En overbærende Gud?
Et godt menneske tror godt om andre. Og hvem vil ikke være et godt menneske?
For de fleste betyder det, at de også tror godt om Gud. De regner med, at Gud har de egenskaber, som efter deres mening er knyttet til det at være god. De tror, at Gud er kærlig og mild. Han vil vise en meget stor overbærenhed over for vore småforseelser. Gud er nemlig ikke smålig. Han har storsind.
Ikke-kristnes opfattelse af Gud har farvet mange kristnes. For eksempel tror kristne forældre, at det alligevel nok skal gå for deres børn. Godt nok kommer de hverken i kirke eller til møde, Guds ord bruger de ikke, men mon ikke de beder? De er i hvert fald døbt, og deres børn er det også. Mon Gud ikke lader dem slippe ind?
Vil det ikke være at tænke for ringe om Gud at mene noget andet? Han vil jo, at alle skal frelses. Og noget imod Gud har de bestemt ikke.
Forkyndelsen
Vender vi os til den kristne forkyndelse, giver den så ikke ofte kristne god grund til at tro, at det nok skal gå? Jeg mener, at den gør det.
Forkyndelsen i missionshusene går heller ikke fri for denne anklage. Man forkynder evangelium, men ikke lov, nåde, men ikke synd, frelse, men ikke fortabelse, himmel, men ikke helvede. Derved skaber man et indtryk af, at hos Gud er alt evangelium, nåde, frelse og himmel. Når det er tilfældet, har mennesket kun godt i vente. Gud vil hjælpe gennem livet her, og så venter saligheden i faderhjemmet.
Skal mennesker vækkes fra dette åndelige bedrag, må der ske en afgørende ændring med forkyndelsen. Dommen, vreden og Helvede må få den plads i forkyndelsen, som det har i Guds ord. Men det er ikke nok. Budskabet må ind i forkynderen, så man mærker, at her står en mand, der frygter Ham, som kan fordærve både sjæl og legeme i Helvede.
At forkynde som Jesus
En kristen har en frelser, som ikke åbner for brudejomfruerne, der ikke havde olie på lampen. Forgæves banker de. Det eneste svar, de får, er: ”Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke” (Matt 25,12).
Det er Jesus, som skal sige til gæsten ved kongesønnens bryllup: ”Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? (…) Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor” (Matt 22,12-13).
Det er Jesus, der ikke kender dem, som har spist og drukket for hans øjne, og det er Ham, som skal sige til dem: ”Jeg ved ikke, hvor I er fra. Bort fra mig, alle I, som øver uret!” (Luk 13,27).
Det er Menneskesønnen, som siger: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle” (Matt 25,41).
Vi trænger til forkyndere, som vil tale lige så stærkt om fortabelsen, som Jesus gjorde. Når man lytter til Jesus, bliver man bange for at gå fortabt. Men det sker sjældent, når man går til kirke eller møde. Der bliver man beroliget. Mennesker lulles i søvn. De bedrages.
Bred er den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, som går ad den, mens kun få går på den vej, som fører til livet. Det siger han, som har ofret sig for alle, som elsker verden og vil, at alle skal frelses. Han siger det, for at nogle skal vågne op, omvende sig og modtage Jesus som deres frelser.
Vigtigere end nye veje, fremstød, møderækker osv. er det at finde tilbage til Jesu radikalitet og sige de ord efter, som han har sagt før, i al deres skarphed og rystende alvor.
Sker det ikke, vugges folk i søvn, og den gud, folk møder i forkyndelsen, er ikke Gud, men en, der ligner ham: løgnens far, en morder fra begyndelsen. Lad os forkaste hans evangelium. Det foregiver at vise alle vej til Himlen. Men det ender i Helvede.
Lad os i stedet følge ham, som i dag knuser dig og fører dig til dødsriget. Det sker jo for, at du i dag skal modtage hans nåde som en redningsløs, fortabt synder.
Gør du det i dag, frelses du i evighed fra Guds vrede og dom. Sandheden har gjort dig fri, og Herren kalder dig til at række andre sandheden i lov og evangelium.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2022. Hele bladet kan læses her.
