Nyt Liv udgør en lille del af Guds riges arbejde i Danmark. Vi påkalder os ikke megen opmærksomhed, og det er heller ikke vores mål. Vi ønsker at tjene med Guds ord og evangelium, så der skabes åndeligt liv i hjerterne ved troen på Jesus Kristus. Vi skal være en finger, der peger mod Jesus som Guds lam, der bærer og borttager verdens synd. Hvis mennesker bliver optaget af os, så har vi fejlet. Målet er, at Jesus må blive herliggjort, troet, takket og tjent.
Alligevel kommer denne artikel til at handle om Nyt Liv. Det skyldes, at der er nogle spørgsmål, som vi ofte møder fra mennesker, som deltager i vores arbejde.
Vi glæder os over, at der kommer mange på vore lejre, som ikke kender til Nyt Liv på forhånd. Det er naturligt, at det afføder spørgsmål om vores praksis.
Denne artikel skal handle om et forhold, som vi har fået en del spørgsmål til: Hvorfor har vi ikke nadver i forbindelse med vore lejrgudstjenester?
På Nyt Livs bibellejr om sommeren indgår en lejrgudstjeneste i programmet. Det er en gudstjeneste, som i de senere år har været ledet af en ordineret præst. Gudstjenesten har i alt væsentligt fulgt folkekirkens liturgi, men der har ikke været nadver.
Hvorfor ikke? Svaret skal gives i det følgende, og det afklares, når vi ser på sagen i kirkehistorisk og bibelsk lys.
Nadverpraksis i Danmark
I dansk sammenhæng har vi igennem de seneste generationer vænnet os til, at der er nadver ved hver søndagsgudstjeneste. Det er blevet en selvfølge i den danske folkekirke, og det er en praksis, som de fleste lutherske frimenigheder har videreført. Men det har ikke altid været sådan.
Går vi halvandet hundrede år tilbage, var det almindeligt i Danmark, at der kun var nadver i sognekirkerne et par gange om året. Det havde en speciel årsag. Dengang tog man den lutherske bekendelse alvorligt på en anden måde end i dag.
I Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 understreges det, at nadveren kun bør gives til dem, som bekender den kristne tro, og som lever i overensstemmelse med denne tro. Derfor bør ingen gives adgang til nadveren, medmindre præsten på forhånd har mødt dem, har talt med dem og kender dem som kristne.
Det lyder i bekendelsens artikel 24: ”Ingen får adgang, uden at de i forvejen er prøvede og overhørte.”
I forlængelse heraf fastslog Danske Lov fra 1683: ”Præsten skal ikke modtage nogen til nadver, uden at de forud har henvendt sig til præsten, har aflagt skriftemål og har modtaget syndsforladelse.”
Denne bestemmelse blev fortsat taget alvorligt i 1800-tallet. Men det viste sig at være svært grænsende til umuligt for præsten at nå at tage alle de nadversøgende sognebørn til individuelt skriftemål hver uge.
Løsningen blev i første omgang at skære ned på antallet af nadverfejringer, så man kun fejrede nadver et par gange om året.
I anden omgang indførte man en praksis, hvor sognebørnene forud for nadveren blot skulle melde sig og skrives op til nadver. Så kunne præsten indkalde dem, som han ønskede en sjælesørgerisk samtale med.
Frem til slutningen af 1800-tallet blev det indskærpet i den officielle vejledning for præsternes nadverforvaltning, at de måtte kende og kunne stå inde for alle dem, som de modtog ved nadverbordet.
Fra begyndelsen af 1900-tallet skete der imidlertid et stort teologisk skred i Danmark. Liberalteologien vandt frem med sine tanker om at sortere alt det forældede i Bibelen fra, formulere en kristendom på det moderne menneskes præmisser og være åben for forskellige måder at tro på.
I forhold til nadveren blev konsekvensen, at man gradvist opgav tanken om at udelukke mennesker, der levede i åbenlys strid med Guds ord. Med hvilken ret skulle man kunne formane dem og kalde dem til omvendelse? Man måtte jo være åben for, at vi kunne tolke Bibelen forskelligt.
Denne tankegang trængte i det 20. århundrede gradvist igennem i folkekirken. Med tiden er det blevet umuligt for folkekirkens præster at udelukke nogen fra nadverbordet. I dag har alle folkekirkens medlemmer ret til at modtage nadveren, og præsterne har pligt til at give dem den1.
Når nadverbordet er åbent for alle, er der ingen praktiske problemer med at fejre nadver hver søndag. Igennem det 20. århundrede er dette da også blevet den almindelige praksis i folkekirken: Ved højmessen søndag formiddag er der nadver, og nadverbordet er åbent for alle. Det er den praksis, de fleste lutherske kristne i Danmark er vokset op med og derfor oplever som naturlig i en luthersk menighed.
Men det åbne nadverbord kan på ingen måde kaldes luthersk. Det er i direkte strid med Luthers egen vejledning for nadverens forvaltning.
Martin Luther
Da reformationen kom, stod Luther i en situation, hvor han måtte kassere den katolske kirkes falske lære om nadveren og vende tilbage til Bibelens ord.
I Bibelen fik Luther syn for nadveren som en tilsigelse af evangeliet. I nadveren får vi rakt Jesus selv og med ham hele hans frelse. Nadveren er for syndere, som angrer deres synd og bekender, at de har behov for Jesus som deres frelser.
I nadveren får vi fællesskab med Jesus, men vi markerer også fællesskabet med de andre troende. Derfor er nadveren ikke for dem, som fornægter den kristne tro. Mennesker, der åbenlyst lever i synd, må formanes til at omvende sig. Først når de har omvendt sig, kan de få adgang til nadveren.
I sin første vejledning om tilrettelæggelsen af en kristen gudstjeneste skriver Martin Luther i 1523 om nadveren, at den både er fællesskab mellem Kristus og den troende og fællesskab mellem de kristne indbyrdes. Den er tiltænkt og forbeholdt kristne. I Romerkirkens tid er nadveren blevet uddelt til alle mennesker uden forskel. Men sådan bør det ikke være. Her må man skelne mellem hensigten med forkyndelsen og med nadverens sakramente:
”Når jeg forkynder evangeliet, ved jeg ikke, hvem det træffer. Men her må jeg være opmærksom på, om evangeliet har truffet den, som kommer til nadveren. Jeg må ikke slå det hen i uvished, men derimod være vis på, at den person, som jeg giver nadveren, har grebet evangeliet og tror oprigtigt2.”
Luther ved godt, at han ikke kan se ind i hjerterne, og at der vil være hyklere iblandt dem, som bekender troen. Men han vil minde præsterne om, at de ikke må lukke øjnene for tegn på, at nogen lever i synd. Når en præst bliver opmærksom på noget sådant, må han reagere og kalde den pågældende til omvendelse og frelse.
Luther anbefaler, at der forud for nadverfejringen finder en individuel samtale sted, for at ingen skal gå til nadveren med en falsk tro og med uopgjort synd. En sådan praksis vil ifølge Luther tjene til at vække den vantro og ubodfærdige og vise ham, at han må omvende sig.
Luther er helt bevidst om, at en konsekvent gennemførelse af denne praksis vil medføre en kraftig reduktion af nadvermenigheden. Men det er for Luther kun naturligt. For nadveren er for de kristne, og de er få. ”Da vil man se, hvor få som er kristne, og som vil komme til nadveren3.”
I sit første forslag til en evangelisk guds-tjenesteordning anbefaler Luther, at de, som ønsker at modtage nadveren, på forhånd henvender sig til præsten, som så kan spørge dem om deres tro, om deres hensigt med at modtage nadveren og om deres liv. Kun de, som bekender troen, og som lever efter den, bør gives adgang til nadveren.
Luther understreger i denne sammenhæng, at man må skelne mellem at falde og at leve i synd. Kristne falder alle og ofte i synd. Netop derfor har de brug for nadverens sakramente. Ingen skal forhindres i at komme til nadveren, fordi de synder, hvis blot de angrer og bekender synden. Men de, som åbenbart lever i, fastholder og forsvarer synden, skal holdes borte, for at de ikke skal misbruge evangeliet, men blive klar over, at de er fortabte, og omvende sig.
Kun ved en sådan forvaltning af nadveren kan menigheden bevare et klart syn for, at fastholdt synd udelukker et menneske fra Guds rige og den evige frelse4.
Hvad Luther her anbefaler, bygger på de nytestamentlige tekster om menighedstugt. I disse tekster gøres det klart, at de personer, som åbenlyst lever i og forsvarer deres synd, må formanes til omvendelse. Hvis de ikke vil omvende sig, må de udelukkes af menighedens kristne fællesskab og herunder fra nadveren. Disse bibeltekster må også være vejledende for os i dag.
Bibelen
I denne sammenhæng er navnlig to bibeltekster centrale.
1) I Matt 18,15-20 tydeliggør Jesus, at menighedens første skridt i forhold til en person, som lever i synd, ikke er at udelukke ham af menigheden, men at formane ham. Først må han formanes på tomandshånd, dernæst af to-tre kristne sammen, derefter i hele menighedens påhør, og først når dette er sket, må han, hvis han fremturer i sin synd, udelukkes af menighedens fællesskab.
Denne udelukkelse er ikke udtryk for, at menigheden opgiver ham. Udelukkelsen er derimod udtryk for menighedens sidste, alvorlige og smertelige kald til omvendelse.
2) I 1 Kor 5 taler Paulus om, at udelukkelsen af den, som lever i synd, er ensbetydende med, at personen ”overgives til Satan” (v.5).
Den pågældende stilles på en tydelig måde uden for menighedens fællesskab, for at han må se og forstå, at han ikke længere regnes med i nådens fællesskab, men betragtes som en, der hører hjemme hos Satan. Så alvorlig er situationen, og så alvorlig må den fremtræde for det menneske, som lever i synd og forsvarer det. Målet er, at den udelukkede må erkende sin forfærdelige situation, må vågne og vende om.
Paulus understreger, at de kristne ikke må praktisere nogen form for broderligt og kristent fællesskab med den, som er udelukket. Gør de det, vil de give indtryk af, at man godt kan leve i synd og samtidig være kristen. Denne tankegang må ikke få nogen støtte hverken hos den, som er udelukket, eller hos andre i menigheden.
Hvis man møder og modtager alle som kristne, uanset om de lever i synd eller ej, så vil man uundgåeligt give indtryk af, at der er mange måder at være kristen på, og at det går an at være kristen og samtidig leve i synd. Så vil frafaldet gradvist brede sig i menigheden, som en surdej gradvist gennemsyrer en hel dej (v.6-8).
Derfor må de troende afbryde enhver form for broderligt og kristent fællesskab med den, som åbenlyst og fastholdt lever i synd: ”I må heller ikke spise sammen med sådan en” (v.11).
Man kan diskutere, hvilke former for måltidsfællesskab Paulus taler om her. Taler han både om nadveren og om kærlighedsmåltidet, som var en del af menighedslivet i mange af de ældste menigheder? Taler han eventuelt også om det almindelige måltidsfællesskab i hverdagen?
Det er tydeligt, at Paulus taler om et måltidsfællesskab, som udtrykker og signalerer åndeligt fællesskab. Det kan ikke siges om vores almindelige måltidsfællesskab i dag. Kærlighedsmåltider praktiserer vi ikke længere, og vi har heller ingen bibelsk forpligtelse til at gøre det.
Men vi holder nadver, og nadveren signalerer åndeligt fællesskab. Det gjorde den på nytestamentlig tid, og det gør den i dag. Derfor må vi efterleve Paulus’ formaning i forhold til nadveren. Vi må afholde os fra at gå til nadver med nogen, som åbenlyst og fastholdt lever i synd.
Den praktiske konsekvens
Hvad bliver den praktiske konsekvens af dette? Betyder det, at vi kun kan gå til nadver med folk, som vi personligt kender som oprigtige kristne?
Det er ikke det, Paulus skriver. Paulus forpligter os ikke til at kende alle, som vi går til nadver med. Men han forpligter os til ikke at gå til nadver med dem, som vi kender, og som vi ved om, at de lever i åbenlys og fastholdt synd. Sådanne personer svigter vi, hvis vi lader som om og signalerer, at vi har åndeligt fællesskab med dem i en fælles tro på Jesus.
Vores kald er at tydeliggøre, at dette ikke er tilfældet. Vi må vise dem, at vi betragter dem som nogen, der er uden for fællesskabet i Jesus. Det må vi tydeliggøre for dem med vore ord, når og hvis vi får anledning til at formane dem, og det må vi tydeliggøre for dem med vore handlinger, når og hvis vi er sammen med dem ved en nadverhandling.
For mange kristne i Danmark i dag er dette en ganske fremmed tankegang. Det hænger uden tvivl sammen med, at vi har vænnet os til den folkekirkelige nadverpraksis og betragter den som naturlig og god. Men det hænger også sammen med, at vi, som er forkyndere og ledere i det kristne menighedsarbejde, i lang tid har forsømt at løfte de bibelske tekster om menighedstugt frem.
Når de bibelske tekster er blevet fortiet tilstrækkeligt længe, kan det efterlade et indtryk af, at de ikke har gyldighed for os længere. Det er altid faren, når vi forsømmer visse dele af Guds ord.
Der er kun én kur mod denne fare: at vi vender tilbage til teksterne, læser dem igen og tager deres budskab til os.
I 2001 udgav Dansk Bibel-Institut bogen Når menigheden sætter grænser. Den er skrevet af lektor i Ny Testamente Torben Kjær, tidligere præst i folkekirken og prædikant i Luthersk Missionsforening.
Bogen gennemgår grundigt og godt de nytestamentlige tekster om menighedstugt. Torben Kjær tydeliggør, at disse formaninger ikke er tidsbestemte, men har fuld gyldighed for os som kristne i dag:
”De forskellige befalinger vedrørende menig-hedstugt kommer fra Jesus eller fra hans apostel. De er altså givet med guddommelig autoritet og er almengyldige formaninger, medmindre den nære eller større kontekst bestemmer dem som tidsbestemte eller giver dem en historisk-specifik adresse. Det er mit hovedprincip, at Bibelen selv skal afgøre, hvad der er almengyldigt, og hvad der er tidsbestemt (…)
Analyserer vi de nære kontekster, er der intet i dem, der gør formaningerne til menighedstugt tidsbestemte. Formaningerne bliver heller ikke ophævet af senere tekster.
Formaningerne til menighedstugt i ord og handling er derfor almengyldige.
Deres almengyldige karakter forstærkes af, at Jesus fremsætter sin formaning til menig-hedstugt i eksemplets form (Matt 18,15-17), og at Paulus behandler et konkret tilfælde ud fra en generel regel om ikke at omgås åbenlyse syndere, der bærer brodernavn (1 Kor 5,9-11) (…)
Når formaningerne til at udøve menighedstugt er forpligtende også i dag, da skal de praktiseres, når vi har analoge situationer, dvs. når der i menigheden findes åbenlyse og bevidste syndere og vranglærere, der fremturer i synd og vranglære. I den situation er det menighedens gudgivne ret og pligt at praktisere den5.”
Inden for de seneste 20 år er der opstået mange lutherske valg- og frimenigheder, som ønsker at være bibeltro. En stor del af disse menigheder har taget de bibelske formaninger om menighedstugt til sig og har tilrettelagt en nadverpraksis i overensstemmelse hermed. Det samme gør sig gældende i en del missionshuse, hvor man har indført nadver.
Nogle af disse lutherske forsamlinger har valgt at lægge nadverfejringen på et andet tidspunkt end menighedens hovedsamling. Det kan der være forskellige begrundelser for. Men én god begrundelse er, at menighedens medlemmer da uden problemer kan invitere ikke-kristne med til menighedens hovedsamling. Når der ikke er nadver, bliver det ikke nødvendigt at forklare de ikke-kristne, at nadveren er for dem, som lever i troen på Jesus og i et opgjort forhold til ham. Langt vanskelige bliver det, hvis man inviterer ikke-kristne med til en gudstjeneste eller et møde, hvor der er nadver.
Hvordan skal man få det sagt på en nænsom og samtidig umisforståelig måde, at nadveren ikke er for ikke-kristne?
Vi ved fra Guds ord, at den, som går til nadver med et uopgjort forhold til Gud, spiser og drikker sig selv en dom til (1 Kor 11,27-29). Det må vi advare mennesker mod at gøre, men det er ikke enkelt.
At udskille nadveren, så den finder sted ved en samling for sig selv, er ikke nogen ny praksis. Det var den praksis, man havde i oldkirken.
Her var gudstjenesten delt i to halvdele. I den første halvdel var alle velkomne: kristne, ikke-kristne og alle, som var sat i menighedstugt. I denne første halvdel lød prædikenen, som alle derfor kunne høre. Efter den første halvdel blev alle ikke-kristne og alle, som var sat i menighedstugt, sendt bort. Herefter samlede menigheden sig om nadverbordet.
På den måde blev det tydeligt for alle, at der var et skel mellem dem, der var inden for nådens fællesskab, og dem, der var uden for. Det var ikke et skel mellem de gode og de dårlige, men et skel mellem de syndere, som ville bekende deres synd og søge frelse hos Jesus, og de syndere, som ville forsvare og fastholde deres synd.
Dette skel virkede som et kald til omvendelse og frelse.
I folkekirken i Danmark er det som nævnt præsternes pligt at give nadveren til alle medlemmer af folkekirken. De har derfor ikke lov til at praktisere en bibelsk menighedstugt. De har derimod mulighed for i ord at tydeliggøre, hvem nadveren er for.
Mange bibeltro præster benytter sig af denne mulighed. Der er også præster i den danske folkekirke, som afviser mennesker ved nadverbordet, fordi de ved, at de pågældende trods gentagne formaninger lever i og forsvarer åbenlys synd.
Jeg har selv været til stede ved et nadverbord i folkekirken, hvor dette skete. Præsten valgte ikke at give nadveren til en person, som trods gentagne formaninger levede i åbenlys synd. Præsten gjorde det med risiko for at miste sit embede, men han satte den pågældende persons åndelige og evige liv over sit eget embede.
Det endte med, at den person, som blev forbigået, vendte om og senere blev modtaget af den samme præst ved det samme nadverbord.
Nyt Liv
Nyt Liv er ifølge sine vedtægter et ”Forbund for evangelisation i Danmark”. Denne betegnelse er med til at understrege, at vi ønsker at række Guds ord til mennesker, som ikke er kristne. Det ønsker vi også at gøre på vore lejre.
Vi glæder os over at modtage søgende og ikke-kristne mennesker på vore lejre. Ligeledes glæder vi os over at tage imod mennesker, der har en kristen bekendelse, men som lever i uopgjort synd. Vi glæder os over, at vi får mulighed for at række dem Guds ords kald til omvendelse og frelse.
Men netop fordi det er så broget en flok, som kommer på vore lejre, netop derfor finder vi det uforsvarligt at lade en nadverfejring indgå i vores lejrgudstjeneste.
Vi har ikke mulighed for på en sjælesørgerisk forsvarlig måde at samtale personligt med og formane alle dem, som lever i et uopgjort forhold til Gud.
På den anden side ønsker vi heller ikke at indbyde åbent til nadver ved vores lejrgudstjeneste for så uden forudgående samtale ved nadverbordet at måtte afvise nogle, som vi ved, lever i åbenlys og uopgjort synd. En sådan praksis vil ifølge vores vurdering ikke være udtryk for sund sjælesørgerisk omsorg.
At modtage alle lejrdeltagere ved nadverbordet vil også være udtryk for et svigt, fordi vi da vil medvirke til, at nogle spiser og drikker sig selv en dom til.
På denne baggrund er vi nået frem til i Nyt Liv at holde lejrgudstjenester uden nadver. Dermed tilkendegiver vi også, at nadveren har sin naturlige plads i den lokale menighed, hvor de åndelige ledere kender medlemmerne og på den baggrund kan udøve en sund sjælesørgerisk omsorg for dem.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2014. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.