Har den katolske kirke ændret sig? (Del 2)
Guds nåde
Den katolske kirke taler mange og store ord om Guds nåde. Men den lægger noget ganske andet i ordene end det, som er den nytestamentlige grundbetydning af ordet.
Hvad vi lægger i de centrale ord, er afgørende. Når vi kommer til den tredje og sidste del af denne artikel, skal vi se på de seneste årtiers økumeniske dokumenter. I disse dokumenter vil vi møde mange centrale, bibelske ord. Men skal vi forstå, hvad katolikkerne lægger i disse ord, må vi først se på, hvordan de selv udlægger og fortolker ordene. Igen og igen vil vi se, at de lægger noget andet i ordene end det, som er den grundlæggende og bærende betydning i Bibelen.
Det gælder i første omgang det helt centrale ord ”nåde”.
I Det Nye Testamente anvendes ordet ”nåde” grundlæggende om Guds tilgivelse af al vor synd og hans fulde og glædelige modtagelse af os syndere for Jesu skyld alene. På den måde kommer nåden til at stå i modsætning til al vor egen fortjeneste og alle vore egne gerninger:
”Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,24).
”Af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af” (Ef 2,8).
”Er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde” (Rom 11,5).
Men det er ikke sådan, Romerkirken forstår ”nåden”.
Ifølge den katolske kirkes katekismus er nåden en hjælp, som Gud giver os, for at vi ved hjælp af den kan gøre gode gerninger, gradvist blive mere hellige, opnå fortjeneste hos Gud, blive velbehagelige for Gud og derved til sidst blive frelst:
”Nåden er den hjælp, som Gud giver os, for at vi kan svare på vort kald (…)
Nåden imødekommer den menneskelige friheds dybe stræben. Den kalder friheden til samarbejde med sig (…)
Den helliggørende nåde er den gratis gave af sit liv, som Gud giver os, indgydt af Helligånden i vor sjæl for at helbrede den for synd og helliggøre den (…)
Den helliggørende nåde gør os velbehagelige for Gud1.”
Nåden skal altså sætte mennesket i stand til at gøre gode gerninger og derved blive hellig. Det er en nådeforståelse, som på fundamental måde modsiger den bibelske forståelse af nåde. I Bibelen er nåde og gerninger to uforenelige modsætninger. Det er et enten-eller: ”Er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger.”
Ifølge den katolske kirke får vi nådekraften igennem den katolske kirkes sakramenter, og en række af disse sakramenter er kun virksomme, hvis de forvaltes af en ret ordineret, katolsk præst. Derfor må alle, som vil frelses, komme til den katolske kirke og modtage dens sakramenter. Sakramenterne er nødvendige til frelse, fordi det alene er i disse syv sakramenter, man modtager den nåde, der kan forvandle mennesket, gøre det velbehageligt for Gud og herved frelse det:
”Kirken bekræfter, at for de troende er den Nye Pagts sakramenter nødvendige til frelse. Den ’sakramentale nåde’ er Helligåndens nåde, skænket af Kristus og særegen for hvert sakramente. Helligånden helbreder og forvandler dem, som modtager Ham, ved at ligedanne dem med Guds Søn2.”
Den katolske kirkes syv sakramenter er dåben, konfirmationen, nadveren, de syges salvelse, skriftemålet, ordinationen og ægteskabet. Det er kun gennem den katolske kirke, man kan have vished om i sakramenterne at modtage den forvandlende og frelsende nåde. Derfor må alle, der vil frelses, søge til den katolske kirke. Herfra udspringer frelsen.
Derfor kaldes den katolske kirke for alle troendes moder: ”Kirken er alle troendes moder. Ingen kan have Gud til Fader, som ikke har Kirken som moder3.”
Gennem sine sakramenter har den katolske kirke magten til enten at give eller at tilbageholde den forvandlende og frelsende nåde. Romerkirken giver kun nåden til dem, som bøjer sig for kirken og adlyder den. Derfor må alle, som vil frelses, underordne sig under Romerkirken og acceptere, hvad den lærer, også når det er i strid med eller går ud over, hvad Skriften siger.
Dette er i sandhed oprørende. Den katolske kirke kræver en tro, ærefrygt og lydighed, som alene tilkommer Gud og Guds ord.
Det er ikke mindre oprørende, at den katolske kirke fornægter, at vi er frelst én gang for alle ved Jesu fuldbragte frelsergerning for os, og i stedet lærer, at vi skal frelses ved, at vi gradvist udvikler en frelsende godhed, fromhed og hellighed hos os selv. Det er en direkte fornægtelse af Bibelens budskab om, at vi netop er frelst af Guds nåde og ikke på grund af gerninger eller noget andet hos os selv.
Når den katolske kirke kan lære, at vi selv skal bidrage til frelsen, skyldes det kirkens overbevisning om, at vi faktisk kan bidrage til frelsen. Denne overbevisning har rod i Romerkirkens overfladiske syn på menneskets synd.
Synden
Ved Andet Vatikanerkoncil fastslog den katolske kirke, at mennesket af natur er ”såret” af synden, men at mennesket ikke desto mindre ”i de dybe afkroge af sit sind” kan finde en gudgiven evne til ”selv at bestemme sin skæbne over for Gud4”.
Mennesket rummer altså ifølge den katolske kirke en grundlæggende godhed, som det kan tage i anvendelse, og som det med Guds nådes hjælp kan udvikle til en gudvelbehagelig fromhed og hellighed. Det er ikke det, Bibelen lærer.
Ifølge Bibelen begynder alle mennesker deres liv uden nogen sand indre godhed. De er af natur ”onde” (Luk 11,13), ”fjender af Gud” (Rom 5,10) og ”døde i deres overtrædelser og synder” (Ef 2,1).
Dermed er de helt ude af stand til at gøre noget som helst godt eller beslutte noget som helst godt i forhold til Gud.
Jesus forkyndte selv en fuldstændig dom over mennesket og afslørede, at synden og det onde i vore liv kommer indefra, fra vore hjerter:
”Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. For indefra, fra menneskenes hjerte kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette kommer indefra og gør et menneske urent” (Mark 7,20-23).
Dette er sandheden om alle mennesker. Vi står alle over for Gud med et dårligt hjerte på grund af synden i vor natur og med et dårligt liv på grund af vores personlige synd: ”Der er ingen forskel; for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,23).
På grund af sin hellige og retfærdige natur hverken kan eller vil Gud frelse en synder, som ikke opfylder loven. Et menneske, som er mindre end fuldkommen, er og må være under Guds dom. Derfor er vi alle i os selv under Guds dom. At dette er vor situation, afslører Gud for os gennem sin lov.
Det er en gave, når Gud gennem sin lov og ved sin Ånd overbeviser os om vor dybe syndighed, for kun derved kan vi se, at vi har brug for en frelse uden for os selv – i Jesus Kristus. Lovens hensigt er netop at afsløre synden i dens dybde: ”Synden kom jeg først til at kende gennem loven. Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: ’Du må ikke begære!’” (Rom 7,7).
I Bibelens lys bliver det klart, at vi ikke kun er svækkede eller sårede af synden. Vi er helt igennem bundet og bestemt af synden og kan ikke gøre os fri af den. Vi er virkelig ”døde i vore overtrædelser og synder” (Ef 2,1). Det vil Guds ord vise os. Målet er at lede os til en frelse, som er helt uafhængig af os, og som vi ikke bidrager til på mindste måde: frelsen i Jesus Kristus.
Hvis vi nogensinde skal forstå evangeliets gode og glædelige budskab, så må vi begynde med lovens alvorlige og nedslående budskab. Loven afslører, at vi ikke kan udrette det mindste til gavn for os selv over for Gud. Synden i vore hjerter gør det umuligt for os at bidrage til vor egen frelse.
Det syndige hjerte og den syndige natur forbliver i mennesket, også efter at det er kommet til tro på Jesus og er blevet frelst. Derfor gælder det for en kristen, at han i sig selv er og forbliver skyldig, så længe han lever. Men i Kristus er han retfærdig over for Gud og har Guds yndest. Han er herlig i Guds øjne. Det er ikke en forandring eller en forvandling af os, der gør os retfærdige over for Gud. Det er tilregnelsen af Jesu retfærdighed.
Den dobbelte retfærdighed
Det er i denne sammenhæng, den lutherske teologi på bibelsk grund taler om ”den dobbelte retfærdighed”. Det er en formulering, som anvendes i Konkordieformlen (1577).
Formuleringen er baseret på og henter sit indhold fra Guds ord. Meningen er, at der er én eneste retfærdighed, som for den troende gælder i forhold til Gud: Kristi retfærdighed. Den er fuldkommen, den er ens for alle troende, og den er uforanderlig.
Der er en anden retfærdighed, som findes i menneskets eget liv, som andre ser, og som den troende selv erfarer. Det er hellig-gørelsens retfærdighed. Den er frugten og følgen af den frelsende tro. Denne retfærdighed er og forbliver mangelfuld og præget af hjertets synd.
Evangeliet er, at denne sidste retfærdighed, retfærdigheden i mennesket, aldrig bliver grundlaget for frelsen. Den bidrager ikke på mindste måde til vor frelse. Ellers ville vi blande vore egne fortjenester og Kristi fortjenester sammen, vore gerninger og Guds nåde. Det ville bringe nåden til ophør: ”Er det ved nåde er det ikke længere af gerninger.”
De lutherske reformatorer erkendte, at hvis menneskets egen retfærdighed blev sammenblandet med Kristi retfærdighed, så var det ensbetydende med en tilsidesættelse af Kristi ære og en fornægtelse af evangeliet. Med en sådan sammenblanding ville man uundgåeligt vende tilbage til Satans gamle løgn om, at mennesket ud fra sig selv skulle og kunne blive som Gud (1 Mos 3,5).
At skelne mellem de to retfærdigheder er selve klippegrunden i den bibelske og lutherske lære om frelsen.
Men denne skelnen kan og vil den katolske kirke ikke tage til sig. Den kan og vil ikke anerkende en retfærdiggørelse, hvor den retfærdiggjorte ikke har nogen egne gerninger at vise frem, men forbliver en synder i sig selv.
Guds ord derimod taler befriende klart om, at den ugudelige, som ikke har gode gerninger at opvise, ham regnes hans tro til retfærdighed. Han tilregnes en fremmed og frelsende retfærdighed:
”Anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfær-diggør den ugudelige: ham regnes hans tro til retfærdighed. Således priser også David det menneske retfærdigt, som tilregnes retfærdighed uden gerninger: ’Salige de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult’” (Rom 4,5-6, DO 1931).
Tre udgange på livet
Det er grundlæggende for den katolske forståelse af frelsen, at der er tale om en proces. Det er en livslang proces, der begynder i dåben, hvor arvesynden udrenses. Herefter har mennesket et grundlag i sig selv for at forbedre sig og blive stadigt mere god.
Derefter følger en lang rejse, hvor mennesket med hjælp fra nådekraften i den katolske kirkes sakramenter må arbejde på gradvist at blive bedre i sig selv. Gode gerninger, fortjenester, bønner, ofre, pilgrimsvandringer, bistand fra Maria og helgenerne – alt dette kan hjælpe en på vej.
Det centrale fokuspunkt er hele tiden menneskets egen indre godhed, som vedvarende må forbedres, for at man til sidst kan blive god nok til at dø salig og nå himlen.
Ifølge den katolske kirke er der tre mulige udgange på livet her på jorden: skærsilden, Himlen og Helvede.
Det formuleres således i kirkens katekismus: ”Ethvert menneske modtager straks efter sin død sin evige løn i sin udødelige sjæl ved en særlig dom, som bedømmer dets liv i forhold til Kristus, enten gennem en renselse, eller ved øjeblikkelig indtræden i Himlens salighed, eller ved straks at fordømme sig selv for evigt. ’Ved livets aften vil du blive dømt efter kærligheden’5.”
Når der tales om, at vi efter døden skal dømmes ”i forhold til Kristus”, menes der i forhold til Kristus som forbillede, moralsk ideal og lovgiver. Det er Kristi bud om kærlighed, som er i fokus. Det understreges i den sidste sætning: ”Ved livets aften vil du blive dømt efter kærligheden”.
1) Mange af dem, som er frelst, går fra denne verden til skærsilden.
I skærsilden bliver de rensede for alt det, som de ikke er blevet renset for i livet på jorden. Efter skærsilden får de så adgang til Himlen.
Her kommer den katolske tanke om frelsen som en proces ind igen. I skærsilden fortsætter og fuldføres den frelsende proces, indtil mennesket er blevet helligt og rent nok til at indgå i Himlen.
Hvis levende kristne går i forbøn for afdøde kristne, som er i skærsilden, og bringer ofre for dem, så kan tiden i skærsilden forkortes for dem, som er der. Paven kan også forkorte menneskers tid i skærsilden ved at give aflad. Paven kan give aflad både til døde og til levende. Ved at modtage aflad i levende live kan mennesker få sikkerhed for, at deres tid i skærsilden vil blive forkortet.
Når paven kan give aflad, skyldes det, at han som den katolske kirkes overhoved råder over og kan dele ud af de overskydende gode gerninger hos Jesus, Maria og helgenerne. Denne ”skat af fortjenester” deler paven ud af, når han giver aflad. Herved kan mennesker få forkortet deres tid i skærsilden. Forskellige former for aflad løser mennesker for forskellige tidslængder i skærsilden.
Den katolske lære om skærsilden er grundlæggende den samme i dag som på reformationstiden. Det fremgår af den katolske kirkes katekismus:
”De, som dør i Guds nåde og venskab, men endnu ikke er fuldkomment rensede (…) gennemgår efter deres død en renselse for at opnå den hellighed, der er nødvendig for at indgå til Himlens glæde. Kirken kalder denne sidste renselse af de udvalgte for skærsilden (…) Denne lære støtter sig også til den skik at bede for de afdøde (…) Kirken anbefaler også almisser, aflad og bodsøvelser til bedste for de afdøde6:”
”Eftersom de troende afdøde, som er på renselsens vej, også er medlemmer af det samme de helliges fællesskab, kan vi hjælpe dem, blandt andet ved at opnå aflad for dem, sådan at de kan få eftergivet de timelige straffe, som de er skyldige for deres synder7.”
”Aflad opnås gennem Kirken, som i kraft af dens magt til at løse og binde, som er givet den af Kristus Jesus, træder ind for en kristen og åbner ham adgang til skatten af Kristi og de helliges fortjenester, for at han af barmhjertighedens Fader kan få eftergivet de timelige syndestraffe, som hans synder har fortjent8. ”Enhver troende kan opnå aflad for sig selv eller for de afdøde9.”
2) De, som er færdige med frelsens proces og er blevet fuldkomment rene og hellige allerede her i livet, går fra denne verden direkte ind i Himlen.
Som det lyder i den katolske kirkes katekismus:
“De, som dør i Guds nåde og venskab, og som er fuldstændig rensede, lever i evighed med Kristus. De er for evigt Gud lig10.”
Det er ingen tilregnet retfærdighed, der giver adgang til Himlen. Det er menneskets egen retfærdighed. Himlen åbnes kun for dem, som er blevet fuldkomment rene i sig selv.
3) De fortabte går til et evigt Helvede.
Om begrundelsen for, at nogen ender i Helvede, lærer den katolske kirke i sin katekismus: ”Vi kan ikke være forenet med Gud, hvis ikke vi frivilligt vælger at elske Ham. Men vi kan ikke elske Gud, hvis vi synder alvorligt mod Ham, mod vor næste eller mod os selv: ’Den, der ikke elsker, bliver i døden11.’“
I den katolske kirke kan man modtage tilgivelse for al synd, men man må i sit hjerte udvikle den rette kærlighed til Gud og til næsten for at blive frelst. Hvem der har den rette og tilstrækkelige kærlighed i hjertet, ved ingen, heller ikke mennesket selv. Derfor kan ingen i Romerkirken have vished om frelse, selv ikke de frommeste.
Befriet fra frygt
Da jeg som katolsk præst så evangeliet om Jesu fuldbragte frelse i Bibelen, blev jeg fyldt af en ubeskrivelig glæde og taknemmelighed. Indtil dette tidspunkt havde jeg været rædselsslagen ved tanken om døden og dommen efter døden. Jeg havde ikke sat spørgsmålstegn ved den katolske lære om dommen, skærsilden og betingelserne for frelse. Netop derfor havde jeg levet i en vedvarende frygt for døden og evigheden.
Nu så jeg, at Bibelen lærte helt anderledes end den katolske kirke. Bibelen lærte, at Jesus havde fuldbragt frelsen for os én gang for alle. Det var en befrielse uden lige.
Sammen med glæden over frelsen fik jeg en stor nød for de katolikker, som stadig lå under for den katolske kirkes lære. Jeg ønskede at vise dem, at Jesu offer på korset virkelig var tilstrækkeligt til at betale den fulde pris for vore synder. Der står intet tilbage, som vi selv skal sone, betale eller gøre. Jeg ønskede, at de skulle se i Bibelen, at blot ved at angre vore synder og tro på Jesus alene, kan vi have vished om frelse.
Vi kan have vished om, at vi vil gå til Himlen, når vi dør – ikke til skærsildens flammer eller til Helvedes evige ild, men til Himlen for Jesu skyld. Vi kan have vished om dette ud fra Guds eget ord:
Dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv (1 Joh 5,11-13).
Fra jeg var 6 år, til jeg var sidst i 40’erne havde jeg levet i en stadig frygt for døden og dommen. Da evangeliet om Jesu fuldbragte frelse blev åbnet for mig, var der et vers i Hebræerbrevet, som satte ord på min erfaring:
”Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem har været holdt nede i trældom” (Hebr 2,14-15).
Den katolske lære om skærsilden savner ethvert grundlag i Bibelen. Det er fra ende til anden en forfærdelig vranglære, som er udviklet af mennesker, og som kun tjener til at fornægte evangeliet og holde mennesker nede i frygt og trældom. Bibelen lærer os, at der er to og kun to mulige udgange på dette liv: evig frelse eller evig fortabelse, himmel eller helvede.
Forskellen på de frelste og de fortabte er ikke, at de første er bedre end de sidste. Forskellen er, at de frelste har Jesus som deres frelser: ”Syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 6,23). Tror vi på Jesus Kristus, da er vi allerede rensede for al synd og fuldkomment retfærdige for Gud. Da har vi evigt liv her og nu og kommer slet ikke for dommen (Joh 5,24).
Uden Jesus er vi fortabte på grund af vor synd, men i troen på Jesus har vi evigt liv på trods af vor synd. Intet af det, vi selv gør, kan ændre noget i forhold til vores frelse. Vi frelses af Guds nåde alene, ved troen alene, på Jesus alene.
Det er sandt, at troen bærer frugt i gode gerninger. Men de gode gerninger er netop frelsens frugt og ikke dens betingelse eller grundlag:
”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til at gøre gode gerninger, som Gud forud lagde til rette for os at vandre i” (Ef 2,8-10).
Retfærdiggørelsen
Når evangelikale og katolikker i de seneste årtier har fundet sammen og har underskrevet fælles økumeniske dokumenter, har det været et centralt mål for dem at demonstrere, at de er enige om det mest centrale i den kristne tro: retfærdiggørelsen.
Retfærdiggørelsen er ikke et perifert punkt i den kristne tro. Det handler om, hvordan vi kan stå retfærdige over for Gud på dommens dag og blive evigt frelst. Dermed handler retfærdiggørelsen om det mest centrale i Bibelen og i Jesu tjeneste, for Jesus kom til verden for at frelse syndere (1 Tim 1,15). Spørgsmålet er imidlertid, hvordan Jesus frelser os. Hvordan gør Jesus os retfærdige over for Gud?
Mange påstår, at der ikke længere er nogen uenighed mellem katolikker og protestanter om dette spørgsmål. Der var en uenighed på reformationstiden, men den er nu forbi.
Hvis det er tilfældet, kan det kun være, fordi protestanterne har opgivet det bibelske evangelium. For den katolske kirke har ikke forandret sig. Den lærer fortsat det samme, som den gjorde på reformationstiden.
Det grundlæggende i den katolske lære om retfærdiggørelsen har siden reformationstiden været og er fortsat, at retfærdiggørelsen er en proces, en gradvis forandring og forbedring af mennesket selv. De evangeliske kristne har til enhver tid lært, at vi bliver helt og fuldkomment retfærdige for Gud i det øjeblik, vi kommer til tro på Jesus. For da tilregnes vi Jesu egen fuldkomne retfærdighed.
Dette er ikke bare den evangeliske tro, men Bibelens tro. Paulus fastslår, at vi som kristne er retfærdige blot ved tro på Jesus Kristus. ”Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor herre Jesus Kristus” (Rom 5,1). Som kristne står vi her og nu fuldkomment retfærdige over for Gud ”ved én enestes lydighed” (Rom 5,19). Dette benægtes imidlertid af den katolske kirke.
I sin katekismus lærer den om retfærdiggørelsen:
”Retfærdiggørelsen består ikke blot i synd-ernes forladelse, men også i helliggørelse og fornyelse af det indre menneske. Retfærdiggørelsen løsriver mennesket fra synden (…) Den ligedanner os med Guds retfærdighed, der gør os retfærdige i vort indre ved sin barmhjertigheds kraft (…) Dens mål er Guds og Kristi forherligelse og det evige livs gave (…) Vor retfærdiggørelse kommer af Guds nåde. Nåden er den velvilje, den gratis hjælp, som Gud giver os til at svare på Hans kald12.”
Fokus i disse formuleringer er hele vejen igennem på det, som sker i og med mennesket selv.
Vi hører, at retfærdiggørelsen består i en ”helliggørelse” og en ”fornyelse af det indre menneske”. Ved retfærdiggørelsen bliver vi ”retfærdige i vort indre”. Retfærdiggørelsen ”løsriver os fra synden”.
Den virkende kraft i retfærdiggørelsen er ”Guds nåde”, som er en ”hjælp”, Gud giver os, så vi ved den kan ”svare på Hans kald” og gøre det rette. Hele vejen igennem fremstilles retfærdiggørelsen som en proces i os, hvorved vi selv gradvist forbedres. Det endelige mål med retfærdiggørelsen er, at vi på grundlag af vor egen forbedring skal opnå ”det evige livs gave”.
Netop denne lære om retfærdiggørelsen var det, den katolske kirke prædikede og forsvarede på reformationens tid. Netop denne lære var det, reformatorerne gjorde op med ud fra Skriften. Her er intet nyt.
I den katolske lære flyder retfærdiggørelse og helliggørelse sammen. Som det fremgår af citatet ovenfor: ”Retfærdiggørelsen består ikke blot i syndernes forladelse, men også i helliggørelse.”
Den katolske kirke skelner ikke mellem en fuldkommen retfærdighed, som vi tilregnes ved tro, og en ufuldkommen helliggørelse i vore liv, som er en frugt af troen. Retfærdiggørelse og helliggørelse er ét og det samme. Vi frelses ved den retfærdighed og hellighed, der vokser frem hos os selv. Netop derfor kan ingen have vished om frelse, for hvornår er vi gode, retfærdige og hellige nok?
Hvad Romerkirken fortier og fornægter, er evangeliet om den retfærdighed, som Gud giver og tilregner os ved tro på Jesus. Det handler ikke om en detalje i den kristne tro. Det handler om selve det evangelium, som er Guds kraft til frelse, og som Paulus trøster sig ved og roser sig af:
”For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ’Den retfærdige skal leve af tro’” (Rom 1,16-17).
Troen
Romerkirken kan også tale stort om troen. Men ved troen forstår man ikke den tillid til Kristus og hans fuldbragte frelse, som Gud virker i os gennem evangeliet. Man forstår derimod troen først og fremmest som underkastelse under det ord, som kommer fra Gud, hvad enten det er givet i Skriften eller igennem Romerkirken.
Den katolske kirkes katekismus definerer troen på denne måde: ”Det er frit at underkaste sig det ord, man har hørt, fordi dets sandhed er garanteret af Gud, som er Sandheden selv13.”
Ifølge den katolske kirkes katekismus bliver troen til i og igennem den katolske kirke. Den er en frivillig menneskelig akt, og den indebærer, at man underordner sig under alt det, som Romerkirken lærer. Det formuleres på denne måde:
”At tro er en menneskelig akt, bevidst og fri, som svarer til den menneskelige persons værdighed. At tro er en kirkelig akt. Kirkens tro går forud for, føder, bærer og nærer vor tro. Kirken er alle troendes moder. Ingen kan have Gud til Far, som ikke har Kirken til mor. Vi tror på alt, hvad der er indeholdt i Guds Ord, det skrevne og det overleverede, og som Kirken forelægger os til tro som guddommeligt åbenbaret. Troen er nødvendig til frelse14.”
Den katolske forståelse af den frelsende tro indebærer altså, at den troende må underordne sig og tro på alt det, som Romerkirken lærer. Denne troslydighed mod Romerkirken er nødvendig til frelse.
Den grundlæggende bibelske forståelse af den frelsende tro er, at den er en gudvirket tillid til Jesus Kristus som Guds Søn og vores frelser.
Denne tro gives os af Gud gennem evangeliet om Jesu fuldbragte frelse (ApG 16,31; Rom 10,17; Ef 1,13; Hebr 11,1).
I evangeliet forkyndes det for os, at Gud i troskab mod sine løfter har tilvejebragt en endelig og fuldbragt frelse i Jesus. I denne frelse viser Gud sin kærlighed til os gennem sin søn, Jesus Kristus. Frelsen, som kostede Kristus Jesus livet, er fuldbragt én gang for alle, og den gives os for intet.
Når dette evangelium forkyndes for os, virker det tro i vore hjerter, og ved denne tro tilregnes vi Jesu egen retfærdighed:
”Troen kommer altså af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord” (Rom 10,17).
”For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger” (Rom 3,28).
Den frelsende retfærdiggørelse findes kun i Kristus, og den gives ved tro alene.
Den frelsende retfærdighed i Kristus kan hverken aftage eller vokse. Kristi retfærdighed er ”den evige retfærdighed” (Dan 9,24). Derfor er den troende for evigt retfærdig. Enhver troende kan med Paulus bekende: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus”(Rom 8,1).
Fordi denne retfærdiggørelse hviler på Jesu stedfortrædende opfyldelse af loven for os og på hans fulde soning af al vor synd, så er den i overensstemmelse med Guds retfærdighed. Den er en åbenbaring af denne retfærdighed: ”Nemlig, at han er retfærdig, når han retfær-diggør den, som har tro på Jesus” (Rom 3,24, DO 1948).
Den røde tråd
Evangeliet om retfærdiggørelsen af tro alene er den røde tråd i Bibelen. Abraham blev ikke retfærdiggjort ved en retfærdighed i eller hos ham selv, men alene ved tro på den lovede Messias (1 Mos 15,6; Rom 4; Gal 3,6-18).
Nogle af de herligste ord om retfærdiggørelsen af tro alene finder vi i det Gamle Testamente. Jeremias forkynder om den lovede Messias, at når han kommer, så skal de frelste finde deres retfærdighed ikke i sig selv, men i Herren: ”Han skal få dette navn: Herren er vor Retfærdighed” (Jer 23,6).
Men evangeliet om retfærdiggørelse af tro alene rækker endnu længere tilbage i tiden. Paulus åbenbarer for os, at Gud allerede før verdens skabelse har udvalgt os til at stå hellige og rene for ham, ikke i os selv, men i hans søn, Jesus Kristus: ”For før verden blev grundlagt har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed” (Ef 1,3).
Det evangelium, som Paulus prædiker, er således ikke nyt. Det er det samme evangelium, der lyder gennem hele Bibelen, ja fra evighed til evighed: Vi er frelst af Guds nåde alene, ved troen alene, på Jesus alene. I Jesus er vi én gang for alle retfærdige for Gud.
Paulus understreger, hvor alvorligt og forfærdeligt det er at prædike et andet evangelium end dette: ”Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han” (Gal 1,9).
At forfalske evangeliet er en uhyre alvorlig forbrydelse mod Gud. De, som prædiker et falsk evangelium og fornægter Jesu fuldbragte frelse, må ikke indbilde sig, at deres fred vil vare ved. De vil møde Gud som deres modstander på dommens dag. Det samme vil alle de, som har troet på deres evangelium. Det er den dybe alvor ved at udbrede et falsk evangelium.
Sakramenterne
Romerkirken kan tale store ord om, at Jesu liv og død for os er grundlaget for vor frelse og betingelsen for vor frelse. Men tanken er hele tiden, at Jesu frelsergerning er grundlaget og forudsætningen for det, som gradvist skal ske med os.
Frelsen er med andre ord grundlagt og begyndt af Jesus, men ikke fuldbragt. Jesus har kun lagt grundvolden. Vi skal selv bygge huset og gøre det færdigt – med Guds nådes hjælp.
Den katolske lære om sakramenterne er gennemsyret af denne tanke. Sakramenterne hviler alle på Jesu frelsergerning, men de forkynder og giver den ikke som et fuldendt værk. De giver tværtimod en nådekraft, som vi må tage i anvendelse for selv at fuldende frelsen.
I det følgende skal vi kort set på, hvad Romerkirken lærer om de fem sakramenter, som alle katolikker må gøre brug af.
Dåben giver en helliggørende nåde, som vi må tage i anvendelse for at blive stadigt mere hellige. Som det formuleres i den katolske katekismus:
”Den Allerhelligste Treenighed giver den døbte den helliggørende nåde15.”
”Den helliggørende nåde gør os velbehagelige for Gud16.”
Konfirmationen udruster med en særlig nådekraft til at tjene Gud ved at tjene den katolske kirke:
”Ved Firmelsens sakramente knyttes de døbte mere fuldkomment til Kirken og beriges med en særlig kraft fra Helligånden og forpligtes således stærkere til at udbrede og at forsvare troen i ord og i gerning som Kristi sande vidner17.”
Nadveren (også kaldet Eukaristien og Kommunionen) har to sider:
1) Nadverens ene side er, at den er et sonoffer til Gud i tillæg til og som en fuldendelse af Jesu sonoffer på korset. Når præsten løfter brød og vin, viser han, at Jesus nu ofres til Gud som et sonoffer for vor synd:
”Kristi offer og Eukaristiens offer er et eneste offer: Det er en og samme offergave; og det er den samme, som nu ofrer ved præsternes tjeneste, som dengang ofrede sig selv på Korset. Kun måden, hvorpå der ofres, er forskellig: Og fordi det i dette guddommelige offer, der gennemføres i messen, er den samme Kristus, der er indeholdt og ofres (…) er dette offer et sandt sonoffer18.”
Men det er ikke kun Kristus, der ofres. De troende deltager i, supplerer og fuldender Jesu sonoffer:
”De, der ved Dåben er blevet ophøjet til det kongelige præstedømmes værdighed, og som ved Firmelsen er blevet mere dybtgående ligedannet med Kristus, de deltager gennem Eukaristien, sammen med hele fællesskabet, i selve Herrens offer19.”
Denne del af den katolske kirkes lære er den mest åbenlyse og mest forfærdelige fornægtelse af Jesu én gang for alle fuldbragte frelse. Det er en trods og hån mod Jesu egne dyrtkøbte ord: ”Det er fuldbragt!” (Joh 19,30).
Samtidig er det intet mindre end blasfemi og åndelig perversion at tale om, at vi syndige mennesker, for hvem Jesu offer var nødvendigt, må deltage i, bidrage til og fuldende Jesu sonoffer til Gud.
2) Nadverens anden side er, at de, som tager imod den, får ny nåde fra Gud som en hjælp til at blive hellige:
”Påskemåltidet, hvor (…) sindet fyldes med nåde20.”
”Kommunionen (…) bevarer, forøger og fornyer det nådens liv, vi har modtaget i Dåben21.”
Skriftemålet (også kaldet Boden) er givet som en hjælp for dem, som efter dåben falder i alvorlig synd og som herved mister dåbens nådekraft til at blive retfærdige og hellige. I Skriftemålet kan de få tilgivelse for deres synd, og de kan modtage dåbens nådekraft igen:
“Kristus har indstiftet Bodens sakramente for alle syndige medlemmer af sin Kirke, frem for alt for dem, som efter Dåben er faldet i alvorlig synd og således har mistet dåbsnåden og såret det kirkelige fællesskab. Det er dem, Bodens sakramente tilbyder en ny mulighed for at omvende sig og genfinde retfærdig-gørelsens nåde. Kirkefædrene fremstiller dette sakramente som den anden (rednings)planke efter det skibbrud, som tabet af nåden er22.“
Gennem skriftemålet får man også del i Marias og de andre helgeners overskydende gode gerninger:
”I dette skatkammer hører også den i sandhed umådelige, uforlignelige og altid nye værdi hjemme, som den salige Jomfru Marias og alle helgeners bønner og gode gerninger har hos Gud – de, som, fordi de ved Herren Kristi egen nåde har fulgt Ham efter, har helliget sig selv, og som har fuldført et værk, der er velbehageligt for Faderen. Ved at arbejde på deres egen frelse har de samtidig arbejdet på deres medmenneskers frelse i det mystiske Legemes enhed23.”
De syges salvelse giver en særlig nåde, der sætter den syge i stand til at gøre sig til ét med Kristus i hans lidelse, medvirke i hans frelsesværk og herved bringe helliggørelse og velsignelse til kirken:
”Ved dette sakramentes nåde modtager den syge kraften og gaven til inderligere at forene sig med Kristi lidelse (…) Lidelsen, som er en følge af arvesynden, får en ny mening: den bliver delagtighed i Jesu frelsesværk. De syge, som modtager dette sakramente, bidrager ved frit at slutte sig til Kristi lidelse og død til Guds folks vel (…) Og takket være dette sakramentes nåde bidrager den syge på sin side til Kirkens helliggørelse og alle menneskers vel24.”
Grundtanken er den samme i tilknytning til alle de nævnte sakramenter. De giver en nåde, som gør mennesket i stand ti atl bygge videre på, supplere og fuldende Jesu frelse og derved selv blive velbehagelig for Gud. Det er fornægtelse af selve kernen, hjertet og trøsten i det bibelske evangelium: at vores frelse er gjort færdig én gang for alle af Jesus alene.
Jesu offer én gang for alle
Herligheden og det fuldkomne i Jesu offer er ifølge Bibelen netop, at det var et offer, som i modsætning til de stadigt gentagne ofre i den gamle pagt blev bragt én gang for alle og tilvejebragte en evigt gældende frelse:
”Ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt en evig forløsning” (Hebr 9,12).
”Nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer” (Hebr 9,26).
”For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud” (Rom 6,10).
Jesus har med sit offer på korset én gang for alle gjort en ende på al vor synd og på alle ofre. Derfor skal der aldrig mere bringes ofre for synd: ”Når synden er tilgivet, er der ikke længere brug for syndoffer” (Hebr 10,18).
Ved sit ene, fuldkomne og endegyldige offer åbnede Jesus paradiset for os. Ved dette ene offer, har han ført os helt frem til målet i Himlen: ”Ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet” (Hebr 10,14).
Klarere kan det ikke siges. Frelsen er fuldbragt af Jesus én gang for alle. Om så en engel fra Himlen kommer med et andet evangelium, så må vi afvise det og holde fast ved det evangelium, der er åbenbaret for os i Skriften (Gal 1,8).
Evangeliets dødsfjende
Vi kan ikke kende Djævelen og hans udsendinge på deres ydre skikkelse. Djævelen kan komme til os i skikkelse af en lysets engel (2 Kor 11,14). Men vi kan kende ham på hans røst. Djævelen er evangeliets dødsfjende, og han vil altid føre os væk fra det frelsende evangelium om Jesu én gang for alle fuldbragte frelse.
Alvoren ved den katolske vranglære er netop, at den er et redskab for Djævelen. Den fører os væk fra evangeliets ord og dermed fra frelsen i Jesus alene. Som bibeltroende og evangeliske kristne må vi ikke lukke øjnene for denne virkelighed. Den katolske kirke er ikke en kristen kirke, der leder mennesker til frelsen i Jesus, men en forførende kirke, der fører mennesker væk fra Jesu frelsesværk. Ifølge sin officielle lære fornægter, forkaster og fordømmer den det eneste sande og frelsende evangelium om Jesu én gang for alle fuldbragte frelse.
Som bibeltroende og evangeliske kristne må vi se det som vores kald at bede for katolikkerne og at arbejde for, at de kan møde det bibelske evangelium. Vi må evangelisere og missionere over for katolikkerne, fordi de har brug for at høre det sande, bibelske evangelium.
Det værste, vi kan gøre, er at tro på løgnen om, at katolikkernes eget evangelium er sandt og bibelsk.
Gå videre til artikel 3: De økumeniske dokumenter
1 KKK, afsnit 2021-2014.
2 KKK, afsnit 1129.
3 KKK, afsnit 181.
4 Vatican Council II, No 64, “Gaudium et Spes”, 7. December 1965.
5 KKK, afsnit 1022.
6 KKK, afsnit 1030-1032.
7 KKK, afsnit 1479.
8 KKK, afsnit 1478.
9 KKK, afsnit 1471.
10 KKK, afsnit 1023.
11 KKK, afsnit 1033.
12 KKK, afsnit 1989-1992, 1996.
13 KKK, afsnit 1814.
14 KKK, afsnit 180-183.
15 KKK, afsnit 1266.
16 KKK, afsnit 2024.
17 KKK, afsnit 1285.
18 KKK, afsnit 1367.
19 KKK, afsnit 1322.
20 KKK, afsnit 1323.
21 KKK, afsnit 1392.
22 KKK, afsnit 1446.
23 KKK, afsnit 1477.
24 KKK, afsnit 1521-1522.
Oversat af Mikkel Vigilius.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2014. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Richard Bennett
Richard Bennett, tidl. katolsk præst.