Guds barn jeg er

I november 2015 udkom bogen “Guds barn jeg er” af Karl K. Riis. Bogen er en kort og klar sjælesørgerisk hjælp til, hvornår og hvordan et menneske kan have fred med Gud – og hvad for en slags fred, der er tale om. Her følger et lille uddrag af bogen (s. 50-53), som kan købes på Nyt Livs lejre eller her på hjemmesiden.

Synden i kødet hos en kristen

Kan jeg have frelsesvished, når jeg plages af onde tanker og syndige lyster? Her er der mange, der trænger til særlig hjælp.

Et af de bibelvers, der taler aller klarest om, hvad frelsesvished er, har en bemærkelsesværdig indledning, som mange overser:

”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, min I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn” (Rom 8,15-16).

Her tales der om en ånd, som de troende ikke har modtaget, nemlig den ånd, som giver trællekår. Den ånd stammer ikke fra Gud, og dog er manges kristenliv præget af denne ånd, derfor har de det på den måde.

Det er en ånd, hvis kendetegn er trældom. Den fører mennesker ind i trældom og vil holde dem fast i den. Mens barnekårets ånd er tryghed og glad tillid til Gud, er trællekårets ånd det stik modsatte – den er angst for Gud. Man er bange og tør ikke komme til Gud, fordi man føler, at man ikke slår til.

Hvordan opleves denne tilstand?

Den opleves som en stor elendighed, som man dårligt nok kan forklare. Man føler sig fyldt af synd – ikke så meget af det, man gør, men langt mere af det, man er. Man har bedt Gud om hjælp, men synes ikke, at man får svar. Derfor føler man sig dømt, for det må jo være, fordi ens bøn har været for dårlig og ukoncentreret. Man føler sig helt fortvivlet og fristes til at opgive det hele.

Lad mig nu først pege på en meget udbredt måde, hvorpå mennesker ledes ud i denne tilstand:

Når du som kristen er faldet i en eller anden synd, begynder samvittigheden straks at anklage dig. Og så hvisker den ånd, der giver trællekår, at nu kan du umuligt være kristen, når du har gjort eller tænkt, som du har gjort. Den hvisker, at du har forspildt retten til at være et Guds barn, for du vidste jo godt, at det, du gjorde, var galt, men du gjorde det alligevel. Du må først få styr på dit liv, hvisker den. Det er typisk for den ånd, der giver trællekår, at tale sådan, og hvis den får plads, binder den mennesker i trældom og angst.

Ja, det behøver ikke engang komme så vidt. Tænk på den nyomvendte, der kort tid efter sin omvendelse føler og opdager, at synden og den syndige tilbøjelighed stadig er levende. Så kommer spørgsmålet: Kan jeg være kristen? Kommer man ligeledes ind i en tid med særligt svære fristelser, kommer man let til at tænke, at man ikke kan nærme sig Gud. Det er en typisk tanke fra den ånd, som giver trællekår.

Den ånd har vi ikke fået fra Gud, men fra vores egen natur, læste vi i verset fra Rom 8. Ånden, som giver trællekår, er nærmest indbygget i os, og Djævelen gør alt for, at den skal få magt over os. Han ved nemlig, at den vil skille os fra Guds nåde og livskilden, Jesus Kristus selv.

Vejen er smal her. For en kristen kan ikke undskylde synden. Men der er enorm forskel på denne tilstand og på den, som virkes af Helligånden, og som kendetegnes af barnekårets ånd. Helligånden taler også om vores synd, ikke kun om de store og voldsomme, men også om hjertets skjulte synder. Men Helligånden gør det for at føre os hen til Jesus med vores synd. Den ånd, som giver trællekår, gør det modsatte, den låser døren og spærrer vejen til Jesus. Derfor har Gud aldrig sagt, at vi skal tage imod den eller give den plads. Vi er blevet bedt om at give barnekårets ånd plads. Det er den ånd, som er fortrolig, åben og tillidsfuld, som ikke kan skjule noget for Gud, men kommer til ham med alt, græder ud hos Gud og finder tilgivelse på ny.