Mennesker, jeg mødte
Wilhelm Busch (1897-1966) var tysk, luthersk præst i de urolige mellemkrigsår, under 2. Verdenskrig, hvor han i flere omgange blev fængslet af nazisterne for sin kristne forkyndelse, og i efterkrigstiden frem til 1962. Han udgav fem bøger med beretninger om mennesker, han mødte. Beretningerne i denne serie er taget herfra. De er oversat med tilladelse fra CLV, Christliche Literatur-Verbreit.
Det var i den tid, hvor det politisk gik meget voldsomt til. Kommunisterne og nazisterne havde hver deres uniformerede korps, som i ophedede slåskampe bekæmpede hinanden.
På den tid gik jeg en dag træt og modløs gennem gaderne. Jeg var ung præst i et helt igennem socialistisk indstillet sogn i Essen. Menneskene var så forbitrede og fanatiske, at de ikke kunne holde ud så meget som at høre navnet Jesus. Jeg følte mig ensom og forladt midt imellem disse overbefolkede lejekaserner.
Et par skridt foran mig gik to ganske unge mænd. Den ene bar ”Rød Front Kæmpernes” uniform. Jeg kunne se, at de var i gang med en hidsig diskussion. Jeg sukkede: Hvordan skulle man dog nå ind til sådan nogle folk? Min næste tanke var: Hvorfor skulle Gud ikke kunne gøre underet og lukke en dør op til deres hjerter?! Han siger jo selv i Åbenbaringsbogen: ”Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i.” Derfor bad jeg til min altid nærværende Herre: ”Ak, Herre, lad mig dog se dit under, og luk en dør op for mig hos disse folk!” Jeg havde imidlertid ingen anelse om, hvordan det skulle gå til.
Nu gik jeg hurtigere. Jeg overhalede de to. Idet jeg passerede dem, hørte jeg den uniformerede mand sige til den anden: ”Har du ikke noget, jeg kan læse?”
Jeg blev glad. Der var jo den åbne dør! Hurtigt vendte jeg mig om og sagde: ”Hvis du vil have noget at læse, så kom bare til mig!”
Han kiggede forbavset på mig. Så spurgte han mistroisk: ”Hvem er du?”
”Jeg er præst”.
Han lo: ”Jeg er også præst!”
”Hold nu op. Du er da ikke præst.”
Han lo højere: ”Skal vi vædde?”
Det viste sig, at han hed Præst, Willy Præst.
Det så ud til at kunne blive en munter samtale. Men pludselig stirrede han lamslået, nærmest forskrækket på mig. Så spurgte han: ”Hvornår i morgen kan jeg besøge Dem?”
Jeg nævnte et tidspunkt, og han lovede at komme. Så gik han hurtigt sin vej. Han var tydeligt bevæget.
Den næste dag sad han i min stue og fortalte:
”Forrige år kom jeg en morgen forbi Weberplatz. En mængde mennesker var på vej ind i Korskirken. Mange var festligt påklædt. Nå da, tænkte jeg, hvad er der på færde? Nysgerrig gik jeg ind i våbenhuset for at kigge ind i kirken. Men så kom der en bølge af mennesker bagfra, som pressede mig frem. Hold da op! Det var længe siden, at jeg havde sat min ben i en kirke. Men når jeg nu var her, kunne jeg lige så godt kigge mig lidt omkring. Det endte med, at jeg kom til at stå indeklemt helt fremme i midtergangen. Da jeg ville ud igen, begyndte orglet at spille, og folk sagde, at jeg skulle være stille. Sådan gik det til, at jeg mod min vilje kom til at overvære en gudstjeneste.”
Jeg afbrød ham: ”Men hvad syntes du så om det?”
Mens han fortalte, var det blevet klart for mig, at det var min egen indsættelsesgudstjeneste, han havde været med til. Og det var for mig – det må jeg ærligt indrømme – meget, meget pinligt. Den gudstjeneste brød jeg mig ikke om at tænke tilbage på. Ved den lejlighed holdt jeg mit livs dårligste prædiken.
Det gik sådan til:
Dagen før gudstjenesten var flyttevognen kommet, og jeg havde brugt den halve nat på at bringe orden i mine bøger. Jeg var kun 27 år, ung og optimistisk, og jeg tænkte, at jeg nok skulle komme på noget godt at sige, når det blev nødvendigt.
Jeg så igen for mig den fuldsatte kirke. Ved alteret stod der fanebærere fra en mængde foreninger. Der var præster i ornat, menighedsrådsmedlemmer, orglet, den lange liturgi. Så var der en, der talte, og så en anden, og så endnu en. Der gik en time, halvanden time. Fanebærerne vaklede betænkeligt. Der var for lidt ilt i den overfyldte kirke. Og nu skulle jeg på prædikestolen. Folk var allerede meget trætte. En solstråle skar mig i øjnene, så jeg næsten ikke kunne se noget. Den smule, som jeg havde tænkt mig at sige, forsvandt fra min hjerne. Ganske ulykkelig stod jeg på prædikestolen, og jeg var bare glad, da jeg var nede fra den igen.
Da jeg satte mig, hviskede min kone: ”Sådan en prædiken kan man kun skamme sig over.”
Ja, sådan var det den dag. Og nu sad der foran mig en ung og klog kommunist, som fortalte mig, at han mod sin vilje havde overværet denne gudstjeneste. Nu skulle jeg altså for anden gang høre, hvilket elendigt vidne jeg havde været den dag.
Mens han fortalte, fyldtes mine øjne med tårer. Han havde ingen anelse om, hvad det var, der bevægede mig, mens han berettede:
”Der stod jeg altså i kirken og var helt fortvivlet. For gudstjenesten blev ved og ved, og det så ikke ud til, at den ville stoppe. Og da der så trådte endnu en præst op på prædikestolen, bestemte jeg mig for at tvinge mig vej frem til udgangen uanset folks reaktion. Men da så jeg, at præsten deroppe var en ung mand på min egen alder. Ham skal du høre, tænkte jeg. Det kan være spændende at se, hvad han vil sige. Og – den prædiken ramte mig, som intet andet nogensinde har ramt mig.
Jeg ved ikke, hvordan jeg kom ud af kirken. Jeg ved bare, at det tog lang tid for mig at komme mig over det indtryk, som den prædiken havde gjort på mig. Men – i sidste ende holdt jeg fast ved, at jeg var overbevist ateist. Jeg ville ikke være dum …”
Han holdt en pause. Jeg ventede spændt. Så fortsatte han:
”Jeg vil sige det, som det er. Jeg er distriktsleder for Rød Front Kæmpernes orkestre. Jeg har en del dirigenter under mig. Hver gang en af dem har fødselsdag, bliver det fejret. Og ja, der bliver drukket en del snaps. Jeg kan ikke tåle ret meget. Men – hvad skal man gøre? Man er jo nødt til at følge med. Sådan gik det til, at jeg med tiden kom fuld hjem hver anden dag. Mit ægteskab gik i stykker. Hele mit liv blev ødelagt. Ingenting blev, som jeg havde regnet med.
Nu har jeg i nogle dage gået med den konstante tanke i mit sind: Bare jeg kunne finde et menneske, som ville vise mig en anden, en ny vej frem … Og ja, netop da sker det, at den mand, hvis prædiken talte så stærkt til mig, netop han møder og tiltaler mig på gaden. Hvis det ikke er underligt …
Vi var begge forbavsede. Han mente, at der var tale om et meget underligt tilfælde. Jeg fortalte ham, at dette var styret af en anden og større hånd.
Hans hjerte og liv kom til at tilhøre Herren Jesus. Og han blev min meget afholdte medarbejder. Da han fortsat var glad for musik, oprettede vi et kor i min kirke. Jeg vil aldrig glemme den dag, da koret første gang drog ud i byen. Forrest var der kraftig sang, og bagerst løb en dejlig flok mænd rundt og delte småskrifter ud. Sådan banede evangeliet sig vej i dette døde sogn.
Udgivet af
Wilhelm Busch
Wilhelm Busch (1897-1966) var ungdomspræst i Essen under 2. Verdenskrig. Trods flere arrestationer og langvarige fængslinger i nazi-tiden samlede han frimodigt mennesker omkring sig og fortalte om Jesus. 9 af hans foredrag, som blev kendt over store dele af Europa, er samlet i bogen "Hvad skal jeg med Jesus?".