Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Guds gave til dig!

Andagt til 2. søndag i advent. Es 9,5.

I adventstiden bruges der tid og penge på at købe julegaver. De fleste får flere gaver juleaften. Derfor sætter man til- og fra-kort på gaverne, for at man ved, hvem gaverne er til, og hvem de er fra. Det ender i rod og kaos juleaften, når gaverne skal fordeles, hvis der ikke står ”til” på gaverne. Og mon ikke der ville være slagsmål om de store gaver, selvom størrelsen ikke er ensbetydende med, at de har mest værdi? Det ville også virke underligt, hvis der ikke stod ”fra” på gaverne!

Sådan er det også med Guds gave til os. Profeten Esajas udtrykker det sådan: ”Et barn er født os, en søn er givet os” (Esajas’ Bog 9,5).

Gud har givet os noget. Gud har givet dig noget. Der står dit navn på Guds gave.

Hvem er giveren? Hvem har givet os gaven? Det har Gud. Hvad siger det om Gud?

Det siger, at Guds hånd, som han strækker ud mod os, ikke er lukket. Den er åben. Gud har åbnet sin hånd og givet os noget: Et barn er født os, en søn er givet os.”

Juleevangeliet åbner Guds hjerte for os på vid gab, så vi ser, hvordan han elsker sine skabninger, og hvordan han frelser os. Det siger noget om Guds hjertelag mod os. Gud vil os noget godt. Gud har givet os sin søn til noget bestemt: ”Du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matthæusevangeliet 1,21).

Hensigten med at Jesus kom, var, at han skulle få mennesker tilbage til Gud. Derfor hænger jul og påske sammen. På korset fjernede Gud det, som skilte os fra ham. Med Jesus er fjendskabet borte. Gud har stiftet fred ved Jesu blod. Derfor kaldes han også “Freds Fyrste” og “Vældig Gud” (Esajas’ Bog 9,5).

Brug adventstiden til at takke for, at Jesus kom. Det har gjort det muligt, at du kan blive benådet – du kan frelses!

Denne uges vidnesbyrd er en lille bid fra stykket “Det frelsende komma – og det sidste punktum”, som kan læses i det nye julehæfte. Se mere om hæftet Glædelig jul her.

Udgivet af

Thomas Beck

Thomas Beck, viceskoleleder, Esbjerg

Thomas Beck

Thomas Beck, viceskoleleder, Esbjerg