Sange med hjertet XV
Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.
Guds løfter holder
For 15 måneder siden fik jeg at vide, at kræften var kommet tilbage, og denne gang var den uhelbredelig.
Jeg blev salvet, fordi jeg og min familie ønskede, at mit liv helt konkret blev lagt i Jesu hænder, og det var en stor trøst, som jeg tit har vendt tilbage til. Der var mange, der tilkendegav, at de ville bede for os, og de gør det stadigvæk. Det betyder meget for os. Det er meget vigtigt, at vi hjælper hinanden og opmuntrer hinanden på vejen hjem til Himlen.
Guds ord er blevet meget nærværende og konkret for os. Hans løfter holder, og han slipper os aldrig.
15 måneder er lang tid, men jeg takker Gud for hver en dag. Ikke fordi jeg hænger ved livet, men fordi han hjælper mig hver en dag igennem min sygdom.
Gang på gang står han med sine udstrakte hænder, griber og rejser mig op, også når jeg falder i min egen selvmedlidenhed.
En sang til trøst
Jeg havde været fortvivlet i et par dage. Så sang vi til et møde denne sang (med vers 4 som omkvæd) af Nils Frykman (1879):
Hvorfor skal jeg sørge? Jeg har jo en ven,
som bærer min smerte og nød.
Den ven er min frelser, han elsker mig end,
han elsker i liv og i død.
Han går ved min side, han har mig ej glemt,
han slipper mig ikke en dag,
og Riget jeg arver, det ved jeg bestemt;
thi det er min Faders behag.
Han har mig benådet, så ussel jeg er,
og nu i hans rige jeg bor.
Hans nåde alene opholder mig her.
O Gud, hvor din godhed er stor!
Han går ved min side, han har mig ej glemt,
han slipper mig ikke en dag,
og Riget jeg arver, det ved jeg bestemt;
thi det er min Faders behag.
Jeg ved, at min Herre vil hjælpe igen,
når stille jeg bier på ham.
Af nåde han tugter, men trøster som ven
og vender mit blik mod Guds Lam.
Han går ved min side, han har mig ej glemt,
han slipper mig ikke en dag,
og Riget jeg arver, det ved jeg bestemt;
thi det er min Faders behag.
Jeg frygter ej mere for Helvedes magt,
min klippe er Israels Gud.
Han skal mig bevare; thi selv har han sagt,
at aldrig han glemmer sin brud.
Han går ved min side, han har mig ej glemt,
han slipper mig ikke en dag,
og Riget jeg arver, det ved jeg bestemt;
thi det er min Faders behag.
Så rejser jeg trygt til det herlige land,
skønt skyhøje bølgerne går,
og snart skal jeg stå på den himmelske strand;
med Jesus ej skibet forgår.
Han går ved min side, han har mig ej glemt,
han slipper mig ikke en dag,
og Riget jeg arver, det ved jeg bestemt;
thi det er min Faders behag.
Han kender dig
Jeg kunne nu se, at Jesus aldrig havde svigtet mig. Tværtimod: Han havde altid været der.
Måske tænker du: ”Det gælder ikke mig, jeg har skuffet Jesus.”
Du kan ikke skuffe Jesus, for han kender dig til bunds. Han har sonet al vor synd og står og venter på dig. Dagligt må vi komme til ham med det, vi går og kæmper med.
”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2016. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Helle Pilgaard
Helle Pilgaard, Tjørring, sygemeldt på ubestemt tid.