Herre, om morgenen hører du min stemme, om morgenen fremlægger jeg min sag og spejder efter svar. Du er ikke en Gud, der holder af uret, du giver ikke den onde husly, de overmodige kan ikke træde frem for dine øjne, du hader alle forbrydere, du udrydder løgnere. Herren afskyr mordere og bedragere” (Sl 5,4-7).
En velkendt talemåde lyder: ’Gud hader synden, men elsker synderen.’ Men sammenholdes talemåden med udsagnet i Sl 5, synes der ikke at være fuld harmoni. Gud hader alle forbrydere og afskyr alle mordere og bedragere, altså syndere. Derfor er det ikke ubetinget rigtigt at sige, at Gud elsker synderen. Men Gud elsker sin skabning. I 2. Peter 3,9 står der: ”Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” Vi kan også her minde hinanden om den lille Bibel i Joh 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Altså, Gud både hader og elsker synderen. Der er en dobbelthed her. Gud hader synden og den, der bevidst ønsker at leve i synd og dermed følger Satan, men han har kærlighed til mennesket, også det menneske, som er blevet fanget af Satan og hans fjendskab til Gud. Gud har en ubetinget hengivenhed til sin skabning, uanset om skabningen er værdig eller ej, og uanset om denne kærlighed bliver gengældt eller ej.
Men syndere der kommer til Gud i eget navn, bliver ikke modtaget af Gud. Kun syndere, som kommer i Jesu navn og er blevet gjort levende og tror på Jesus, bliver modtaget af ham. ”Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn, ligesom de andre” (Ef 2,1-3).
Der findes altså to slags syndere. Dem, der er døde i overtrædelser, og dem, der er levendegjort ved troen på og modtagelsen af Jesu forsonergerning på korset. Gud elsker dem begge. Men synderen, som ikke tror på Jesus, forbliver under Guds vrede (Joh 3,36). Derfor, når det lyder: ’Gud hader synden, men elsker synderen’, så er udsagnet ikke dækkende. Men Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden (1 Tim 2,4-5). Gud har en ubetinget kærlighed til sin skabning, men hvis hans skabning bevidst vil leve i synden, er et sådant menneske under Guds vrede og had.
Når der prædikes om Guds kærlighed, er denne kærlighed en falsk kærlighed, hvis den ikke flettes sammen med, at Gud er en hellig og vred Gud, der hader synderen, så længe denne synder ikke tager imod Jesu forsoningsblod. Men den synder, der er dækket af dette blod, er ikke kun elsket af Gud, han tages også i favn af Gud i hans kærlige arme, som strækkes ud mod et sådant menneske. Her er Guds ægte kærlighed mod synderen. At tale om Guds kærlighed, uden at den er forankret i Jesu død på korset, er at føre falsk tale om Gud, og det betyder, at mennesker føres væk fra Gud og til den evige fortabelse. Hvor forfærdeligt, der hvor det sker!
Der er også en anden talemåde, eller et udtryk, som lyder for en benådet synder. Det kunne passende tages frem her. Det lyder sådan: ’Samtidig retfærdig og synder.’ Menneskeligt og logisk må man sige, at det ikke lyder rigtigt. Men den menneskelige visdom er ikke Guds visdom. Luther har sagt noget, eller rettere meget, om dette paradoks, at vi samtidig både er retfærdige og syndere. Frit og efter bedste hukommelse siger han noget i denne retning: ‘Her er vi i en helt anden verden, nemlig en verden der er udenfor fornuften. Men Helligånden kan, når vi hører evangeliet om Jesus Kristus og tror det, oplyse og forklare det for os.’
Talemåden ’Gud hader synden, men elsker synderen’ er enkle og praktiske ord, men også farlige ord. Gud er ikke bare kærlighed, Gud er også hellighed og bærer had og vrede mod Satan og alt det, han kommer med. Gud kan ikke fornægte sin egen natur, og derfor hader han synd og syndere, men sine skabninger glemmer han ikke. “For før verden blev grundlagt, har Gud i ham (Jesus) udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed” (Ef 1,4). Derfor søger Gud ethvert menneske med den kærlighed, der viser sig ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere (Rom 5,8). Det er en kærlighed, der gælder hele verden (Joh 3,16), og den er ikke afhængig af, om vi er værdige eller ej.
I Joh 16,27 lyder det: ”Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig (Jesus) og tror, at jeg er udgået fra Faderen.” Her er der tale om, at Gud elsker den, der har taget imod Jesus som Guds Søn og vor Frelser.
I 1 Joh 4,16-19 kan vi læse nogle klare ord om Guds kærlighed, nemlig at Gud er kærlighed, og kærligheden er fuldendt i os på dommens dag, hvis vi har taget imod frelsen i Jesus Kristus. Da kan vi bryde ud og sige: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.”
Når det ovenstående er sagt, så er det også vigtigt at gentage: Gud er en hellig Gud, som hader og er vred på synden og synderen, der ikke er dækket af Jesu forsoningsblod. Men Gud ønsker ikke, at nogen skal gå fortabt. Gud ønsker inderligt, at alle skal komme til erkendelse af sandheden og blive frelst.
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.