Bor Gud da på jorden? Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget! (1 Kong 8,27).
Et under af Guds hånd
I en julesang beskrives Jesu fødsel med ordene: ”Skaberen opslår på jorden sit telt1”.
Det er ord, som leder tankerne hen til tabernaklet i Israels folks lejr. Det var der, Gud åbenbarede sig for Israels folk. Sangen antyder, at da Jesus blev født, skete opfyldelsen af det forbillede, som tabernaklet var.
I Johannesevangeliet 1,14 berøres samme forbillede og dets opfyldelse: ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.”
Tabernaklet blev senere erstattet med templet, som Salomo byggede. Der står i Bibelen nogle dyrebare ord af Kong Salomo fra dengang, templet skulle indvies. Dem vil vi bruge til at belyse inkarnationens mægtige under. Ordene finder vi i 1. Kongebog, kapitel 8. Der tilbeder Salomo Gud og fremholder Herrens løfte til David om at lade der blive bygget et hus til Herrens, Israels Guds, navn:
”Du, som har holdt, hvad du lovede din tjener, min far David. Thi hvad du med din mund lovede, det fuldbyrdede du med din hånd, sådan som det nu er sket” (1 Kong 8,242).
Kong Salomo, Davids søn, giver Gud æren for det prægtige tempel. Salomo har bygget templet, men det er blevet bygget med Guds hånd.
Det peger frem mod opfyldelsen i Kristus. Kristus, Davids søn, skulle bygge Guds virkelige tempel, hvor Gud kunne bo iblandt sit folk. I Betlehems stald står vi over for dette store, som Gud havde lovet, og som han fuldbyrdede med sin hånd. Det var helt og aldeles et under af Guds hånd, som lå der på strået, født af en jomfru.
I Hebræerbrevet 10,5 beskrives dette med ordene: ”Derfor siger han [Kristus], da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig.”
Templets forbillede
Stalden i Betlehem står i skærende kontrast til herligheden i Salomos guldbeklædte tempel. Alligevel er det templet, der er forbilledet, og det skrøbelige, nyfødte barn i stalden, der er den virkelige opfyldelse af Guds løfte.
Det ser ud som om, Salomo reflekterer over dette, da han står ved det nybyggede tempel. Salomos tanker går til Guds løfte til David: ”Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid” (2 Sam 7,16).
Med tanke på dette løfte beder Salomo om, at det må blive sandt. Han forstår, at dette løfte ikke er opfyldt ved det, at templet til Guds navn nu endelig står færdigbygget. Han forstår også, at løftet ikke handler om ham selv; han skal ikke regere i Jerusalem til evig tid. Men tanken på, hvordan dette løfte skal opfyldes, bliver til et spørgsmål i Salomos bøn: ”Bor Gud da på jorden? Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget!” (1 Kong 8,27).
Der står, at Herrens herlighed opfyldte templet (1 Kong 8,11). Men templet kunne ikke rumme Gud. Gud boede i Himlen. Hvordan skulle Guds løfte om at bo hos sit folk da kunne blive sandt? Hvordan skulle Gud efter syndefaldet kunne bo blandt mennesker?
Hvem Gud kommer til
Salomo måtte leve i troen på Guds løfter.
Men lad os gå til stalden i Betlehem og se barnet i krybben og stille det samme spørgsmål som Salomo: ”Bor Gud da på jorden? Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig.”
Ved Jesusbarnet i krybben er alt, som er stort og herligt for det menneskelige øje og den menneskelige fornuft fuldstændigt skrællet væk. Det var det sidste af alle steder på hele jorden, man ville gå hen og lede efter Gud. ”Her kan Gud da i hvert fald ikke bo”, ville man tænke.
Men det var netop i Betlehems stald, Gud åbenbarede sig og lod sig føde som menneske.
Da Herrens herlighed opfyldte templet og skyen trængte præsterne væk, sagde Salomo: ”Herren har sagt, at han vil bo i mørket” (1 Kong 8,12).
På samme måde var Jesu guddomsherlighed også skjult, da han blev åbenbaret som menneske. Men Jesu herlighed blev åbenbaret i hans ord og gerninger. Som Johannes vidner: ”Vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1,14).
At Jesus blev født i stalden er samtidig et vidnesbyrd om, hvem Gud kommer til. Han stiger ned til det lave, ned i dybet til mig, et fordærvet menneske, forkrampet af synden. De mennesker, som Gud forbarmer sig over, er mennesker, som man med sikkerhed ville udelukke, at Gud skulle bryde sig om.
Han er fuld af nåde og sandhed.
”Hvem er som Herren, vor Gud, i himmel og på jord, så højt som han troner, så dybt ned som han ser? Fra støvet rejser han den svage, fra skarnet løfter han den fattige” (Sl 113,5-7).
Ypperstepræsten i den nye pagt
Men hvordan kan Gud forbarme sig over os og vise os nåde?
Vi tager udgangspunkt i templet som forbillede. Kernen i tempeltjenesten var ofrene, og centrum var den store forsoningsdag. Der skulle skaffes soning for folkets synder.
På samme måde er det med Jesus, den nye pagts ypperstepræst. Hans altomfattende gerning var at sone verdens synder. Et legeme var beredt for ham til dette formål, og han var villig til at gå ind i det.
”Se, jeg er kommet for at gøre din vilje (…) Og i kraft af denne vilje er vi helligede, ved at Jesu Kristi legeme blev ofret én gang for alle” (Hebr 10,9-103).
Han skulle være menneske som vi for at kunne sone for vore synder. Uden soning af synden findes der ikke fællesskab mellem Gud og mennesker. Men gennem Jesu forsoningsdød på korset har Gud oprejst et telt iblandt os, hvor fællesskabet mellem Gud og mennesker er blevet genoprettet.
Det var dette store under, Gud satte i værk, da Jesus blev født.
Lad os derfor med Salomos ord bøje os og tilbede vor Gud som i uudsigelig stor kærlighed har forbarmet sig over os.
”Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som du oppe i himlen eller nede på jorden (…) Du, som har holdt, hvad du lovede din tjener, min far David. For hvad du med din mund lovede, det fuldbyrdede du med din hånd, sådan som det nu er sket” (1 Kong 8,23-24).
Oversættelse: Henrik Gren Hansen
Artiklen er oversat med tilladelse fra Lutherskt Församlingsblad, Jultidning 2015, www.lutherskaforsamlingen.se.
Nyt Liv står inde for det åndelige indhold af alle artikler, som anvendes på nytliv.dk. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til webmaster@nytliv.dk.
1 Fra sangen ”Vidste naturen, at Himlenes Herre”. I den danske oversættelse lyder linjen: ”Gud er nedsteget i menneskers dragt” (SoS 183).
2 Her direkte oversat fra den svenske oversættelse.
3 Her direkte oversat fra den svenske oversættelse.
Udgivet af
Robert Hansen
Robert Hansen, Silverdalen (Sverige), arbejder på en metalindustri.