Thi Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde. Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem (2 Kor 5,14-15).
Mens ypperstepræsterne i den gamle pagt gik ind i helligdommen med fremmed blod, så er det i Kristus slægtens eget blod, som ofres. Adam handlede på hele slægtens vegne – derfor er hans synd hele slægtens synd. Kristus måtte lide på hele slægtens vegne, og han betalte hele slægtens synd – altså også din og min.
Men hvori bestod hans betaling?
For det første bar han vor straf, straffen blev lagt på ham, din og min synd blev lagt på Jesus. Og der var ingen andre end Jesus, som kunne bære denne straf, de fristelser og sjælekvaler – helt ind i gudsforladtheden.
For det andet led han vores straf frivilligt. Han blev lydig indtil døden, ja døden på et kors.
Et eneste øjebliks uvilje inde i Jesu sind havde været nok til at forspilde soningen, og slægten – dig og mig – ville styrte i et evigt Helvede.
Hvor meget måtte Jesus lide?
Han måtte lide, så længe mennesker og Djævelen havde en eneste lidelse at pine ham med.
Da Jesus blev gjort til synd – da alle vores synder blev lagt over på ham – da forlod Gud ham et øjeblik. Jesus var alene med dine synder. “Min Gud, min Gud …” Intet svar. Da var Jesus alene med din og min synd. Da havde Djævelen ikke nogen værre lidelse at pine Jesus med, og da kunne Jesus råbe: “Det er fuldbragt.”
Du og jeg blev købt fri i Jesu dyrebare blod – frelsesværket var fuldbragt, forhænget blev flænget, og vejen ind til Gud er nu åben for enhver, som tager imod Jesus i tro.
Udgivet af
Egon Jensen
Egon Jensen, Haderslev, tidligere ansat i Luthersk Mission som landsjuniorsekretær og leder af Juniorforlaget, derefter skolesekretær på Rinkenæs Ungdomsskole, nu pensionist og fritidsprædikant i Luthersk Mission.