Gud er mit skjold, han frelser de oprigtige. Gud er en retfærdig dommer, en Gud, der harmes hver dag (Sl 7,11-12).
Der sker mange ting rent samfundsmæssigt og kulturmæssigt i vores land i de her år. Og der er mange ting, vi kan harmes over – ikke mindst med tanke på vores børn, den opvoksende generation, og hvad de udsættes for i tidlig alder.
Det kan være de forskubbede blufærdighedsgrænser i børnefjernsyn.
Der sker ting i Danmark på den front, der får udlandet til at ryste på hovedet, mens den gennemsnitlige dansker harcelerer over de puritanske og krænkelsesparate røster, der drister sig til at være kritiske over for den liberale holdning, der er blevet mainstream i vores danske andedam. Onkel Rejes comeback fejres i denne uge med stor hyldest – og almindelig hån af enhver, der sætter spørgsmålstegn ved, om han er gået over grænsen. Der er også John Dillermand – og programmet ”Ultra smider tøjet”, hvor voksne mennesker smider tøjet foran børn.
Det kan også være den vejledning, børn får i forhold til deres køn og seksualitet, hvor dogmerne er, at ”alt er ok”, og ”du skal være den, du føler, du er”. Forvirrede teenagere kan få hormonbehandling i stedet for hjælp til at leve med deres krop. Børn slæbes som det naturligste i verden med til drag-show, og til børnenes MGP skråler alle landets skolebørn med på linjer som: ”Vi bestemmer selv, hvad vi vil kaldes” (underforstået: om vi vil kaldes ‘han’, ‘hun’, ‘de’ eller andet – fra sangen ”Drenge og piger”, MGP 2022).
Går vi endnu længere tilbage i børnenes liv, lever vi i et samfund, hvor omkring 15.000 kvinder hvert år får foretaget en abort, og hvor der er aktuelle politiske forslag om at hæve abortgrænsen til uge 22. Begrundelsen lyder, at enhver kvinde har ret til sin egen krop, og at så længe fosteret er afhængigt af sin mor for at kunne overleve, så er det kvindens valg, om barnet skal leve eller ej.
Det er aldrig let for nogen at få en abort, heller ikke selvom man har det syn. Men der er et skrig af uretfærdighed, der stiger til himlen hver eneste dag fra vores hyggelige og højtudviklede danske samfund. For hvem har sat kvinden til at bestemme over sit barns ret til at leve? Det store under ved en graviditet er jo netop, at der her bliver skabt et nyt liv i kvindens livmoder. Det er lille, og det er svagt – men netop det kalder jo på omsorg og beskyttelse fra forældrene, i mindst lige så høj grad som når barnet er blevet født.
Vi har en Gud, der harmes hver dag.
Jeg har fundet en underlig trøst i det ord. For hvor ville det være svært, hvis Gud bare sad uberørt i himlen af al den ondskab. Nej, som Abels blod råbte til Gud fra himlen, sådan skriger de ufødte børn til himlen hver dag – og vi må bede om, at bægeret snart er fuldt, og Jesus vil komme igen og gøre en ende på ondskaben.
Men vi kan også kigge indad. Se på vores eget liv. Hvordan det dag for dag fyldes af svigt, vrede, egoisme, æresyge, magelighed, lyst og al slags synd. Hvordan åndens frugter nogle gange synes at være vendt om i vores liv til deres modsætning – så det er kødets frugter, der er det eneste, vi kan fremvise.
Så er der ikke nogen trøst i at vide, at Gud er en retfærdig dommer, der harmes hver dag.
Men trøsten ligger i det vers, der går forud: ”Gud er mit skjold, han frelser de oprigtige.”
De oprigtige er dem, der vedkender sig deres synd over for Gud. Vedkender sig, at man har brug for en frelser. At jeg ikke er et bedre menneske end Onkel Reje og abortfortalerne og alle de andre, hvis handlinger og holdninger man kan harmes over hver dag. Ikke et hak bedre.
Jeg har brug for Jesus! Jeg har brug for en frelser!
Men når jeg er der – så må jeg lytte til det forunderlige ord: at Gud selv vil være mit skjold! Ham, der er den retfærdige dommer, der harmes hver dag – han vil selv være mit skjold! Mod hvad? Mod sig selv! Mod Guds egen flammende vrede; så at den vrede ikke skal fortære mig. For den ramte Jesus i stedet, da han døde på Golgata for al min synd.
Nu må jeg gå ud i verden og harmes alt, hvad jeg vil over de mange ting, der skriger til himlen – men jeg må først og fremmest gå ud i verden som den tilgivede synder, der ved, hvor der er nåde at få. Jeg må få lov til at vidne om ham, der vil være frelser for hele den gudløse verden: Om vi dog i dag ville lytte til ham! (Hebr 3,7).
