I de to sidste andagter vil jeg hente en del af indholdet fra en salme af Hans Adolf Brorson. Brorson var ikke bare en stor poet, han var også en betydelig åndelig vejleder, som vi fortsat gør vel i at lytte til.
Frem mod sommerferien vil der som ugens vidnesbyrd hver 2. eller 3. uge være en andagt af Svend Åge Jacobsen til fordybelse i Johannesevangeliet – og til sidst i en salme af Brorson, der har sammenhæng til ordet fra Johannesevangeliet. Find tidligere andagter i boksen “relaterede ressourcer”.
Den salme, jeg vil bruge, hedder ”Guds igenfødte, nylevende sjæle” (DDS nr. 492).
Den salme anses af mange for en af Brorsons mest personlige salmer. Den har karakter af et personligt vidnesbyrd. Man regner med, at Brorsons personlige sjælekampe klinger med i salmen. Både dem han havde som student i København, hvorfra han i 1716 rejste hjem, syg og nedbrudt uden eksamen. Også de følgende år, hvor Brorson var huslærer i Løgumkloster, var fyldt med åndelige kampe. Det er på den baggrund, salmen skal forstås.
Læg først mærke til, at salmen ikke hedder Guds genfødte nylevende sjæle, men den hedder Guds ”igenfødte” nylevende sjæle. Derfor kaldes denne salme ”salmen om den dobbelte genfødelse”.
Hvordan hænger det sammen? Dåben kaldes jo for genfødelsens bad. Er alle døbte ikke genfødte? Det er et vigtigt spørgsmål.
Skriften siger, at den, der tror og bliver døbt, skal frelses (Mark 16,16).
Dåben er Guds gave. I dåben kommer Gud os i møde med hele sin fylde. Troen er den tomme hånd, der tager imod gaven. I dåben er der både en giver og en modtager. Der findes folk, som er blevet døbt til at tilhøre Jesus som små, og forbliver i et ubrudt forhold til ham alle dage. Sådanne folk skal ikke omvendes, de skal derimod bevidstgøres om, hvad de blevet døbt til.
Men sådan går det langt fra alle. Hvad så?
Ja, hvad så? I en efterladt prædiken af Brorson siger han det selv sådan: ”Hvad kan vor dåbs navn hjælpe os, dersom vor dåbs nåde er borte?” Med andre ord: Hvad gavner dåben, hvis vi ikke med troens hånd har taget imod dåbens gave?
I en af de lærebøger, som Brorson fulgte – Erik Pontoppidans bog ”Sandhed til gudfrygtighed” – står der om genfødslen, at for de små børn gives den i dåbens sakramente, men for de voksne, som er faldet ud af dåbens nåde, da virkes den på ny ved Guds ord. For, som Pontoppidan fortsætter: Enhver omvendelse fra døde gerninger og opvækkelse til nyt liv er en ny fødsel.
Som eksempel på det i Det Nye Testamente kan nævnes den unge mand i lignelsen om den fortabte søn. Da han, efter at han havde sat alt til, vender hjem til sin far, som er et billede på at vende tilbage til troen på Gud, da står der to gange om ham i teksten, at ”min søn her var død, men er blevet levende igen”. Denne død, der her er tale om, er jo ikke den fysiske død, men den åndelige død. Og det er denne form for levendegørelse, Brorson skriver om i denne salme. Det er, som det hedder i en salmehåndbog, de voksnes omvendelse, der her er beskrevet. Lad os derfor i dette lys se på salmen.
1 Guds igenfødte, ny-levende sjæle,
møder vor Fader i syngende flok!
Herrens nyskabninger, I, som fik mæle,
kan i hans lovsang ej øve jer nok.
Lader dog hver sig for Faderen høre,
hvem der kan dejligst hans nåde kundgøre!
Halleluja, halleluja!
Læg først mærke til, at Brorson skriver til ”ny-levende sjæle”. Det er deres situation, han beskriver. Det, han sætter ord på, er glæden over at være kommet til tro på Gud og have fået et nyt liv.
I vers 2 beskriver Brorson menneskets tilstand før omvendelsen:
2 Onde vi vare og døde som stene,
hårde i hjertet som marmor og stål,
det var din mægtige styrke alene,
som os fik reddet og nå’de sit mål,
lod os ved Ånden i ordet fornemme
Frelserens levendegørende stemme.
Halleluja, halleluja!
Det ugenfødte menneske er dødt, siger både Brorson og Det Nye Testamente. Sådan var det som nævnt med den fortabte søn. Død i denne sammenhæng betyder også adskilt. Det uomvendte menneske er adskilt fra Kristus, uden håb og uden Gud i verden (Ef 2,12).
Dertil kommer, siger Brorson, at det er hårdt i hjertet som marmor og stål, dvs. det er uimodtageligt, uinteresseret. Læg mærke til, at Brorson tager sig selv med i dette: ”Vi var døde som stene.” Det gælder ikke bare alle de andre. Sådan er ethvert naturligt menneske i udgangspunktet.
Men det er til sådanne mennesker, Jesus kommer med sit levende ord. Jesus vil, som Brorson siger, redde os og nå sit mål. Gud har et mål med hvert menneske. Bibelen siger, at Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os (1 Thess 5,9). Med andre ord: Gud vil redde os fra fortabelsen.
”Lod os ved Ånden i ordet fornemme Frelserens levendegørende stemme.” Sådan går det til, at et menneske bliver kristen. I Brorsons vanskelige år 1717-21 ser det ud til, at han selv mødte det levende Guds ord ad tre kilder.
Den ene var, når han var til gudstjeneste i Bedsted ved storebror Nicola, som nylig var blevet indsat der. Den anden var, når han gik til Øster Højst og hørte Enevold Ewald prædike. Og endelig læste Brorson selv i sin Bibel. Igennem det hele skete det, som han skriver her. Han hørte Frelserens levendegørende stemme. Og disse kilder er fortsat åbne! Derfor kan jeg kun sige: Læs Guds ord i Bibelen, hør Guds ord forkyndt!
Udgivet af
Svend Åge Jacobsen
Svend Åge Jacobsen, Haderslev, prædikant og tidligere lærer på Luthersk Missionforenings Højskole i Hillerød.