Lovsangstoner VI
Udgivelsen af den nye Lovsangstoner i december 2020 er anledning til, at vi i denne serie går igennem sangene forfra, emne for emne. At læse eller synge sig igennem en sangbog er som en lang og opbyggelig vandretur med kristne brødre og søstre fra fortid og nutid. Alle styrker og hjælper de os med deres vidnesbyrd, deres sjælesorg og formaning, så vi ikke skal gå alene.
Tænk, hvis vi ikke havde haft Kristi ord iblandt os i den hellige skrift!
Så ville nysgerrigheden plage os og drive os til at løbe helt til Jerusalem, ja til verdens ende, i håb om bare at få et eneste af Jesu egne ord at høre. Så ville man nok kunne skaffe penge til at få vejen anlagt hen til det sted. Og den, som havde fået et ord at høre, ville være stolt og fortælle vidt og bredt om det, og han ville blive regnet som en lykkelig mand, der havde fået lov til at erfare noget så stort.
Men nu hvor det er så almindeligt, at alle og enhver har det på skrift og kan læse i hans ord hver eneste dag, er der ingen, der regner det for noget sjældent og dyrebart. Ja, vi bliver oven i købet trætte af det og slår det hen, som om det var en hvilken som helst skomager, der havde sagt det, og ikke den høje, himmelske majestæt.
Derfor – som Guds straf for vores utaknemmelighed og foragt – lider vi også under det: Vi smager ikke den skat og den kraft og magt, som er i Kristi ord.
Men den, som har fået den nåde at have det rette syn på Bibelen som Guds og ikke menneskers ord, han lærer at regne det som sin dyrebare skat, og han bliver aldrig træt af at læse i Guds ord.
Sådan skriver Luther. Og de fleste kristne vil kunne genkende sig i det. Erfaringen af at Guds ord er en dyrebar skat. Men også: Erfaringen af, hvor utaknemlige og uinteresserede vi kan være i at læse og høre det ord, som vi har fået givet, så vi ikke smager den kraft og magt, som er i Kristi ord.
At høre om at høre
Da jeg var yngre, var der en overgang en bestemt type prædikener, jeg havde det dårligt med. De kunne næsten gøre mig sur. Eller i hvert fald lettere irriteret og utålmodig. Det var de prædikener, der handlede om, at det er vigtigt at læse i Guds ord. Jeg husker det, som om der af og til var prædikener, der ikke handlede om stort andet end dét: Det er Ordet, der skal give os liv; det er Ordet, der er ”det ene nødvendige”. Det er vigtigt at læse i Guds ord og høre Guds ord, for at vi kan blive holdt fast i troen.
Jaja, tænkte jeg, og trippede efter at komme videre. Jeg har forstået det nu. Men – når det er så vigtigt, var det så ikke en idé, at vi rent faktisk hørte, hvad der stod … Og ikke bare hørte, at det var vigtigt at høre!
Jeg syntes, det svarede til, hvis fodboldtræneren brugte træningerne på at fortælle os, hvor vigtigt det var at øve sig – så vi slet ikke kom i gang med at træne og spille kamp.
Det er længe siden, jeg har haft de tanker. Og det skyldes nok især to ting: For det første, at den slags prædikener efterhånden sjældent høres. For det andet, at jeg siden dengang har erfaret på egen krop (eller: egen ånd), hvor livsnødvendigt det er at høre og læse Guds ord – og at frafaldet er en håndgribelig, påtrængende risiko, når jeg lader Bibelen ligge på hylden eller ikke lytter til forkyndelse og vidnesbyrd fra andre kristne.
Sangene om Guds ord i Lovsangstoner er med til at stemme vores sind til modtagelighed for Guds ord. Det gør de ved – som Luther ovenfor – at minde os om, hvor underfuldt det er, at vi har Guds ord iblandt os; men de gør det først og fremmest ved at vidne for os om livet og kraften i Guds ord.
At blive i Ordet – i hverdagen
Nogle gange tænker vi måske ikke så meget over kraften i Ordet, mens vi læser eller hører. Det kan undertiden virke tørt og uden liv. Overflødige gentagelser af noget, jeg godt ved. Eller uforståelige og uvedkommende beretninger, der ikke siger mig noget. Sådan kan det føles, når man i dagligdagen sidder med sin bibel eller hører Ordet forkyndt. Andre gange får man mere ud af det og kan godt se, det er vigtigt og godt. Enkelte gange føler vi det måske særligt stærkt og mærker kraften for fuldt blus. Her er vi som kristne forskellige.
Men er vi borte fra Ordet, så vil det for enhver af os vise sig, hvilken kraft der er væk i vores liv. Der er noget, der forsvinder. Ikke fra den ene dag til den anden. Eller fra uge til uge. Men gradvist, langsomt og umærkeligt, glider vi væk fra det liv med Jesus, som Ordet fører os ind i, og over i det åndelige mørke, der kommer af, at vi dag ud og dag ind fylder os med de ting, som hører denne verden til, og kun det.
I dag er jeg taknemlig for de prædikener, jeg hørte som ung, der betonede vigtigheden af at blive i Ordet. Måske er det rigtigt nok, at jeg hørte for meget om at høre og hørte for lidt af selve Guds ord i lov og evangelium. Men pointen var vigtig. Og trods min modstand var der noget ved den stadige gentagelse, der gjorde, at det satte sig fast i mit hjerte som en åndelig livslov: Vi kan kun blive holdt fast i troen, når vi har Bibelens ord med i vores liv, og derfor er det vores første og største kald som kristne at holde andagt med bøn og bibellæsning og høre Guds ord forkyndt i menigheden.
Ikke som en lovgerning for at blive frelst. Og ikke som et forventningspres om, at vi alle sammen skal være konforme og ligne hinanden i livssituation og personlighed. Ikke sådan at vi skal leve op til en bestemt måde at holde andagt og bede på, som vi har set hos andre, og som vi tænker, må være den frommeste og mest ideelle. Og ikke sådan at vi skal føle os ukristelige og uværdige til at være Guds børn, hvis vi af psykiske eller fysiske årsager ikke har mulighed for at møde op i menigheden i en kortere eller længere periode.
Vi dømmer så let os selv og hinanden og opstiller en særlig kristen-kultur, som kan volde megen menneskelig skade for dem, der ikke passer ind, og som kan komme til at blokere for den enkeltes personlige møde med Jesus, fordi det bliver missionshuskulturen og vores billede af, hvordan en rigtig kristen skal se ud og være og gøre, der bliver det afgørende. Men på den måde leder vi os selv på afveje, og det er farligt – uanset om vi føler, vi kan leve op til idealerne eller ej. For når vi hører og læser Guds ord, skal vi, ret forstået, glemme alt om alle andre mennesker! Nu taler Gud selv – til mig! Fordi han vil have mig hjem.
Spørgsmålet er derfor ikke: Kan jeg overskue at komme til møde og bibelkreds og alle menighedens arrangementer, som de andre gør? Kan jeg leve op til mine forældres måde at holde andagt på, eller min egen måde at holde andagt på – engang. Spørgsmålet er: Vil du høre, hvad Jesus har at sige til dig, der hvor du er med dit liv nu? Har du brug for det? Og hvordan kan det bedst realiseres i dit liv? Kan du gøre nogen praktiske og prioriteringsmæssige tiltag i dit liv, som måske ikke lever op til dine og andres idealer, men som betyder, at du jævnligt bliver mødt af det livgivende og bevarende ord?
Når jeg tænker tilbage på de nævnte prædikener, var det ikke mindst Johannesevangeliet kapitel 15, der ofte blev trukket frem.
”Bliv i mig,” siger Jesus der, ”og jeg bliver i jer” (v.4). Hvordan skal vi blive i Jesus? Det behøver vi ikke spekulere på, for det står der længere nede i teksten, hvor Jesus siger: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer …” Det er vejen til at blive i Jesus: at hans ord bliver i os. For som Johannesevangeliet pointerer så stærkt: Jesus er selv Guds ord! (Joh 1,1 +14). Og derfor møder vi Jesus, når vi læser og hører Bibelens ord forkyndt i ånd og sandhed.
Det er store ting! At møde Jesus selv og høre, hvad han har at sige til mig – dag for dag, gennem hele livet!
At høre Ordet forkyndt er ikke en præstation eller en sur pligt, som vi skal leve op til sammen med de mange andre ting, vi skal leve op til i vores præstationssamfund. At høre Ordet er at være sammen med Jesus og lade ham komme ind i mit liv med sine ord, til anfægtelse og trøst, til liv og fornyelse i troen.
Derfor må vi som kristne have ét ønske for os selv og for vores børn:
Guds ord det er vort arvegods,
det skal vort afkoms være;
Gud, giv os i vor grav den ros,
vi holdt det højt i ære!
Det er vor hjælp i nød,
vor trøst i liv og død,
o Gud, ihvor det går,
lad dog, mens verden står,
det i vor æt nedarves! (198).
Helligånden må åbne Ordet
Hvordan går det til, at Guds ord bliver ”vor hjælp i nød” og ”vor trøst i liv og død”?
Det gør det ved, at Helligånden lukker Ordet op for vores hjerter.
Derfor beder vi:
”Gør os stille, for din Ånd ret stille” Og: ”Vore tanker du ved Ånden led” (195).
”Lad din milde Ånd fornemmes levende i denne stund” (202).
”Lad Ånden selv på færde være og lys fra Himlen til os bære” (208).
”Send dine strømme af nåde, kom med opvækkelsens Ånd” (211).
”Ånd fra Himlen, kom med nåde, kom med liv og lys herned” (218).
”Ånd over ånder, kom ned fra det høje! Ånd, som med Fader og Søn er vor Gud!” (219).
Helligånden er selv Gud, sammen med Faderen og Sønnen, og vi er fuldt ud afhængige af, at han åbner Ordet for vores hjerter.
Det er ikke en floskel. Det er den skinbarlige virkelighed og sandhed. Er der noget, jeg har erfaringer med som prædikant, så er det det: at jeg egentlig ikke kan prædike. For lige meget hvor meget jeg vrider og vender en tekst, så er det ikke mig, der kan lukke den op. Guds Ånd giver lys over Guds ord – når og hvor han vil. Sådan gælder det for hver enkelt af os i vores personlige bibellæsning, og når vi lytter til prædikener. Også på den måde skal vi holdes i ydmyghed, så vi lærer at se, at ”intet kan du tage, alt kan du få af Gud” (393).
Derfor må vi aldrig i hovmod glemme at bede: ”Nådig du din Ånd os sende og din ild iblandt os tænde” (204). Vi kan ikke kommandere vækkelse og fornyelse frem, hverken i menighederne eller i vores eget liv. Vi er helt afhængige af Guds Ånd – uanset om vi er nok så erfarne og måske tror, at vi har ”styr på det”.
Hvordan ved man så, om man har ”fået” et ord? Det har ikke at gøre med en bestemt følelse eller opløftet sindsstemning. Det har ikke at gøre med, at man på det intellektuelle plan har fået øje på nogle nye sammenhænge i en tekst. Det har helt konkret at gøre med to ord: ”for mig”.
For mig
Det var Luther, der anvendte ordene pro me (”for mig”) som en nøgle til, hvordan vi skal forkynde, og hvordan vi skal læse og høre Bibelens ord.
I skriftet Om et kristent menneskes frihed skriver han: “Kristus skal prædikes med det formål, at troen på ham bliver vakt, så Kristus ikke bare er til, men er til for dig og mig, og det, som siges om ham, og som han omtales som, bliver virksomt i os.”
Andetsteds giver han et råd til bibellæsning: ”Når du i Skriften møder ordene ‘for mig’ eller ‘for os’, må du vænne dig til at fastholde disse små ord med urokkelig tro og anvende dem på dig selv. For du må ikke tvivle på, at du også er indbefattet i tallet af dem, som er ment med ordene ‘for os’.”
Senere tiders opbyggelige litteratur har ofte stillet det spørgsmål: ”Hvad nytte har jeg …” af den og den lære om Kristus. På den måde blev det tydeligt: Hvad vi her er sammen om, er ikke information og almindelig skolelærdom, det er et levende ord, der vil tale til mit hjerte, og som vil give mig noget.
En sang i vores sangbog understreger det særligt kraftigt:
”Det skete for mig, at Gud selv i kød åbenbarede sig, at Himlenes Herre på jorden blev træl, blev fattig og plaget for synderes vel. Det under, o Jesus, jo skete for mig – thi takker jeg dig!”
”Det skete for mig, at syndige mennesker fængslede dig. At du blev uskyldig fordømt i mit sted, det gjorde, at jeg fik Guds nåde og fred. Din pine og skændsel blev ære for mig – thi takker jeg dig!”
”Det skete for mig, at syndige hænder mishandlede dig. Din smerte og angst, dine blodige sår, som du så tålmodig og stille udstår, de læger og renser til fulde nu mig – thi takker jeg dig! (191).
Og sådan fortsætter sangen med at berette om, hvad der skete med Jesus fra inkarnationen til himmelfarten, hele tiden med fortegnet: ”Det skete for mig” – og hele tiden afsluttende med konsekvensen: ”Thi takker jeg dig!”
Dét er levende bibellæsning! Og det er, hvad der sker, når Helligånden lukker Ordet op for os. Det afhænger ikke af vores sindsstemninger og ahaoplevelser, som kommer og går – for Gud har altid noget at sige til os med sit ord. Også når vi er trætte og udkørte og næsten ikke orker at læse eller høre. Og måske er det netop, når du oplever dig selv allermest tom og forladt for åndelige tanker, du kan gribe det allerbedst: Det skete for mig! Det skete for min ugidelighed, min lyst til alt muligt andet, min manglende syndserkendelse og syndenød. Tænk at jeg kan sidde her ved den Almægtiges ord med synd til op over begge ører og hellere ville tjekke Facebook på min telefon end at høre evangeliet tilsagt af Guds egen mund! Tænk at jeg kan sidde her i menigheden og være gabende træt og søvnig, mens jeg hører om Jesu lidelser. Men det er netop det, han er død for! Det var netop din indre kulde, din ligegyldighed og din søvn, din manglende ”åndelighed”, Jesus tog med op på korset.
Er dét ikke grund til mere tak end noget andet?
Rosenius skriver i sin Vejledning til fred: ”Jeg erkender ikke synden, for jeg er så ligegyldig og letsindig, siger du. Ja, men netop dette at være ligegyldig og letsindig er en stor ondskab. Det er selve kilden til al synd. Det er hjertets ondskab, du nu kender. Og det er nødvendigt. Jeg er jo ikke sønderknust og angerfuld, men bare selvsikker og hård, siger du. Og deri har du ret, og det er godt, at du selv er klar over det og godt, at det gør dig forfærdet. Men går du til Gud og bekender din synd og dit hårde sind, da gælder det, at han er trofast og retfærdighed, så han tilgiver. For loven kan kun gøre dig syndig og vise dig, hvor total synden er. Men Gud ønsker nu at tilsige dig sin nåde!1”
Kan der tænkes noget stærkere og mere taknemlighedsfrembringende budskab end det?
Han døde for mig! Han levede for mig! Han stod op af graven og for til himmels for mig! Og der i Himlen sidder han nu som min retfærdighed – uanset hvordan jeg føler og evaluerer på mig selv, og hvordan det går med mit kristenliv
Det livgivende ord
Dette ”for mig” kan vi ikke tage af os selv. Det er ikke en øvelse, vi kan lære ved at gå til teksten med nogle bestemte spørgsmål og HV-ord. Det er Helligånden, der må lukke Ordet op for os.
Når det sker, er det et under! Når du får lov til at sige til dig selv i dit hjerte: ”Det her gælder for mig!” – så må du vide, at det er guddommelige kræfter, der er på spil. For Djævelen har ingen problemer med at lade dig læse i Skriften som en skolebog. Han vil hjertens gerne lade dig læse side op og side ned, forske i kommentarer og blive professor i teologi. Men ser du: ”Det skete for mig” – så ryster han!
Det, der sker, når Ånden lukker Ordet op for os, forklares i sangene ofte med billeder, der har at gøre med liv, lys, varme og ild.
”Lad Ordets lys, din lampe skøn, uslukket fryde os i løn!” (190).
”Bryd ind i min tvivlende kulde, for tvivlen gør frossen og stiv, og tvivl lægger tro under mulde, men Ordet gir varme og liv (…) Du levende Ord, du må skinne og smelte mit ishjertes blok” (192).
”Herre, gør dit ord til liv for mig. Lad det være lygten, som gir lys på vej” (201).
”Vor forstand i mørkets bånd kan jo ikke sandhed kende, uden din den gode Ånd vil sit lys i os optænde” (203).
”Det skinner ind i hjertets nat, så det i sjælen dages, og Jesus, den forborgne skat, i troen favnetages” (210).
Læg mærke til, at de fleste af sangene taler om lyset og livet i bønnens form – og at bønnen også flere steder ledsages af en erkendelse af eget mørke. ”Min tvivlende kulde”, ”mit ishjertes blok”, ”vor forstand i mørkets bånd”, ”hjertets nat” osv. Det er malende billeder på den tilstand, vi kan sidde i, når vi søger Gud – og desto vigtigere bliver det at bede om Åndens lys over Ordet.
Et andet beslægtet billede på det, der sker, når Ånden lukker Ordet op for vores hjerter, er, at vi gennem Ordet og Ånden får læskende vand og dagligt brød. Ordet holder os i live og fører os frelst hjem til Himlen.
”Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord, og før dermed fra grådens dal os hjem til Himlens frydesal!” (190)
”O, vend vore tanker fra jordlivets strid. Giv, at vi nu samler for kommende tid vor næring og trøst af dit ord, som består” (209).
Også her står billederne ofte i tæt sammenhæng med en bekendelse af, hvor tørt og dødt det ser ud inde i mig. Dermed kan sangene blive til hjælp for den kæmpende kristne. Der er noget herligt i at kunne synge sammen, når vi mødes, som en forsamling af fattige syndere:
”Ord, som vederkvæger, du kun sende kan, fyld mit tomme bæger helt med livets vand!” (200).
”Herre, samle nu os alle om dit dyrebare ord; som en vårregn lad det falde på vort hjertes tørre jord!” (204).
Når vi hører Ordet på den måde – som tørstende og sultne sjæle, der længes efter Guds mad og drikke – så står Gud klar ved ”Ordets rige bord” til at velsigne og give os ”gode himmelstunder allerede her på jord” (202). For der er ikke noget, Gud hellere vil, end at lade sit ord give trøst og liv til en træt og forkommen sjæl.
Det kraftfulde ord
Når Guds Ånd lukker Ordet op, så vi ser, at ”Jesus han er syndres ven”; at Gud tager den fortabte søn i favn; at han midt i alle mine uovervundne synder glæder sig og fryder sig over mig for Jesu skyld (Sef 3,17) – så åbnes der for den kraftkilde, der leder mig ind i helliggørelsens nye liv.
Vi kan måske undertiden tænke, at det er spild af tid og ressourcer at sætte os med Bibelen i en krog og bare læse og bede. Kunne man ikke have gjort noget andet godt i Guds riges arbejde på den tid? Men det er en helt forfejlet tanke. For det er netop i Guds ord, vi får kraften til det nye liv. Og føler vi ikke, vi får kraften af dét, så får vi den i hvert fald ikke andre steder. Det er her, helliggørelsen har sit udspring, det er her, kampen mod synden fødes, og det er her, vi fyldes af ønsket om at leve det liv, som vi er frelst til at leve.
Den virkelighed kender sangenes forfattere også – og derfor beder vi i sangene om, at Guds ords kraft må komme og forvandle og forny os – af Guds nåde og til Guds ære:
”For ordet om korset har kraft hver en dag at rense et syndigt hjerte, og Jesus dig elsker, om du end er svag, i Himlen han taler din sag” (193).
”Gud er her for at velsigne os med Åndens kraft og liv” (196).
”Lær mig helt at kende, hvad du vil, o Gud, lad min lampe sende lys i mørket ud! Herre, jeg er stille vendt i bøn mod dig, kraftens dybe kilde selv du åbne mig” (200).
”Kom dog, kom, o Herre kære, træng i vore hjerter ind, styrk vor tro, ja, giv os mere, helliggør os sjæl og sind!” (218).
Når Guds ord ”skinner ind i hjertets nat”, og vi ser Jesus, den skjulte skat i Ordet, så vi tager ham i favn i troen, så sker der noget, siger Brorson: Da bliver vores vandring ny, da vil og kan vi synden fly og følge Jesus efter (210).
Vil og kan?
Ja, det står der. Ikke at vi kan blive syndfri: Men vi både vil og kan flygte fra synden, når vi ser den skat, vi har i Ordet, og når vi i troen tager Jesus i favn.
Vi kan ikke hindre fuglene i at flyve hen over vores hoveder, men vi kan forhindre dem i at bygge rede i vores hår, siger Luther. Det vil og kan vi – men kun ved Ordets og Åndens kraft.
Et værn mod vranglære
Ordet er vores trøst og vores kraft – men Ordet er også vores værn. Et værn mod vranglære. Og hvor er der megen falsk lære i vores tid! Internettet og de sociale medier svømmer over med muligheder for, at vi kan komme i tvivl, få stillet spørgsmålstegn ved det ene og det andet – og blive forført. Det kan være herlighedsteologi, det kan være bibelkritik. Det kan også være noget, der ligner det ord, vi kender, og hvor vi derfor føler os på tryg og sikker grund – men umærkeligt præges vi af en sjælesørgerisk giftig lære. Mange af os præges i dag fra mange flere sammenhænge end blot den lokale menighed.
Der er al grund til at tage de stærke ord i munden, som M.B. Landstad skrev for 160 år siden:
”Al Satans løgn og lærdom knus, med ånd og sandhed fyld dit hus. Lad ingen falsk profet forvilde os bort i nattens sure nød, lad ingen lærdom vrang forspilde vor trøst af Jesu dyre død!”
Sangen slutter med at henlede vores tanker på den flok, der er gået forud for os, og som har kæmpet for evangeliet med deres liv – sådan at også vi har fået lov til at høre det sande evangelium. Nu er det vores kald at gøre det samme med ”den skat og perle god, for hvilken de gav alting hen”.
”Gud, lad os vel forvare den!”
En vigtig og indholdsrig sang i den forbindelse er sangen ”Det lakker nu ad aften brat” (190). Det er ikke en aftensang, som man ellers kunne forledes til at tro, hvis man leder efter en aftensang i indholdsfortegnelsen. ”Aftenen”, vi synger om, er det mørke, der med pludselig kraft er ved at lægge sig over verden og Guds kirke.
Sangen er skrevet i 1572 af Nicolaus Selnecker, som var en af de lutherske præster, der blev medarbejder på Konkordieformlen nogle få år derefter. Det lutherske bekendelsesskrift skulle give sund og bibelsk vejledning ind i de mange vildfarelser og afveje, der var opstået på den tid – og man fornemmer meget af det samme hjertelag her i sangen. Grundtvig bearbejdede sangen, da han fandt, at den var højaktuel ind i den brydningstid, han selv stod i, i kampen mod oplysningstidens og rationalismens nye idéer. Og tilsvarende kan vi i vores åndeligt mørke tid med fuld ret anvende den på vores egne forhold. Det er først og fremmest en bøn om bevarelse i en frafaldstid.
Og denne bevarelse, ved Selnecker og Grundtvig, kan vi aldrig tage af os selv. Den må komme, ved at Gud gennem sit ord opretholder sin kirke i en sand tro.
”Ophold din kirke, Jesus sød, trods al vor kulde, søvn og død, så trindt om lande Ordet dit må flyve let og lyde frit! (…) Det er vort skjold og kirkens grund; o, lad derved, hvad så end brast, til døden tro os holde fast! Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord, og før dermed fra grådens dal os hjem til Himlens frydesal!”
Hvad er det for et ord, der har den kraft, at det kan trodse al vores kulde, søvn og død, og føre os hjem til Himlens frydesal? Det er ikke et hvilket som helst ord. Og når vi taler om Ordet som værn mod vranglære, så må vi gøre os klart, at der findes en bibeltroskab og en ”rettroenhed”, som er gold. Det er den bibeltroskab, som er blevet så optaget af at forsvare Bibelens sandhed og ufejlbarlighed, at den i al sin iver efter at være bibeltro kommer bort fra Ham, som er selve Ordets kerne og stjerne. Der er kun ét ord, der har kraft til at føre os hjem, og det er evangeliet om Jesus!
Loven må lyde, og den må ”flyve let og lyde frit”, så vi uden omsvøb og forlorne vendinger ser os selv afsløret i al vores bundløse syndighed. Og så må evangeliet flyve lige så let på sine nådevinger, så vi ser os omsluttet af Guds nåde for Jesu skyld, og må gribe om det i troen og holde det fast, trods alt det onde, der bor i os. Heller ikke her skal der være omsvøb og uldenhed. Evangeliet må forkyndes så stærkt og enkelt, at vi næsten ikke tør tro det!
At være bibeltro er egentlig ikke at værne om Guds ord – det er selv at blive værnet om og vogtet af det ord, der kan føre os hjem. Alt andet er at bytte om på rollerne. For det er Jesus selv, der er Ordet, og det er ham, der taler til os ved sin ånd (jf. Joh 16,13-14). I Ordet kender vi Hyrdens røst, og det er lyden af den røst, der kan vække liv af døde og føre syndere frelst hjem til den evige herlighed.
”Det ord, at Gud er mild og lod sig ved sin Søn forsone, det ord om Jesu død og blod, det har så stærk en tone, at det opvækker den igen, som døde før i synden hen, når han det ret modtager” (210).
Før en prædiken
Sangene under afsnittet ”Guds ord” bliver ofte sunget til indledning på et møde. Og det er med god grund. For det er sange, som vil stemme vores hjerter til modtagelighed for Guds ord – ved at minde os om, hvad vi nu skal høre, og ved at vidne for os om den liv og kraft, der er i Bibelen.
Prædikanter får tit kritik. Ikke så meget op i deres åbne ansigt – men mere som noget, man snakker om på vej hjem i bilen.
”Jeg får ikke så meget ud af ham. Det er for tørt. Det er for langt og for teologisk. Hans stemme er for monoton …”
Eller: ”Der var ikke nok i det. Han var for fri af teksten. Det var for meget appelleren til følelserne og historiefortælling …”
Der kan være nok af ting at skyde på ved prædikanten. Og vi kan hver især have vores kæpheste og personlige pejlemærker, når det kommer til at vurdere, om en prædikant er, som han skal være.
Det er også rigtigt – og vigtigt! – at vi er kaldet til at være vågne i mødet med forkyndelsen og at prøve det, vi hører, på Skriftens ord. Vi må gøre som de kristne i Berøa og tage imod Ordet ”med megen velvilje”, men også ”dagligt granske Skrifterne for at se, om det forholder sig sådan”.
Når vi sætter os for at høre en prædiken, så skal vi først og fremmest tage imod det med megen velvilje og tænke: Gud vil sige noget til mig i dag. Den hellige og rene Gud, min dommer på den yderste dag – han vil tale til mig!
Alle de tanker, vi har om prædikanten og hans person, forstyrrer det møde, vi skulle have. For når vi ”kommer til møde”, hvem er det så, vi kommer for at møde?
Her er det utroligt godt at begynde med en sang, der kan tale til vores hjerte om at lytte efter, hvad vi nu skal høre fra Gud. Det er ikke bare gammel form og missionshustradition, at vi skal have ”en sang før og en sang efter”. Der er al mulig grund til at lade sangene komme til orde med deres bønner om at kunne få en stund med stilhed foran den hellige Guds ansigt.
”Mens du fra det høje gennemskuer mig, vil jeg stille bøje mine knæ for dig” (200).
”Herre, gør mig stille for dit ord. Stille, så det falder i den gode jord” (201).
”O du herlighedens glans, lys af lys, Guds hjertes tale, træng dig gennem sind og sans, væk os af al tungheds dvale!” (203).
Der er en herlig forventningstone i de gamle sange om Guds ord; en tone, der skal rive os ud af vores tanker om, at det bare er endnu en mødeaften – nej, vi er her for at møde Gud! Og når han taler ved sit ord, er det en underfuld ting, og vi må lytte for at blive bevaret hos ham.
”Ja, kære Herre, du må tale og lære os at lytte til! Du straffe, trøste og husvale, du, som jo alle frelse vil! Lad stunden, som du nu vil give, til liv og salighed os blive!” (208).
”Send dine strømme af nåde – fuld af forventning vi stå! Lad nu den frelsende bølge hen til de sukkende nå! Strømme, strømme af nåde bier vi efter, o Gud! Lad ikke dråber, men strømme vælde fra sluserne ud!” (211).
”Sæt mig, så jeg ser dig, Jesus, nu i denne stund! Ånd på mig, og lad mig se dig som min frelsesgrund!” (213).
”Vor Fader, som din egen Søn os sendte, af dig vi al velsignelse forvente. O, lad dit ord sin kraft på os bevise, så hver af os må dig af hjertet prise!” (216).
Kan man synge de ord og så lukke sangbogen og irritere sig over prædikantens facon? Det kan man sikkert godt, for synden er med i alt. Men synger man af hjertet de ord, så vil man også sidde i håbet om og forventning om at møde et ord fra Gud.
Hvad der også i høj grad underbygger denne forventning i sangene, er de gentagne formuleringer om, at vi må høre Ordet nu, mens det endnu er nådetid – for vi ved ikke, om vi får muligheden igen. Det er sange, der indtrængende kalder sjæle til omvendelse og afklaring i deres forhold til Gud, så vi ikke skubber det foran os og pludselig står uafklarede foran Dommeren.
Som prædikanten må holde hver prædiken, som om det er hans sidste, må vi som tilhørere høre hver prædiken, som om det er den sidste, vi får mulighed for at høre.
”Herre, lad os ej forspilde nådens stund, du giver her (…) Lad os agte vel på tiden, mens du søger os, vor Gud! Snart går nådens dag, og siden får vi ikke flere bud. Gud, så hjælp os nu at høre, hvad vor sjæl kan saliggøre. Luk nu op vort hjertes øre, og bønhør vort suk, o Gud!” (204).
”Giv os end en nådestund, o Jesus, når vi samles i dit dyre navn! Gør os stille, for din Ånd ret stille, drag os alle til din åbne favn!” (195).
”O, salige stunder af Jesus vi får, når Ordet fra Gud os til hjerterne går. Vi samles nu atter til bøn og til sang for Ordet at høre, for Ordet at høre, ja, giv os at høre dit ord end engang” (209).
Og så er der en sang, som det er guld værd for både prædikant og tilhører at synge med på, fordi den betoner, hvad det er, vi skal høre: at det ikke er noget nyt og spændende, højtflyvende og indviklet. Det er enkelt, det er gammelt, det er velkendt – men vi har brug for at høre det igen og igen!
Jeg kender ikke nogen sang, der er mere frimodighedsgivende som prædikant, når man møder Djævelens røst i forberedelsen: ”Det har de jo hørt før!”
Og jeg kender ikke nogen sang, der bedre stemmer mit hjerte til at lytte endnu engang til de sandheder, jeg godt kender, og som Djævelen gang på gang fortæller mig, at jeg ikke har brug for at høre.
Det er sangen ”Fortæl det gamle budskab”.
”Fortæl det ganske simpelt som til et lille barn; thi jeg er træt og såret, omspændt af syndens garn.
Fortæl mig det kun langsomt, så det kan trænge ind, det budskab om forløsning, dybt ind i sjæl og sind. Fortæl mig det ret ofte, jeg glemmer let igen; thi morgenduggens friskhed ved middagstid svandt hen. Fortæl det jævnt og stille, men læg dog alvor til, husk på, jeg er den synder, som Jesus frelse vil. Fortæl mig det kun altid, hvis virkelig din røst i hver en nød og trængsel skal tale mig til trøst” (194).
De tunge prædikener
Lad os blive lidt endnu ved det med vores forventninger til et møde.
Jeg tror, der har bredt sig en almindelig opfattelse af, at det skal være opmuntrende at komme til møde. Man skal gå glad ud ad døren, når mødet er færdigt! Det er heller ikke forkert, ret forstået – for ethvert møde tager sigte på at give os glæde i Herren; men vejen til den glæde i Herren kan nogle gange gå gennem smerte og nederlag, så man ikke går opløftet ud af lokalet.
Meningen med at gå til møde er ikke at blive opmuntret på samme måde, som hvis man går til koncert. Og derfor er det heller ikke meningen, at prædikanterne skal fortælle sjove historier, der kan skabe en uhøjtidelig og munter stemning. Ligesom det ikke er hensigten med sangene, at vi skal have nogle lette og opløftende indslag, der kan bløde op på, at det ellers er tungt og trættende at sidde stille så længe.
Underholdning får vi nok af til daglig. Mere end nok. Nu er vi her for at møde vores hellige Gud og høre, hvad han har at sige til os. Forventer du da at blive opmuntret? Når du ser på dit liv? Forventer du at gå glad og let om hjertet fra det møde?
I så fald tror jeg, der er noget galt med vores forventninger. For det er alvor, når Gud vil tale til os. Og vi må være åbne for, hvad han har at sige.
Var prædikenen ikke opløftende? Havde prædikanten et tungere budskab at gå med, hvor du måske følte, han stillede spørgsmålstegn ved, om du er en sand kristen – og om der er noget i dit liv og din tro, som er galt? Så skal du ikke bebrejde prædikanten – så længe han har talt ud fra Guds ord. Så skal du gå hjem og vide, at her var der et alvorsord til dig, som Gud ville, du skulle møde. Når Guds Ånd er til stede ved et møde, fordeler han selv Guds ord i hjerterne, så at dem, der har brug for trøst, får trøst, og dem, der har brug for anfægtelse, får anfægtelse.
Også her hjælper sangene os ved at minde os om, hvad vi er her for at høre. Det er Guds ord i lov og evangelium! Det er frelse, frihed og forløsning i Kristus – men det er også alvorsord til anfægtelse over vores synd; netop for at vi skal få vores glæde i Jesus og blive bevaret i ham. Gud taler til os på begge måder i sit ord, og vi har brug for at høre begge dele.
”Nådig du din Ånd og sende og din ild iblandt os tænde, så vor armod vi erkende, mæt os ved dit rige bord” (204).
”Hvad er som et tveægget sværd, som bryde kan hver modstand her, som intet panser ude stænger og os vor afmagt lærer her? Det er Guds ord, Guds ord det er. Hvad bruser som en stormvinds slag og overdøver tordens brag? Hvad dundrer i en synders øre, som dommens røst han skulle høre, som minder ham om straffen der? Det er Guds ord, Guds ord det er” (206).
”Du selv de hårde klipper sprænge, gør lovens hele fordring kendt, og lad så ind i hjertet trænge en gnist af tro, som du har tændt!” (208).
”Velkommen her, du sjæl i syndens lænker, som tror dig fri og ej på faren tænker. Guds ord vor sande stilling skal opklare og frelsens store spørgsmål os besvare” (216).
”Forbarm du dig, Herre, og tænk på vor nød, o, gør os nu varme, opvæk os fra død. Lad loven os knuse, gør Frelseren stor” (209).
Læg mærke til, at når Guds ord lyder, så kommer vi til at erkende vores afmagt og armod (fattigdom). Det er ord, der vil have dig til at se din sande stilling over for Gud, hvis du sidder fast i syndens lænker og alligevel bilder dig selv ind, at du er fri og frelst. Det er ord, der knuser os, og gør Frelseren stor!
At blive knust er ikke noget, der sker i ro og mag. Og det er ikke et budskab, der kan siges eller høres let og med et glimt i øjet. Det er ord, der ”dundrer i en synders øre”. Men det er Guds ord – Guds ord det er!
Syng evangeliet!
Den, som har fået den nåde at have det rette syn på Bibelen som Guds og ikke menneskers ord, han lærer at regne det som sin dyrebare skat, sagde Luther.
Vi mærker tydeligt, at sangene om Guds ord ikke bare er sange om, at det er vigtigt at høre Guds ord. Det er ikke bare sange, der fortæller os, at nu skal vi også se at få læst i Bibelen, for ellers falder vi fra troen. Nej, sangene vidner om, hvad det er for en dyrebar skat, vi har i Jesus. Og derfor kan sangene heller ikke lade være med selv at forkynde evangeliet.
”Syng evangeliet om Jesus, for sjæle kan vindes ved sang, syng om den frelsende nåde, som frigør fra syndens tvang” (212).
Den særlige måde, som mange af sangene under afsnittet ”Guds ord” synger evangeliet på, er ved at lægge vægten på det underfulde for den anfægtede, at evangeliet er et ord, vi har på skrift.
”Du lidende, tørstende, søgende ven, du har ikke fred i hjertet. Der findes et ord, som kan hjælpe dig end, som fører til livsglæden hen. Det er ordet om korset, du trænger, min ven, ja ordet om korset igen og igen, et ord fra de læber, som taler din sag, det ord, som du trænger i dag” (193).
”Er du i synden hårdt bespændt, som du har her bedrevet, her er en skrift fra Himlen sendt, kom, læs, hvad der står skrevet (…) Tag dette ord kun i din mund, og læg det på din smerte” (199).
”Hvad end her i verden bedrøver min sjæl, med Jesus og Ordet dog alt bliver vel; ej altid min lykke jeg føler og ved, i troen på Ordet jeg dog nu har fred. O, salige ro: på Jesus at tro og have Guds ord i sit bo” (205).
”Løfterne kan ikke svige, nej, de står evigt fast. Jesus hvert ord har beseglet, dengang hans hjerte brast. Himmel og jord skal brænde, bjerge og hav få ende; men den, som tror, skal kende: Løfterne rokkes ej” (207).
For den anfægtede er der ikke noget, der er vigtigere end det, at han har løfterne om syndernes forladelse for den, som er i Jesus, i en uforanderlig, skriftlig form. Så kan det gå op og ned med mig. Men hver dag kan jeg slå op og læse – det står der endnu:
”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden” (Rom 5,8-9).
”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham” (2 Kor 5,21).
”For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid” (Hebr 4,15-16).
Må Gud give os taknemlighed for den dyrebare skat, vi har i hans ord!
Vor Gud giver løfter, vor Gud holder ord,
han ej fra sit tilsagn kan vige!
Hvil trygt på det ord, om du trænges på jord:
Gud aldrig sit løfte kan svige!
Guds ord som en klippe i vel og i ve
står fast, omend bjerge må vige!
Så sandt som du tror, du skal få at se:
Gud aldrig sit løfte kan svige! (217)
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2023. Hele bladet kan læses her.
1Rosenius, C.O.: Vejledning til fred, Credo 1989, s. 97.
