Guds Ord er levende

Hele Skriftens vidnesbyrd

At Guds Ord er levende er et afgørende vilkår for, at du og jeg kan komme til tro på Jesus. Det er Bibelen meget klar i sine ord om.

Du og jeg fødes i synd, borte fra Gud. I os selv gør vi kun ondt, tænker kun ondt, formår kun ondt, og det er en tilstand, vi ikke kan ændre på. Det er skræmmende klar tale, når Bibelen siger, at vi er døde i vore overtrædelser. Når man er død, er man jo selvsagt ude af stand til at flytte på sig, og når vi er døde i vores overtrædelser, så flytter vi os ikke derfra.

Det er derfor, at det er så afgørende, at det Ord, som Gud har talt til os og givet os i Bibelen, er et levende Ord. Det er et levendegørende Ord. Mennesker frelses jo af tro, som det siges i Rom 1,17: ”For i det – i evangeliet – åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ‘Den retfærdige skal leve af tro.’” Og troen kommer af det, der høres!

Dette understreges i Efeserbrevet, hvor vores frelse i Jesus beskrives: ”I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd” (1,13). Altså er det at høre centralt for det at tro, og det er altafgørende for et menneske, at vi kommer til tro, for det er kun derved, at vi overgår fra døden til livet: ”Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus (…) For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds” (Ef 2,4f.8).

At Guds Ord giver og skaber liv ses ikke kun i Efeserbrevet og Romerbrevet. Det er en gennemgående linje helt tilbage fra Skabelsen og frem til vores tid i dag.

Det er ved sit Ord, Gud skaber hele verden og alt liv, som vi kender det. ”Bliv lys,” og der blev lys. Så virksomt er det Ord, der udgår af Guds mund. Det virker det, det siger. Det er ved sit Ord, Gud giver Jonas livet igen, da Han byder havdyret spytte Jonas ud, efter at Jonas fra dødsrigets dyb har påkaldt Herren. Og det er om Guds Ord, det i Hebræerbrevet siges: ”Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd” (4,13).

Mange flere eksempler kunne nævnes, men pointen er klar: Gud skaber og giver liv ved sit Ord. Og det er også det, vi møder i den følgende beretning om Emmaus-vandringen.

Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: ”Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?”

De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: ”Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?”

”Hvad da?” spurgte han.

De svarede: ”Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.”

Da sagde han til dem: ”I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?” Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: ”Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.” Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”

Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: ”Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.”

Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet (Luk 24,13-35).

”Så huskede de hans ord”

Vi møder her to disciple på vej væk fra Jerusalem mod Emmaus. Og for at vi kan forstå, hvorfor de er på denne vandring, må vi gå tilbage til det, der er gået forud. Beretningen kommer nemlig i direkte sammenhæng med den foregående beretning om kvinderne ved Jesu grav. At dette er tilfældet, ser vi i vers 13, hvor der står ’samme dag’, altså samme dag som det, der lige er blevet skrevet. Derfor vil vi starte med at se på, hvad der skete samme dag (v.1-12).

Tidligere samme dag har nogle kvinder, der fulgte Jesus, været ude ved Hans grav for at salve Ham. Her forventede de at finde Jesu legeme i graven, men i stedet bliver de mødt af en frarullet sten, et manglende dødt legeme og en engel, der spørger dem: ”Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.” Da kvinderne har hørt disse ord, står der noget, vi skal bide mærke i: De husker Jesu ord! (v.8).

Det er altså ikke englens ord, der får dem til at indse, hvad der er sket, men derimod de ord, som de kommer i tanke om. De ord, der nu er opfyldt. De ord, der nu er blevet levende for dem. Det er alle de ord, Jesus har forkyndt og givet dem tidligere, hvori Han profeterede og omtalte sin død, opstandelse og frelse for mennesker. Ligesom Jesus var blevet levende, blev Hans Ord også levende for disse kvinder.

Det er jo forunderligt det, der sker her. Som et lys kan oplyse et mørkt rum og gøre alting klart, oplever kvinderne her, at de ord, Jesus har talt til dem tidligere, pludselig falder på plads. Ja, det er ganske enkelt det livgivende evangelium, der her bliver levende for kvinderne. Det mest vidunderlige budskab af alle får de her lov at modtage: at Jesus for deres skyld led den korsdød, som de overværede, ja ikke bare led korsets død, men blev forladt af Gud og dømt af Ham, for at de ikke skulle dømmes.

Og med hjerterne i brand og en klarhed og forståelse af, hvem Jesus er, hvorfor Han skulle dø, og hvorfor det er så velsignet, at Han gjorde det, vender de tilbage til dem, der har lyttet allermest til Jesus af alle: Hans apostle og disciple.

Forestil jer den glæde og fred, kvinderne må have mødt disciplene med. Glædesrus, dyb fred og lettelse – de må have følt det hele på én gang. Og de må have set så uendeligt meget frem til at kunne give disciplene det ord, der giver liv i døden, det ord, der kan føre ud af sorgen og mørket og over i lyset, ordet om Jesu opstandelse!

”De troede ikke kvinderne”

Hvis vi kunne glemme den viden, vi allerede har om den her beretning, og kunne læse beretningen på ny for første gang, så ville vi forvente, at disciplene om muligt ville være endnu mere glade og lykkelige over kvindernes ord. De har jo hørt endnu mere fra Jesus, fået profeteret endnu mere, end kvinderne har. Der burde jo være endnu flere brikker, der faldt på plads for dem, og som gjorde det endnu rigere og mere vidunderligt at høre!

Men det er ikke det, der sker: ”De sagde dette [at Jesus var opstået] til apostlene, men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne” (v.10).

De troede ikke kvinderne, står der. Der kunne også have stået, at de ikke troede evangeliet. Og det er dybt skræmmende og uhyggeligt at tænke på.

For hvis disciplene, der ikke bare lyttede til Jesu Ord, men så Ham virke i egen person, ikke kunne genkende og tro Jesu allerstørste budskab, budskabet om frelse for syndere ved Hans død, og Hans manifestation af opfyldelsen af dette, Hans opstandelse – hvor efterlader det så os?

Jeg tror, at det ulykkeligvis er tilfældet for mange, der har hørt Jesu Ord i vores kirker og menigheder i dag, at de heller ikke har grebet evangeliet. Og det siger jeg, midt i at det er min største frygt, at jeg selv kommer til at stå som en af dem. En af dem, der på dommens dag, vil møde Gud og sige: Har jeg ikke, har jeg ikke, har jeg ikke … Og Gud vil sige, at Han aldrig har kendt mig.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har den frygt.

Derfor er det fantastisk, at vi i Bibelen har et Ord, der er levende og hjælper os aktivt i de bekymringer og situationer, vi står i. Et Ord, der virker liv i dag, ligesom det gjorde for snart 2000 år siden for disciplene.

Men selvom Ordet virker både i dag og dengang, er det også tydeligt gennem evangelierne, at der er aspekter ved Jesu ord og i særlig grad Hans forudsigelse og ord om sin død, som disciplene ikke forstod.

Den horisontale tro

Jeg vil nævne to eksempler.

Det første eksempel er Luk 9,44f. Her forudser Jesus sin egen død, hvortil det om disciplene siges: ”Men de forstod ikke, hvad han sagde; det var skjult for dem, så de ikke kunne fatte det, og de var bange for at spørge ham om dette ord.” Altså forstår de kort og godt ikke Jesu ord om evangeliet.

Og så måske det allertydeligste eksempel: Mark 8,31-33, hvor Peter prøver at tale Jesus fra at skulle dø og lide. Dermed forsøger Peter med andre ord at standse Jesu gerning og mål.

Jesu disciple havde altså ikke forstået, hvem Jesus egentlig var. Ligesom mange andre, der fulgte Jesus, forventede de nok, at Han skulle være jordisk konge og have sit rige her på jord, og det er også derfor, Hans død ødelægger deres tro på, at dette skulle ske. For hvem kan blive konge, når man er død? Den død, han havde lidt, kunne man ikke opstå fra. Og selv hvis Han opstod, så var Han blevet ydmyget på korset, forbandelsens træ, nøgen og forhånet og forkastet af jøderne på en måde, som ingen Messias ifølge deres begreber kunne være udsat for og fortsat være jødernes konge og Guds egen søn. Jesus var steget så dybt ned i forbandelse og forhånelse og ydmygelse, at Han umuligt kunne være Guds hellige og herlige Messias.

Disciplenes problem er, at deres tro er horisontal. Den beror på det jordiske og det dennesidige, og ikke det himmelske og evige. De prøver at begribe og indkapsle Gud og Jesus i en version som de kan håndtere og forstå. Og i den version, som de har skabt for sig selv, er der ikke plads til, at Jesus skulle dø. Der er ikke plads til Jesus, som Han er. Og derfor, fordi de ikke har forstået og er kommet til tro på Jesus som den, Han virkelig er, er kvindernes ord løs snak for dem.

Og det uhyggelige for os, der læser dette er, at vi lever i en tid, hvor denne form for kristendom bliver mere og mere udbredt. En kristendom, der fokuserer på, at Jesus skal være vores hjælper, ven, Herre og konge her på jord, så vi undlader at fokusere på Ham som frelser. Alle mennesker skal på denne måde kunne relatere til Jesus, kristne såvel som ikke-kristne. Menneskers fornuft og følelse skal tilfredsstilles, uden at omvendelsen bliver nødvendig. En kristendom, der udvisker og fjerner alt anstødeligt, besværligt, uforklarligt og problematisk, så vi står tilbage med en rationel, moderne, attraktiv og spiselig kristendom, som kristen såvel som ikke-kristen kan acceptere. Det bliver en kristendom, hvor forkyndelsen bliver mere og mere perifer i forhold til korset, hvor lov og evangelium glider i baggrunden, og erstattes af moralske overvejelser og pointer, filosofiske refleksioner, og ikke alt for tunge emner, som folk alligevel ikke vil høre.

Går vi den vej, vil vi skabe den menighed og det kongerige på jord af ”kristne”, som Jesus så åbenlyst afstod fra at skabe og lede. Og mens verden følger os og accepterer os, taber vi evangeliet. For sagen er den, at evangeliet og vores menneskelige forstand er to ting, der er uforenelige.

Evangeliet er jo dårskab for verden. Ja det, vi ønsker, og det, Gud ønsker, er uforeneligt. Vi vil os selv og ikke Gud, mens Gud vil os. Vi vil frelse os selv, mens Gud vil frelse os. Derfor er det så vigtigt, at det er Guds uændrede, klare Ord, vi taler, og ikke vores egen light-udgave, der skulle være lettere at håndtere, og som skulle opfylde de ønsker og krav, det verdslige menneske måtte have til Gud.

Den stærke modstand

Hvad skal vi gøre for ikke at ende med at blive en del af bevægelsen væk fra korsets dårskab og evangeliet? Vi skal blive ved det, der er kraft i; det ene, der er nødvendigt: at høre og læse Guds levende Ord. Det er det, der giver liv og skaber tro, og det er det, vi skal se på nu i beretningen om Emmaus-vandringen.

Umiddelbart kan det virke som om, at de to disciple har været væk fra de andre, der hørte kvindernes ord om Jesu opstandelse. Men hvis vi hiver nogle tidligere oversættelser frem og for den sags skyld kigger på grundteksten, er det faktisk ikke tilfældet. En mere direkte oversættelse af vers 13 ville være: ”Men samme dag var to af dem på vandring til en landsby.” To af hvem? To af de disciple, vi lige har hørt om.

At de to disciple, vi møder på vandring til Emmaus, har været med sammen med de andre og hørt kvindernes ord, er for mig med til at understrege, hvor stor modstand en uomvendt, der ønsker en Gud og Jesus, der giver sejre i dette liv, har mod evangeliet. Disse to disciple var ikke bare blevet bedrøvede over kvindernes ord, de var blevet ramt af en så stor modstand mod denne stemning og dette ord om opstandelse, at de så sig nødsaget til at søge væk fra Jerusalem.

Igen bliver det et skræmmende eksempel på den i mine øjne tiltagende modstand mod klar, åndelig og evangelisk forkyndelse. Forkyndelse, der er central og vækkende og handler om Jesus og Hans død og opstandelse og fuldbragte frelse for uduelige syndere, der ikke fortjente det. Det er klart, at det er en forkyndelse som verden vil protestere imod, men det skræmmende er jo, at det er en forkyndelse, vi også selv indefra oplever modstand mod i kraft af vores syndige natur og gamle Adam. Og netop derfor må vi hele tiden være årvågne, så vi ikke glider ind i at tilvælge at tale, som vores gamle natur ønsker det. For der hvor kødets indre modstand ophører, der dør troen.

Emmaus-vandringen viser os jo netop, hvorfor det her ord er så vigtigt at holde fast i! At vores forkyndelse forbliver central, selvom den kan få folk til at søge væk fra os. Det forunderlige er jo netop, at det er det ord, som de to disciple først blev forfærdede over, som de oplever deres hjerter i brand over senere.

Jeg synes, der er en fantastisk opmuntring til os, der kan bedrøves over dem, der i mødet med lov og evangelium forlader vores sammenhænge: at Gud ikke slipper disse mennesker, men opsøger dem igen med det samme ord. For vi ser jo Guds almagt og alvidenhed i det, at Han sender kvinderne tilbage til disciplene og apostlene med et budskab, som Han ved, vil få to af dem til at forlade de andre, for at Han netop kan møde dem på vejen til Emmaus og frelse dem med det helt samme budskab, der fik dem til at gå. Dermed ikke sagt, at det skal være et mål i sig selv for os at få folk til at holde op med at komme til vores samlinger. Men det skal være noget, som vi er villige til at risikere for at få sagt det, vi er kaldet til at sige. Det er jo ikke os, der frelser, men Gud. Vi må gøre ligesom kvinderne gjorde, da de blev bedt om at bringe ordene om Jesu opstandelse til disciplene, og de gjorde det. På samme måde er du og jeg blevet bedt om at gøre det over for verden, når det gunstige øjeblik opstår.

Til dig, der, om ikke fysisk så mentalt, er ved at gå væk til Emmaus, lyder Jesu levende ord nu. Og Han ønsker at nå dig med sit evangelium om frelse for dig!

Emmaus-vandrerne havde ligesom dig heller ikke taget imod, da Jesus mødte dem, men Han forlod dem først, da de havde. Det afgørende er, at du ikke lader Jesus gå videre, men at du – ligesom Emmaus-vandrerne – inviterer ham indenfor og lader Ham tale til dig.

At møde folk der hvor de er

Vi skal nu se nærmere på, hvad der konkret sker i mødet mellem de to disciple og Jesus, og hvad det fortæller os om, hvordan Gud virker ved sit Ord.

Det første, vi skal bide mærke i, er, i hvilken skikkelse Jesus opsøger de to disciple. Jesus tilkendegiver ikke sig selv for disciplene, men derimod holdes disciplenes øjne lukkede, således at de ikke genkender Ham. Jeg tror, at det sker, for at vi skal forstå, at det ikke er det, at de ser Jesus, der senere får dem til at vende om til Jerusalem, men derimod det, de hører.

Netop ved ikke fysisk at vise disciplene, at Han er Jesus, viser Han en af de andre sider, der er i Hans guddommelige natur, nemlig den, at Han er Guds Ord og dermed åbenbarer sig for os og kommer til os i Guds Ord.

Det næste, vi skal lægge mærke til, er, at det er Jesus selv, der opsøger disciplene og ikke omvendt. Det er evig sandhed, at intet menneske kommer til Gud, uden at det sker ved Jesus, og at intet menneske opsøger Gud selv, men at Gud opsøger mennesker. Jeg tror ikke, at disse to disciple havde nogle planer om at vende tilbage til Jerusalem. Jeg tror, at de havde givet op på Jesus og de andre disciple og havde besluttet sig for at komme videre. Netop derfor er det så fantastisk, at Jesus opsøger dem. Han redder dem bogstaveligt talt fra den evige fortabelse lige her i teksten.

Og så møder Jesus dem, der hvor de er, ikke bare fysisk, men også følelsesmæssigt. En af de ting, som bliver sagt igen og igen på mit studie, er, at vi i missionsk arbejde skal møde folk med evangeliet, der hvor de er. Og det er virkelig sandt, at vi skal det, men det er også enormt vigtigt, at vi forstår, hvad det er, vi ikke skal gøre i den forbindelse.

At møde folk der hvor de er med evangeliet, betyder ikke, at det skal tilpasses og justeres, så det bliver mere spiseligt for det verdslige menneske. Langt fra.

Pinsedag er jo fantastisk i den forbindelse. Her sker vækkelsen ikke, fordi Peter er specialist i arabiske kulturer, og Andreas har kendskab til Frygiens folks problemer og deres reservationer over for et tungt budskab. Nej, derimod ser vi, at folk kommer fra mange forskellige baggrunde, lande og områder, men hører det samme ord, som Helligånden gør forståeligt for dem, således at det bliver til tro for dem. Apostlene tilpassede altså ikke evangeliet til situationen. Det må vi heller ikke gøre. Derimod må vi ligesom apostlene forlade os på Helligånden og Ordets iboende, altidvirkende kraft, som virker, hver gang Ordet formidles, som det er. Vi skal altså lade budskabet stå alene – uden at holde op med at vise omsorg. 

Det er også, det Jesus gør i teksten her, hvor Han skiller de to ting ad; den enkeltes følelsesmæssige situation på den ene side, som Han spørger til med ordene: ”Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?” mens Han kort efter ikke ændrer en tøddel ved evangeliets budskab og alvor, når Han, efter at have hørt, hvad de drøftede med hinanden, siger: ”I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?” hvorefter Han så udlægger Skrifternes vidnesbyrd om Ham selv for dem. Det er sådan, man møder folk, der hvor de er. Eller som Wisløff siger i sin prædikenlære: Vi skal møde folk der, hvor de er, og føre dem derhen, hvor de ikke vil være.

Dermed ikke sagt, at vi skal kalde hver enkelt ikke-troende for en tåbe eller dåre, men vi kan ikke, skal ikke og må ikke, ændre på Bibelens alvor, når det kommer til synd og vantro.

Skrifternes vidnesbyrd om Jesus

Jesus udlægger herefter Skrifternes vidnesbyrd om Ham selv for dem. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der til tider ville ønske, at denne samtale var skrevet ned. For hvor må det have været stort at få lov at få den ene profeti efter den anden, det ene billede efter det andet og det ene løfte efter det andet sat i relation til Jesus selv. Det forunderlige i den forbindelse er, at det faktisk er en samtale, vi kan få lov at høre også i dag.

Den Ånd, der virkede dengang, virker jo endnu, så sandt Guds Ord er levende, og derfor har vi også løftet om, at Gud vil åbenbare det, der dengang blev åbenbaret, for os i dag gennem sit Ord. Det er jo derfor, at det er dette ene, der er nødvendigt! Det at læse og høre Guds Ord. For som vi ser her i teksten, er det netop det Ord, som disciplene hører, der ender med at tænde troens liv i dem.

For det er kernen, Jesus tager udgangspunkt i: Hans egen lidelse. Lidelsen var det, der var så meningsløst og forfærdeligt for de to Emmaus-vandrere, og derfor er det også så bemærkelsesværdigt, at det netop er lidelsen Jesus først fremhæver: ”Da sagde han til dem: ‘I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?’”. Eller som det står i den gamle danske oversættelse: (…) og så gå ind til sin herlighed. Med andre ord: Jesus viser dem, at lidelsen var en nødvendighed for, at Hans frelsesplan kunne fuldbyrdes, for at der kunne være håb for de to disciple. Det er også det Ord, Han rækker til dig nu. For din skyld led Han, og Han ønsker så inderligt at nå dig med det Ord!

En ny tro – et nyt liv

Vi læser videre: ”Men de holdt ham tilbage og sagde: ‘Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.’ Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: ‘Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?’”

Lagde du mærke til det? Det var det samme, vi så hos kvinderne ved graven. At det er det Ord, de har hørt, der får dem til at vågne åndeligt. De siger jo ikke til hinanden, at det hele gav mening, da de så, at det var Jesus. Nej, det var det, der skete, da Han åbnede Skrifterne for dem, der fik dem til at vågne.

At tro, det er ikke at tro, at du tror,
men barnligt at klynge dig fast til Guds ord.
Det er i din afmagt at se på Guds lam
og lade dig nøje med ordet om ham.

Det var det, som disse to disciple oplevede. De har været nok så sikre på og overbeviste om, at de troede og havde forstået det hele, da de forlod Jerusalem, og at det derfor var helt naturligt at komme videre nu. For den almenreligiøse, horisontale og jordiskprægede tro, kan kun bære så langt. Det, de nu oplever, er det nye livs hjertes glæde over Jesu ord og ønske om at lytte til Ordet om Hans død for dem. Hans død for dig som Guds offerlam, der bærer din synd!

Det, som de nu har, efter deres møde med Jesus, er en anden tro; en tro, der kun kan klynge sig til Jesus. En tro, der lever i Jesus, ved Jesus, med Jesus og for Jesus. Og netop som den korsfæstede forsoner. Det er en tro, der får alting til at vende 180 grader for dig. Du går fra at have mål for dette liv, som du sætter alt ind på, til at fryde dig over at have fred med Gud og få ét eneste og nyt mål om at nå det, der venter, på den anden side af dette liv.

Det er et fantastisk eksempel på den forandring, det skaber i et menneskes liv at komme til tro, når de to disciple vender om og vender tilbage til de andre i Jerusalem. Ligesom med kvinderne er det fantastisk at tænke på den glæde, som de må have følt, den evighedsfred- og lettelse som må have hvilet over dem. Før så de kun tab og smerte i Jesu lidelse og død. Nu så de frelse og fred med Gud i den.

De bryder jo op med det samme! Det er fantastisk at læse. De tøver ikke. De venter ikke. Det skal ske nu!

En nær ven af vores familie blev for nogle år siden omvendt. Omvendelse sker som regel på to måder, enten gennem en længere proces, som en solopgang, eller i ét nu, som når man tænder for en stikkontakt. I hans tilfælde var det en stikkontakt! Og det første, han gjorde, da han kom til tro, var, at han hev en skraldesæk frem og begyndte at smide ud. For han havde nogle piratkopier liggende, som han ikke længere skulle have liggende. Det var der ingen, der havde fortalt ham, at han skulle gøre. Men han vidste det selv indefra.

Det er det samme, vi møder her. De to disciple er ikke blevet bedt om at vende om mod Jerusalem, men de ved, at det er det rigtige. De ved, at det er det, de skal gøre. Og da de vender tilbage, møder de brødrene og deler deres fantastiske oplevelse med dem, mens de fortæller om Peters møde med Jesus.

På én og samme dag er disciplene gået fra at opleve og mærke total forfærdelse over og afvisning af evangeliet til at være lykkelige og afklarede i deres tro på Jesus som den, Han virkelig er, Guds Messias, verdens frelser, der er så meget mere end en konge, der skulle forløse Israel i jordisk forstand, som de to disciple havde fortalt det til Jesus.

Det er den kraft, der er i Guds Ord. Guds levende Ord. Når det forkyndes og tales i klarhed og troskab uden at lægge noget til eller trække noget fra, så har det magten til at vække døde til live, at skabe tro i de troløses hjerter. Det er derfor, Guds Ord er så meget mere end alle andre nedskrevne og overleverede beretninger. For selvom man kan føle, at man nogle gange har forfatteren ved sin side i de ting, man læser, så er det ikke bare en følelse, når det handler om Bibelen, men derimod en kendsgerning. Gud virker ved sit Ord. Han gjorde det dengang, og Han gør det i dag.

Tro på Ordet!

Dig, der måtte være bekymret, for den tid vi lever i, og den udvikling, du ser i det kristne landskab i dag, vil jeg opfordre til at bede og læse. Hav Ordet med dig i hverdagen, for så har du Jesus med dig i hverdagen. Vær oprigtig og ærlig i det, du siger til andre, og lad så Gud gøre resten. Det er ikke os, der skaber vækkelse, men det er Gud. Det eneste, vi kan gøre, er at bede om, at det må ske. At Gud må være os nådige nok en gang.

Dig, der måtte sidde og føle dig anfægtet over din egen tro, og bekymret over, hvorvidt din tro er en tro på din tro eller en tro på Jesus som Gud offerlam for dine synder: Du skal vide, at det er den sundeste bekymring at have, for så har du forstået, hvor vigtigt det er. Og du skal vide, at det ikke er noget, som du kan ændre på selv. For det er ikke din præstation og tro, der frelser dig. Det er den tro, som Jesus alene har skabt og holder i live hos dig af ren og skær nåde, troen på at det, som Jesus har gjort på korset, er dig nok. At Guds nåde er dig nok. Har du svært ved at tro, at det gælder dig, så tal med Gud om det, og læs i Hans Ord. Og så skal du huske på, at det ikke er vores erfaring og oplevelse af vores tro, der frelser, men kendsgerningen at Jesus er død for dig og mig. Og det gælder, lige meget hvor tom, uduelig, kold og ligegyldig du føler dig. Det er på nåden i Guds hjerte og ikke i dit eget hjerte, at din frelses grund findes.

Som det synges: ”Vel er det svært at tro det ret, men Ordet lyver ej, omend fornuft og følelse bestandig råber nej, det står jo dog i Ordet så, jeg stoler da derpå, og synger ære være Gud, at han har gjort det så.”

Og så en opfordring og opmuntring: Jeg tror, at vi allesammen har folk i vores liv, der har hørt meget om Jesus, men som stadig ikke tror. Denne tekst er en opmuntring til dig. For i denne tekst ser vi, at det ord, der er blevet lagt som et frø i hjertet, kan blive til liv, også en god rum tid efter, at det er blevet sået. Ja, Jesus vælger endda i forhold til kvinderne ved graven bevidst, at Ordet først skal blive til liv for dem der. Derfor må vi blive ved med at bede for de uomvendte. Også når vi kan opleve det som om, at de har forladt Jerusalem og har begivet sig på vej mod Emmaus.

Jeg vil slutte med at citere resten af teksten til ”Du klager så ofte”, for jeg synes, den indfanger og opsummerer rigtig meget af det, jeg har prøvet at udtrykke:

Du klager så ofte: Jeg kan ikke tro,
og Ordet jeg læser det gir ingen ro.
Hvor meget jeg kæmper og strider og ber;
min frelse i Jesus jeg dog ikke ser.

Men nu skal du høre, hvorfor det er så,
at vished om frelse du ikke kan få.
Det skyldes at du vender alt op og ned
og søger i hjertet at finde din fred.

Din tro vil du føle og tro, at du tror
og tør ikke hvile på løfternes ord.
Du ser på dig selv og på alt, som er galt,
og dermed du glemmer, hvad Herren har talt.

At tro, det er ikke at tro, at du tror,
men barnligt at klynge dig fast til Guds ord.
Det er i din afmagt at se på Guds lam
og lade dig nøje med ordet om ham.

Da han for dig døde, han soned for alt.
Ja, Ordet forkynder: Din synd er betalt.
Derfor er du skyldfri, præcis som du er,
og Gud har i Kristus dig hjertelig kær.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2022. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Jonathan Drachmann Vigilius

Jonathan Drachmann Vigilius, Hillerød, pædagogmedhjælper