Du velsigner den retfærdige, Herre, du beskytter (dækker) ham med nåde som skjold (Sl 5,13).
(Det hebraiske ord, som her anvendes om skjold, betyder et skjold, der dækker hele kroppen).
Fra ovenstående vers vil jeg særlig pege på to ord, som jeg er så glad og taknemmelig for. Det er ”Guds nåde”! Se også Gal 2,21 og Ef 2,8-9.
Guds nåde. To små ord, men alligevel ord, der er så afgørende, at vort forhold til dem afgør, hvor vi skal tilbringe evigheden. Tager vi imod disse ord i tillid og tro – og hviler i det evangelium, som er gemt her, venter Himlens herlighed forude.
Lægger vi derimod bare én enkelt gerning til, går vi lovens vej, og så bliver det den evige fortabelse for os. Over for menigheden i Galatien må Paulus gå stærkt i rette, pga. judaisternes falske lære. Han gør op med, hvor farligt det er at lægge bare én eneste gerning til, når det gælder vores frelse.
Enten lever man i evangeliet – eller under loven. Blandes de to forhold sammen, er der ikke tale om noget evangelium i det hele taget. Så er man ikke under nåden, og Jesu død på korset er forgæves.
Apostelen er ikke ude på at forskrække menigheden, men i tide at advare dem, og så forkynder han, at vi frelses af Guds nåde alene. Dvs. helt gratis. (Latin: gratia = nåde = gratis).
Ingen kristen drømmer om at ophæve Guds nåde, men vi må leve med, at vi har den gamle natur imod os. Djævelen prøver med alle midler at få listet loven ind i hjertet. Lykkes det, tænker du kun på, hvordan du skal være som kristen, og hvad du skal gøre. Uden selv at ville det, har du ophævet Guds nåde.
En kristens bøn må dagligt være, at Gud vil bevare os, så vi ikke bevidst eller ubevidst kommer til at ophæve Guds nåde. I hjertet er der kun plads til én. Må det være Jesus, der får pladsen! Må hans fuldbragte værk på Golgata være dit hjertes skat og eneste rigdom. – Ja, må Guds nåde være som et skjold, der dækker dig fra øverst til nederst.
Lina Sandell slutter sangen ”Nok nåden dig er!” (SoS, nr. 406):
Lad nåden dog være dig alt, hvad den er,
da bliver den for dig umistelig kær,
da først dit så ængstede hjerte får fred:
Så hvil nu derved.
Udgivet af
Bent Kjøller-Hansen
Bent Kjøller-Hansen, Skjern, afd.leder/off.adm., nu pensionist og prædikant i Luthersk Mission.