Jeg vil forsone ham med den gave, der går i forvejen (…) Så gik gaven i forvejen, mens han selv blev i lejren om natten (1 Mos 32,21-22).
De to brudstykker af bibelversene er hentet fra beretningen om Jakob, der vender tilbage fra sin tjenestetid hos Laban. Han har besluttet sig for at vende tilbage nu sammen med Lea og Rakel og hele den rigdom, han havde samlet sig hos Laban.
Men Jakob havde et stort problem, og det var hans bror Esau. Jakob var jo i sin tid flygtet hjemmefra, fordi han var bange for, at Esau ville slå ham ihjel, efter at Jakob havde snydt sig til førstefødselsretten og velsignelsen.
Så er det, at Jakob på vejen tilbage beslutter sig for at sende en forsoningsgave i forvejen til Esau, og det var en stor og kostbar gave.
Vi skal ikke dvæle ved selve beretningen, men vi skal standse lidt for, hvordan vi gang på gang møder beretninger fra GT, der samtidig er forjættelser om Jesus og hans forsoningsværk, og som kan være med til at gøre evangeliet endnu mere rigt for os.
”Jeg vil forsone ham med den gave, der går i forvejen (…) Så gik gaven i forvejen, mens han selv blev i lejren om natten.”
Din forsoningsgave – Jesus – er også gået i forvejen. Det gjorde han for ca. 2000 år siden. – På Golgata! – Altså uendelig længe før du overhovedet var født.
Forsoningen var besluttet, før verdens grundvold blev lagt. Allerede den gang havde Gud besluttet at lade sig forsone med en gave, der skulle gå i forvejen.
Hvor er det godt at vide, at den gave, der skal forsone dig med Gud, allerede er anbragt foran Guds trone i den evige verden!
Jakob blev selv i lejren om natten. Så længe du lever her, så er du egentlig også i en lejr, hvor det er nat.
Men en dag skal du herfra. Så skal du, som hører Jesus til – som har taget imod ham som din personlige frelser – bryde op og rejse hjem.
Så skal du møde den hellige Gud. Og hvordan vil det så gå?
Jo, når du kommer for Guds ansigt, så vil du opleve, at forsoningsgaven er der allerede! Du vil møde ham selv: din forsoner – din stedfortræder. Og forsoningsgaven er stor nok – også for dig – og du er tegnet i hans hænder. Og så vil du møde et: Velkommen hjem!
Udgivet af
Carl Richard Hansen
Carl Richard Hansen, Aalborg, ingeniør, nu pensionist.