Guds ord - fundamentet for evangelisk luthersk tro

Nyt Livs store reformationsjubilæumsprojekt var at hjælpe Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening med udgivelsen af andagtsbogen Så fast en borg af Martin Luther. Men vi glæder os meget over, at vi nu også på Nyt Livs Forlag kan udgive endnu en vigtig bog i anledning af jubilæumsåret.

Det drejer sig om bogen Guds ord – fundamentet for evangelisk luthersk tro, der er udkommet her i december og kan bestilles på nytliv.dk eller lohse.dk.

Bogen er redigeret af Konrad Fjell og indeholder 19 artikler om bibelsyn og luthersk skriftforståelse, skrevet af bibeltro teologer og forkyndere fra hele Norden. Danske bidragydere er Torben Kjær, Peter Olsen og Mikkel Vigilius, men alle artikler er oversat til dansk, ved gode venners hjælp.

Artiklerne i bogen har mange forskellige vinkler, men med et klart centrum og formål: at vi må blive ført tilbage til reformationens lys og blive gjort radikalt bibelafhængige i alle ting, der vedrører vores kristne tro – til trøst, hjælp og vejledning for vores liv som kristne i en verdslig og forvirret tid.

Vi har som aldrig før brug for at blive ført tilbage til Skriften – for reformationens særlige lys har ikke nogen anden kilde end Guds eget ord. Det er det, vi gerne vil minde om med dette sidste nummer af Nyt Livs blad i reformationsjubilæumsåret – og med denne udgivelse.

Her på hjemmesiden ligger der appetitvækkere til alle bogens 19 kapitler, som kan give lidt mere indblik i, hvad bogen kommer omkring, og umiddelbart herunder bringer vi et uddrag fra bogens indledende kapitel Den eneste prøvesten – bibelsynet og arven fra reformationen af Johannes Kleppa.

“Vi tror, lærer og bekender, at den eneste regel og rettesnor, som al lære og alle lærere skal prøves på og bedømmes efter, er de profetiske og apostoliske skrifter i Det Gamle og Det Nye Testamente, som der står skrevet: ‘Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti’ (Sl 119,105). Og Paulus siger: ‘Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han’ (Gal 1,8).

Således indledes Konkordieformlen, som er det mest omfattende og systematiske af de lutherske bekendelsesskrifter. Dette skrift er på grund af historiske og politiske omstændigheder ikke med i bekendelsesgrundlaget for den evangelisk lutherske kirke i Norge og Danmark, i modsætning til Sverige.

Vi kalder denne formulering skriftprincippet, som er grundlaget for det lutherske læreprincip Skriften alene. Bortset fra formuleringen af skriftprincippet er der kun lidt, der direkte omhandler bibelsynet i de lutherske bekendelsesskrifter, men Konkordieformlen understreger stærkt forskellen mellem på den ene side bøgerne i Det Gamle og Det Nye Testamente og på den anden side alle andre bøger: “Den hellige Skrift er den eneste dommer, regel og rettesnor, som alle læresætninger skal og må prøves på og bedømmes efter – som den eneste prøvesten på, om de er gode eller onde, sande eller falske.“

Skriftsynet – den måde, Guds ord bruges på

Skriftsynet i bekendelsesskrifterne kommer først og fremmest til udtryk i den måde, Guds ord bruges på, og hvordan lærepunkterne bliver udformet og begrundet. Alle lærespørgsmålene har deres udgangspunkt i Skriften og begrundes ud fra den. Der bliver ikke fremsat nogen lære, der ikke har hjemmel i Guds ord – som man kun finder i Bibelen – tværtimod bliver den slags lære afvist. Andre skrifter, inklusive de oldkirkelige bekendelser og kirkefædrenes skrifter, bliver blot forstået som “vidnesbyrd om og forklaring til troen“. I fortalen til Den Augsburgske Bekendelse henvises der til de lutherske prædikanters forkyndelse, “således som de hos os indtil nu har fremstillet læren ud fra de hellige Skrifter og Guds rene ord“.

Martin Luther var i udpræget grad skriftteolog. Han agtede Guds ord meget højt og havde fuld tillid til det. “Skulle jeg fortælle om al den nytte og gavn, Guds ord har, hvor skulle jeg så få nok papir og tid fra“, udbryder han i fortalen til Den store katekismus. Det er denne lutherske holdning til Skriften, vi bør tilegne os og lægge til grund for al teologi og lære, og for al undervisning og forkyndelse. For det er en holdning, der fremgår af Skriften selv, og det vil sige, at den er fra Gud. Derfor bør vi også have det syn til alle tider, men i 500-årsjubilæet for reformationen bør denne holdning på en særlig måde betones og blive retningsgivende for teologi, kirke og mission. Desværre ser vi ofte det modsatte, at det er alt andet end Skriften, der bliver udgangspunktet for lære og liv. Især lægger man vægt på det, der stammer fra menneskets fornuft og den almene livserfaring (…)

Udfordringer fra reformationen

Det er udfordrende at fejre reformationen i en tid, der er præget af postmoderne relativisme og mangel på alment forpligtende normer. Dette giver grobund for læremæssig opløsning og forvirring og for en subjektivt orienteret tro, der ikke er i overensstemmelse med Bibelen, og hvordan Gud åbenbarer sig i den. Den subjektive tro er også i strid med en forkyndelse af lov og evangelium, der har som udgangspunkt, at mennesket til alle tider og i alle kulturer grundlæggende er det samme, og at frelsen også er den samme til alle tider og for alle mennesker. Dette sidste indebærer, at Jesus ved sin stedfortrædende lidelse, død, opstandelse og himmelfart er den eneste vej til Gud.

For Guds folk er det måske endnu mere udfordrende at fejre reformationen med tanke på den kirkelige situation i Norden. I store dele af dagens fagteologi, forkyndelse og kirkeliv er man på kollisionskurs med de mest centrale elementer i arven fra Martin Luther og reformationen. Det gælder i særlig grad bibelsynsspørgsmålet og skriftprincippet. Man har forladt læreprincippet om Skriften alene og indført et nyt “og“. Ganske vist er man ikke gået tilbage til det katolske princip om Skriften og traditionen, men nu er det Skriften og fornuften, Skriften og den almene livserfaring, Skriften og den bedste kundskab. Rationalismen fra modernismen gør sig stadig gældende, men i postmodernismen er det især erfaringen og oplevelsen, der er i fokus – og dermed, hvad der fungerer for en selv. Det betyder, at der lægges vægt på den rationelle og erfaringsbaserede kundskab, på en måde så det bliver bestemmende for, hvordan man forholder sig til, forstår og tolker Skriften. Og så ender man, særligt i etiske og kontroversielle spørgsmål, med det tidstypiske og det politisk korrekte (…)

Reformationens store betydning ligger i genopdagelsen af retfærdiggørelsen ved tro. Dette er ikke kun ét af mange lærepunkter. Det er hovedsagen i alt vedrørende evangelisk luthersk kristendom. Derfor er læren om retfærdiggørelsen også blevet kaldt den artikel, kirken står og falder med. Dette synes desværre i høj grad at være kommet i skyggen i reformationsfejringen i kirke og samfund, og derfor får jubilæet ikke den gennemslagskraft, det kunne have haft – desværre.

Skal reformationsjubilæet og reformatorisk kristendom generelt få det lys og den kraft tilbage, der ligger i læren om retfærdiggørelse ved tro – eller i det lutherske frelsesprincip om nåden alene, Kristus alene og troen alene – så skal Martin Luther fremholdes som skriftteolog, og reformationens orientering ud fra Skriften alene skal sættes i højsædet. Reformationen begyndte strengt taget ikke med læren eller frelsesforståelsen, men med Skriften og skriftsynet. Uden disse forudsætninger glider man bort fra reformationens opdagelse og substans og kan ende hvor som helst – helt fra yderligtgående liberal teologi, via sværmerisk karismatik og herlighedsteologi til en “hjemvenden“ til den romersk-katolske kirke.

Luther og teologien – radikalt bibelafhængig

I sin fremragende bog Møder med Luther understreger professor Knut Alfsvåg gang på gang, at Luther var radikalt bibelafhængig og bibelforpligtet. Han var helt og holdent bibelteolog og bibelorienteret. Det var han, fordi Skriften er gudsåbenbaring. Både i mødet med det, han opfattede som misbrug i pavekirken, det, han anså for at være hedensk filosofi i tiden, og det, han kaldte sværmeri i reformationen, henviste han til Bibelens ord og ordlyd. Guds ord afgjorde sagen ud fra de relevante bibeltekster og Bibelens Kristus-åbenbaring.

“Teologi er radikal bibelafhængighed. Teologi er bibeludlægning. Her skal man hverken trække noget fra eller føje noget til. En kristen og en teolog – og for Luther er det to sider af samme sag – skal sige det, teksten siger, og der, hvor teksten ender, ender teologien også“, skriver Alfsvåg¹.

Bibelen skal have lov til at tale som det absolutte udtryk for Guds åbenbaring, og menneskets tanke skal tages til fange af denne åbenbaring. Hverken filosofi, videnskab eller erfaring må overordnes åbenbaringen. Den kristne kirke skal altid bygge på åbenbaringen i Skriften.

“Luthers teologiske projekt er at leve i bibelteksten²“, hævder Knut Alfsvåg. Det skal også være vores personlige og hele den kristne kirkes projekt.

“Gudsåbenbaringen skal ikke tilpasses menneskelige autoriteter. Dette var Luthers teologiske program³“, skriver Knut Alfsvåg. Det skal også være vores og hele den kristne kirkes program. Heri ligger der en stor udfordring for bibeltro evangelisk luthersk teologi og forkyndelse i mødet med dagens mange forskellige menneskelige autoriteter.

Udgivet af

Johannes Kleppa

Johannes Kleppa, Bergen, forkynder og leder af Misjon Sarepta og Bergen Kristne Bokhandel. Tidl. redaktør på avisen "Dagen".