Mange samaritanere fra den by kom til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: Han har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort (Joh 4,39).
Der var en kvinde i Israel, som mødte Jesus. Hun blev frelst ved dette møde.
Denne kvinde opsøgte ikke Jesus, tværtimod har vi indtryk af, at hun søgte ensomhed. Hun gik til brønden efter vand i den solvarme middagstid, hvor ingen andre gik til brønden, og der mødte hun Jesus.
Et tilfældigt møde ud fra en overfladisk, menneskelig betragtning – men sådan var det ikke for Jesus.
Jesus begynder at samtale med hende og på sin egen omsorgsfulde, kærlige måde afdækker han hendes dybe fald og synden i hendes liv. Jesus kendte hende.
Jesus afviser hende ikke, han undskylder hende ikke. Jesus bringer hendes synd frem i lyset, så den kan blive erkendt, bekendt og tilgivet.
Jesus afdækker ikke hendes synd for at dømme hende, men for at frelse hende. Jesus vil give hende det, hun har allermest brug for – tilgivelse og kærlighed. Jesus kalder det Guds Gave.
I dag ønsker Jesus at samtale med dig og mig gennem sit ord. Jesus ønsker at afdække synd og utroskab i mit og dit liv. Derved får vi mulighed for at erkende, at vi er håbløst fortabte i os selv. Vi må give Jesus ret, når han afslører synden i vort liv.
Giver vi os tid til at lytte til hans ord, kan Jesus tale med os om synd, om retfærdighed og dom, og da kan han række os Guds Gave, syndernes forladelse og evigt liv. Det er fantastisk at høre, at det er virkelige syndere, Jesus frelser. Han kender os fuldt ud, også hjertets inderste tanker; det, vi aldrig vil nævne for noget menneske.
Vi må gøre som kvinden: erkende og bekende vor synd for Jesus. Og da får vi lov at tage imod frelsen af nåde alene.
Så har vi lov til som kvinden at gå hjem og vidne: Kom og se en mand, som har sagt mig alt, hvad jeg har gjort.
Dette møde med Jesus forårsagede en vækkelse. Mennesker kom til tro på Jesus – ikke på grund af kvindens ord, men fordi de mødte Jesus selv. Du og jeg kan møde Jesus selv i dag i hans ord.
Udgivet af
Agnes Rahbek
Agnes Rahbek, Aarhus, konsulent for nomademission i Tanzania.