det troen, som bestemte Jobs handlinger og ord. Derfor kom der ”ikke et syndigt ord over Jobs læber” (2,10).

Men da Jobs venner trådte til for at hjælpe ham, gjorde de ondt værre, og det bidrog til, at Job gav efter for vantroens anklage mod Gud: ”Selvom jeg er uskyldig, gør han mig til en løgner (…) Jeg kan kun sige: Skyldig eller uskyldig, han udsletter begge” (9,20-22).

Job anklager Gud for at være uretfærdig i sin dom over og behandling af mennesker. I de sidste kapitler af Jobs bog træder Gud imidlertid selv frem og dømmer Job for hans anklagende ord: ”Hvem er det, som med uforstandige ord formørker det, jeg har bestemt?” (38,3).

Job må angre sine ord og kalde dem tilbage: ”Derfor kalder jeg alt tilbage og angrer i støv og aske” (42,6).

I 1989 udgav Credo Forlag bogen ”Vrede” af Richard P. Walters. Her fremdrages Job som eksempel på en bibelsk person, som blev vred på Gud, og konklusionen er klar: ”Det var forkert af Job at være vred på Gud (…) Af Jobs historie kan vi lære, at det ikke er rigtigt at være vred på Gud, uanset hvor forståelig vreden end kan være” (Walters’ kursivering)⁹.

Når vi læser Jobs bog er det imidlertid utroligt trøstende at se, at Job hele tiden er i Guds gode hænder og under hans nåde, både når han kan tro på Gud, og når han ikke kan tro ham.

Når Job bevares hos Gud, hænger det sammen med, at han kommer til Gud med sin nød; han er oprigtig i sit forhold til Gud og sin bøn til ham, og så tager han imod Guds ord og bøjer sig for det, også når Gud fælder dom over ham. Derfor bevares han hos Gud og under hans nåde – midt i anfægtelsen.

Det gælder også, når Job i anfægtelsen oplever, at alt brister for ham, og han anklager Gud for at handle urimeligt. Da Gud kommer og sætter fingeren på denne synd, erkender og bekender Job den.

Han er en synder, og synden kommer frem også i hans tale til Gud. Men Job er en bodfærdig synder, der ikke forsvarer og fastholder synden, men bekender den for Gud og beder om nåde.

Det er baggrunden for, at Gud fremhæver Jobs gudsforhold som sandt og godt i modsætning til vennerne. Job talte ærligt og oprigtigt til Gud og tog imod det, som Gud sagde til ham. Vennerne talte bare om Gud, og de fulgte deres egne tanker (Job 42,7)¹⁰.

Hvad der her er sagt om Job har gyldighed for alle kristne.

”Vi synder dagligt meget og fortjener kun straf.” Sådan lyder det i Luthers Lille Katekismus om de kristnes liv. Det er nedslående, men også befriende sandt.

Som kristne er vi en flok krøllede syndere, som halter og humper os fremad på himmelvejen, og som dagligt mærker synden ytre sig hos os, og til tider sker det netop i form af tvivl, vantro og vrede mod Gud.

Det er dybt ydmygende og anfægtende, når vi oplever det. Hvordan kan jeg kalde mig kristen, når jeg oplever mere tvivl og trods i mig end tro på Gud, mere vrede og modvilje mod Gud end glæde over ham?

Netop her er det, at evangeliet kommer ind! Som kristen er jeg samtidig synder og retfærdig. Jeg er en synder i mig selv med et hjerte, der bliver ved at rumme både ugudelighed, vantro og trods mod Gud. Men jeg er samtidig fuldkommen retfærdig og hellig i Jesus.

Det ser jeg i Ordet! Her hører jeg, at Gud ufortjent gør den ugudelige retfærdig i Jesus (Rom 3,21-4,6). Her hører jeg, at jeg ved Jesus har fået adgang til en nåde, som jeg står, går og lever i, og som jeg falder i, når jeg giver efter for synden (Rom 5,1-2).

”Det er ikke sådan, at en kristen mister nåden, når han synder. Da ville Kristi rige jo være et gerningsrige. Men nu er det et nåderige, hvor nåden hersker over gerningerne. Ellers ville Kristus være død forgæves” (C.O. Rosenius).

Hvor er det godt at vide! Men hvor er det da også vigtigt, at synden kaldes ved sit rette navn som synd. Når Gud sætter fingeren på synden og fælder dom over den, da må vi gøre som Job og give Gud ret. Kun da lever vi ret med Gud, og kun da er vi under Guds nåde og tilgivelse: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).

Det er åndeligt livsfarligt, når synden fremstilles som legitim, berettiget og forsvarlig. Da afviser vi Guds dom over synden. Da kommer vi ikke længere til Gud med den. Da bekender vi den ikke for Gud og finder nåde på ny. Da gør vi det modsatte. Vi forsvarer synden og holder fast ved den! Det er frafaldets vej.

Jonas

Jonas prædikede dom over Nineve, men oplevede, at Gud i sin nåde skånede byen, da den omvendte sig.

Jonas’ reaktion var at blive ”meget forbitret og vred” (4,1). Han bebrejdede Gud for hans barmhjertighed (4,2-3). Hele det sidste kapitel i Jonas’ bog handler om Jonas’ vrede.

Men vi hører også her, at Gud selv træder frem og tydeliggør, at Jonas ikke har nogen som helst ret til at være vred. Hans vrede er udtryk for hans syndige hjertes hårdhed og ubarmhjertighed (4,4-11).

At Jonas ikke desto mindre med dette hjerte kan være et Guds barn og en Guds tjener, være under Guds nåde og blive brugt af Gud til andres frelse, det er et kæmpestort evangelium for os. Vi har det samme hjerte, både når vi mærker det, og når vi ikke mærker det.

Jeremias

Jeremias var domsprofet i et folk, som forbandede ham, truede ham på livet og stemplede ham som fjende. Han blev forhadt og forladt af mennesker og følte sig til sidst også forladt af Gud. Derfor vendte han sig mod Gud og anklagede ham for at have svigtet sine løfter: ”Du er blevet mig en bæk uden vand, et upålideligt vandløb” (15,18).

Jeremias stempler Gud som upålidelig, for sådan oplever han ham. Men det er en falsk anklage, og derfor kalder Gud også Jeremias til omvendelse i det umiddelbart følgende vers: ”Derfor siger Herren: Hvis du vil vende om, så skal du stå i min tjeneste. Hvis du fremfører dyrebare ord og ikke tom snak, skal du være min mund” (15,19).

Jeremias’ anklage mod Gud var syndig, og han måtte omvende sig fra den. For os, som læser det i dag, er det en stor trøst at se, at Gud ikke forkaster en slidt tjener, som mærker tvivlen og vantroen indefra, og som ikke magter at holde den tilbage. Gud møder ham med et kærligt kald til omvendelse og med ny nåde, og så taler Gud et trøsteord til Jeremias lige ind i det, som var hans nød (Jer 15,19-21).

Netop dette har også vi brug for, når vi har talt anklagende til og om Gud: omvendelse fra synden, modtagelse af Guds nåde i Jesus og fornyet tilegnelse af Guds ord til trøst og hjælp i vor nød.

De troendes særpræg

Vi kunne finde flere eksempler i Bibelen på troende, der bliver vrede på Gud: David (2 Sam 6,8), Ezekiel (Ez 3,14), og muligvis også Samuel (1 Sam 15,11). Men hvor mange vi end finder frem, så finder vi i hele Bibelen ikke ét eksempel, hvor det fremstilles som ret, godt og forsvarligt at skælde ud på Gud.

De troendes vrede mod Gud er altid et udtryk for deres egne hjerters syndige mistillid til og trods mod Gud, hans vilje, hans væsen og hans veje.

Det, som er særpræget ved de troende i forhold til de vantro, er således ikke, at de har ret til og mulighed for at skælde ud på Gud på en forsvarlig, ren og god måde. Det er altid forkert, når et syndigt menneske skælder ud på den hellige og retfærdige Gud.

De troendes særpræg er derimod, at de lytter til Gud, når han taler til dem. De lytter også, når Gud kommer til dem og fælder dom over deres hjerters syndige vrede og deres munds syndige anklager. De bøjer sig under Guds dom og bekender synden. De lytter, når Gud fortæller dem, at han er retfærdig og kærlig i alle sine gerninger, og at han i sin nåde lader alt virke sammen til gode for sine børn, også når de ikke forstår det.

De troende griber fat om dette ord fra Gud og holder fast ved det – imod alle deres egne tanker og følelser. Derved bevares de hos Gud og under hans nåde og velsignelse.

Som Richard P. Walters formulerer det: ”Job lyttede, og det gjorde Jonas, Elias og David også. De erkendte, at Gud var større end deres følelser, og at deres følelser kun var udslag af deres eget syn på sagen¹¹.”

Hvorfor sover du, Herre?

Der er mange måder at udtrykke sin vrede på. Det kan ske i form af anklager og bebrejdelser. Men det kan også ske i form af hånlig og respektløs tiltale.

Enkelte steder i Bibelen kan vi få indtryk af, at der er troende, der taler sådan til Gud, og at det er forsvarligt.

Mest kendt er formuleringen i Salme 44,24: ”Vågn op, hvorfor sover du, Herre?”

Umiddelbart lyder det hånligt, ironisk og nedladende. Det kan minde om Elias’ ord til Ba’al-profeterne, da de på Karmels bjerg forgæves beder deres gud om ild fra himlen. Elias håner både de falske profeter og deres gud: ”Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!” (1 Kong 18,27).

Så hånligt kan man tale om Ba’al. Kan man tale lige så hånligt om og til Gud?

I den meget anbefalelsesværdige bog Hard Sayings of the Old Testament (svære tekster i Det Gamle Testamente) går professor Walther C. Kaiser i dybden med udsagnet: ”Vågn op, hvorfor sover du, Herre?”

Kaiser påpeger, at hele Salme 44 beskæftiger sig med lidelsens problem, og at formuleringen i v.24 kun kan forstås i lyset af sammenhængen¹².

I v.1-9 fastslår salmisten, at Gud fra fortiden har været Israels trofaste konge og herre, og at han tidligere har bragt sit folk sejr i krig. Men sådan er det ikke mere. I v.10-17 hører vi, hvordan folket nu oplever sig forladt og svigtet af Gud: ”Men nu har du forstødt os og gjort os til skamme. Du drog ikke ud med vore hære; du lod os vige for fjenden, vore modstandere plyndrede, som de ville” (v.10-11).

Salmisten er overbevist om, at det er Guds valg og vilje, at folket nu lider nederlag: ”Du gjorde os til slagtefår og spredte os blandt folkene. Du solgte dit folk til spotpris” (v.12-13).

Men salmisten forstår det ikke, for folket har ikke vendt sig fra Gud. Ulykken kan ikke være en straf for synd og trods mod Gud: ”Alt dette har ramt os, skønt vi ikke glemte dig og ikke svigtede din pagt. Vort hjerte veg ikke fra dig, vore skridt forlod ikke din vej” (v.19).

Hvorfor skal folket da opleve denne ulykke? Hvorfor kommer Gud ikke sit folk til hjælp? Det er ind i denne sammenhæng, at spørgsmålet så kommer: ”Vågn op, hvorfor sover du, Herre? Stå op, forstød os ikke for evigt! Hvorfor skjuler du dit ansigt?” (v. 24-25).

Der er ikke gnist af hån, ironi eller nedladende toner i disse formuleringer. Hele salmen er båret af ærefrygt for og tillid til Gud, men også af sorg og smerte over, at Gud nu skjuler sig, og af bøn om, at Gud må rejse sig og træde frem til hjælp for sit folk.

Kaiser påpeger, at formuleringen ”Vågn op!” har militære undertoner. Når krigeren sidder eller sover, tager han ikke del i kampen. Men når han vågner, træder han ud i krigen¹³. Formuleringen indgår i Deborahs sejrssang efter krigen mod Sisera og kana‘anæerne (Dom 5,12).

En tilsvarende formulering blev brugt, hver gang Israels folk brød op under ørkenvandringen for at vandre videre. ”Hver gang arken brød op, sagde Moses: ’Rejs dig Herre, så dine fjender spredes og dine modstandere flygter for dig’” (4 Mos 10,35).

Når salmisten i Sl 44,24 spørger, hvorfor Gud sover, er det således et spørgsmål om, hvorfor Gud holder sig ude af krigen. Hvorfor rejser han sig ikke og træder frem til hjælp for sit folk i krigen?

Salmisten oplever Gud som en kriger, der har magt til og mulighed for at tage del i kampen og vende slaget, men vælger ikke at gøre det. Sådan forholder Gud sig til Israels krig. Men hvorfor? Det forstår salmisten ikke.

Han sætter ikke spørgsmålstegn ved Guds ret til at handle sådan og heller ikke ved Guds trofasthed mod sit folk. Men han forstår ikke Guds handlemåde.

Det er en nød for ham, at Gud skjuler sig, og han anråber Gud om at rejse sig og træde frem til hjælp for sit folk. Med den bøn slutter salmen: ”Rejs dig, kom os til hjælp! Udfri os, så sandt du er trofast” (v.27).

Når man læser salme 44 i sin helhed, bliver det tydeligt, at den ikke rummer så meget som en antydning af respektløs, ironisk, nedladende eller hånlig tiltale til Gud. Hele salmen ånder tværtimod fra ende til af troens oprigtige forhold til og henvendelse til Gud i håb, tillid og ærefrygt.

Ærefrygten er igennem hele Bibelen bærende i de troendes forhold til, møde med og tiltale til Gud. Ærefrygten står ikke i modsætning den tillidsfulde tryghed ved Gud som vores gode og kærlige far for Jesu skyld, ligesom den heller ikke på nogen måde hindrer os i at tale ærligt og åbent ud med Gud om alt, hvad vi tænker, oplever og føler. Men vi gør det med ærefrygt.

Vi siger: ”Fader vor”, med dyb og taknemmelig tryghed, og så beder vi: ”Helliget blive dit navn” (Matt 6,9).

Sådan lever vi med Gud, og sådan taler vi til ham: med tak og tryghed, med ærefygt og ydmyghed. ”Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt” (Hebr 12,28).

Alle Herrens veje

Salme 44 er båret af troen på, at Gud virkelig er trofast, god, kærlig og retfærdig i alt, hvad han gør. At Gud er sådan, og at han er det i alle sine handlinger fra evighed til evighed, det er Bibelens samlede vidnesbyrd.

”Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?” (1 Mos 18,25); ”Herren er god og retskaffen” (Sl 25,8); ”Herre din godhed når til himlen” (Sl 36.6); ”Hans gerninger er sandhed og ret” (Sl 111,7); ”Herren er god mod alle” (Sl 145,9); ”Herren er retfærdig på alle sine veje, han er trofast i alle sine gerninger” (Sl 145,17); ”For jeg, Herren, øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden” (Jer 9,23); ”Gud er kærlighed” (1 Joh 4,8); ”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Rom 5,8).

De vers, som her er citeret, udtrykker Guds folks tro. Sådan tror vi, at Gud er. Han er god, kærlig og retfærdig i alt, hvad han gør.

Han elsker os højere end nogen jordisk far og mor, og han sigter i alle forhold på vort sande og evige vel. Han holder ingen gode gaver tilbage fra os, men giver os alt det, som vi har behov for for at bevares hos ham, tjene ham og nå målet i himlen:

”Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,32).

Gud er på ingen måde ligeglad med det, vi oplever smerteligt, hårdt og tungt her i livet. Gud ser al vor nød og fører regnskab med hver eneste tåre, vi fælder (2 Kong 20,5; Sl 56,9). Han har omsorg for den mindste fugl, men han langt større omsorg for os (Matt 6,26-27; Luk 12,6-7). Guds kærlighed overgår en omsorgsfuld moders kærlighed til sit barn og en omsorgsfuld fars kærlighed til sit barn (Es 49,15; Ef 3,15).

Ingen elsker os højere end Gud, og ingen ser bedre end han, hvad der er vores egentlige nød og egentlige behov. Netop derfor sendte han sin egen søn til jorden. Han gjorde det af kærlighed til os, for at frelse os fra synd, død, dom og fortabelse: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes men have evigt liv” (Joh 3,16).

Men er det kærlighed? Er det kærlighed, at Gud ofrer sin eneste og elskede søn for andre? Ja, når Gud gør det, er det kærlighed. For Gud ofrer ikke en anden end sig selv.

Det er Gud selv, der bliver menneske i Jesus. Det er Gud, der fødes som et hjælpeløst spædbarn i Betlehem. Det er Gud, der hånes, forkastes og fornedres af sit eget folk.

Det er Gud, der bærer alle vore synder på sit legeme op på korsets træ, inklusive vore hjerters dybeste vantro, trods og hovmod. Det er Gud, som én gang for alle modtager den fulde og evige straf for al vor synd på korset, og som derved åbner os en dør til himlen, som aldrig kan lukkes igen. Det er Gud, der dør i vort sted, for at løse os ud af al nød, sorg, smerte, død og lidelse i denne verden og føre os frem til det evige liv i herlighed på den nye jord.

I Jesus fik vi den fulde og evige åbenbaring af Guds kærlighed til os. Når vi ser Jesus, ser vi Gud. Den kærlighed, som Gud mødte os med i Jesus, den former og bestemmer alle Guds gerninger over for os. Den ligger bag alt det, Gud lader møde os i livet – i medgang og modgang, mørke og lys, glæde og sorg. Gud er god, retfærdig og kærlig i alt, hvad han gør, og han lader alt virke sammen til gode for sine børn (1 Sam 2,1-10; Rom 8,28).

Det er Guds folks tro. Bliver den anfægtet? Ja, det bliver den. Kan den blive så anfægtet, at vi slet ikke mærker den og i stedet føler, at tvivlen og vantroen har magten i hjertet? Ja, sådan kan det være. Netop da har vi brug for Guds ord og løfter. Ordet står fast og rokkes ikke af vor tvivl.

Læg mærke til Paulus’ formulering i Rom 8,28: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, som elsker Gud.” Der står ikke, at vi føler det, mærker det eller ser det. Ofte gør vi netop ikke det. Men vi ved, at det er sådan. Vi ved, at Gud er god, at han er for os for Jesu skyld, og at han lader alt i vort liv samvirke til vort sande og evige vel. Det ved vi, for det siger Guds ord. Det er virkeligheden – altid.

Denne virkelighed har vi brug for at blive mindet om i den kristne menighed, ved at Guds løfter bliver holdt frem for os i tale og i sang, igen og igen, så løfterne kan bære os, også når troen smuldrer i vore hjerter.

Da min kone Leila og jeg blev gift for 20 år siden, ønskede vi, at der i kirken skulle synges en sang, som stærkt og trøstende minder os om Guds urokkelige kærlighed til os, omsorg for os og godhed mod os for Jesu skyld. Jeg vil bare citere nogle få linjer. Resten af sangen kan læses i det vidnesbyrd, som findes på s.53-56.

Alle Herrens veje er kun
godhed, sandhed, trofasthed.
Også når vi ej kan se det,
han vort bedste vil og ved.
Ser vi fremad, altid samme
kærlighed os følge skal,
bære os på hyrdearme
og bevare os fra fald.

Hvor er det godt at høre det, og hvor har vi brug for det, igen og igen!

Men er det sandt? Er det sandt, at Gud bevarer os fra fald? Ser vi ikke netop, at mange kristne faldt fra, fordi de mødte noget, som var for hårdt og tungt for dem? Holder løftet så om, at Gud lader alt samvirke til gode for os?

Ja, det gør det! For hvad er det, der står: ”Alt virker sammen til gode for dem, som elsker Gud” (Rom 8,28).

Hvordan forholder vi os til den, vi elsker, når vi møder noget, som gør ondt i livet?

Det ved enhver, som har oplevet et godt kæresteforhold og ægteskab indefra. Når vi møder noget, som gør os ondt, så søger vi spontant hen til den, vi elsker, for at fortælle om det, som gør ondt, og for at få trøst og hjælp. Sådan handler vi i forhold til den, vi elsker.

Og i det lys giver Guds løfte mening. Alt virker sammen til gode for dem, som elsker Gud, og som går til ham med deres nød. For her hos Gud forvandles og vendes al nød til velsignelse, bevarelse og evigt liv.

Fornægtelse af Gud

Har vi ret til at skælde Gud ud? Har vi ret til at ophøje os over Gud, sætte ham på anklagebænken og fælde dom over hans handlinger? Har vi ret til at beskylde Gud for ikke at tænke sig ordentligt om og for at handle dumt, tåbeligt, ondt?

I mødet med Guds selvåbenbaring i Bibelen giver svaret sig selv. At skælde ud på Gud er en fornægtelse af Gud, som han har åbenbaret sig for os. Når jeg skælder ud på nogen, er det, fordi jeg mener, at de har handlet galt. Når jeg skælder ud på Gud, retter jeg fingeren mod ham og siger: ”Du har fejlet, du har syndet, du har handlet ondt!” Jeg gør mig selv til dommer over Gud og beskylder ham for at være en fejlende synder.

En sådan handlemåde er udtryk for en forhånelse af og et oprør mod Gud, sådan som han har åbenbaret sig for os, og sådan som vi i troen har lært ham at kende.

Når jeg skælder ud på Gud, taler jeg mod den tro, som Gud selv har lagt ned i mit hjerte. Jeg ved, at Gud er god i alt, hvad han gør. Jeg ved, at han gav sig selv for mig på korset og elsker mig med en evig kærlighed. Jeg ved, at han altid vil mig det godt, og at han kun lader mig møde det, som tjener til mit sande og evige vel. Det ved jeg, for det har Gud selv sagt i sit ord, og troen i mig hænger ved og lever af dette ord og løfte.

Men nu vælger jeg at trodse troen. Nu vælger jeg i stedet at lytte til og følge mit eget onde og vantro hjerte, oprøret mod og fornægtelsen af Gud. Jeg adlyder kødet i mig, jeg ophøjer mig over Gud og fælder dom over ham.

Er det den vej, jeg vælger at gå og at fortsætte ad i mit forhold til Gud, da går jeg mod åndeligt frafald, forhærdelse og død. Jeg kan ikke handle mod troen uden at kvæle troen, og jeg kan ikke fortsætte ad den vej uden at forhærde mig over for Gud.

Følger jeg kødets tanker om Gud og trods mod Gud, da adlyder jeg kødet, og da ender det for mig i frafald og død: ”Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø” (Rom 8,13).

Slangens forførelse

Den åndsmagt, som førte de første to mennesker bort fra Gud, er den samme åndsmagt, som vil føre os i frafald og åndelig død i dag. Hans strategi har ikke ændret sig meget siden syndefaldets dag.

Som han gjorde det i forhold til de første mennesker, vil han også hos os skabe tvivl i vort sind om, hvorvidt Gud virkelig er god og vil os det godt. Og så vil han plante tanken i os, at det er bedre, hvis vi selv vurderer, hvad der er godt for os, frem for at følge og tro Guds ord.

Det var denne strategi, der bragte Adam og Eva til fald. De mistede troen på Guds godhed og hans ords sandhed og blev forledt til at tro på sig selv og deres egen vurdering i stedet.

Guds ord fortæller os, at Satan kredser som en sulten løve om os, som tror på Jesus (1 Pet 5,8). Han har ikke opgivet en eneste af os. Han ved, at han kan få os tilbage. Og han ved, at han har et mægtigt og virkningsfuldt middel i de spørgsmål, der skaber tvivl hos os om Guds godhed og Guds ords sandhed:

Mon Gud virkelig er god i alt det, han gør? Mon du kan regne med Guds ord i denne sag? Mon ikke, du skulle tage og lytte lidt mere til dig selv, dit hjerte og dine følelser og være lidt mere ærlig? Tror du ikke, det ville lette dig selv rigtig meget, at du sagde Gud et par sandheder? Mon ikke det var en god ide at skælde ud på Gud?

Når jeg skælder ud på Gud, fornægter jeg Guds godhed og Guds ords sandhed. Fortsætter jeg ad den vej, ender jeg i frafald og forhærdelse. Netop derfor advarer Guds ord os så stærkt mod at gøre det og fælder en entydig dom over dem, som gør det:

”Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud? Kan det, der er formet, sige til ham, der formede det: ’Hvorfor har du lavet mig sådan?” (Rom 9,20).

”Ve den, der anklager ham, som dannede ham, et potteskår blandt skår af ler. Kan leret sige til ham, som former det: Hvad er det, du laver?” (Es 45,9).

”I vender op og ned på det! Som om pottemageren regnes som leret! Kan en ting sige om ham, som lavede den: ’Han har ikke lavet mig’? Kan det, der er formet, sige om ham, der formede det: ’Han har ingen forstand’?” (Es 29,16).

De to første bud

”I vender op og ned på det”, siger Esajas. Leret opfører sig, som om det var pottemager. Mennesket opfører sig, som om det var Gud.

Det er netop dette, der sker, når vi skælder ud på Gud. Vi sætter os i Guds sted på dommersædet og placerer Gud på anklagebænken.

Sådan vil vore syndige hjerter gerne have det. Det medfødte gudsoprør i vore syndige hjerter indebærer, at vi har en dyb trang og lyst til selv at være gud i vore liv. Det er kun Guds Ånd, som gennem evangeliet kan virke den tro i os, som gerne og med glæde underordner os under Gud i tak, lydighed, ydmyghed og tilbedelse.

Men også som troende vedbliver vi at have lysten i os til at afsætte Gud og sætte os selv i hans sted. Derfor er der også noget i os, som oplever det lokkende og lovende, når nogen anbefaler os at løfte os op over Gud og sætte ham på plads. Der er noget i os, som tiltales af det. Kødet i os siger: ”Ja, naturligvis, hvad andet er rimeligt? Gør det!”

Følger vi kødets indre drift, afsætter vi Gud som Gud i vort liv og sætter os selv i hans sted. Vi bliver afgudsdyrkere, der tror på os selv, lytter til os selv, adlyder os selv og tilbeder os selv. Vi kan godt kalde os kristne, men det er hykleri og selvbedrag, for vi lever i trods mod det allerførste bud: ”Du må ikke have andre guder end mig!” (2 Mos 20,3).

Det andet bud pålægger os aldrig at tale usandt om Gud: ”Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn” (2 Mos 20,7).

Budet pålægger os med andre ord at sige det samme om Gud, som Guds ord siger. Siger vi noget andet om Gud end Guds ord, så bruger vi Guds navn til løgn. Netop det gør vi, når vi skælder ud på Gud og beskylder ham for at handle uklogt og ukærligt. Vi siger det modsatte af det, som Guds ord siger. Vi bruger Guds navn til løgn.

Vi kan fortsat godt sige, at det er Bibelens Gud, vi taler om, men det passer ikke. For Bibelens Gud handler aldrig uklogt, ukærligt og ondt. Det ved vi. Det siger Guds ord, og det står fast i evighed. At beskylde Gud for tåbelighed, tankeløshed, fejl og ondskab er falsk tale om Gud, som leder både os selv og andre væk fra ham.

De to første bud angår det mest personlige og dybtgående i vores forhold til Gud. Vejen til et sandt, levende, tillidsfuldt og trygt forhold til Gud går gennem disse bud.

Vi må åbne os for Bibelens ord og tage imod det, som Gud siger om sig selv der. Så ledes vi til Jesus Kristus og ved ham ind i et levende og velsignet forhold til Gud.

Vi må tage imod Gud, sådan som han har åbenbaret sig i sit ord, og så må vi tale sandt om Gud, som ordet gør det. Det er det evige livs vej: ”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17,2).

Dødens vej er den modsatte: At vi trodser og fornægter det, som Gud har åbenbaret om sig selv, og taler usandt om Gud. Netop det gør vi, når vi skælder ud på Gud og anklager ham for fejl og synd.

En forpjusket og forfalsket gud

Når kristne i dag anbefales at blive vrede på Gud og skælde ud på ham, stilles de ofte i udsigt, at denne handlemåde vil føre dem ind i et bedre og mere autentisk forhold til Gud. De får også at vide, at denne tilgang til Gud i virkeligheden tager Guds storhed mere alvorligt, fordi den regner med, at Gud godt kan holde til, at vi skælder ham ud. Det sande forhold til Gud og den sande tro på Guds storhed findes altså der, hvor vi tillader os selv at blive vrede på ham og skælde ham ud.

Intet kunne være fjernere fra sandheden

Når vi skælder Gud ud og sætter ham på plads, skaber vi i virkeligheden vores helt egen nye gud. Det er en gud, som vi kan ophøje os over, belære og irettesætte – og som har brug for det. Det er en forhutlet og forfalsket afgud, som ikke selv ved, hvad der er ret at gøre, og derfor har brug for at blive korrigeret, skældt ud og vejledt af os. Det er en stakkel af en gud, som fejler og fumler, og som det gradvist giver mindre og mindre mening at have med at gøre. Vi klarer os lige så godt eller bedre uden denne gud, for vi ved jo alligevel selv bedst.

Borte er Bibelens Gud: den evige, almægtige og levende Gud, den retfærdige, barmhjertige og hellige Gud, som har skabt os og frelst os, og som alene ved, hvad der tjener til vort sande og evige vel.

Borte er den Gud, som salmisten vender sig til og fryder sig over at tilhøre, fordi han ved, at hos ham og i hans hænder er han evigt tryg: ”Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte? Herren er værn for mit liv, hvem skal jeg da være bange for? (…) Selv om en hær belejrer mig, er mit hjerte uden frygt; selv om der føres krig mod mig, er jeg dog tryg (…) Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Herren!” (Sl 27,1.3.14).

Denne Gud kan tåle alt. Han kan også tåle, at vi skælder ham ud. Det er sandt. Der går intet af Gud, hans majestæt, magt og vælde, uanset hvad vi siger til ham og gør imod ham.

Gud kan tåle, at hele verden rejser sig imod ham i oprør og protest for at støde ham og hans søn af tronen: ”Jordens konge rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod hans salvede: ’Lad os sprænge deres lænker og befri os selv for deres reb’” (Sl 2,2-3).

Hvad er Guds reaktion? ”Han, som troner i himlen, ler” (v.4).

Gud er almægtig konge og herre fra evighed og til evighed, og intet, vi gør eller siger, kan reducere eller true hans magt, ære og herlighed. Gud kan tåle alt, også at vi skælder ham ud. Men vi kan ikke tåle det. Det ødelægger vores hjerteforhold til Gud og hans ord. Det dræber troen i vore hjerter og fører os i forhærdelse og frafald.

Og det bringer Guds vrede og dom ind over os: ”Så taler han til dem i sin vrede og forfærder dem ved sin harme: ’Jeg har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!’” (v.5-6).

Hvad bør vi da gøre? Vi bør lytte til Guds ords kald: ”Tjen Herren i frygt! Kys hans fødder i rædsel! Ellers bliver han vred, og I går til grunde” (v.11-12).

God vejledning

Når man i vor tid i kristne sammenhænge møder opfordringer til at blive vred på Gud og skælde ud på ham, sker det selvsagt i en god mening. Man ønsker at hjælpe de troende til at være ærlige over for sig selv og ærlige over for Gud.

Hensigten er god, men vejledningen er i strid med Guds ord og ødelæggende for troens liv.

Der gives imidlertid også i vor tid god og bibelsk funderet vejledning i spørgsmålet om vrede mod Gud. Jeg vil nævne tre eksempler.

Richard P. Walters og hans bog Vrede er allerede blevet citeret et par gange.

Walters siger sammenfattende om vores ret til at skælde ud på Gud: ”Vi har aldrig ret til at skælde ud på Gud, når vi er vrede på ham (…) Det er oprør, og det vil sige: synd (…) Det er nemlig ensbetydende med at kæmpe med Gud i et forgæves forsøg på at tage hans plads, og det grundlaget for al synd¹⁴.”

Jørgen Sejergaard er bibeltro præst på Nordsjælland og besvarer spørgsmål på hjemmesiden jesusnet.dk.

Her modtog han for nogen tid siden et spørgsmål om, hvorvidt man havde et åndeligt problem, hvis man ikke kendte til at blive vred på Gud: ”Det at jeg ikke har prøvet at være vred på Gud, betyder det, at jeg ikke er troende nok?” I forlængelse af dette spørgsmål gav Jørgen Sejergaard en klar bibelsk vejledning:

”Selv tør jeg ikke blive vred på Gud eller anbefale det til andre (…) Vreden er en synd, man skal bekende, ikke en følelse, man skal regne for uproblematisk. Vreden er udtryk for manglende tillid, og dermed rummer den en forbitrende kraft, og bitterhed rummer intet godt (…) Du kan ikke kræve universets oprindelseskraft til regnskab for noget som helst (…)

Job gik så langt, at han anklagede Gud (Job 9,4-21a), men han måtte tage det i sig igen, fordi han lærte, at han havde udtalt sig om noget, han ikke havde forstand på (Job 42,3).”

John Piper er en evangelikal teolog og bibelunderviser, hvis forkyndelse og vejledning værdsættes verden over blandt bibeltro kristne. Flere af hans bøger er oversat til dansk bl.a. Spild ikke livet fra Credo Forlag i 2006. I to artikler behandler Piper spørgsmålet om vrede mod Gud og giver en solid og bibelsk vejledning:

”Det er aldrig, aldrig, aldrig i orden at blive vred på Gud (…) Mange tænker om vore følelser, at de bare er noget, som sker for os. Følelserne er ikke rigtige eller forkerte. De er neutrale (…)

Denne tankegang er en af grundene til, at vi har så megen hul kristendom i dag (…) Kun få kristne ønsker og søger at blive helliggjorte i deres følelser (…) Bibelen hævder imidlertid, at følelser kan være både gode og onde (…)

Vrede mod noget syndigt er godt (Mark 3,5), men vrede mod noget godt er syndigt. Det er derfor, det aldrig er i orden at blive vred på Gud. Han er altid og kun god, uanset hvor uforståelige og smertefulde vi oplever hans handlinger. Vrede mod Gud signalerer, at han er ond, svag, ubarmhjertig eller dum.

Intet af dette er sandt, og at hævde det er at vanære Gud. Derfor er det aldrig i orden at blive vred på Gud. Da Jonas og Job blev vrede på Gud, blev Jonas irettesat af Gud (Jon 4,9), og Job angrede i støv og aske (Job 42,6)¹⁵.”

”Når vi er vrede på nogen, er det altid udtryk for en stærk misbilligelse af det, de pågældende personer har valgt og gjort. Hvis du er vred på mig, mener du, at jeg har gjort noget, jeg ikke burde have gjort. Det er grunden til, at det aldrig er i orden at blive vred på Gud. Det er forkert – altid forkert – at fælde dom over det, som Gud gør og tillader. ’Skulle han, der dømmer jorden, ikke øve ret?’ (1 Mos 18,25).

Det er arrogant for dødelige, syndige skabninger at fælde dom over Gud for, hvad han gør og tillader. Vi kan græde over smerten. Vi kan blive vrede på synden og Satan. Men Gud gør kun det, som er ret. ’Ja, Herre, Gud, Almægtige, sande og retfærdige er dine domme’ (Åb 16,7)¹⁶.”

Udøs dit hjerte

Men hvad så med det, som vi oplever af tvivl, vrede, frustration, skuffelse, smerte og sorg indeni? Skal vi bare lægge låg på det og lade som om, det ikke er der? Ender det ikke bare i hykleri?

Jo, det gør det. Netop derfor er det heller ikke den vej, Guds ord anviser os.

Guds ord kalder os til at gøre noget andet: ”Udøs dit hjerte som vand for Herren!” (Klages 2,19). Vi får lov at vende bunden i vejret på vores hjerte og hælde det hele ud for Gud i vore bønner til ham. Intet af det er ukendt for ham, men han ønsker, at vi skal tale ud med ham om det – også vores sorg, tvivl og vrede.

Det er værd at bemærke, at det er i Klagesangene, vi møder tilskyndelsen til at udøse vore hjerter for Herren. I denne bibelske bog møder vi netop den troende i stor nød, sorg, smerte og tvivl, og alt sammen bringes det frem for Gud i bøn.

Det er vores privilegium som Guds børn, at vi må komme til Gud med alt, absolut alt, også vores syndige tvivl, vantro og vrede. Lad os tale ærligt ud med Gud om det hele, bekende al synden for ham og bede ham om nåde, trøst og hjælp.

Den bøn vil Gud aldrig afvise. Han vil besvare vor bøn med fuld tilgivelse, han vil bekræfte for os, at vi er hans elskede børn for Jesu skyld, og at vi med al vor nød er i hans almægtige og gode faderhænder, og så vil han give os al den trøst, styrke og hjælp, som vi har brug for i troens liv fra dag til dag frem til målet i Himlen (Sl 34,18-19; 102,18; Es 57,15; 1 Joh 1,9).

De tre forfattere, som jeg ovenfor har citeret for, at vrede mod Gud ikke kan forsvares for en kristen, understreger lige så klart, at vi må komme til Gud med al vor vrede og bekende den for ham – ærligt og åbent:

Richard P. Walters: ”Vi må komme til Gud med vores vrede, varsomt og bævende, men også tillidsfuldt og lovprisende (…) Gud gør det klart, at vreden skal behandles, og at den ikke må vokse og gnave, så den bliver til bitterhed (…)

Når vi har besluttet at bringe disse følelser til Gud, så ofte det er nødvendigt, betyder det ikke, at vi dvæler i vreden, det er derimod en handling i tro på, at Gud ønsker at helbrede os, og at han vil gøre det i den time, han har bestemt¹⁷.”

Jørgen Sejergaard: ”Det er bedre at indrømme sin vrede over for Gud end bare uden videre at være vred på Gud. At være vred på Gud er et problem, men at indrømme problemet og fortælle ham om vreden og bede om tilgivelse og om tillid til hans godhed og kærlighed er befriende (…)

Du kan udøse vreden for Gud, ikke som anklage, men som klage og sorg (…) Du kan fordybe dig i de mange bønner, hvor Job og David og alle de andre klager deres nød til Gud. Vi har lov både at råbe og sukke vor fortvivlelse ud.

I stedet for at sige til Gud: Du har svigtet mig! Så vil jeg råde dig til at sige: Hvorfor skulle jeg igennem alt det? Hvorfor greb du ikke ind, som jeg ønskede? Hvorfor skulle jeg føle, at du svigtede mig?”

John Piper: ”Hvis du er vred på Gud, er det aldrig i orden ikke at sige det til ham (…) Du synder ved at bære på vrede mod Gud, men du må ikke forøge synden ved at hykle. Du må ikke gøre synden større ved at forsøge at skjule den for Gud (…) Fortæl Gud sandheden og bed om tilgivelse for din synd¹⁸.”

Hvorfor?

Men hvorfor skal Guds børn i denne verden møde så mange ting, der sårer, skuffer og smerter? Hvorfor værner Gud os ikke mod disse ting, og hvorfor rammer de os, som de gør?

Guds børn har til alle tider kæmpet med disse spørgsmål. Et endeligt svar på dem får vi ikke i denne verden. Der er meget i Guds måde at handle med os på, som forbliver gådefuldt for os her. Det betyder imidlertid ikke, at Guds ord ikke kaster lys ind over disse spørgsmål og dermed over lidelsen i de troendes liv.

Jeg vil afslutte artiklen med at trække tre bibelske sandheder frem, som er vigtige i denne sammenhæng:

Vores rigdom som kristne er ikke, at vi får et nemmere liv i denne verden end andre mennesker. Vi lever i syndens, lidelsens og dødens verden, og det mærker vi. Det er en barsk verden også for os, som tror på Jesus. Vores rigdom er ikke, at vi får det nemmere her i verden, men at vi ikke har vores blivende hjem i denne verden.

Vi er her kun en ganske kort tid (1 Pet 1,6). Set i forhold til evighedens milliarder, milliarder og milliarder af år er livet her kort som et knips. Om ganske kort tid tager vi hinanden i hånden og træder ind på den evige, nye jord. Der skal vi ses igen i herlighed, i det nye paradis, i helhjertet lovprisning af Gud og af Lammet (Åb 7,10).

Dét er vores rigdom, og den kan ingen og intet tage fra os. I samme grad vi retter vort blik mod denne rigdom, finder vi trøst og frimodighed i denne verden både i medgang og i modgang: ”For vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige. Det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt” (2 Kor 4,18).

Vores liv som kristne i denne verden lever vi i Guds hånd. Det betyder, at intet kommer til os, som ikke er bestemt og villet af Gud. Han råder for vore liv i medgang og modgang, lykke og ulykke, liv og død (1 Sam 2,6-7; Sl 31,16; 139,16; Am 3,6). Kommer vi til ham med det alt sammen, da lader han det samvirke til vores sande og evige vel (Rom 8,28).

Det gælder både for det, som gør ondt, og det, som gør godt.

Om han tager, om han giver,
samme Fader han dog bliver,
og hans mål er kun det ene,
barnets sande vel at tjene

(Lina Sandell)

Gud ser langt klarere end os hvad der er vigtigt for os: at vi bevares hos Gud i troen på Jesus og når frelst hjem. Det bliver så let fortonet for os. Det bliver vigtigere for os, hvad vi kan få og opnå i denne verden. Det åndelige frafald truer os alle, lige indtil vi er hjemme.

Når denne virkelighed bliver levende for os, ser vi, hvor godt det er, at vi er i Guds hånd, og da vokser bønnen frem i vore hjerter: ”Du dit værk oplive, regn og sol du give – gør som du det vil; blot du så mig fører, at til sidst mig hører Himmeriget til” (C.O. Rose-

nius).

Vores største åndelige trussel som kristne kommer fra vore egne hjerters hovmod og selvsikkerhed. Vi tror af natur, at vi klarer os bedst på egen hånd – uden Gud. Netop derfor er medgang og succes i denne verden så farlig for os. Som det er blevet sagt: ”Gud har mistet flere børn i medgang end i modgang.”

Læser vi Bibelen på tværs, vil vi se, at Gud igen og igen sender sine børn prøvelser, tab, sorg og lidelse for at bryde deres hovmod og selvtilstrækkelighed, kalde dem til omvendelse og drage dem tilbage i troens afhængighed af sig selv (3 Mos 26,14-41; 5 Mos 8,1-16; 1 Sam 1,6-2,7; 1 Kong 8,35; 2 Krøn 12,1-7; Mika 6,13-16; 2 Kor 12,7-10).

Lidelsen er Guds redskab til at kalde ad os. ”Gud hvisker i vores glæde og råber i vores smerte” (C.S.Lewis). Og Guds råb er et kald om at komme til ham og blive hos ham i troens oprigtige forhold til ham helt frem til målet.

Vores sjælefjende har det modsatte mål med lidelsen: at den skal få os til at lukke vore hjerter for Gud i vantro, vrede, trods og protest. Gud give, at det ikke må ske!

Lad os gå til Gud med al vor sorg og nød, lad os udøse vore hjerter for ham, lad os bekende vor synd for ham og lad os bede ham om nåde og hjælp til at nå frelst hjem!

Da vil Gud komme os i møde med sin nåde i Jesus, tilgive al vor synd, tage os i sin almægtige hånd, værne og bevare os og bære os hele vejen hjem til himlen og den nye jord – for Jesu skyld. Gud give, at det må ske!

”Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer, og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer” (1 Pet 5,6-7).

1 Preben Kok, Skæld ud på Gud, Informations Forlag 2008, s. 9.18.

2 Gary Yontef, “Gestalt Therapy: An Intro-duction“, artikel i bogen Awareness, Dialogue and Processs, Gestalt Journal Press 1993; Hanne Hostrup, Gestaltterapi, Hans Reitzels Forlag 2009; Wikipedias artikel om “Gestalt Therapy“ m.fl.

3 Astrid Hjøllum Christensen, “Den kristne og terapi: Gestaltterapi“, artikel i tidsskriftet Kristent Perspektiv nr. 1/2008.

4 Kok 2008, s.8.12.17.31-32.50.70.78.92.103-104.

5 Kok 2008, s.12.92.

6 Kok 2008, s.7.18-24.50.94-99.

7 Kok 2008, s.95.

8 Adam DeBaugh, “Go Ahead, Be Angry at God!“, artikel i magasinet Whosoever Vol. 5 nr. 3 November/December 2003.

9 Richard P. Walters, Vrede, Credo Forlag 1989, s.114.

10 I Credo-kommentaren til Jobs Bog, udgivet 1994, s. 416, påpeger Leif Kjøller Rasmussen, at et nøglevers i Jobs Bog er misvisende oversat i den danske oversættelse fra 1992. I kap 42,7 fælder Gud dom over det, som Jobs venner har sagt. I den nuværende danske oversættelse lyder det som om, at vennerne dømmes for ikke at have talt lige så teologisk sandt om Gud som Job: “Efter at han havde talt disse ord til Job, sagde Herren til Elifaz fra Teman: ’Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job har gjort.’“ Den nuværende danske oversættelse gør det svært at forstå, hvorfor Job i verset umiddelbart forinden (42,6) har angret sine ord om Gud og kaldt dem tilbage. Hvis han virkelig har talt sandt om Gud, er der vel intet at angre og kalde tilbage? Uklarheden opstår, fordi de danske oversættere har valgt at oversætte et hebraisk ord i modstrid med dets ligefremme betydning. Det hebraiske ord æl har grundbetydningen “til“. Dette ord forekommer tre gange i Job 42,7. De to første gange er det oversat med “til“, men den tredje og sidste gang er det uden nogen sproglig grund oversat med “om“:

“Efter at have talt alle disse ord til (æl) Job, sagde Herren til (æl) Elifaz fra Teman: ’Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om (æl) mig, sådan som min tjener Job har gjort’.“

Oversættes det sidste æl med “til“, forsvinder uklarheden. Job har talt sandt til Gud. Han har været oprigtig i alt det, han har sagt, og han er gået til Gud selv med det hele. Det betyder ikke, at alt det, han sagde, var teologisk sandt og forsvarligt at sige. Det var det ikke. Men Job levede i troens åbne og oprigtige forhold til Gud, kom til ham med sin nød og var lydhør over for Guds ord, også når Gud fældede dom over indholdet i Jobs tale.

Lever vi i dette forhold til Gud, da er vi under Guds nåde, også når tvivl og vrede mod Gud fylder vort sind, og når vi falder i synd ved at lade det komme til udtryk i vore ord til Gud. De retfærdige i Bibelen er ikke dem, som ikke synder, men dem, som lever i et oprigtigt forhold til Gud med deres synd: i lydhørhed over for Guds ord og i tro på Guds nåde.

11 Walters 1989, s.118.

12 Walter C. Kaiser, Hard Sayings of the Old Testament, IVP 1988, s.157-158.

13 Kaiser 1988, s.158-159.

14 Walters 1989, s.119-120.

15 John Piper, It is Never Right to Be Angry with God, Taste & See Article, 13. november 2000.

16 John Piper, Is it Ever Right to Be Angry at God?, Taste & See Article, 16. oktober 2002.

17 Walters 1989, s.118-119.

18 Piper 2000.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2012. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.