Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Han glædede sig under tsunamien

Uddrag af bogen "Da Gud grep inn". Om hvordan Kenneth Goa mødte Guds kald og kom til tro på Jesus.

Kenneth Goa glædede sig, da mennesker omkom under den voldsomme tsunami i Asien i december 2004. Nogle måneder senere blev han et nyt menneske.

– Jeg gik i søndagsskole hjemme i Randaberg, og var med i en kristen drengeklub og tog med på kristne lejre. Derfor kunne jeg en del teori om bibelske sandheder. Men jeg ville ikke have noget personligt forhold til kristendommen, fortæller Kenneth Goa.

Han husker, at hans far blev omvendt i 1996, og at det medførte forandringer i hjemmet.

Optaget af musik

– Men da jeg nåede frem til de ældste klasser i folkeskolen, gik jeg stadigt mere imod Gud gennem et verdsligt liv, hvor blandt andet alkohol og fester var i fokus. Jeg blev meget optaget af musik, og musikken var med til at forstærke ugudeligheden, og den førte til, at jeg fik en ligegyldig holdning til moral, mindes Goa.

Han lyttede til stadigt hårdere musik, som var tydeligt inspireret af Djævelen.

Tsunamien

Da hele verden var rystet over tsunamien i Østen den 26. december 2004, sad Kenneth og glædede sig over alle dem, som omkom, og håbede på, at antallet af dræbte bare ville stige. Han kendte ikke disse mennesker, og derfor var han ligeglad med dem.

– Jeg var på den tid racist og højreekstrem i tanker og holdninger, og jeg mente blandt andet, at der var alt for mange folk på kloden allerede. Derfor syntes jeg, at det var bedst, at flest mulig omkom, når nu kloden var ved at blive ødelagt af mennesker, fortæller Kenneth Goa tankefuldt.

Diskuterede med faren

Selvom han var langt borte fra den kristne tro, diskuterede han ofte moralske og religiøse spørgsmål med sin far, som svarede ud fra Guds ord.

– Der er ingen tvivl om, at det såede noget i mit hjerte, som senere begyndte at spire, siger Goa.

Samtidig oplevede han, at ugudeligheden accelererede i hans liv. Men han hverken ville eller kunne gøre noget ved det.

Læste i Bibelen

Til trods for dette var Gud gradvist begyndt at kalde stærkere på Kenneth og havde skabt en trang i ham efter at få svar på åndelige spørgsmål. Derfor begyndte han også at læse i Bibelen, som havde stået på hans boghylde igennem alle år. Han havde ikke tidligere vovet at læse i Bibelen af frygt for, at den bog ville forandre hans liv.

– Min far opfordrede mig til at bede til Gud – som jeg ikke ville tro på – om at han ville vise mig, at det var blodig alvor. Og det gjorde jeg, fortæller han.

Gud i stilheden

Det var sjældent, at der var stille hjemme hos Kenneth Goa. Enten hørte han rå musik på høj volumen, eller også var der film, som flimrede over tv-skærmen. I bakspejlet kan han se, at det var med til at døve hans tanker og samvittighed.

– Men efter at husejeren blev rasende over den høje musik, og jeg forstod, at jeg kunne blive smidt ud, blev der skruet meget ned for volumen. Gud brugte stilheden, som opstod, og lagde tryk på sit kald, og jeg fik anledning til at tænke over livet. Jeg blev klar over, at den musik, som jeg lyttede til, og som var fuld af ubetinget had, havde sin inspiration og kilde i mørke kræfter, fortæller Goa.

Han begyndte at få en modvilje mod den værste musik i takt med, at samvittigheden vågnede, og han blev bange for det destruktive budskab, som han gennem mange år havde fået banket ind i sin sjæl.

I en tynd tråd over Helvede

Snart blev jeg klar over, at Gud så mig hele tiden, at han vidste om mine tanker og gerninger, og jeg oplevede mig helt afsløret. Jeg så, at jeg en dag skulle træde frem for Gud og svare for al min synd – og hvordan ville det gå? Jeg så mig selv hænge over Helvede i en tynd tråd, og den kunne briste når som helst. Jeg blev dødsensangst, og jeg bad til Gud med et råbende hjerte om, at han måtte frelse mig ud af denne håbløse situation, fortæller Kenneth Goa.

Han startede en hovedrengøring, rev plakater ned og ødelagde cd’er og film og smed det alt sammen ud.

Redningen

– En søndag morgen nogle dage senere læste jeg Johannesevangeliet fra ende til anden, mens jeg bad Gud om at vise mig sandheden og frelse mig, mindes Kenneth.

Efterhånden som han læste, så han Jesus træde frem. Han blev stærkt grebet, græd flere gange og forstod, at hele Bibelen var sand og kom fra Gud.

– Jeg oplevede, at Jesus ville frelse fortabte syndere – og tænk, dette budskab var for mig! Han tog straffen i mit sted under Guds dom – for alle mine synder i tanker, ord og gerninger. Der blev sorg over synden og frelsesfryd der, hvor jeg sad, fordi Jesus døde for mig, stråler Kenneth Goa.

Efter at han var blevet frelst, sendte han en sms ud til hele sin telefonliste med op mod 100 navne og fortalte, hvad der var sket.

Bibelskole i Tromsø

Den nyfrelste mand rejste på venners og bekendtes anbefaling til Tromsø på et kursus på Fjellheim Bibelskole.

– Det var en god tid, og jeg har gode minder fra kurset. Bagefter søgte jeg om optagelse på bibelskolen og var elev der det næste år. Det var en vigtig tid for mig. Jeg lærte meget og fik personlig erfaring i det at leve sammen med Jesus, fortæller Kenneth.

Vækkende forkyndelse

Han er optaget af, at forkyndelsen i de kristne fællesskaber må være vækkende.

– Det er så afgørende, at vi bliver afsløret, og at vi får frataget alle falske håb, som vi selv bygger på ud fra vores faldne natur, sådan at Jesus alene bliver åbenbaret som vores frelsesgrund. Jeg har selv erfaret, at Jesus er vejen, sandheden og livet, understreger Kenneth Goa.

Oversættelse: Mikkel Vigilius


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2022. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Ove Eikje

Ove Eikje, Sandnes i Norge, journalist og forfatter

Ove Eikje

Ove Eikje, Sandnes i Norge, journalist og forfatter