Han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe (Es 61,10).
At blive frelst er ikke det samme som at beslutte sig til at ville frelses. Det er heller ikke at iføre sig selv frelsens klæder.
I frelsen er det dybest set Herren alene, der handler: Han har klædt mig i frelsens klæder.
Det er der en enorm befrielse i.
Var det mig selv, der skulle iføre mig frelsens klæder, kunne jeg bestandigt tvivle på, om jeg havde gjort det godt nok.
Men nu er det ikke mig, der – om jeg så må sige – har taget frelsens klæder på: Herren har iført mig dem! Modsat mig, gør Herren alting helt og fuldkomment. Så, når Han har gjort det, er det gjort!
Sådan var det, da jeg blev døbt og kom til tro. Da var det Herren, der klædte mig i frelsens klæder.
Så står der også, at Han har hyllet mig i retfærdighedens kappe.
Her kan jeg ikke lade være med at tænke på langfredag.
Jesus måtte efterlade sin kappe neden for korset, da Han blev ramt af Guds fortærende vrede over al verdens synd.
Den jordiske kappe fik en soldat; men jeg tror, denne kappe er et billede på retfærdighedens kappe.
Det kaster et vidunderligt lys ind over frelsen: Jesus lod sin retfærdighed blive neden for korset, så Gud kunne hylle fortabte syndere i den.
Ansigt til ansigt med alle anklager er der hvile i, at Herren har hyllet mig i retfærdighedens kappe. Jeg er hyllet i Jesu retfærdighed af Ham selv, der ser efter den hos mig!
Billede fra domkirken i Parma: Nedtagningen fra korset af Benedetto Antelami
Udgivet af
Birte Kristensen
Birte Kristensen, Kjellerup, social- & sundhedshjælper.