Der er perioder af ens liv, hvor man er så fyldt af evangeliet, så hjertet er lige ved at sprænges. Og så er der perioder, hvor vandet er sivet ud af tragten, og man står midt på et udtørret flodleje.
Hvad var det nu lige, der var formålet med mit liv?
Hvorfor var det nu lige, at Gud greb ind i mit liv til frelse?
Umærkeligt er dette sivet ud af min åndelige tragt. Hverdagens trummerum, måneder med for megen åndelig selvfølgelighed og Satans bedrageriske forførelse har medført dette.
Hvorfor var det nu lige, jeg blev frelst?
Jo. Én ting, og kun én ting: For at jeg skulle være “til lov og pris for hans nådes herlighed”!! (Ef 1,6).
“Nådens herlighed” – hvad er det?
Nådens herlighed er frelste syndere!
Nådens herlighed er kristen-forfølgeren der slår de kristne ihjel på stribe, men som Gud standser ved Damaskus og føder på ny.
Nådens herlighed er ham, der i årevis levede i synd og elendighed, men som Gud standsede og fødte på ny.
At være til pris for nådens herlighed er ikke bare det rigeste, en kristen har at være stolt af. Det er også det eneste.
Selv er jeg intet – virkelig intet!
Gud fandt mig.
Gud vandt mig.
Gud bærer mig.
Gud og kun Gud.
Hvad har et menneske at være stolt af? Intet!
Hvad har et menneske, der er blevet født på ny ved Den Hellige Ånd at være stolt af?
Én ting, og kun én ting: Guds nådes herlighed!
Lykkelig er du, der er gået fortabt med alt dit eget og har fået alt i Jesus.
Lykkelig er du.
Udgivet af
Filip Kofod
Filip Kofod, København, taxachauffør.