Spørgsmål:
Det er blevet meget alvorligt for mig, at jeg engang skal stå foran Gud, og jeg er så bange for, at jeg kommer til at stå i den forkerte klædning.
Mit spørgsmål er her: Der står i Hebr 11,1, at tro er fast tillid og overbevisning. Mikkel Vigilius skriver i sin artikel: “udvalgt til at nå målet”, at ingen kommer til Jesus, hvis ikke de har fået troens overbevisning. Jf. Joh 6,44.
Frank Jakobsen formulerer det sådan her i en tale: “det er ikke tro, fordi mennesker tænker og mener det rigtige, men det er tro, når jeg gør efter det, jeg tror. Derfor kan vi altid kende troen på nogle livsytringer som at komme til Jesus og at påkalde hans navn.”
Mange mennesker siger, at de er overbevist om, at Jesus er deres frelser. Men de har ikke denne tro, der kun har dette ene til fred: at høre om og komme til Jesus for at modtage syndernes forladelse. Blandt dem har jeg selv været i lang tid.
Hvad er det så helt nøjagtigt, vi bliver overbevist om og får en fast tillid til, siden Jesus bliver vores klippe og eneste tilflugt? Og kan jeg med en sand vished sige, at jeg har fået troens overbevisning, hvis jeg kommer til Jesus for at finde frelse?
Svar:
Tak for dit spørgsmål!
Først vil jeg gerne sige tillykke til dig! For du har forstået, hvad livet virkelig handler om. Det er blevet alvorligt for dig, at du en dag skal stå for Guds domstol – og at det afgørende for, om du skal tilbringe evigheden i Helvede eller i Himlen, er, hvilken klædning du har på.
Det er præcis den alvor, som Guds ord vil åbenbare for os – og det er præcis den alvor, som alt for let glider ud af hjertet på os, når vi holder Guds ord på afstand og samtidig begraver os i hverdagens gøremål og mediernes massive underholdningstilbud.
Hold fast i den alvor! For den har Guds Ånd selv lagt i dit hjerte.
Når du spørger: ”Hvad er det så helt nøjagtigt, vi bliver overbevist om og får en fast tillid til, siden Jesus bliver vores klippe og eneste tilflugt?” – så kan jeg give dig et klart svar ud fra Skriften:
Jesus sammenfatter i Joh 9,39-41, hvad han er kommet til verden for: Og Jesus sagde: ”Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.” Nogle af farisæerne, som var sammen med ham, hørte dette og sagde til ham: ”Er vi måske også blinde?” Jesus svarede dem: ”Var I blinde, havde I ikke synd. Men nu siger I: Vi ser; i synd er og bliver I.”
Hvorfor er Jesus kommet?
Jo, Jesus er kommet ”til dom”. Som Jesus også et par kapitler forud sammenfattende siger om sin forkyndelse: ”Jeg vidner om verden, at dens gerninger er onde” (Joh 7,7).
Verden vil ikke godtage, at ”dens gerninger er onde”, og mennesker vender sig væk fra Jesus i stor stil, da han har vidnet om det for dem (jf. Joh 6).
Farisæerne vil ikke godtage, at de er ”blinde” – de siger: ”Vi ser!” Og derfor må Jesus sige til dem: ”I synd er og bliver i.”
Så: Hvad er det, vi skal overbevises om? Vi skal overbevises om, at vi er ”blinde” og ”onde”! Vi skal overbevises om, at vi fortjener en evig straf i Helvede for alt det onde, der bor i os. Vi skal se Guds hellighed og vores egen synd.
Men dette er kun den ene side af det, Jesus vil overbevise os om. I samme åndedrag som Jesus forkynder den totale og fuldstændige dom over alt, hvad vi mennesker kan bidrage med for at blive frelst – i samme åndedrag forkynder Jesus om den eneste vej til frelsen. .
Da folkeskaren kommer til Jesus og spørger: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” – altså: Hvordan kan vi gøre os fortjent til at blive frelst? – så svarer Jesus: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt” (Joh 6,28-29).
Her er den eneste vej til frelsen: at tro på Jesus. Og den tro er ikke et menneskes præstation – den er ”Guds gerning”. Det er Guds gerning, når du bliver overbevist om, at du i dig selv er blind og ond og intet har at komme med til Gud, men at du alene må klynge dig til, hvad Jesus har gjort for dig. Når du har den overbevisning om din egen blindhed, så går Jesus så langt, at han siger: ”Var I blinde, havde I ikke synd” – altså: Når Guds Ånd åbenbarer for dig, at du er fuldstændigt blind og hjælpeløs i forhold til at finde frelsens vej, fuldstændig afhængig af Jesus, der som den gode hyrde vil bære dig hjem til Himlen – så har du ikke synd! For så er du i den rette klædning: Frelsens hvide klædning, som dækker dig fra top til tå, så du står skinnende hvid og hellig for Guds ansigt – i Jesus.
Dét er den overbevisning, Guds Ånd vil give dig, for at føre dig frelst hjem (jf. også Joh 16,8).
Men den overbevisning er ikke en ”engangsoplevelse”. Det er en overbevisning, som vil vokse i dig gennem hele livet, når du lever med Guds ord i hverdagen.
Guds ord er ”lov og evangelium”. Og det kan måske lyde teoretisk og teologisk. Men det er kun teoretisk, hvis vi bruger evangeliet til at tage kraften ud af loven (jf. bl.a. denne prædiken af Hans Erik Nissen). Hvis vi derimod har det som f.eks. David og Paulus, så har vi et brændende, indefrakommende ønske om at leve efter Guds lov i hverdagen. Og når det ønske er seriøst for os – når vi ikke bare slår det hen med et ”det kan vi alligevel ikke overholde” – så erfarer vi, at vi kommer til kort, og så erfarer vi, at det gør ondt at komme til kort! Det er anfægtende at leve med ønsket om at følge Guds kærligheds bud – og samtidig se og erfare en anden lov i sine egne lemmer, der gang på gang tænker og handler i modstrid med kærlighedens lov. Man bliver mere og mere en gåde for sig selv, og man føler sig mindre og mindre kristen (jf. Rom 7).
Men så får man også mere og mere brug for Jesus! Eller: Man vil erfare mere og mere af, hvad det betyder at være helt afhængig af Jesus. Ordene ”Jesus alene” får en større og større dybde og betydningsfylde gennem hele kristenlivet.
Sådan er troens overbevisning: Ved at leve med Guds ord og med Guds lov, der råber fra hjertet i min hverdag, lærer jeg stadigt mere om den ondskab, der bor inde i mit hjerte – og samtidig lærer jeg stadigt mere om, hvor afhængig jeg er af Jesus, og hvor stort det er, hvad Jesus har gjort for mig!
På den måde er troens overbevisning ikke bare en teoretisk erkendelse, den er et liv med Jesus.
Som jeg forstår dit spørgsmål og din anfægtelse handler det om, om du har den rette fred og overbevisning i dit kristenliv – eller om din tro bare er en gold erkendelse, som ikke har ”troens livsytringer”. Du mener ikke, du kan sige om dig selv, at du ”kun har dette ene til fred”: at høre om og komme til Jesus for at modtage syndernes forladelse.
Jeg kunne jo tænke mig at stille dig nogle modspørgsmål: Hvad kan ellers give dig fred? Har du andet, du vil stå frem med for Gud på dommens dag end syndernes forladelse for Jesu skyld?
Eller mener du, at du ikke føler tilstrækkelig fred ved at høre om og komme til Jesus? Føler du ikke, at troens livsytringer gør sig stærkt nok gældende i dit liv? – Du har ikke det brændende behov for at komme og høre om Jesus, som du gerne skulle have, og du føler ikke noget særligt, når du hører evangeliet? Du er ikke tilstrækkeligt forfærdet over din synd – og derfor heller ikke tilstrækkeligt glad for Jesus?
Hvis det er sådan, du har det, vil jeg sige: Det er en alvorlig sag ikke at være forfærdet over sin synd og at være Guds lovs stemme overhørig i hverdagen. Hvis du lukker dit øre for Guds lov, kan det ende i forhærdelse, frafald og fortabelse. Det er alvoren i at have med Gud at gøre.
Samtidig vil jeg sige: Når du mærker denne uvilje mod at tage Guds lov seriøst og denne tiltagende ligegyldighed over for din synd, så er du ved at forstå noget af dybden af, hvad det egentlig vil sige, at Jesus bruger det samme ord om dig, som han bruger om Djævelen selv: Du er ond!
Rosenius skriver:
Oplever man hjertets ondskab, finder man ikke Guds dom for hård – tværtimod, man mangler ord for at beskrive sin egen tilstand.
Jeg erkender ikke synden, for jeg er så ligegyldig og letsindig, siger du. Ja, men netop dette at være ligegyldig og letsindig er en stor ondskab. Det er selve kilden til al synd. Det er hjertets ondskab, du nu kender. Og det er nødvendigt.
Jeg er jo ikke sønderknust og angerfuld, men bare selvsikker og hård, siger du. Og deri har du ret, og det er godt, at du selv er klar over det og godt, at det gør dig forfærdet. Men går du til Gud og bekender din synd og dit hårde sind, da gælder det, at han er trofast og retfærdighed, så han tilgiver. For loven kan kun gøre dig syndig og vise dig, hvor total synden er. Men Gud ønsker nu at tilsige dig sin nåde (Vejledning til fred, Credo 1989, s. 97).
Jeg kom til at tænke på denne passage fra Rosenius’ Vejledning til fred, da jeg læste dit spørgsmål. For hvis jeg forstår dig ret, så er det netop det, at du ikke ”føler” nok fred – at du er for ligeglad, og at kristendommen så let bliver teori – som gør dig forfærdet ved tanken om at møde Gud.
Og det er jo egentlig en underlig ting, at man kan blive forfærdet og sin egen mangel på forfærdelse. Men det er præcist sådan, troens folk altid har oplevet det!
Det er også sådan, jeg kender det fra mit eget liv. Det kan lade sig gøre for mig at være forfærdeligt ligeglad med min egen synd, med loven og evangeliet, med Himlen og Helvede. Men det kan ikke lade sig gøre for mig at være ligeglad med min egen ligegyldighed! Jeg kan ikke slå mig til ro med at være ”ligeglad og letsindig”. Og sådan er det, fordi Guds Ånd igen og igen gennem Guds ord minder mig om virkeligheden. Det er det ord alene, der kan holde min tro i live.
Men det kan Ordet så også. Det kan blive ved med at afsløre nye dybder i, hvor råddent mit hjerte er – og det kan i samme omgang blive ved med at åbenbare nye dybder i, hvor stor en frelser Jesus er! Og på den måde er det, at Jesus vil bære os hjem på sit mægtige ord (jf. Hebr 1,3).
—
Så langt har jeg forsøgt at svare på dit spørgsmål: ”Hvad er det så helt nøjagtigt, vi bliver overbevist om og får en fast tillid til, siden Jesus bliver vores klippe og eneste tilflugt?”
Men du spørger om noget mere: ”Kan jeg med en sand vished sige, at jeg har fået troens overbevisning, hvis jeg kommer til Jesus for at finde frelse?”
Til det vil jeg citere lidt mere fra Rosenius’ vejledning til fred:
Mange piner sig selv ved at mene, at de skal føle en masse, før de kan tro; i stedet for at tage imod Ordet og stole på det.
Men hvordan kan jeg vide, om jeg tror? spørger du.
Kristus er død for alle, og Ordet tales til alle.
Men derfor er det ikke alle, der bliver frelst. Herren sagde jo: ”I er rene, dog ikke alle.”
Lyt til Ordet, det er det eneste, der kan give dig tro og vished. Havde Judas troet Kristi ord, ville han også være blevet ren. Men han foragtede det, som Jesus sagde til ham bl.a. den sidste aften, de var sammen (…)
At trøste sig ved ordet om nåden og holde fast ved det under alle anfægtelser, det er at tro. Det er at være bundet til Kristus og hans ord.
Er din tro grebet ud af luften eller dine egne tanker, så du ikke behøver Guds ord, da er det ikke tro, men kødelig sikkerhed! Derfor siger Jesus: I er rene på grund af mit ord. Han nævner slet ikke troen, men alene Ordet, for at vor opmærksomhed skal være rettet mod det. Vi skal vide, at vi ikke frelses ved en tro, som vi selv præsterer, men alene ved den tro, der skabes af hans ord (Vejledning til fred, s. 93-94).
Læg mærke til, at Rosenius centrerer alt omkring Bibelens ord: Når du er anfægtet over, at du ikke kan finde spor af troen og troens væsen i dit liv, så vil der aldrig komme nogen hjælp ved at vende blikket indad, for så vil du blot støde på en endnu mere rystende kerne af hårdhed og kulde, end du før har kendt til, og så vil du med tiden miste modet helt og tænke: Kristendommen er åbenbart ikke for mig – det passer ikke til min natur at være kristen.
Men sagen er, at det passer ikke til nogens natur at være kristen! Og jo bedre, du kender dig selv, og jo tættere du lever på Bibelens hellige Gud, jo mere vil du finde ud af netop dét.
Derfor skal du i din anfægtelse i stedet vende blikket hen mod Bibelens ord – og tage dem til dig som ord til dig.
Læs f.eks. i Rom 5,6: ”For mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde.” Og tænk så på, at hvis du føler dig dybt ugudelig indeni, så står der her i vores bibel sort på hvidt, at ”Kristus er død for dig”.
Vil du foragte det ord? Eller vil du leve på det og regne det som din eneste trøst?
Det er egentlig hele spørgsmålet.
Og så må du glemme alt om, om du nu tror stærkt nok eller føler en tilstrækkelig vished.
Du spørger: ”Kan jeg med en sand vished sige, at jeg har fået troens overbevisning, hvis jeg kommer til Jesus for at finde frelse?”
Og jeg vil svare med en sætning af Rosenius, som jeg vil anbefale dig at læse mere end én gang (jeg er vist selv oppe på et par hundrede gange!):
Ønsker du at blive frelst alene ved nåden i Kristus, da er du allerede frelst, hvad enten du tror det eller ej (Vejledning til fred, s. 102).
Som det fremgår, vil jeg i høj grad anbefale bogen Vejledning til fred som en hjælp, når du møder anfægtelsen. Må Gud velsigne dig til at blive holdt fast ved hans ord.
