Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter: “Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? Våg og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt!” (Mark 14,37-38).
Gang på gang bliver jeg mindet om disciplene, som svigtede Jesus om natten i Getsemane have, inden han skulle lide døden på Golgata. Peter, Jakob og Johannes var præcis dér, hvor de skulle og burde være, nemlig hos deres Herre Jesus. Han havde kaldet dem til sig som sine disciple, og nu i hans svære time i Getsemane tog han disse tre med sig og bad dem våge, men de kunne ikke holde sig vågne en lille time sammen med deres Herre. End ikke nu i Jesu sværeste kamp.
“Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time?” siger Jesus, da han vender tilbage til de sovende disciple første gang.
De senere år har jeg set mere og mere af, hvor meget jeg ligner disciplene.
En juleaften sad jeg for eksempel ved min syge datter og fik på ny indsigt i den enorme kontrast, der er mellem mig og min frelser. Jeg var også præcis der, hvor jeg skulle og burde være – hos min lille, syge datter. Alligevel længtes jeg ind til julestemningen og det strålende, glansfulde juletræ i stuen. Men midt i min ærgrelse mindede Jesus mig om, at han forlod sin himmelsal, den himmelske stråleglans, fyldt af lys og glæde for at leve et liv blandt os “syge” børn, ja helt igennem syndige mennesker på en ond og grufuld jord. Han blev til ét med synden, han blev tjener, og han blev fattig, så vi kunne blive rige.
Dér hos min syge datter blev jeg med ét – og nok engang – gjort meget ydmyg og lille, og Jesus blev meget stor!
Denne juleaften havde jeg svært ved at våge blot en kort stund hos mit syge barn og være der, hvor jeg er kaldet til at være som mor. Men dette erfarer jeg desværre dagligt, når jeg søger mine egne behov før andres. Allermest alvorligt erfarer jeg dagligt, hvor svært det er at våge og bede og være sammen med min Herre og frelser, og det er jo der, jeg først og fremmest er kaldet til at være, hvor jeg burde være, og hvor jeg har så uendeligt meget brug for at være.
Sådan er jeg, sådan var disciplene, sådan er vi mennesker. Kødet i os søger vort eget, før vi søger Jesus, men Jesus derimod satte sig selv fuldkomment til side. Han var villig til at forlade alt, forlade den himmelske herlighed for at kæmpe, lide og gå i døden i stedet for os. For at sone vor synd; vor egoisme, vore daglige svigt. Det er alt sammen udslettet i hans blod.
Vi formår ikke at våge og bede, men Jesus opstod og lever, og han våger over og beder for os, og han skænker os sin barmhjertighed og nåde, sin uendelige kærlighed og trofasthed.
“Er vi utro, forbliver han dog tro!” (2 Tim 2,13).
Udgivet af
Maja Roed Ditlevsen
Maja Roed Ditlevsen, Herning, lærer.