Håbet giver Guds børn den største trøst i trængselstider. Det er et håb, som vi kan holde fast i med den udholdenhed og trøst, som Skrifterne giver os (Rom 15,4).
Det naturlige menneske kan have mange slags håb. En uomvendt kan også sige: ”Vi håber da på Gud, ligesom de andre.” Men det levende håb er knyttet til de løfter, Gud har givet os i sit ord. Og de løfter er ikke givet til de ugudelige og ubodfærdige. Man giver heller ikke roser og liljer til svinene eller stearinlys til natfugle og flagermus. Løfterne i Guds ord er kun givet til dem, der frygter Herren.
De ugudeliges håb er som en røg, der flyver bort og forsvinder. Når døden nærmer sig, henter man måske en præst, skrifter for ham og får nadveren. Og så bliver man regnet for salig – uden at være født til et levende håb.
I håbet har vi et anker for sjælen, der er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget (Hebr 6,19).
Når skibet skal kaste anker, slipper man ankeret ned gennem de skummende og larmende bølger. Man vil nå bunden. Og bunden ser vi ikke; men vi mærker, om ankeret har ramt. For når vi kaster anker, kommer det vippende og slingrende skib til ro.
Sådan er det også med den troende sjæls håb. Det trænger igennem trængsler og farer, nød og anfægtelser, indtil det når den faste og sikre grund, den levende og almægtige, barmhjertige og trofaste Gud. Det bringer sjælen til ro midt i al dens uro.
Er himlen dækket med mørke skyer, trænger håbet alligevel igennem og følger sin Frelser, der gik igennem forhænget og fandt en evig forløsning. Så længe Jesus er Jesus, har den troende sjæl en sikker og fast og uforanderlig grundvold.
Man kan derfor sige, at håbet er den kristnes kikkert. Med håbet kaster vi et blik ind i himlen og ser den herlighed og salighed, vi har fået lovet der. Ved håbet bliver vi trøstet og styrket i vores indre. Håbet giver tålmodighed og hvile. Det er den bedste læskedrik for den syge og trætte sjæl. Det giver os trøst i al slags bitter sorg. Det gør hjertet glad. Vi bliver ”glade i håbet, udholdende i trængslen” (Rom 12,12).
I det levende håb har vi frelsens hjelm, som beskytter os mod Satans brændende pile.
”Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren” (1 Joh 3,3).
Håbet er et håb, der venter på os i himlen (Kol 1,5). Gud selv og Jesus Kristus er vores håb. Kan nogen da være rigere end en troende sjæl – selv hvis man ikke ejer noget andet end håbet? Står nogen mere fast end den, der slår sin lid til Gud, og som midt i al skrøbelighed har slynget sig om livets træ, Herren Jesus?
Her er de svages kraft, de syges trøst og de døendes liv.
Christian Scrivers bog “Sjæleskat” hører til en af de allermest brugte opbyggelsesbøger blandt vækkelseskristne gennem tiden. Her i adventstiden kommer tre små stykker fra bogen, som alle handler om det håb, vi har – og hvordan det håb allerede her på jorden kan være vores glæde og vores styrke. Bogen er skrevet i 1600-tallet, men de tre stykker til adventstiden er blevet sprogligt opdateret af Henrik Gren Hansen, så flere har mulighed for at læse med og få del i noget af den gamle skat.
Udgivet af
Christian Scriver
Christian Scriver (1629-1693), tysk præst og opbyggelsesforfatter.