Guds kraft

Tornen i kødet III

I bogen “Tornen i kødet” møder vi Olav Valen-Sendstads dybe bibelske indsigt og sjælesørgeriske erfaring i en forløsende evangelisk udlægning af det meget personlige afsnit i Andet Korintherbrev, hvor Paulus sætter ord på sine egne anfægtelser og bønner og Guds hjælp til ham. Bogen blev udgivet på dansk i 1987 og er nu udsolgt fra forlaget. Olav Valen-Sendstads arvinger har givet tilladelse til, at vi i Nyt Livs blad bringer nogle uddrag fra bogen.

I magtesløshed udfolder min kraft sig helt (2 Kor 12,9).

I det forudgående¹ har vi betragtet den Guds nåde, der er os nok til frelse. Lad os nu betragte den Guds kraft, der udfolder sig helt i os, fordi vi er frelst. Og lad os holde det helt klart, at alt det, vi nu betragter, handler om frugt, følger og virkninger af, at vi er frelst – altså ikke et øjeblik om hverken forudsætninger, betingelser eller årsag til vores frelse. For Gud vil, at hans kraft skal udfoldes og fuldkommes i vor magtesløshed.

Ved Ordet

”Guds kraft” er intet andet end Guds egen virksomme almagt: Han udfører det, han vil, og for ham er ingenting umuligt (Luk 1,37). Ingen kan omstøde hans råd eller forhindre hans gerning. Han kan gøre alt, og han kan ændre alt. For hans væsen er almagt.

Men det er væsentligt at vide, hvordan hans almagts kraft virker. Den virker nemlig altid og overalt ved hans ord. ”Ved Herrens ord blev himlen skabt, hele dens mangfoldighed ved et pust fra hans mund” (Sl 33,6). ”For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der” (Sl 33,9).

Fordi Guds kraft virker ved Ordet alene, vil disse to, Guds ord og Guds kraft, være ét og det samme. Derfor siger Paulus også: ”Evangeliet er Guds kraft til frelse” (Rom 1,16), og ”ordet om korset (…) er Guds kraft” (1 Kor 1,18).

Hvad Guds kraft – ordet om korset – virker

Har Guds skabende ord skabt os, er det Guds forløsende ord (evangeliet), der rejser os op af syndefaldets elendighed og åndelige død og danner os til nye skabninger i Kristus Jesus (2 Kor 5,17; Ef 2,8f.). Guds ord er en kraft, der begynder sin forvandling i os ved at virke tro på Jesus i os (Ef 1,19), og fortsætter sin forvandling ved at lade troen skue Guds herlighed i Ordets spejl (2 Kor 3,18) og fuldfører vor forvandling, når vi ved Jesu genkomst skal opstå legemligt (1 Kor 15,51f.; 1 Joh 3,2). Derfor har Guds kraft i Ordet denne forvandlende kraft.

Dette må stå tindrende klart for os, så vi aldrig kommer til at forvrænge Ordets rette mening. For misforstår vi dette, kan det føre til vort åndelige sammenbrud.

Derfor vil vi atter minde om Paulus: Da han bad Herren om at blive befriet for tornen i kødet, bad han egentlig om en hurtig forvandling af sin menneskelige, skrøbelige natur – eller af sine vilkår og forhold her i verden. Denne bøn besvarede Herren med et ”nej”. Men selv om Herren sagde nej til den øjeblikkelige forvandling, som Paulus ønskede og mente, måtte være nødvendig, havde Herren ikke derved sagt nej til enhver form for forvandling med Paulus. Han sagde kun nej til den form for forvandling, som Paulus ønskede, for i stedet at indføre den forvandling, som Herren selv ville virke på troens grundvold: kraftens udfoldelse i magtesløshed.

Hele Guds ord – både loven og evangeliet – ejer forvandlingens kraft. Men loven og evangeliet har hver deres gerning at udføre, og disse må ikke sammenblandes. Læg nu mærke til, hvad de begge to udvirker – og forvandler!

Forvandlingen ved loven

Ved at Guds Ånd bor i lovens ord, ejer loven denne virkekraft, at den kan åbne vore øjne og vor erkendelse – fra vor egenretfærdigheds og selvglædes blindhed til at kunne se synden i os selv (Joh 16,8f; Rom 3,18f.).

Den forandrer vor moralske selvsikkerhed til en dyb og foruroligende mistillid til os selv. Og den forvandler en frejdig og tilfreds synder til en bedrøvet og nedbøjet synder. Den bringer den veltalende ”advokat” til tavshed (jf. Rom 2,15), ham, der bor inden i os og altid forsøger at undskylde og forsvare os og pynte op på vor faktiske tilstand. Ja, Åndens og lovens virkning kendes på dette, at vi ikke længere kan få øje på nogen undskyldning eller noget forsvar for os selv.

Alene at Gud magter at frembringe dette, er en stor forvandling: at forvandle en hovmodig og ubodfærdig synder til en bodfærdig og sønderknust synder!

Forvandlingen ved evangeliet

Langt mere og anderledes forvandler evangeliet.

For det første ejer evangeliet en sådan kraft, at det forvandler os fra vantro til troende mennesker. For dette skyldes ikke vor egen kraft og vilje, men Ordets og Herrens kraft (Ef 1,19).

Den forblændede og selvforherligende verden mener tit om den kristne tro, at den er nem nok og så ynkelig, at den bedst passer til undermålere, videnskabelige outsidere, svæklinge, småbørn og oldinge; men den passer ikke til intelligente mennesker, der er oplyste om den moderne videnskab og det moderne verdensbillede.

Men når sådan et menneske, der tilhørte den åndeligt blinde verden, kommer til tro, hvad skal vi så sige? Jesus siger, at da er der foregået en sådan forvandling med os, at vi er ”gået over fra døden til livet” (Joh 5,24), og Paulus siger, at vi er gået over fra ”mørke til lys, fra Satans magt til Gud” (ApG 26,18). Og det er ingen ringe forvandling!

For det andet forvandler evangeliet ved tro vor stand og stilling helt og fuldstændigt for tid og evighed: vi, som ”af natur var vredens børn” (Ef 2,3), ændrer vor stand og stilling til ”Guds børn, ”nådens børn” og ”løftets børn” (Gal 4,23.28). Af Gud selv bliver vi placeret sådan, at vi ”står i nåden” og ”har adgang til nåden” (Rom 5,2). Og vi ved, hvad det indebærer: alle vore synders forladelse, renselse af samvittigheden, Kristi retfærdigheds klædning og de evige løfter. Vi, der før var ”uden håb og Gud i verden”, vi er nu ”kommet nær på grund af Kristi blod” (Ef 2,12f.).

Det er så vist ikke nogen ringe forvandling! Det er en så total forvandling af stand og stilling, at mage dertil kun findes i uanselige skyggebilleder her på jord.

Når en skomagersøn bliver en af verdens herrer (Stalin), eller en anlægsgartner bliver statsminister, eller kontorsønnen bliver biskop eller bondeknøsen konge, fiskerens søn professor osv. – da sker der for en stor del vældige forvandlinger i disse menneskers levevilkår, stand og stilling. Og de er så tilpas store, at verden undrer sig, beundrer, respekterer og måske lovpriser det.

Men hvad er al den slags forvandling på ærens, magtens og forfængelighedens store og syndige marked for tomhed og illusioner mod den forvandling, Gud foretager af vore vilkår, vor stand og stilling ved at forvandle os fra vredens børn til nådens børn, fra fortabte sønner og døtre til himlens og jordens arvinger?

For det tredje: at komme til tro ved Guds ord og Ånd er nøjagtig det samme som at blive ”omvendt” og at blive ”genfødt”. For ”omvendelse” er netop den sindets ændring, ved hvilken en synder og lovtræl på evangeliets indbydelse og løfter kommer til Jesus med sine synder, sådan som han er (Joh 6,37). Og ”genfødelse” er den nyskabelse af vor ånd, hvorved vi kommer til tro på Jesus som sonoffer for vor synd, som vor stedfortræder og retfærdighed for Gud (Joh 3,16f.).

Derfor er dette at få troen skænket (ved Ordet) en så stor forvandling, at det griber ind i alle vore åndsfunktioner:

Før vi troede (før vor omvendelse), havde vi en ond og uren samvittighed, ved troen fik vi en god og ren samvittighed i Jesu blod.

Før vi troede, forstod vi lidt og intet af Guds ord, men ved troen blev dækket fjernet fra vore øjne, så vi så Kristus i Ordet (2 Kor 3,15f.).

Før vi kom til tro, levede vi i vort blinde og formørkede sind og nåede ikke længere end til at fortrøste os til vore gerninger, vore gode forsætter, vor anger og løfter om forbedring (jf. Ef 4,17f. og Rom 2,15f.). Men ved troen er der kommet nyt lys over vor erkendelse, vor forstand er blevet åbnet for Guds ord, og ved Ordet er Guds kundskabs lys blevet tændt (2 Kor 4,6).

Før vi kom til tro, var vi tvivlende og skeptiske over for Gud, tog nemt anstød af det, der blev sagt om ham og kunne aldrig blive enige med evangeliets tale. Men ved troen har vi fået vished om Gud og giver hans ord ret, mens vi derimod er blevet skeptiske og mistænksomme over for os selv og tager hellere anstød af vore egne tanker end af Guds tale.

Før vi kom til tro, var vort følelsesliv i ulave og havde enorm magt over os, ved troen kommer vort følelsesliv i orden, og opfører det sig ikke altid med rare følelser, ved vi, at det er Guds følelser og ikke vore, der er grundlaget for vor salighed. Derfor er der uden tro megen ufred og mismodighed, men ved troen får vi fred, håb og glæde.

Før vi kom til tro, søgte vi håb og trøst i os selv, ved troen har vi lært, at kilden til håb og trøst er uden for os selv, nemlig i Herren og hans løftes ord.

Hvornår sker forvandlingen?

Nej, det er bestemt ikke nogen ringe forvandling, der foregår med det menneske, der ved evangeliets kraft kommer til tro. Men det er en forvandling, der sker med os og gøres af Gud. Det er ikke en forandring, vi vil eller kan frembringe ved bevidste eller ubevidste funktioner, som for eksempel ved vor fornuft, intuition, spekulation, vilje, mystiske øvelser eller lignende. Forvandlingen sker ganske enkelt, idet Ordet virker tro på Jesus.

Denne forvandling sker ikke, før vi kommer til tro, som om den skulle være en betingelse for den rette tro. Forvandlingen sker heller ikke, efter at vi kommer til tro, som om forvandlingen skulle være en slags kendetegn på vor tro. Men den sker, idet vi kommer til tro, og består i at komme til tro på Jesus. Og den bliver ved med at ske, når vi lever i troen på Jesus og bliver fornyet og bekræftet i troen.

Det er meget vigtigt at holde dette klart. Det indebærer, at vi hverken kan eller skal have grundlaget for vort håb og vor trøst i troen i sig selv eller i forvandlingen som sådan. Da jo troen består i at forvandles ved Ordet, og forvandlingen består i at komme til tro ved Ordet, skal vi frem for alt håbe på og fortrøste os til Ordet alene, til Herren alene. Vi skal fortrøste os til det, der forvandler (Ordet), ikke til det, der forvandles (os selv). Ordet og Herren er kilde, grund og årsag til både tro og forvandling. Lad os derfor fortrøste os til årsagen og ikke til dens virkninger og følger, som jo aldrig ville findes, hvis ikke Ordet fandtes.

Selvbeskuelsens fejltagelser

Når vi da har det således med os selv, at vi allerhelst vil sige: Der er ingen forvandling sket med mig, jeg er den samme gamle synder, som jeg altid har været – da vil jeg for Guds og hans evangeliums skyld bede dig om ikke at rode rundt i dig selv for at finde en sådan ”forvandling”, som du kan fortrøste dig til og være tilfreds med! For du er kun tilfreds, hvis ”forvandlingen” består i, at du ikke mere synder, så du derved spares for ydmygelse.

Langt hellere skal du i dit hjerte søge efter den forvandling, som består i, at du henflyr til Jesus med din synd, stoler på Guds nådes løfter og fortrøster dig til hans kærlighed som din frelses klippe. For dette finder et menneske ikke på at gøre af sig selv! Og dog er det denne forvandling, evangeliet skænker: Det forvandler dig fra det at være hovmodigt vantro til at blive ydmygt troende, idet det skaber tro, tænder håb og udøser kærlighed til Herren i dit hjerte.

Dette må vi aldrig glemme. For dette er det væsentlige i selve troens væsen, hvad enten vi har været troende i 5 dage, 5 måneder, 5 år eller i 50 år. Står dette os uklart, kan vi nemt komme til at fortabe vor sjæl, fortabe nåden og atter glide ind under lovens åg. Vor indgroede tilbøjelighed til selvbeskuelse fører os den ene gang efter den anden ind i fejltagelser og vrangforestillinger om gudslivet. Især forledes vi til at tro, at det er vore egne iagttagelser, der skal afgøre, om vi er rette Guds børn eller ej. Og det er netop vor egen iagttagelse, der så tit tager fejl! Den kan nemt kalde os troende, når vi hykler – og kalde os hyklere, når vi tror ret! Vore egne iagttagelser er lige så upålidelige som vor vilje og fornuft! Og da Gud har villet beskytte sine børn mod selviagttagelsens vildfarelser, har han ved evangeliet udstyret vor svage og hjælpeløse tro med de allerstærkeste våben.

Troens våben i anfægtelsen

Evangeliet siger, at Jesus har sat sit liv til for sine venner (Joh 15,13) – altså for de troende, for dem, der ved hans Ånd kan mærke freden i deres hjerte og føle sig som Jesu nære venner. Det gør os glade at kunne mærke hos os selv, at vi lever i fortroligt fællesskab med Jesus.

Men når så denne følelse af fortrolighed forsvinder fra vort hjerte, og freden fordufter, fordi vi falder i synd eller ved al den ufred og spektakel, der er i verden omkring os, kan hjertet blive så beklemt og ved i sin selviagttagelse ikke længere, om man er troende eller ej.

Da skal du, min ven, gribe til det våben, at evangeliet lover og siger, at Jesus døde, ”mens vi endnu var afmægtige” – ”for ugudelige” – ”mens vi endnu var syndere”, og ”mens vi endnu var fjender” (Rom 5,6-10).

Dette kan du og Gud hurtigt blive enige om: at du er afmægtig, at du er ugudelig, at du er en synder, ja, om det så skal være også, at du er hans fjende. For det er den anbefaling, loven giver dig.

Men lige netop her må du lade alle dine selviagttagelser fare og i stedet lægge øre og hjerte til evangeliet, når det siger: Det er for den slags mennesker, hans forsoning gælder, det var for disse, han opfyldte loven, og deres synder han bar, og deres retfærdigheder han blev for Gud.

Ved Guds ords kraft vil dette da blive klart for dig: Du er indesluttet i Jesu sår og forsonende kærlighed, hvad enten du i dine følelser eller ved din selvbeskuelse forekommer dig selv at være Jesu ven eller fjende. For lige netop da tror du ”ret” på Jesus, når du ikke længere finder støtte eller årsag til fred i dine egne følelser eller selvbeskuelse. For det er evangeliet om Jesu forsoning og Guds løfter, der afgør sagen, således at selve Ordet skænker dig hjertets tro og fortrøstning til din Gud og Frelser. Ordet afgør sagen for dig ved fornyelse i troen.

Således forvandles vi, ved at Ordet alene udøser tro og håb i vort hjerte. For man kan ikke øse tro og håb af egne følelser, ved selvbeskuelse og tom fornuft. Ordets kraft er den Almægtiges kraft, der trækker os op af undergangens grav og sætter vor fod på en klippe (Sl 40,3).

Det uforbederlige kød

Her må vi standse ved en alvorlig sandhed. Der findes nemlig noget i os, som Gud aldrig og ikke under nogen omstændigheder forvandler. Det er ”kødet” – i dette ords særlige, bibelske betydning.

Når Bibelen taler om ”kødet”, menes der som oftest noget andet end legemet eller det ”stof”, legemet er lavet af. Der menes noget syndigt.

Legemet eller materien er i sig selv ikke syndig. Men kødet er en magt, som er i og virker i legemet (jf. Rom 7,18.20.23, Rom 8,10.13). Kødet er for så vidt noget ”sjæleligt”, som Paulus udtrykker det. Det græske ord psychikos (1 Kor 2,14) kan passende oversættes med ”sjælelig”. Og ser vi nærmere på det, han siger om det sjælelige menneske, vil der falde lys over, hvad Skriften forstår ved kødet.

Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd, det er en dårskab for sådan et menneske, siger Paulus (1 Kor 2,14). Kødet er derfor åndeligt blindt og uforstandigt. Ja, mere endnu. Det er en attrå, en lyst og et begær i os, der er fjendtlig imod Gud (Rom 8,7), og som ønsker og stræber efter at komme bort fra Gud, gør modstand mod Gud. Og når Guds ord tilføjer, at kødet ikke underordner sig Guds lov, ”og kan det heller ikke” (Rom 8,7), så er der dermed sagt, at kødet er ensbetydende med summen af alt det uforbederligt syndige i os: noget, der efter selve sit væsen ikke kan og ikke skal forandres, forbedres, forvandles eller genfødes.

Det er en forfærdende sandhed, at der i os mennesker virkelig findes noget, der er uforbederligt, uforsonligt fjendtligt imod Gud. Men selv om en hel verden af humanistiske ordgydere bliver forargede og siger, at den slags tale ”tilsviner og bagvasker” mennesket, fordi ”alle mennesker på bunden er gode”, så gør vi nu klogest i at medregne i vort livs store regnestykke det, som Guds ord siger om vort uforbederlige, syndige kød.

Det rystende er, at dette kød ikke blot findes i vantro, ugenfødte mennesker, men også i de troende og genfødte. Dette ser vi allerklarest i Romerbrevet 8 og Galaterbrevet 5, hvor Paulus i begge tilfælde taler om troende mennesker. Heraf må vi lære, at alle de prædikanter eller åndelige fællesskaber, der forkynder og lærer som bibelsk tale, at virkelig troende mennesker ikke har noget kød, fordi kødet i en kristen er ”afgået ved døden”, de er antikristelige løgneånder, blinde vejledere og forførere i åndelige spørgsmål (jf. 1 Joh 1,8f.).

Der findes intet, hverken velsignelse, oplevelse, henrykkelse, ekstase eller åndskamp, der udsletter, oprykker eller fjerner kødet fra noget levende menneske her på jorden. Vi vil beholde det til vor sidste stund. Der findes ikke værre bespottere end dem, der for eksempel siger, at ”nu er det 14 dage, 14 uger eller 14 år siden jeg syndede sidste gang”. De er ganske enkelt blevet forhærdede mod Guds ord og Ånd ved den rene tilsvining af deres samvittighed. De er så fjernt fra ”levende, åndelige mennesker”, at de tværtimod er som ”skyer, der drives forbi af vindene uden at give regn, og som træer, der står uden frugt om efteråret, to gange døde og revet op med rode” (Jud v.12).

Kødet melder sig atter og atter, ja dagligt, selv hos et troende menneske, der er oplyst ved Ordet og Ånden og har fået vished om sine synders forladelse og fred i Jesu retfærdighed. Og selv om Guds Lam har båret synden bort fra Guds ansigt, så er synderne generende levende for mit indre blik. Hvad skal jeg da gøre med kødet og dets lyster?

At korsfæste kødet

Guds ord er så radikalt, at det siger, at ”vi skal regne os selv for døde fra synden” (Rom 6,11), at vi ved Åndens hjælp skal ”dræbe legemets gerninger” (Rom 8,13) og korsfæste kødet ”sammen med lidenskaberne og begæringerne” (Gal 5,24), ikke tage del i ”mørkets frugtesløse gerninger” (Ef 5,11), men ”aflægge mørkets gerninger” (Rom 13,12), ”det gamle menneske” (Ef 4,22), ”løgn” (Ef 4,25) og andet.

Vi ved, at når Guds ord begynder at forvandle os, da er det, der først møder os, lovens dom over synden. Og korsfæstelsen af kødet er intet andet end at lade sig dømme, tugte og fordømme af Gud og vor samvittighed. For lovens dom over synden er blot denne: døden. Og dette at give Gud ret i denne dødsdom, så tit vi ser synden, dét er at korsfæste kødet.

Betegnelsen ”korsfæstelse af kødet” er billedtale og sammenligner os på en måde med Jesu korsfæstelse. Hans korsfæstelse var en følge af, at han på vore vegne blev fremstillet som en synder mod loven, og lovens anklage og dom (døden) blev fuldbyrdet på ham. På lignende vis, blot ikke legemligt, er kødets korsfæstelse heller ikke andet end dette, at loven og vor samvittighed fuldbyrder anklagen og fordømmelsen over os over for Gud. Dette er at give Gud ret i hans lovs ord.

At korsfæste kødet er altså ikke det samme som at blive syndfri, bringe syndige lyster og tanker til ophør eller at få fjernet og udryddet den syndige natur (kødet) i os. Men det betyder – for nu at bruge billedet af den ene røver på korset – at vi, dømt til døden og i os selv fordømte og fortabte, vender os til ham, hvis ”nåde er nok” til benådelse, og hvis ”kraft fuldendes”, når han tager os med til Paradis. Det er et sådant liv med Gud i Jesus Kristus – fra dag til dag – indtil vi går ind til hvilen, Herren ønsker for os, og som Ordet er i stand til at frembringe: Ved lovens tugt dømte og nedbøjede i os selv – ved evangeliets trøst benådede og ophøjede i Jesu nåde, altså frimodige ved det ord, der leder os fremad og fuldkommer os i det evige liv.

For det vantro menneske synes korsfæstelse af kødet at måtte være en konstant kilde til plage, lidelse, mørkemandstanker, sorg, unødvendig forsagelse og selvpineri. Men sådan kan det synes, og sådan tænker man, fordi man ikke kender evangeliets lys. For de ydmygelser, vi føler i os selv, svinder i dette lys, hvor vi ophøjes for hans ansigt.

Og fordi et Guds barn bliver ved med at leve i lyset, bliver det ved lovens tugt og evangeliets trøst løst fra den egentlige årsag til personlig nød og elendighed. For denne årsag er vor stolthed – vor selvretfærdighed og vor selvhævdelse, vort hovmod og forfængelighed, vor frygt for at lide og vor æresyge. I stedet dannes vor ånd sådan, at vi ejer vort livs gode i vor Gud og Frelser.

To slags forvandling

Som afslutning skal vi et øjeblik blive stående ved Herrens ord om, at hans kraft ”fuldendes helt”².

At noget fuldendes helt vil sige, at det fortsætter med at formes i retning af den endelige form, fortsætter med at modnes frem til fuld modenhed eller bliver ved med at vokse sin vækst til målet eller slutstadiet.

Dette gælder også Guds kraft i et troende menneskes liv: Den bliver ved med at virke i en vækst- og modningsproces både i den enkeltes liv og i livet de troende imellem. Denne åndelige vækst omtales tit og på forskellige måder i Skriften. For at gøre dens egenart og kendetegn klart for os, vil vi se på nogle af de vigtigste sandheder, Guds ord har at sige om dette.

Bibelen kender til og omtaler to former for forvandling.

Den ene er den bratte forvandling, der skal ske med levende og døde, når Jesus kommer igen. Den beskriver Guds ord sådan: ”Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles” (1 Kor 15,51f.). Denne forvandling omtales også i 1 Thess 4,15f.; Matt 24,40 og flere andre steder.

Den anden form for forvandling er den vedblivende, fremadskridende (successive) forvandling, som Guds kraft udvirker i et troendes menneskes liv her på jord, fra menneskets omvendelse til løbets fuldendelse ved døden. Det er tit denne forvandling, man tænker på, når man taler om ”helliggørelse”.

Om denne forvandling siger Guds ord: ”Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er” (2 Kor 3,18). Og denne forvandling falder sammen med åndelig vækst i kristenlivet: ”indtil vi alle når frem (…) til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde (…) Sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus” (Ef 4,13-15). Dette er åndeligt talt at vokse fra børnestadiet til at være fuldvoksen (Hebr 12,12-14).

Omvendelse og genfødelse er altid et øjebliks sag, selv om vi slet ikke er opmærksomme på eller fatter, hvad der egentlig foregår i dette øjeblik, ikke engang at det foregår i et øjeblik, og vi er heller ikke altid klar over, hvilket øjeblik i vort liv, det foregik. Omvendelse og genfødelse er ikke en vedvarende, fremadskridende forvandling, ikke en vækstproces. Det er heller ikke en forvandling, ved hvilken vor syndige natur forvandles til syndfrihed – sådan som det vil ske ved Jesu genkomst. Omvendelse og genfødelse er en fornyende skaberakt af Gud i vort åndsliv, ved hvilken vi får troen og Ånden, og ved hvilken der ved evangeliet tændes et åndeligt lys i vor erkendelse.

Hvordan skal vi vokse?

Hvad er det da, der muliggør den fremadskridende forvandling i en kristens liv? Det er først og fremmest – og i videst mulige forstand – Guds ord, evangeliet. Og i 2 Kor 3,18 siger Paulus det ganske klart, at vi forvandles efter Herrens herligheds billede, netop ved at vi i Ordets spejl skuer Herrens herlighed.

Guds ord og Jesus Kristus er ét. Ved Ordet og troen bor Jesus i vore hjerter (Ef 3,17). Ved Ordet og troen er vi forenede med Jesus (Joh 14,23). Derfor er det Jesus selv, der gør væksten mulig. ”Uden mig kan I slet intet gøre,” siger Jesus. ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig (ved Ordet og troen), og jeg i ham, han bærer megen frugt” (Joh 15,5).

Hvordan giver denne vækst og forvandling sig til kende?

Den giver sig til kende derved, at vi bliver fyldt af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så vi kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet vi bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelse af Gud (Kol 1,9f.).

Det kan altså ikke lade sig gøre at vokse hverken i erkendelse eller god gerning uden ved flittig brug af Guds ord. Guds ord kan imidlertid ”bruges” på to måder: enten ved at vi læser det i vort lønkammer, grunder over det og beder over det – eller ved at det modtages og høres i menighedens forsamling, når det forkyndes os ved de nådegaver, Herren har givet sin menighed.

Det sidste må ikke overses mere end første. For Skriften siger, at nådegaverne i menighedens liv er os givet af Herren i den hensigt at ”udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4,11-13). Den, der vil vokse i åndelig erkendelse af Herren og i al god gerning, han kan på ingen måde leve uden fællesskab med andre troende og kan på ingen måde forsømme at benytte Ordet og sakramenterne (dåb og nadver) i menigheden. Men han kan lige så lidt undvære lønkammerets bøn og bibelstudium (Matt 6,6).

Åndelig modning kan kun foregå i os, når vi som de første kristne holder fast ved ”apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne” (fællesbøn med andre og bøn i lønkammeret) (ApG 2,42).

Hvordan foregår væksten?

Dersom vi lever i Guds ord og altid tager det til os som sandheden, hvad enten det er til trøst eller til formaning, så er Guds ord en spiredygtig sæd med stærk grokraft i vort hjertes jord. Og om denne vækst siger Jesus: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset” (Mark 4,26ff.).

Læg mærke til dette: Det hjerte, der modtager Guds ord, og hvis eneste ”bekymring” er at tro og adlyde sandhedens ord, det hjerte bærer frugt af sig selv. Og uden at vi ved af det, vil det spire, gro og vokse i det hjerte. Det er den slags frugt, Jesus ønsker: den frugt, der kommer, uden at vi selv ved, at den kommer.

For den frugt, vi selv kender meget godt til, det er for det meste farisæerfrugt, der er kilde til selvtilfredshed, egenretfærdighed og hovmod. Men den frugt, Herren ser, og som vi ikke kender til, den vokser i ydmyghed, ved vor tilflugt til Herren, og giver os ingen trøst, frelsesgrund eller hovmod.

Kan vi da virkelig ikke se frugt af vort liv med Gud?

Til en vis grad kan vi selvfølgelig. Vi, der før bandede, bander ikke mere. Vi, der løj, lyver ikke mere. Den, der fornægtede, bekender nu. Den, der før sov i synden, sørger nu over den. Den, der hadede, er blevet forsonlig. Den, der stjal, stjæler ikke mere osv.

Men giver dette os nogen grund til at rose os? Vil vi ikke tværtimod sige: Der er ikke en frugt i mit hjerte, som ikke selvfølgelig burde være der som en følge af Guds virkende nåde?

Hvor er da vor ros? Af nåden er vi frelst ved tro, det skyldes ikke os selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i (Ef 2,8-10).

Sådan vokser og fuldendes Guds kraft i al vor magtesløshed.

”Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores” (2 Kor 4,7).

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2021. Hele bladet kan læses her. Artiklen er sat sammen af stykker fra s. 99-136 af den danske oversættelse, udgivet af Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening i kommission hos Dansk Luthersk Forlag, 1987. Dette er det sidste uddrag fra bogen, vi bringer i bladet.

Lyd

Udgivet af

Olav Valen-Sendstad

Olav Valen-Sendstad (1904-1963) var sognepræst og dr.phil.