Sådan kom jeg til tro II
Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.
Når Svend Åge Jacobsen fortæller om sin omvendelse, understreger han, at det ikke altid er gennemskueligt for os, hvordan Guds Ånd har handlet med os i vores liv. Hvad har været vigtigt, og hvad har været mindre vigtigt i processen frem til vores omvendelse? Det ser og ved i sidste ende kun Gud. Ofte handler Guds Ånd også på en overrumplende måde. Det skete i Svend Åges eget liv.
Efter at have levet som ikke-kristen i en årrække blev han standset af Guds Ånd på en helt uventet måde: under en film i den lokale biograf.
Børnelærdom
Svend Åge blev født i 1948 i Lovrup i Sønderjylland. Han blev døbt i sognekirken, men i hjemmet fulgte der stort set ingen kristen oplæring. Det var næppe viljen, der manglede, men der var få ressourcer. Det blev ved, at Svend Åges far enkelte gange læste en kristen fortælling for børnene og i visse perioder også bad aftenbøn.
Den kristne børnelærdom blev i højere grad formidlet i den lokale skole. Der blev sunget meget i skolen. I de første tre år, var det udelukkende kristne sange og salmer. En lang række salmer blev lært udenad – to vers om ugen. Det var en folkeskole med en ganske anden holdning til den kristne tro, end den vi kender i dag. Kristendomsundervisningen blev varetaget af en lærer, som havde været missionærbarn i Afrika, og stort set alt, hvad hun fortalte fra Bibelen, var nyt for Svend Åge.
To gange om måneden blev Svend Åge og hans søskende sendt i søndagsskole. Den blev ledet af to ældre landmænd. Begge havde gået i tysk skole før 1920 og var dårligt i stand til at læse dansk. Men de havde hjerte for børnene og nød for deres frelse, de bad for dem og holdt søndagsskole i en hel menneskealder.
Søndagsskolen var præget af en sund, fri og evangelisk ånd. Den foregik i køkkenet hos en af bønderne, hvor der blev slæbt bænke ind, så alle kunne være der.
Svend Åge befandt sig godt i søndagsskolen. Omtrent halvdelen af hans klassekammerater var der, så det oplevedes ganske naturligt at være med. Når børnene fik børneblade med hjem, læste han dem som regel og samlede dem derefter i en mappe.
Men da konfirmationen nærmede sig, var han klar over, at det snart var tid til opbrud. Det var det almindelige mønster. Man gik i søndagsskole til konfirmationsalderen, og så sagde man Gud og Bibelen farvel:
”Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i mit sind som 13-14-årig sagde til mig selv, at nu skulle det være slut. Og sådan blev det.”
Ungdom uden Gud
Som 14-årig kom Svend Åge ud at tjene på landet. I de følgende år levede han helt verdsligt. Gud var ikke længere en del af hans liv, og så alligevel:
”Jeg husker en dag, hvor jeg var ude på marken for at harve. Jeg sad på traktoren i mine egne tanker og fumlede med den sorte knap øverst på gearstangen. Pludselig opdagede jeg, at den var væk. Jeg var ikke stolt ved tanken om at komme hjem uden den, men hvordan finde en sort knap i en mere end 3 hektar stor mark?
Da standsede jeg traktoren og bad Gud om hjælp til at finde knappen.
Efter et kvarters tid skete underet. Pludselig så mine øjne den sorte knap midt i den mørke jord. Jeg ved ikke, om jeg takkede Gud. Men hændelsen ændrede intet i mit liv. Jeg fortsatte med at leve helt verdsligt, og jeg husker ikke, at jeg bad mere end denne ene gang. Det var slet ikke i mine tanker at blive kristen.”
Ungdomslivet handlede for Svend Åge om fodbold, knallert, biografture og venner. Han havde god samvittighed ved både at leve, tale og drikke øl som de andre. Åndeligt set var han ubekymret.
Guds kald i biografen
En aften gik han som så ofte før i biografen i Skærbæk. Midt under filmen skete der noget underligt. Som et uforklarligt lyn kom tanken til ham:
”Hvad vil du gøre, når Jesus kommer igen?”
En historie fra søndagsskolen kom frem i hans sind. Den handlede om en dreng, som levede med en skjult synd og i et uopgjort forhold til Gud. Nu kom tanken til Svend Åge, at netop dette var hans egen situation. Han havde det ikke ret med Gud, og tanken rystede ham. Han var helt uden interesse for resten af filmen. Han ville bare ud af biografen. Nu handlede det om at få hjælp i forhold til Gud.
Guds uventede kald kom til Svend Åge i sensommeren 1965, da han var 17 år.
Ikke længe efter skulle han finde en ny plads på landet og fandt en annonce, hvor der stod: ”Karl søges, gerne KFUM’er”.
Svend Åge vidste ikke meget om KFUM, men han vidste, at det var kristent. Derfra sluttede han, at landmanden, som søgte en karl, nok også var kristen. Derfor søgte han om pladsen. Det kunne være, at det kunne være en vej til hjælp i forholdet til Gud.
Svend Åges ansøgning viste sig at være den eneste. Havde det ikke været tilfældet, er det svært at forestille sig, at han havde fået pladsen. Hans sprog afslørede med al tydelighed, at han ikke var kristen, og landmanden var betænkelig ved at antage ham. Men der var jo ikke andre, så han blev antaget.
”Jeg vidste ikke selv, hvad jeg gik ind til, og de vidste ikke, hvad de fik. Én ting stod klart: KFUM’er var jeg i hvert fald ikke.”
Et kristent hjem
Det hjem, Svend Åge kom til, var præget af en enestående kærlighed og menneskelig forståelse. Ægteparret var midt i 30‘erne og hørte hjemme i Luthersk Mission. De prædikede ikke for Svend Åge, men de havde omsorg for ham, talte med ham og var gode til at invitere ham med, hvor Guds ord blev forkyndt. Som noget naturligt gik Svend Åge med dem til møde i missionshuset og til gudstjeneste i kirken.
Det var langt fra alle prædikener, der sagde Svend Åge noget. Men han fik fat i brudstykker. I det kristne hjem mødte han Guds ord i familieandagter, morgen og aften. Han blev særligt glad for Erling Ruuds lille andagtsbog ”Ny kraft”. Ud fra enkle hverdagseksempler forklaredes det kristne budskab. Den kunne han forstå. Det ord, Svend Åge hørte, begyndte at arbejde i ham: ”Guds Ånd havde vakt mig, og nu meldte spørgsmålet sig: Skulle jeg selv blive kristen? Det blev en lang og frygtelig tid. I måneder kæmpede jeg med dette spørgsmål i mit sind. Skulle jeg overgive mig til Gud? Aldrig! sagde jeg, når jeg stod op om morgenen. Men når jeg så hørte Guds ord, oplevede jeg kaldet igen. Den varme, kærlige atmosfære i hjemmet havde også en dragende magt på mig. At tale med nogen om det, kunne jeg ikke drømme om, og selv vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jo længere tid, der gik, jo mere fik jeg lyst til at blive kristen. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan det skulle gå til.”
Født på ny
En frilørdag i april 1966 kørte Svend Åge alene til Løgumkloster og købte en Bibel i boghandlen. Han fortalte ikke om det til nogen og smuglede Bibelen ind på sit værelse. Fra da af begyndte han at læse lidt i Bibelen hver dag – i smug. Ingen skulle vide noget om, hvad der foregik i ham. Udadtil var han lige så uberørt og ubekymret som før.
Efter et stykke tid begyndte han at læse Johannesevangeliet, og en dag skete noget skelsættende:
”Jeg var kommet til ordene i Joh 6,37: ‘Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort‘. Da gik lyset op for mig. Der skete noget helt forunderligt. Øjnene blev helt indfanget af ordene. De var som bundet til teksten, og i et nu blev det hele så klart for mig. Teksten sagde det jo: Den, som kommer til Jesus, vil han aldrig støde bort. Så bøjede jeg mine knæ oppe på mit værelse og sagde omtrent sådan til Jesus: ”Her kommer jeg. Tak fordi du aldrig vil støde mig bort fra dig.”
Jeg husker ikke den nøjagtige dato. Det var et stykke hen på forsommeren. Selvom det nu er 45 år siden, står det fortsat mejslet i mit sind. Med den viden, jeg har i dag, ved jeg, at på den dag gik jeg over fra død til liv, fra satans magt til Gud. Den dag blev jeg født på ny. Den dag kom mit liv ind på et nyt spor, og det spor har jeg været på siden.”
Der gik lang tid, før Svend Åge nævnte for nogen, hvad der var sket. Men efter et stykke tid lod han bevidst Bibelen ligge fremme på sit værelse. Det var den første bekendelse.
Gradvis vækst
Der var tale om en svag begyndelse, og der var meget, han ikke havde forstået. Netop derfor var det en velsignelse, at han kunne blive endnu halvandet år i den kristne familie. I den tid fik troen lov at vokse og modnes. Flere ting medvirkede til dette.
På et tidligt tidspunkt begyndte Svend Åge at læse gode kristne bøger. Asbjørn Aaviks ransagende bog ”Åndens tempel” var en af de første. Også Billy Grahams bog ”Fred med Gud” blev læst med udbytte. Da han senere begyndte i en ungdomskreds i Skærbæk, var der hver anden gang studiekreds over C.O. Rosenius’ skrifter. Det gav en voksende forståelse af Guds ord og evangeliet.
Samtalerne med andre unge og med mere modne kristne var af uvurderlig betydning for ham. Nogle af de unge mødtes også til bedemøder hos en ung lærer i Skærbæk, Lissy Kallestrup. Her gennemgik de Øivind Andersens bog ”Livets brød”.
Når han var alene, læste Svend Åge sig til voksende åndelig klarhed i Bibelen, og ved møder fik han hjælp gennem god forkyndelse. Særligt én forkynder fik stor betydning for ham. Det var den unge prædikant Erik Trans. Hans forkyndelse kunne Svend Åge forstå og spejle sig i. Skridt for skridt nåede han til erkendelse af evangeliets rigdom og frihed. I takt med erkendelsen voksede taknemmeligheden, fryden og glæden over frelsen i Jesus.
Den gamle søndagsskolelærer
Hvad var vigtigt på Svend Åges vej til omvendelse og evangelisk afklaring? Mange ting virkede med og mange mennesker. Nogle af de første var de to gamle søndagsskolelærere.
Da Svend Åge 21 år gammel fik sin egen bil, skulle han en dag køre til bageren for sin mor. På vej derhen kom han forbi alderdomshjemmet og så en gammel mand på fortovet. Da Svend Åge kom tæt på, slog det ham, at det var en af de gamle søndagsskolelærere. Han bremsede, holdt ind til siden og præsenterede sig. Den gamle mand svarede med et smil:
”Det var godt, du kom! Jeg har lige stået her og bedt Gud om at sende en til mig, der kunne køre mig til bageren.”
Turen til bageren var kort. Men bagefter fik de en lang samtale, og Svend Åge fik anledning til at fortælle søndagsskolelæreren, at hans bønner var blevet hørt: Svend Åge var blevet frelst, og nu var de på vej til himlen sammen. Ikke længe efter døde den gamle søndagsskolelærer.
Vidne om Jesus
En af de første gange Svend Åge blev bedt om sige noget ud fra Bibelen var ved et ungdomsmøde i et privat hjem – det hjem, hvor han selv var kommet til tro på Jesus:
”Jeg husker ikke alle omstændighederne ved mødet, men jeg tænker tilbage på det med taknemmelighed. Først var der en Gud, som havde kaldet mig og givet mig et helt nyt liv, men der var også nogle mennesker omkring mig, som tog sig af mig, og som turde give mig en opgave. Den kurs, som begyndte der, blev min livskurs. Jeg fortæller om det i dag i håb om, at enhver som læser mit vidnesbyrd, også må overgive sit liv til Livets Gud og giver.”
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2011. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.