Tjenestedelingen mellem mand og kvinde VIII
Mennesket er skabt som mand og kvinde med forskellige kroppe, sind og opgaver. Den gudgivne forskel på og tjenestedeling mellem mand og kvinde er en gave. Når tjenestedelingen værdsættes og udfoldes, er den en velsignelse. Men i vor tid er den under angreb helt ind i de kristne hjem og menigheder. Derfor vil vi i en række artikler holde den gudgivne tjenestedeling frem som en gave, vi må takke for og værne om.
Dette er tænkt som et vidnesbyrd om, hvordan jeg som kristen kvinde har fundet mig til rette i Bibelens forkyndelse af tjenestedelingen mellem mand og kvinde. Og der kommer vi forhåbentlig også hen. Men jeg vil begynde et andet sted og med en anden udfordring, som har fyldt meget for mig – nemlig spørgsmålet om Bibelens troværdighed.
Guds eller menneskers ord?
Jeg er vokset op i et hjem med kristne forældre, har gået i kristen friskole og er en af de kristne, som ikke har et bestemt ”omvendelsesøjeblik” at kigge tilbage på, men gradvist er vokset i troen og erkendelsen af Gud. I løbet af ungdomsårene blev det imidlertid vigtigt for mig, at jeg ikke var kristen, fordi mine forældre eller andre omkring mig var det, men fordi jeg selv var kommet til en overbevisning om, at kristendommen var sand. I den forbindelse var der særligt ét spørgsmål, som jeg med jævne mellemrum vendte tilbage til, nemlig: Hvordan kan jeg vide, at det, der står i Bibelen, er sandt? Hvordan kan jeg vide, at det er Guds ord til mennesker og ikke blot menneskers ord om Gud?
Gymnasietiden udfordrede mig her på en god måde, fordi jeg der fik lov at stifte bekendtskab med helt andre livssyn og opleve venskaber vokse frem på tværs af dem. Samtidig var jeg velsignet med et trygt kristent fællesskab i den LMU (Luthersk Missions Ungdom), jeg var tilknyttet.
Mødet med andre livsopfattelser gav mig lejlighed til at formulere det, jeg selv troede på – af og til over for andre og oftest over for mig selv. Det var også første gang jeg for alvor mødte bibelkritik; påstande om, at Bibelen modsiger sig selv, at flere af bøgerne i virkeligheden ikke er skrevet af dem, som Bibelen siger, har skrevet dem, og at den i det hele taget bare er et mere eller mindre tilfældigt resultat af et kirkemøde engang i 300-tallet.
Jeg husker særligt to bøger, som hjalp mig i den periode, og som jeg varmt vil anbefale her. Den ene er en lille kort sag af Poul Hoffmann med titlen Den hele Bibel. Den anden er Henrik Nymann Eriksens Hvem skabte Bibelen? Da kirken fik sin kanon. Hvor Nymann Eriksens bog gav mig en masse af de faktuelle oplysninger, jeg havde brug for, for at kunne forstå og imødegå den kritik, som handlede om samlingen af Bibelens skrifter, så formidlede Hoffmanns bog et smittende frimodigt og velargumenteret forsvar for bibeltroskaben. Han var med til at vise mig, at jeg hverken var naiv eller ubegavet, når jeg stolede på, at det, der står i Bibelen, er sandt.
Byggesten
I året efter gymnasiet var jeg så heldig både at komme fem måneder til Jerusalem og efterfølgende fem måneder på Luthersk Missions bibelhøjskole i Hillerød. Tiden i Israel tydeliggjorde for mig dét, jeg vil kalde Bibelens historiske sandhed. Jeg tror ikke, det er nødvendigt at se de historiske steder for at opnå tillid til, at Bibelen er sand, men for mig blev det en solid sten i erkendelsen af, at Bibelens fortællinger netop er konkrete historiske begivenheder.
At Jesu død og opstandelse er en konkret historisk begivenhed, giver mig tillid til, at resten af Bibelen taler sandt, fordi så meget af Det Gamle Testamente peger frem imod netop den begivenhed og forudsiger den i detaljer, der ikke ville være mulige, hvis ikke det var Gud selv, der havde givet forfatterne ordene.
Højskoleopholdet i Hillerød var en endnu vigtigere byggesten i min tillid til Bibelen. Fem måneder med bibelundervisning giver et fundament for troen, som er svært at få andre steder. Jeg havde hørt evangeliet mange gange igennem min opvækst og også troet det, men alligevel oplevede jeg, at det brød frem med en særlig klarhed, når jeg så intensivt beskæftigede mig med Bibelen.
En vigtig vane
Sideløbende med alt det, jeg har beskrevet ovenfor, har der været én ting, som jeg tror, har haft større betydning for min tillid til Bibelen end alt det andet. Jeg har været velsignet med en mor, der, som jeg husker det, startede hver dag med at holde sin personlige andagt ved at læse i Bibelen ved køkkenbordet. Hun opmuntrede også mig til at læse på egen hånd, så snart jeg kunne, blandt andet ved at købe bibellæseplaner for børn til mig.
Hendes eksempel gjorde, at jeg fra en tidlig alder kom ind i en rytme med daglig bibellæsning, og da jeg på et tidspunkt ikke havde lyst til bibellæseplaner mere, begyndte jeg bare fra en ende og tog et kapitel hver dag, indtil jeg var nået igennem hele Bibelen. Det er stadig min foretrukne form for andagt.
Jeg kan desværre ikke påstå, at rytmen med daglig bibellæsning har holdt ved gennem alle perioder indtil nu, men jeg kan tydeligt mærke, at min tillid til Bibelen vokser, jo oftere jeg læser i den.
Den oplevelse gik mig faktisk noget på i en periode i min studietid, for når jeg har det sådan, er det så ikke bare en form for konstant hjernevask, jeg udsætter mig selv for? Hvis Bibelen virkelig er sand, burde det så ikke stå klart for mig uafhængigt af, om jeg læser i den eller ej?
Sådanne spørgsmål anfægtede mig meget i en periode, indtil Gud mindede mig om, at troen på Ham og på Bibelen ikke er et spørgsmål om at tilegne sig noget viden. Jeg kan samle mig meget viden om Bibelen, og det kan være godt og opbyggeligt, men at have viden om noget og at have tillid til det er ikke det samme. ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses” (Hebr 11,1).
Tillid bliver ikke opbygget gennem viden, men gennem relationer. Og relationer er ikke konstante størrelser; de forandrer sig afhængigt af, hvor meget man investerer i dem. Særligt ét lille vers var med til at åbne dette for mig – Rom 10,10: ”For med hjertet tror man til retfærdighed.” Ikke med hjernen, men med hjertet. Da det blev klart for mig, var det som om, tvivlen og anfægtelsen lige så stille smeltede bort. For når jeg betragter min tro på Gud og hans ord som en relation, er det jo ganske indlysende, at den dør bort, hvis ikke jeg tager mig tid til den. Ligesom jeg ikke kan forvente et godt og tillidsfuldt ægteskab med min mand, hvis jeg ikke tager mig tid til at tale med ham og lytte til ham, kan jeg heller ikke forvente, at min tillid til Gud vil bestå, hvis jeg ikke taler med og lytter til ham.
Jeg har af og til hørt den anfægtelse fra andre, at de synes, daglig bibellæsning er svært, fordi de ikke føler, ordet taler til dem. Jeg synes heller ikke, jeg får noget med hver gang, jeg læser i Bibelen, eller nødvendigvis føler mig særlig opbygget, men her hjælper tanken om relationen mig også. Jeg forventer jo ikke at lære noget nyt om min mand, hver gang jeg taler med ham, men hvis jeg holdt op med at tale med ham af den grund, ville det hurtigt kunne mærkes i vores forhold. Det er kontinuiteten, der skaber fortrolighed, også i relationen til Guds ord, og derfor bliver jeg frimodigt ved med at læse, også selvom det ”bare” er en vane.
Tidens briller
Hvorfor denne lange indledning for at komme frem til emnet om tjenestedeling mellem mænd og kvinder? Ganske enkelt fordi tilliden til Bibelen for mig har været en uadskillelig del af at finde mig til rette i tjenestedelingen. Jeg er også påvirket af vor tids tankestrømninger og et indre ønske om at hævde mig selv. Derfor har vers om, at manden er kvindens hoved, og at kvinden skal underordne sig manden (Ef 5,21-24) også virket provokerende på mig. For hvad blev der lige af tanken om, at mænd og kvinder er ligeværdige? Og hvad er det for noget pjat med, at kvinder skal tie stille i menigheden? (1 Tim 2,9-15). Og at de skal tildække deres hoved, når de beder? (1 Kor 11).
Som mennesker vil vi altid være påvirket af den tid, vi lever i, og det er så godt som umuligt, at vores læsning og forståelse af Bibelen ikke også bliver påvirket af det i en eller anden grad. Det er der jo ikke noget nyt i, sådan har det givetvis også været for generationerne før os. Men det kan være udfordrende, fordi ”tidens briller” kan give os et forvrænget billede af, hvad Bibelen egentlig siger.
Når man for eksempel som jeg er vokset op i en generation, der er opdraget til, at ligestilling mellem mænd og kvinder er et ultimativt gode, og at det bør give sige udslag i, at der er lige repræsentation af mænd og kvinder i alle magtpositioner i samfundet, så er det svært at læse Paulus’ formaning i Efeserbrevet om, at ”I hustruer [skal] underordne jer under jeres mænd i alt” (Ef 5,24). Når vi har tidens briller på, lyder det uundgåeligt som et udslag af en kvindeundertrykkende patriarkalsk kultur, der nægter kvinder retten til at bestemme i deres eget liv og gør dem til viljeløse redskaber for manden.
Det kan være svært at tage tidens briller af, for ofte er vi så vant til dem, at vi ikke engang mærker, at vi har dem på. I min erfaring er det bedste middel at søge at blive bevidst om brillerne og det billede, de giver. Altså at være opmærksom på, hvilke værdier det er, vi møder i samfundet omkring os, for eksempel i medierne og uddannelsessystemet, og hvad det er, der bliver opfattet som sandheder så selvindlysende, at de er hævet over al debat. Ikke fordi vi skal tage det på os at ændre hele det omkringliggende samfunds kultur, men fordi det kan hjælpe os selv til at se klarere.
Når jeg ser, at den modstand, som bliver vækket i mig, når jeg læser ovenstående vers, til dels er fremprovokeret af den tidsånd, jeg lever under påvirkning af, får jeg mod til lige at standse op og prøve at læse verset i dets sammenhæng. For der står jo ikke noget om, at kvinder skal være viljeløse redskaber for mænd. Der står, at mænd skal elske deres hustruer, på samme måde som Kristus har elsket kirken. Og hvordan var det nu, han gjorde det? Jo, ved at give sit eget liv. Tænk sig, at mænd er kaldet til at elske deres hustruer på en så selvopofrende måde. Det lyder jo hverken særligt dominerende eller kvindeundertrykkende.
Modstanden indefra
Men tidsånden er desværre ikke det eneste, som kan vække modstand i os imod Bibelens ord. Det er min personlige oplevelse, at en stor del af den indre modstand, jeg mærker over for de forskellige vers om tjenestedeling, bunder i mit hjertes hovmod og ønske om at være min egen herre. På den måde adskiller udfordringen omkring tjenestedeling sig ikke fra andre emner i Bibelen, som vi kan finde udfordrende, som for eksempel formaninger om gavmildhed, ikke at leve i strid med hinanden og at tilgive hinanden. Det går imod vores natur ikke at sætte os selv og vores egne behov først, og det er kun ved at se Guds kærlighed til os, at vi sættes fri fra vores egen egoisme og kan elske hinanden.
Da min mand og jeg blev gift, fik vi indgraveret en henvisning til 1 Joh 4,10 i vores ringe: ”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.” Det valgte vi for at minde os selv om, at grundlaget for vores kærlighed ikke var de varme følelser, vi nærede for hinanden, men derimod den fuldendte selvopofrende kærlighed, som Gud viste os, da han lod Jesus bære straffen for vore synder for at vi kunne få fred med Gud. Også den synd, vi begår, når vi ikke elsker og lever med hinanden på den måde, som Gud har kaldet os til.
Når det er den samme indre modvilje, jeg oplever mod afsnittene om tjenestedeling som øvrige afsnit i Bibelen, der beder mig om at opgive mig selv, så er det også den samme modgift, jeg må gøre brug af. Nemlig at bekende modviljen som synd og bede om tilgivelse for den. Og at se på den rigdom og herlighed, jeg ejer i Kristus, når jeg giver slip på alt mit eget.
Min største hjælp til at modtage Bibelens vejledning om kønnenes roller i menigheden har derfor været at anerkende min egen indre modvilje som synd og mistillid til Guds ord, bekende det for Gud og bede om tilgivelse og nåde til at se hans kærlighed i den ordning, som han har fastsat.
Jeg vil ikke gå ind i, hvordan tjenestedeling bør tage sig ud i menighederne, men jeg vil gerne minde om én ting, som jeg tror, tidens briller kan sløre for os; i Kristus er der ingen kamp mellem kønnene. Når vi ser på verden, må vi jo konstatere, at mænds og kvinders forhold til hinanden er påvirket af syndefaldet. Mænd vil sjældent ofre sig selv for kvinder og stille hendes behov foran sine egne, og kvinder vil sjældent underordne sig mænd. I stedet bliver der en kamp mellem kønnene, hvor hver part forsøger at dominere og herske over den anden.
Den feministiske ideologi har uden tvivl ret i, at kvinder historisk set og i mange sammenhænge er blevet undertrykt af mænd, som er fysisk stærkere og ikke har levet op til deres pligt om at elske og sørge for kvinden. Men det betyder ikke, at de har ret i deres løsning – at kvinder i alle forhold skal have lige så meget magt og indflydelse som mænd.
En af de paradoksale ideer i vor tids feminisme er for mig at se, at kvindens værdi i vidt omfang opgøres efter, i hvor høj grad hun ligner manden. Succesfulde kvinder er dem, der når til tops på karrierestigen i et mandsdomineret miljø. Det er dem, som får magt og indflydelse, og tør bruge den. Det er så let at blive påvirket af denne tanke, at vi har svært ved at se, at Gud tilregner kvinder og mænd lige stor værdi, idet han giver dem forskellige opgaver og evner. Bibelens budskab om tjenestedeling er, at der ingen kamp er mellem kønnene. Vi skal ikke dominere, men elske og tjene hinanden. Gud har skabt begge køn, fordi vi har brug for hinanden, og han har givet os vejledning i, hvordan vi bedst tjener hinanden.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2022. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Judith Aagaard
Judith Aagaard, Årøsund, medejer af Gammelbro Camping.