Han trak mig op

Sådan kom jeg til tro XXIII

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

”Han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud” (Salme 40,1-2a).

Dette bibelord har Anne-Louise Groll taget til sig. Det sammenfatter enkelt og klart hendes egen åndelige historie. Det er en historie med mange mørke kapitler, men den klinger ud med en taknemmelig lovsang til Gud for hans indgreb til omvendelse og for nåden og frelsen i Jesus.

Kunstnerhjem

Anne-Louise blev født i 1986 i København. Begge hendes forældre var musikere, og det var musikken, som bragte dem sammen:

”Min far var min morfars organistafløser. De nød at komme sammen og snakke om Bach og orgler, og på den måde mødte min far og mor hinanden.

Min far blev organist, og min mor uddannede sig som sanger på konservatoriet. De endte begge med at arbejde med musik inden for folkekirken.

Der var meget kærlighed i mit hjem og meget frihed. Vi havde ofte besøg af musikere, kirkemusikere og klassiske musikere, og min far og mor var meget glade for og optagede af at spille og synge. Det var et kunstnerhjem, hvor jeg lærte at sætte pris på musik, og hvor jeg mærkede fars og mors kærlighed, men hvor jeg også som barn var meget overladt til mig selv i mine forældres kunstnerverden. Jeg var enebarn, indtil jeg var 14 år.”

Vigtigt at tro

”Som jeg husker det, fik jeg læst af en børnebibel, da jeg var lille. Jeg hørte om Jesus, og min mor bad med mig og lærte mig at bede. Da jeg var et par år gammel, blev min far organist i Karlslunde og Karlstrup Landsby. Jeg var nogle gange med til nogle børnearrangementer i Karlslunde Strandkirke og på nogle kristne børnelejre. Men jeg husker det mest for de sjove ting, vi lavede. Jeg kom aldrig fast i en søndagsskole.

Det, jeg fik med fra min barndom, var, at det er vigtigt, at vi tror på Gud og på Jesus som Guds søn.

Hvorfor det er vigtigt, forstod jeg ikke. Jeg forstod heller ikke, hvorfor Jesus skulle dø på korset. Jeg ville gerne tro på Gud og på Jesus. Men at Jesus var min frelser, var ikke en del af min tro. Frelser for hvad? Hvad er en frelser?”

Gudfar

Da familien flyttede til Karlslunde, kom en ny person ind i Anne-Louises liv. Han hed Thomas og var lidt yngre end Anne-Louises forældre. Selvom han ikke nåede at være med ved Anne-Louises dåb, gik han ind i rollen som gudfar for hende. Sådan kom hun til både at tænke om ham og tale om ham: min gudfar!

Thomas var kristen. Før han blev omvendt, havde han levet et meget hårdt og rodløst liv. Han havde været rockmusiker og hippie, havde levet fra hånden til munden og havde røget hash hver dag i 12 år. Hans omvendelse skete på en ganske speciel måde.

En dag lå der et brev i hans brevkasse. I brevet var der et lille hæfte med skriftsteder fra Bibelen. Der var ingen afsender på brevet. Den dag i dag ved Thomas ikke, hvor og hvem det kom fra. Men Thomas læste hæftet, og det fik ham til at læse i Bibelen. Han opsøgte en kristen menighed, og han fik en opfordring til at tage på bibelskole i Hillerød. Den opfordring handlede han på.

Bibelskoleopholdet fik afgørende betydning for ham. På bibelskolen stoppede han med at ryge hash, og gennem den undervisning og forkyndelse, han mødte, nåede han frem til åndelig afklaring og personlig tro på Jesus som sin frelser. Det forvandlede hans liv.

Efter omvendelsen vendte Thomas sig fra det musikmiljø, han havde været en del af, og tog en organisteksamen. Glæden over kirke- og orgelmusik bragte Thomas og Anne-Louises forældre sammen:

“Thomas og min far havde sindssygt meget til fælles, og Thomas kunne snakke musik med både min far og min mor. Han blev hurtigt en meget nær ven af familien.”

På et tidligt tidspunkt opstod der et nært bånd mellem Thomas og Anne-Louise:

”Han begyndte at passe mig, da jeg var halvandet år. Jeg elskede at være hos ham. Han var en værre original. Vi lavede en masse skøre og sjove ting sammen – forsøg og eksperimenter og tests. Jeg var en solstråle i hans liv, og han holdt meget af mig. Han har været et fast holdepunkt for mig i hele mit liv. Jeg har altid kunnet regne med ham og stole på ham. Og så har han bedt for mig. Det ved jeg. Han har bedt for mig.”

I årtier holdt Thomas ud i bøn for Anne-Louise, selvom han så hende bevæge sig ud i netop det liv, som han selv var blevet omvendt fra.

Det sorte får

Tiden i folkeskolen var mørk for Anne-Louise:

”Jeg havde det rigtig dårligt i skolen. Jeg mistrivedes og var klassens sorte får. ’Anne-Louise er den dårlige pige’ – det var mit image. De andre piger fik at vide, at de ikke skulle være sammen med mig. I lange perioder var jeg moppeoffer. Der var rigtig mange nederlag. Men jeg var heller ikke sød. Jeg var en strid tøs og løj rigtig meget. Allerede i 4. klasse drak jeg mig så fuld, at jeg endte på Rigshospitalet. Så kom de sociale myndigheder og børnepsykologer ind over, men der kom ingen diagnose ud af det, og det blev fastslået, at min far og mor var kærlige mod mig. Jeg var bare en vild pige, der havde det rigtig dårligt.

Jeg skiftede skole den ene gang efter den anden, men det hjalp ikke.

Der var en studievejleder, der sagde til mig: ’Du kan blive, hvad du vil, bare du vil.’ Men jeg kunne ikke samle mig om noget i skolen. Jeg sad bare og dagdrømte, og socialt var jeg udenfor.

Da jeg gik i 7. klasse, købte min far og mor en pony til mig. Den blev det vigtigste i mit liv. Jeg pjækkede vildt meget for at være sammen med den. Hos min pony var der fred, og jeg var nødt til selv at være rolig. I 8. og 9. klasse holdt jeg op med at gå i skole og var hos min hest, eller også var jeg bare på gaden. Jeg havde nogle småjobs her og der. Jeg fik at vide, at det var ulovligt ikke at gå i skole, men jeg blev væk alligevel.”

Gadetøs

”Da det med drenge blev interessant, blev jeg tiltrukket af de hårde drenge, der gik deres egne veje, de dårlige typer, bad boys. Jeg oplevede, at det var trygt at være sammen med dem, fordi de satte rammer for, hvad man måtte og ikke måtte, selvom det var på en usund måde. Jeg blev en gadetøs og gled ind i et hiphopmiljø med fest, alkohol og stoffer. Hiphopmusikken idealiserer den benhårde og rå gadekultur med hårde fyre, et nedsættende kvindesyn, stoffer og hurtige penge. Det talte til mig og rev mig med. De piger, jeg var sammen med, var gadetøser som mig selv, og vi havde slåskampe med andre pigegrupper.

Da jeg var 14 år, blev min far og mor skilt, og jeg fik en lillebror. Det gjorde det ikke nemmere for mig, fordi min lillebror fik al opmærksomheden. I dag elsker jeg ham over alt på jorden, men dengang var det svært. Jeg blev boende hos min mor, men det var meget konfliktfyldt. Det endte med, at jeg slog hende, og så måtte jeg ud.

I den her periode af mit liv havde jeg ikke kontakt med en kristen menighed. Men jeg tænkte om mig selv som kristen. Det var bare ikke klart for mig, hvad det handlede om.

Jeg havde nogle venner, som dyrkede noget new age-religiøsitet, og det var jeg åben for. Det var noget med, at vi er Gud, for Gud er alt, og der var noget okkultisme i det med healing og forskellige ting. Jeg kunne ikke sortere i det. For mig var Jesus en stor og herlig og rummelig én, som kunne favne det hele.”

→ Indsæt citat

Kæresten

Omkring det tidspunkt, hvor Anne-Louise måtte flytte hjemmefra, havde hun mødt en muslim, som hun blev kæreste med. Hans familie måtte ikke vide noget om forholdet, så da de ønskede at flytte sammen, gjorde de det i smug i en lejlighed i Silkeborg.

”Han havde et moralsk kompas. Som muslim var der en hel del ting, som han tog alvorligt, at han skulle gøre eller ikke måtte gøre. Han levede ikke efter det alt sammen, men det havde alligevel betydning for ham, og det var med til at gøre mig tryg. Forholdet til ham trak mig væk fra gaden og festmiljøet med alkohol og stoffer.

Da vi flyttede sammen i Silkeborg, begyndte jeg på HTX. Men det gik hurtigt i stykker. Han blev så jaloux. Han ville ikke have, at jeg skulle være sammen med andre fyre. Det var totalt no go. Jeg måtte knapt nok være sammen med piger. Det var dårlige piger, sagde han. Så jeg droppede uddannelsen og blev totalt isoleret i vores lejlighed. Jeg så stort set ikke andre end ham. Han var i gang med en uddannelse som autolakerer, og han tjente nok på sin SU og på køb og salg af biler til, at jeg bare kunne gå derhjemme.

Idealet blev for mig at være en god tyrkisk-kurdisk husmor med rengøring og madlavning. Jeg blev meget ensom, og jeg var totalt bange for hans reaktion, hvis jeg var sammen med nogen, som han ikke ville have, at jeg skulle være sammen med. Det var enormt hårdt. I længden kunne jeg ikke holde til det.”

En dag, da kæresten var ude af lejligheden, ringede Anne-Louise til sin far og fortalte ham, hvordan hun havde det, og bad ham om at hente hende. Faren kørte straks mod Silkeborg, men kæresten kom hjem til lejligheden før Anne-Louises far. Da han blev klar over, hvad der var ved at ske, eksploderende han:

”Jeg troede, at han ville slå mig ihjel. Han råbte og skreg og truede mig. Jeg forstår ikke, at der ikke var nogen, der ringede til politiet. Han hadede mig for det, jeg gjorde, og samtidig elskede han mig. Samme dag, jeg forlod ham, stoppede han på sin uddannelse i Silkeborg og flyttede tilbage til København.”

Fars død

Omtrent samtidig med Anne-Louises tilbagekomst til København, fik hendes far konstateret kræft i en tå, som måtte amputeres:

”Han var lykkelig for, at det ikke var en finger. Musikken var hans måde at udtrykke sig på. Han elskede at sidde ved klaveret og bare spille og spille. Han var meget god til at improvisere.”

Men kræften spredte sig, og den kunne ikke behandles væk:

”En dag da min far sad og spillede på klaveret, ville venstre hånd pludselig ikke mere. Han var en meget tålmodig mand, men da brød han sammen. Morgenen efter kunne han ikke gå, og han mistede sit sprog. Det blev min opgave at få ham indlagt. Et halvt år efter, at kræften var blevet konstateret, døde han. Han blev 54 år gammel. Jeg var 22.”

Farens sygdomsforløb slog benene væk under Anne Louise. Hun blev ramt af sorg og følte sig meget alene. På trods af det, som var sket i Silkeborg, savnede hun sin kæreste rigtig meget:

”Jeg tog kontakt til ham, og 1-2-3 så var vi sammen igen. Han blev en stor hjælp for mig midt i kaosset. Denne gang fortalte han sin familie om mig, og jeg lærte dem at kende. De blev meget glade for mig, men de så mig som en stakkel, der havde brug for Allah. De håbede virkelig, at jeg blev muslim.”

Muslim?

Anne-Louises kæreste kom fra en meget traditionsbundet familie både kulturelt og religiøst. Det var ikke velset hos dem at blive gift med en ikke-muslim. Kæresten delte familiens syn, og gradvist tog han det mere alvorligt, at deres forhold gerne skulle ende med ægteskab og børn. Men først måtte Anne-Louise konvertere:

”Jeg begyndte at tænke rigtig meget over det, jeg var vokset op med og troede på, alt det med Jesus. Jeg satte mig for, at jeg aldrig ville konvertere for min kærestes skyld. Men for hans skyld ville jeg gerne være åben og overveje det, som han troede på. Så jeg begyndte at lytte og studere, og gradvist begyndte jeg at tænke og leve som en muslim. Jeg ville gerne have Jesus med, men nu begyndte ham Muhammed at tale til mig. Og alt det med treenigheden kunne jeg slet ikke forstå. Og at tale om, at Gud blev menneske og hang på et kors og blev slagtet på den måde, det oplevede jeg nærmest blasfemisk. Jeg blev klar over, at jeg ikke troede på Bibelen, for de mennesker, man hørte om i Bibelen, de var jo forfærdelige, mens muslimerne var meget frommere og renere.

Men så var der også noget, som gjorde mig afsindigt bange, for der var noget med en frelse og en, der sonede noget.

I den her periode var Thomas virkelig på banen. Han stod helt fast på, at islam er antikristelig. Han mindede mig om den kristne troslære og anbefalede mig noget troslæreundervisning på nettet. Det så jeg lidt af, men det var ikke til at holde ud. Det handlede om Jesus, Jesus, Jesus, og om, hvor syndige vi er i os selv. Jeg kunne slet ikke have det. Efter tre afsnit opgav jeg det. Så ville jeg hellere konvertere til Islam.”

Imamen og præsten

”Jeg endte med at opsøge den danske imam Abdul Wahid Pedersen for at tale med ham om konvertering. Han var rigtig rar og venlig og god at snakke med, men når vi talte om den kristne tro, var han meget sarkastisk og hånlig. Det at tale med ham bekræftede mig i, at jeg skulle konvertere. Men jeg var usikker på, om jeg som muslim kunne gøre det hele rigtigt med bønner og renselser og tanker. Mine tanker skulle jo være gode og rene, og det var de virkelig ikke.

Til sidst blev jeg afklaret om, at jeg skulle konvertere. Jeg tog ind til Blågårds Plads på Nørrebro til Abdul Wahid Pedersen, hvor konverteringen skulle foregå. Jeg gik frem og tilbage på gaden uden for hans kontor og tænkte på, at der jo skulle være et vidne til min konvertering. Men det kunne vi vel nok skaffe, tænkte jeg.

Så ringede min telefon. Det var min mor. Hun var meget oprevet: ’Hvis du gør det her, har du mistet din kristne tro og din frelse! Du ved, hvad der er sandt. Det må du ikke gå imod. Jeg kender en kristen præst, som gerne vil tale med dig. I ære og respekt for dine forældre og ikke mindst for din afdøde far – så tag ud og tal med ham!’

Jeg kunne ikke undgå at blive påvirket af det, min mor sagde. Jeg havde stor respekt for den kristne tradition, og så var jeg bange for at miste frelsen. Så jeg tog kontakt til præsten, og han ville gerne tage imod mig med det samme.

Præsten var virkelig klar i det, han sagde til mig, og han var virkelig alvorlig. Jeg forstod, at det var et spørgsmål om liv og død: ’Ingen, der følger Koranen, bliver frelst. I Islam handler det om præstation og points, og her taber de alle sammen til sidst’, sagde han. ’De ryger alle i Helvede. Vil du ikke være Guds barn? I Islam er du ikke barn, der er du slave.’

Og så forkyndte han evangeliet for mig. Han talte om, hvad Jesus havde gjort for mig til min frelse. Det ramte mig bare. Jeg havde stadig svært ved det med treenigheden, og at Gud var blevet menneske. Men da jeg kørte hjem ad motorvejen, så jeg et meget mærkeligt syn på himlen. Den dag i dag kan jeg ikke forklare det. Jeg så to sole, en stor sol og en lille sol. Jeg blev så stærkt påvirket af det, at jeg måtte køre ind til siden.

Jeg så det som en bekræftelse på Bibelens ord om Faderen og Sønnen, at de begge er Gud. Jeg kørte hjem og gjorde forholdet med min kæreste forbi. Vi kunne ikke leve sammen som kristen og muslim. Det stod klart for mig, at mine børn skulle tilhøre Jesus.”

Tilbage i mørket

”Det, jeg hørte i samtalen med præsten var et åndeligt wakeupcall for mig, men bagefter sev det hele ud af mig igen. Jeg opsøgte ikke noget kristent fællesskab, og jeg åbnede ikke Bibelen. Thomas var der for mig og opfordrede mig til at høre nogle prædikener på nettet fra ’Lyset og livet’. Jeg prøvede at høre nogle af dem, men jeg reagerede helt vildt imod dem. Der blev tegnet et enormt sort billede af os mennesker. Den slags kristendom kunne jeg slet ikke med. Jeg syntes stadigvæk, at jeg dybest set var et godt menneske, og jeg ville gerne være et godt menneske.

Men prædikenerne såede nogle korn i mig, som Gud senere brugte.

Uden kristent fællesskab og uden en åben Bibel gled jeg gradvist tilbage i hiphopmiljøet, inklusive alkohol- og stofmisbrug. Det var fest og farver og selvbedøvelse. Denne gang blev stofmisbruget værre. Jeg brugte det til at bedøve mig selv oven på savnet af min far og min kæreste.

Hiphopmiljøet var dårligt på rigtig mange måder. Musikken var ofte meget mørk, og det mørke tiltalte mig på en eller anden måde.

Der var særligt én musiker, som jeg blev vildt fascineret af. Det var en amerikansk rapper, som musikalsk var virkelig dygtig. Der var rigtig meget smerte i hans tekster og rigtig meget mørke. Fordi han havde haft nogle dårlige erfaringer med den kristne kirke, var en del af hans tekster anti-kirkelige og anti-kristelige. Men hans musik trak i mig. Over nettet fik jeg kontakt med ham, og vi skrev en masse sammen, og det endte med, at jeg tog til USA, og vi indledte et forhold.

I dag tror jeg, der var tale om en dæmonisk forførelse. Jeg var helt besat af ham, og jeg var lykkelig, da det trak op til, at vi skulle giftes. Og så lige pludselig, på grund af en dum misforståelse, afbrød han vores forhold, helt. Han cuttede for al kontakt. Jeg var fuldstændig knust. Jeg var slået i stykker og smadder af mit misbrug, af tabet af min far og nu af det her afbrudte forhold. Jeg var så smadret.

Og her begyndte min omvendelse!”

Omvendelse

”Når jeg ser tilbage, ser jeg det sådan, at Gud brugte alt det, der brød sammen for mig, til at kalde på mig. Jeg begyndte at læse i Bibelen, i Romerbrevet, og det blev helt klart for mig, at det her er et levende ord. Det var godt, det, som ordet gjorde ved mig, men det begyndte med, at jeg blev helt knust under loven.

Da jeg mødte lovens ord, blev jeg afsløret i alle mulige forfærdelige ting i mit liv, som jeg måtte gøre op med og bekende som synd for Gud.

Gud talte også med mig om nogle synder i fortiden, som jeg måtte gøre op med. 10 år tidligere havde jeg haft problemer med en hest, som blev syg, og som jeg havde tabt en masse penge på, og jeg havde fået en hesteekspert til at hjælpe mig. Det skulle han have haft 10.000 kroner for, men jeg var så ærgerlig over alle de penge, jeg havde mistet, så jeg valgte ikke at betale ham. Men tænk engang, det kom Gud nu og pegede på, så jeg måtte ringe til den her hesteekspert og fortælle ham, at Gud havde mindet mig om de her penge, og så betale ham.

Han var helt målløs. Der var også nogle hestegamacher, som jeg havde lånt af en veninde og havde beholdt. Jeg skal love for, at jeg blev kaldt til regnskab, og det var godt! Helligånden pegede på en masse ting, som måtte gøres op, for at jeg kunne ånde frit.

Jeg blev også afsløret i rigtig meget selvbedrag om min egen godhed. Gud viste mig, at selv når jeg gør en god gerning i det ydre, så er jeg dybt selvisk nedenunder. Så jeg har virkelig brug for en frelser. I en periode prøvede jeg at forbedre mig, men det blev bare værre og værre. Jeg så mere og mere af, hvor fortabt jeg er. Jeg så, at der ikke var noget af mit eget, der holdt.

Men der var en kæmpe frihed i at se det. Det blev klart for mig, at det ikke handler om mig og mine sejre og nederlag. Det handler om Jesus og om korset, og om det, som Jesus har gjort for mig der.

Personligt har jeg svært ved at forstå dem, som oplever det harmonisk og dejligt at komme Gud nær. Sådan oplevede jeg det ikke. Jeg syntes, det var forfærdeligt. Jeg så mig som totalt skyldig og fortabt. Jeg blev også hamrende bange for Gud og hans vrede og dom. Men det var det, der gjorde, at jeg fik brug for Jesus og korset. Gud viste mig: Du er en fortabt synder, og du har brug for Jesus som din frelser!

Det blev enormt stort for mig, Gud elsker mig så højt, at han ofrede sin egen søn for mig. At jeg er fri og frelst ved det, som Jesus har gjort for mig på korset. Den rigdom, vi har i Jesus, kan ikke gøres op i forhold til noget af det, vi kan få i denne verden.”

Nye kilder

Da troen på Jesus voksede frem i Anne-Louises hjerte, oplevede hun en voksende indre modvilje og modstand mod den musik, hun tidligere havde lyttet til. Hun måtte droppe den helt. I stedet begyndte hun at lytte til kristen musik. Der var særlig én amerikansk, kristen sanger, hvis sangtekster blev til stor hjælp for hende:

”Der var en helt anden ånd i de sange. De forkyndte evangeliet og pegede hen på Jesus.

Jeg tog kontakt til sangeren, og han sendte mig en bog, som gennemgik hele den grundlæggende kristne tro med skabelse og syndefald og Jesus som forløser og Jesus som den røde tråd i Bibelen. Den bog blev til enormt stor hjælp for mig.

Thomas var der også for mig. Vi talte rigtig meget sammen i den her tid, hvor evangeliet åbnede sig for mig. Han anbefalede mig igen at høre de forfærdelige prædikener på ‘Lyset og livet’, og de var stadig forfærdelige at høre på, men nu var de også fantastiske, for nu kunne jeg se, at de alle sammen pegede hen på nåden og på Jesus. Jo mere jeg hørte, jo mere ville jeg høre. Prædikenerne på ‘Lyset og livet’ blev en daglig hjælp for mig, og det er de stadig.

Jeg fik sult på bibelundervisning. Jeg fik lov at komme på besøg på den bibelskole i Hillerød, hvor Thomas havde gået. Jeg satte mig ind og hørte med på undervisning med Jesus i centrum. I foråret 2019 blev det muligt for mig at blive elev på bibelskolen. Det er de bedste fem måneder i mit liv. Der er noget særligt ved den skole. Der bliver bedt rigtig meget for den, og Jesus bliver malet for elevernes øjne. Nu er min lillebror blevet elev. Det er jeg utroligt glad for. Men Jesus er den samme også uden for og efter bibelskolen. Det er min store trøst og glæde.

Mit liv har på mange måder været kaotisk. Men Gud har brugt det hele til at lede mig til Jesus. Han er blevet klippen i mit liv, og uanset hvad der sker, så gælder hans frelse for mig.”

Det er på denne baggrund, Anne-Louise genkender sig selv og sit liv i salmistens ord:

”Han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud”.

stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud” (Salme 40,1-2a).

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.