Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen (Ef 3,20-21).
Gud har, og tak og lov og pris for det, sagt til os, at vi må lægge alt frem for ham i Jesu navn og bede om det, der ligger os på hjerte (Joh 14,3; 15,7; Matt 6,5-8). Men vore bønner må være i Jesu navn og med den bekendelse og overbevisning om, at Guds vilje må ske.
Men lad os også lægge mærke til ,hvad der står i Ef 3,20-21. Vores Gud og far kan og formår at virke i os, at vi får langt ud over både det, vi forstår, og det, vi beder om.
Vi kan være helt sikre på, at Gud vil det bedste for os, for han vil ingen synders død. ”For Gud har selv sagt: ’Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke’ (Hebr 13,5b). Gud vil, at vi skal nå frem til en evig herlighed sammen med ham.
Derfor er han barmhjertig, og han forstår vores ufuldkomne og umiddelbare bønner, som bedes i Jesu navn. Når vi beder i Jesu navn, beder vi i hans navn, som kom til jorden som Guds søn i menneskeskikkelse, som levede et syndfrit liv på jorden, men som døde på korset for at sone mine synder. Vi beder i hans navn, som opstod igen og nu er i Himlen. Vi beder i hans navn, som har sendt os Helligånden, der vil oplyse og forklare evangeliet for os på en måde, så vi nødes til at række ud mod det.
Men selv om vi har en sådan Gud, der igen og igen kommer til os, så vil vores syndige natur gerne selv bestemme og selv bedømme, hvad vi synes, der er bedst for os. Og selv om vi ved, at det hele beror på Guds kraft, så har vi lysten til selv at gøre og virke. Vi kan jo plante, så og vande, det ved vi, men så tænker vi, at vi da også er med til at give væksten, selv om at det er klart, at det har vi ingen hverken evner eller kraft til, for det er Gud, der er skaber, og Gud, der er livgiver, ja, som har al magt og kraft.
Når Gud møder os med sin almagt, sin kraft og styrke, men også med sin godhed og visdom, da bliver vores egne ideer om vores evner og muligheder sat på ret plads. Men Gud vil ingen synders død. Derfor kommer Helligånden og åbner Skriften for os, så vi kan få lov til at se, hvad vi ejer i Jesu forsoning.
Mine bønner om alt muligt, som jeg troede skulle være så godt for mig, bliver i den sammenhæng langt mere en bøn om, at jeg må blive bevaret i troen på Jesu frelsergerning for mig.
Jeg har lært og har den vane at folde mine hænder, når jeg beder til Gud. Jeg har ingen bibelsk eller teologisk begrundelse for det. Men jeg har lagt mærke til, at det er blevet ret almindeligt, at en prædikant på prædikestolen i dag ikke står med foldede hænder. I stedet ser man hænder og arme i større bevægelser og gestikulationer. Den nærmere begrundelse for dette kender jeg ikke, men det virker som om, at man på den måde vil gøre bønnen mere kraftfuld både for Gud og for den forsamling, man står overfor.
For nogle år siden hørte jeg John Hardang fra Norge fortælle om, hvordan han tolkede de foldede hænder, når han bad, og hvilken magt der ligger i det. Denne tolkning vil jeg gerne gengive her.
Han sagde: Vi har 10 fingre, 5 på hver hånd, hver af fingrene bærer på et ord. På venstre hånd er det således: GUD, VÆR MIG SYNDER NÅDIG, og på højre hånd står der: MIN NÅDE ER DIG NOK.
Når de 10 fingre foldes, danner tommelfingrene et KORS.
Guds kraft ligger ikke i mine hænder. Men Gud lægger sin kraft i de bønner, som bedes i Jesu navn. Vi beder om, at Gud må være os nådig, og han svarer os, at hans nåde er nok for mig. Ja, den soning, som skete på korset, hvor Jesus døde i mit sted, giver mig syndernes forladelse og evigt liv, hvis jeg i tro vil tage imod denne gave. Gaven er komplet, der mangler ikke noget og derfor skal jeg ikke selv fuldende det. Det er fuldbragt, det Jesus har gjort på korset for mig.
”For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft!” (1 Kor 1,18).
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.