Grundtanker

Herlighedsteologiens udfordring (Del 2)

Øjnene, der ser

”O, Jesus åbne du mit øje, at jeg må se, hvor rig jeg er!” Sådan synger vi i den troende menighed. Det øje, vi beder Jesus om at åbne, er troens øje. Vi beder om, at det må åbnes for den rigdom og herlighed, som vi ejer i troen på Jesus. Det er en usynlig herlighed, men det er den herlighed, som troen er rettet mod og henter frimodighed fra.

Herlighedsteologien er karakteriseret ved, at den henter frimodighed et andet sted. Ikke i den usynlige virkelighed, som jeg ser med troens øjne, men i den synlige virkelighed, som jeg ser med mine fysiske øjne.

Herlighedsteologien er orienteret mod den herlighed, som jeg kan se og erfare hos mig selv, i mit kristenliv, i min menighed. Herlighedsteologien forventer, at Guds Ånds gerning altid vil give sig udtryk i en ydre herlighed, som alle mennesker kan se, forstå og blive imponeret over.

Helbredelser, undere og tegn, intens og medrivende stemning, varme og vellykkede kristne, fascinerende og medrivende talere, vidnesbyrd fra kristne om deres egen glæde, begejstring, glød, fremgang og sejr, åbenbaringer, syner og drømme, aktive og attraktive menigheder, stærk lovsang, hengiven bøn og villighed til at leve radikalt i tjenesten for Gud.

Dette er noget, som alle mennesker kan se, forstå og blive imponeret over. Det kan det sjælelige menneske også. For det svarer jo netop til det, som vi ud fra vores egen naturlige religiøsitet tænker, er godt og stort – en religiøsitet, der lykkes.

Derfor vil mange sjælelige mennesker opleve fællesskaber med disse kendetegn tiltrækkende, og de vil glæde sig, hvis de i et sådant fællesskab kommer til at opleve sig selv varme og vellykkede, hengivne og radikale. Da er målet nået, og da er alt godt – for den naturlige religiøsitet.

Men er det ensbetydende med, at alt det, som er nævnt ovenfor er galt? Skal vi per definition betragte det som negativt, når vi møder disse ting?

Nej, så enkelt er det ikke. Når Guds Ånd virker i kristne menneskers liv og i kristne menigheder, så kan det give sig udslag, som sjælelige mennesker kan tiltrækkes af og imponeres over.

Det samme skete i Jesu liv. Gang på gang fik Jesus en stor skare af tilhængere, som fulgte ham og var begejstrede for ham på grund af de undere og tegn, han gjorde, på grund af den myndighed, han optrådte med eller på grund af det liv, han levede. Det imponerede mange og tiltrak mange. Men vi ser også gang på gang, at Jesus vender sig om mod disse folk og begynder at tale Guds ord til dem på en sådan måde, at de afsløres som fortabte syndere, der har brug for noget andet og mere end en inspirerende religiøs leder og et stærkt religiøst fællesskab.

Jesus vil vise dem, at de har brug for en frelser. Derfor prædiker han det ord, der åbenbarer den åndelige virkelighed både om dem selv og deres synd og om Jesus som deres frelser. Ved dette ord vil Jesus virke tro i deres hjerter og gøre dem til åndelige mennesker, der har troens blik rettet mod deres usynlige og evige rigdom i ham (Joh 6;8).

I apostlenes liv og tjeneste ser vi det samme, og i deres breve ser vi, at de ind i de kristne menigheder igen og igen må forkynde imod den herlighedsteologiske tendens til at vurdere alt ud fra, hvordan det tager sig ud for en menneskelig betragtning.

Paulus’ undervisning om det sjælelige og det åndelige menneske, som jeg har været inde på i den første artikel, er skrevet i et brev til menigheden i Korinth. Det var en menighed, som vurderede forkyndernes kvalitet på, hvor veltalende de var, og de kristnes åndelighed på, hvilke nådegaver de havde, og som forventede, at Guds Ånds gerning skulle vise sig i noget, som fremstod herligt og stort for en umiddelbar menneskelig betragtning.

Herlighedsteologien ligger i vore hjerter, og den forsvinder ikke, efter at vi er kommet til tro. Herlighedsteologien er vor naturlige teologi. Det er naturligt for os at vurdere alt ud fra det, vi ser og erfarer af ydre herlighed. De herlighedsteologiske grundtanker møder os ikke kun udefra gennem herlighedsteologiske forkyndere. De kommer indefra. Netop derfor har vi igen og igen brug for at blive løst fra disse tanker og blive forankret i evangeliet.

I det følgende vil jeg nævne og give en bibelsk vurdering af fire herlighedsteologiske grundtanker, som til stadighed dukker op i vore sind og vore menigheder.

1) Hvor Guds Ånd virker stærkt, vil det altid komme til udtryk i erfaret herlighed

Der er mange af vore mest trosstyrkende og trøstende sangtekster, som en herlighedsteolog ikke kan synge med på. Dette vers er et godt eksempel:

Ikke alle dage er lige,
alle ej på glæde er rige,
ikke hver en dag nyder sjælen samme ro;
men hver en dag jeg må på Jesus tro!
Halleluja! Halleluja!
at hver en dag jeg må på Jesus tro!

Sigvard Engeset har med sin ærlige beskrivelse af det omskiftelige og modsætningsfulde i kristenlivet været mange til trøst. Netop sådan erfares livet med Guds Ånd: glæde og sorg, medgang og modgang, tro og tvivl, anfægtelse og trøst, syndesorg og frelsesglæde. Ikke som et udtryk for, at Ånden kommer og går i vort liv, men som et udtryk for, at Ånden fører os igennem forskellige erfaringer og derved former vores tro.

Palmesøndag med jubelråb og glæde, langfredag i ensomhed og smerte. Jesus var ledt af Ånden begge dage. Vækkelse i Efesus med et varmt åndeligt fællesskab, dødscellen i Rom i dyb ensomhed. Paulus var under Åndens ledelse i begge situationer.

Når Gud tager den erfarede herlighed fra os og lader os møde smerte, sorg og nederlag, kan vi ikke tage det som et udtryk for, at vi er borte fra hans vilje og velsignelse.

Job var verdens mest retfærdige mand, men mistede alt (Job 1-2).

Abraham var troens far, men måtte vente, til han var 100 år, på at få bønnen om en søn opfyldt (1 Mos 21,5).

Apostlene var Guds udvalgte redskaber, men de fremstod som de ringeste af alle: ”Mig forekommer det nemlig, at Gud har gjort os apostle til de ringeste (…) et skuespil for verden (…) dårer (…) foragtede (…) affald i verden (…) udskud i alles øjne” (1 Kor 4,9-13).

Hvorfor tager Gud den ydre og synlige herlighed fra os?

Det grundlæggende svar er, at han gør det for at rette vores tro mod den usynlige og evige herlighed, som vi har i Jesus. Gud vil give os et sikkert ankerfæste for vores trøst og tro. Ikke i det, vi ser og erfarer hos os selv, men i den herlighed, vi har evigt i Jesus.

Hvor finder vi denne herlighed? Den finder vi i Ordet. Når Gud sender os nederlag og smertelige erfaringer af vor egen fattigdom og synd, så bruger han det til at kalde os til Ordet, som minder os om og åbenbarer den rigdom og herlighed, vi altid og uforanderligt har i Jesus.

Hvad end her i verden bedrøver min sjæl,
med Jesus og Ordet dog alt bliver vel;
ej altid min lykke jeg føler og ved,
i troen på Ordet jeg dog nu har fred.
O, salige ro: på Jesus at tro
og have Guds ord i sit bo!

Når livet er mørkt, jeg er bange og svag,
jeg iler til Ordet, og der er det dag.
Når andre er rige, og jeg dem ej lig,
jeg skuer i Ordet, og der er jeg rig.
O, salige ro: på Jesus at tro
og have Guds ord i sit bo.

(Agatha Rosenius)

I alt, hvad Gud gør med os, har han dette endemål for øje: at lede os til Jesus og herliggøre ham for os. Det, som er svært for os at forstå, og som vi i virkeligheden aldrig kommer til rette med, er, at Gud i dette arbejde kan lade os komme til kort og lide nederlag med vor egen tro, tjeneste og kristendom.

Det var tidligt skærtorsdag aften, da Peter forsikrede Jesus om, at selvom alle andre svigtede ham, ville han aldrig gøre det. Om han så skulle dø af det (Matt 26,33-35). Peter kendte ikke sig selv, og fordi han ikke kendte sig selv, så kendte han heller ikke nåden i Jesus, sådan som Gud ønskede, at han skulle kende den. Derfor gik det Peter, som det gjorde denne aften. Da han sidst på aftenen efter sin fornægtelse af Jesus gik udenfor og græd bitterligt, da var han tættere på Guds mål med ham, end da aftenen begyndte.

Hvem kunne pinsedag prædike for de jøder, der havde forkastet og forbandet deres Messias? Det kunne han, som selv havde fornægtet Messias, men som også havde erfaret at blive taget til nåde. Som en synder kunne han vidne for andre syndere om en ubegribeligt stor nåde i Jesus.

Der er et sangvers, som har trøstet mig selv igen og igen igennem de sidste 30 år. Ikke mindst i forhold til mine erfaringer af en meget, meget mangelfuld kristendom og tro hos mig selv. Verset sætter ord på de tanker, som er i mit hjerte, og de langt rigere og bedre tanker, som er i Guds hjerte:

Jeg ville gerne eje en tro så stærk og stor,
en tro, som kunne vises i gerning og i ord.
Men når min tro så vakler og alt mit eget værk,
da har jeg bare Jesus og da er troen stærk.

(Jesper Krogedal)

2) Hvor vi finder stor ydre herlighed hos bekendende kristne, der virker Guds Ånd stærkt

I det 2. og 3. kapitel i Johannes’ Åbenbaring møder vi syv breve fra Jesus til syv menigheder. I disse breve afsløres sandheden om menighedernes åndelige tilstand. Igen og igen viser det sig, at der er en direkte modsætning mellem den ydre fremtoning og det indre liv.

De menigheder, som for en ydre menneskelig betragtning er de svageste og fattigste, de har det rigeste åndelige liv (Åb 2,8-11; 3,7-13). De menigheder, som har mest at rose sig af i det ydre, som er mest selvsikre, og som fremtræder med den største ydre herlighed, de er i stor åndelig nød (Åb 2,1-7; 3,14-22).

Hvad er afgørende for menighedernes åndelige liv? Det er deres hjerteforhold til Guds ord og til evangeliet om frelsen i Jesus. Hjerterne kan være åndeligt døde under imponerende ydre herlighed, og omvendt kan hjerterne være åndeligt levende under ynkelig ydre ringhed.

Skærtorsdag aften var der påske i Jerusalem. Byen var fuld af omkring en million jøder, som fejrede højtiden i templet. Herodes’ tempel var et bygningsværk, hvis herlighed vi knapt har fantasi til at forestille os. Men i himlens perspektiv var herligheden denne aften et andet sted. Ikke i festforsamlingen i templet, men i en skramlet flok på 11 disciple, som denne aften alle ville svigte deres mester, og som nu lå og sov, mens deres mester svedte blod af angst – for dem!

For disse disciple beder Jesus: ”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem” (Joh 17,9).

Hvad stort og herligt er der dog ved disse disciple? Ikke noget man kan se i hvert fald. Ingen ydre styrke, udholdenhed og troskab. Der er kun én ting, som er herlig ved dem. Jesus siger det selv i sin bøn: De er kommet til tro på ham som deres Messias! (v.8). De tror på Jesus. Det gør dem herlige! For da er Jesu herlighed deres herlighed!

Det siger Jesus selv i sin bøn: ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem” (v.22).

Så når Gud ser ned i Getsemane, så ser han ikke kun én, der er herlig, men 12 der er herlige, og de er lige herlige for Gud!

Den engelske biskop J.C. Ryle siger det utroligt skarpt: ”Den ringeste flok på tre-fire fattige troende, som samles i en hytte for at læse i Bibelen og bede sammen, er et herligere syn for Gud, end den største forsamling, som nogensinde har fyldt Peterskirken i Rom.”

Gud ser efter én ting: troen på Jesus som Guds lam, der har købt os til Gud med sit blod. Denne tro er Guds børns kendemærke (Åb 5,9; 7,14; 12,11; 13,8). Den tro kan findes hos de ringeste og svageste, og den tro kan være væk hos de herligste blandt dem, som bekender Jesu navn.

Når Det Nye Testamente taler om falske kristne og falske profeter, så betones det igen og igen, at de vil kunne fremtræde med stor ydre kraft og herlighed. Jesus forbereder os på, at de falske profeter vil profetere i hans navn, uddrive dæmoner i hans navn og gøre store tegn og undere i hans navn (Matt 7,22). Alt dette vil de gøre netop for at føre os vild fra Jesus! (Matt 24,24). Orienterer vi os ud fra det ydre og synlige, så vil vi blive ført vild.

Men hvordan skal vi da orientere os?

Da Paulus skriver til de herlighedsteologiske korintere om nådegaverne, minder han dem om deres hedenske fortid. Dengang I var hedninger, siger han, da søgte I til de stumme afguder (1 Kor 12,2). Afguderne kunne intet sige, men det var for jer underordnet. For I orienterede jer med øjnene. Det, der så stort og flot ud, det søgte I til, og det åbnede I jer for.

Men nu er I blevet kristne, minder Paulus dem om, og nu er det omvendt. Nu orienterer I jer ikke med øjnene, men med ørerne! I lukker øjnene for alt det, som kan imponere og fascinere, også når nogle kommer til jer med store nådegaver. I lukker øjnene for alt det ydre, og så åbner I ørerne og hører: Hvad siger de? Hvad siger de om Faderen, om Sønnen og om Helligånden? Taler de sandt, og tjener alt det, de siger, til at lede jer til Jesus og herliggøre ham som jeres frelser og herre? (1 Kor 12,3-6).

Sådan må vi orientere os, også i dag.

3) Den erfarede herlighed hos de kristne, er deres sande herlighed.

I sit andet brev til de herlighedsteologiske korintere formulerer Paulus på vidunderlig vis, hvad der kendetegner Guds troende menighed: ”Vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt” (2 Kor 4,18).

Klarere kan det næppe siges. Vores rigdom og herlighed som kristne er ikke i det ydre og synlige, men i det usynlige og evige.

Hvilken rigdom og herlighed er det, vi ejer? Det sætter Paulus klare og stærke ord på i dette brev: ”I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom” (2 Kor 8,9).

Det er vores rigdom: at Jesus har givet os hele sin himmelske rigdom – barnekår hos Gud, arveret, renhed og retfærdighed, evigt liv og salighed. Ikke i kraft af noget hos os og ved os, men i kraft af det, han gjorde, da han blev fattig for vor skyld!

Det er denne rigdom, vi har blikket rettet mod og henter vor trøst fra.

Fordi vi er rettede mod denne rigdom, har vi fået et helt nyt forhold til at miste noget af vor egen ydre herlighed. Vi er vel til mode, når det sker, for jo mere vi mister af ydre herlighed hos os selv, jo mere rettes vi mod, og jo mere trøstes vi ved den evige herlighed, som vi har i Jesus!

”Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, så fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i livet bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige” (2 Kor,16-18).

Hvad er kraftkilden i kristenlivet? Det har Paulus skrevet om i sit andet brev til Timotheus. Paulus’ ord kan oversættes på flere måder, men denne oversættelse får grundtekstens nuancer godt frem: ”Lad dig til stadighed styrke ved nåden i Kristus Jesus” (2 Tim 2,1).

Når vi hører om og rettes mod den nåde og rigdom, vi ejer i Kristus Jesus, så styrkes vor tro, frimodighed og glæde. Det er en usynlig rigdom, men evangeliets ord åbner vore hjerters øjne, så vi med troens øjne ser denne rigdom og ser, at den ved troen på Jesus er vor!

For mange år siden læste jeg i en bog af den svenske teolog Agne Norlander, at der efter hans mening var én sang i vores sangbog, hvis budskab var ”den rene dynamit”. Det var sangen ”O Jesus, åbne du mit øje”. Den sang retter os mod og sætter ord på den nåde og rigdom, vi ejer i Jesus:

”O Jesus, åbne du mit øje, at jeg må se, hvor rig jeg er! Jeg har en Fader i det høje, som faderomsorg for mig bær’. Jeg har en broder ved Guds side, som stedse beder godt for mig (…) Jeg har et evigt liv i døden, en evig fred i Jesu blod (…) Jeg har et evighedens rige, hvis grundvold aldrig bæve kan (…) O, Gud forøge du mig troen, at jeg må se min herlighed” (Lina Sandell).

Agne Norlander vidner selv om, hvad der sker i vort hjerte, når Ånden gennem evangeliet åbenbarer rigdommen i Jesus for os: ”Med troens øje ser jeg mig stående i Kristus (…) omgivet af nåde og barmhjertighed. Jeg ser, at jeg er genløst ved Jesu død og er Guds elskede. Guds fred skyller hen over min samvittighedⁱ.”

Det er kilden til frimodighed, trøst og kraft for Guds børn under alle forhold.

4) En sund kristen vil erfare en vækst i erfaret herlighed og hellighed hos sig selv

Dette er en tanke, længsel og forventning, som alle kristne bærer på: Det må blive bedre med mig! Og ja, det bliver det: i himlen! Tænk, at vi skal blive ligesom Jesus, når vi ser ham! (1 Joh 3,2). Lige så gode, kærlige, rene, hellige – det er ubegribeligt, og dog sandt!

Men der er vi ikke nu. Vi er på jorden, og hvad erfarer vi her?

Ingen har sat bedre ord på det end den gamle bjergbonde, Per Nordsletten:

Så længe jeg er her på jorden,
jeg plages dagligt af min synd.
Jeg ringe var, er værre vorden,
ser stadig mer’ af hjertets dynd.

Det er ikke alle dage, vi erfarer dette lige stærkt. Nogle dage er vi snarere anfægtede over, at synden ikke plager os. Vi ved, den er der, men vi mærker den ikke – i hvert fald ikke som en smerte.

Det har Per Nordsletten skrevet om i en anden sang. ”Hvor skal jeg hen med denne nød”, spørger han, og han svarer selv: ”Jo, ile til min frelsers skød!”

Både med smerten over synden og med min manglende smerte over synden, må jeg komme til Jesus og gemme mig i ham. Hvor er det stort!

Men skulle det ikke blive bedre med os? Skulle vi ikke helliggøres, komme til at ligne Jesus mere og bære åndelig frugt?

Det er sandt, at Bibelen taler om, at Kristus vil vinde skikkelse i sine troende (Gal 4,19), og at han fremmer og virker åndelig frugt i os (Joh 15, 1-8; Gal 5,22).

Men samtidig og på trods af dette vedbliver den gamle syndenatur i os at være den samme – lige selvisk, ond, begærlig, æresyg, vantro, hård, verdslig og kold. Og det mærker vi. Ikke altid lige stærkt, men igen og igen, og det bliver ikke bedre, fordi vi fyldes af Guds Ånd.

”Kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil” (Gal 5,16-17).

I en kristens hjerte er der en indre borgerkrig mellem kødet og Ånden. Kødet driver mig til at leve for og ophøje mig selv. Ånden driver mig til at leve for og ophøje Jesus. Og bemærk så, hvad konsekvensen er: ”…så I ikke kan gøre, hvad I vil.”

Man kan diskutere, hvad denne sætning betyder. Vil Paulus sige, at vi gerne vil leve for og ophøje os selv, men ikke kan gøre det på grund af Ånden? Eller vil han sige, at vi gerne vil leve for og ophøje Jesus, men ikke kan gøre det på grund af kødet?

Uanset hvad han mener, så fælder Paulus en radikal dødsdom over vores håb om at blive virkeligt og helt hellige i dette liv. For enten siger han, at vores syndige og kødelige lyst er så stærk i os, at vi ikke kan leve helligt. Vi vedbliver at leve syndigt. Eller også siger han, at vi, trods Åndens gerning i os, bliver ved med selv at ville det syndige. Og denne vilje til synd er, som vi så det i den første artikel, virkelig synd.

Hvad Paulus end mener, så siger han, at vi er og forbliver syndere!

Kampen mellem Ånden og kødet beskrives intet sted så stærkt som i den sidste halvdel af Romerbrevet 7. At Paulus her taler som en kristen, fremgår af flere ting: at han taler i nutid; at han ”inderst inde” glæder sig over Guds lov (v.22); at han midt under syndens plage kan juble over, hvad han er og har i Jesus (v.25).

At Paulus virkelig livet igennem så og erfarede sig som en synder, fremgår af hans andre breve. I et af de sidste skriver han: ”Kristus Jesus kom til jorden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største” (1 Tim 1,15). Bemærk formuleringen: ”er jeg”, ikke ”var jeg”. Synden er nutid i Paulus’ liv. Det var den også, da han skrev Romerbrevet.

I slutningen af Romerbrevet 7 beskriver han så, hvordan han oplever synden. Han oplever den så stærk og invaderende, at han må erkende, at han kun evner at gøre det onde (v.21). Hvordan han end vender og drejer sig, så synder han! Det er en naturlov, han finder hos sig (v.21). Han kan blive så fortvivlet over denne virkelighed og over synden i sig selv, at han udbryder: ”Jeg elendige menneske, hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?”(v.24).

Hvad hjælper Paulus i denne situation? Han får ikke hjælp ved at nå frem til at erfare sig selv mere hellig, ren og god. Han får hjælp ved at se tre ting:

Han ser for det første, at netop kampen mellem Ånd og kød er et vidnesbyrd om, at han har troens liv. Hvor der er liv, er der kamp! (v.25).

Han ser for det andet, at han midt i denne kamp er skjult i Jesus, gemt i ham, ren i ham og frelst i ham: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for den, som er i Kristus Jesus!” (8,1)

Og så ser han for det tredje, at helliggørelsen er Jesu værk i ham, som Jesus gør i alle de hjerter, hvor han bor. Uanset hvor lidt Paulus mærker til sin helliggørelse, så bor og virker Jesus i ham. Det ved han, og det hviler han i (8,3-4).

Hvad trøstede Per Nordsletten? Han fandt sin afgørende trøst i, at han midt under sin erfaring af synd var Jesu rene og hellige brud – gemt og frelst i ham: ”Dog må jeg være Jesu brud. O, du forunderlige Gud!”

Hvornår bliver denne takkesang stærk? Det gør den jo netop, når Ånden minder os om og viser os vores synd: ”Blev synden større, er nåden blevet så meget desto større” (Rom 5,20).

Åndens mål er, at Jesus må vokse og vi blive mindre. Derfor bliver han ved med at afsløre synd i vores liv. Dybere og dybere lag af syndefordærvet i det indre viser han os. ”Åndens fylde opleves som syndens fylde”, siger Ole Hallesby.

Hvor Ånden får adgang til et hjerte, sætter han lys på synden i det indre. Derfor erfarer vi ikke, at vi går fra at være ringe til at blive bedre, men det modsatte: ”Jeg ringe var, er værre vorden, ser stadig mer’ af hjertets dynd.”

Hvad er frugten af alt dette? Frugten er det, som er Åndens mål: at Jesus bliver stor for os! At han bliver vores trøst, ære og herlighed – alene! Vi ser os rene og retfærdige i ham og synger med fryd og tak:

Nu lov og pris! Jeg ved ej mer’,
som står tilbage – alt er færdigt.
Hvad end hos mig jeg føler, ser,
er lammet dog den ære værdigt,
at det for mig har sonet alt
og tusindfold for mig betalt
alt, ja alt.

Vist er jeg er tilfreds med mig:
thi i mit kød bor synder alle.
Mit hjerte har endnu i sig
det gamle æbles bitre galde.
Hvi synger jeg dog glad og fro
om evig nåde, fred og ro,
glad og fro?

Det kommer, Jesus, blot fra dig;
kun du er værdig frydesangen,
du gav dit dyre blod for mig
og er for mig til Gud indgangen.
I al min største usselhed
har jeg dog fuld retfærdighed
blot derved.

(C.O. Rosenius)

Gå videre med artikel 3: Torben Søndergaard

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.