I efteråret læste jeg på ny beretningen fra Anden Kongebog kapitel 5 om Na’aman. Han var hærfører for aramæerkongen og havde vundet store sejre, men han blev ramt af den uhelbredelige spedalskhed. Det bliver beskrevet, hvordan Na’aman renses fra sin frygtelige sygdom, og det blev så stort for mig at læse om denne helbredelse. Jeg har af og til mødt spedalskhed beskrevet som et symbol på synden, som vi har brug for renselse for, og det blev Na’amans renselse også et rigt vidnesbyrd om for mig.
Na’aman blev af sin hustrus jødiske tjenestepige opmuntret til at søge profeten Elisa. Med kongens accept valgte han derfor at rejse til profeten i Samaria, og da Na’aman ankom til Elisas hus, fik han af Elisas tjener besked om at bade sig syv gange i Jordanfloden.
Det var utroligt enkelt, det, Na’aman skulle, men han vendte om i vrede, da han havde forventet noget andet. Alligevel blev han af sine tjenere overbevist om at gøre det, han var blevet anvist, for som de sagde til ham: “Hvis profeten havde sagt noget svært til dig, ville du så ikke have gjort det?” (v.13). Vi kan efterfølgende læse, at Na’aman – trods sin tvivl – vendte om, og i tro valgte han at bade sig de syv gange i Jordanfloden. Og gennem badet blev han helt ren og rask fra sin sygdom.
Jeg tror, vi nemt kan tænke, at det er for enkelt, hvis vi kun skal tro på Jesus og hvile i, at Han har gjort alt for os. Vi forestiller os, at vi skal tro og dernæst gøre noget for at vise for Gud og mennesker, at vi er rette troende, og at vi har fortjent Guds kærlighed og frelse. Men sådan er det ikke: Vi skal blot kaste os i frelserens arme med al vores spedalskhed – vores urenhed og synd – og så frelser Han os og gør os rene ved sit blod. Så enkelt er det at modtage helbredelse og renselse hos Jesus.
Det blev også så rigt for mig, at det netop var syv gange, Na’aman skulle bade i Jordanfloden, for syv er fuldkommenhedens og helhedens tal, og Na’amans helbredelse var fuldkommen. At det samtidigt netop var Jordanfloden, hvor Jesus selv – vores rene, syndfrie frelser – lod sig døbe med omvendelsesdåben til syndernes forladelse, blev også utroligt stærkt for mig. Jesu frelse for os er også fuldkommen – den er hel. Alt er fuldbragt, fordi han fuldt og helt igennem sit liv, sin gerning, sin død og opstandelse gik i stedet for os! Han gjorde sig til et med synden for at tage den fra os og i stedet give os del i sin frelse.
I Hebr 8,25 står der: “Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham.” Vi skal og kan ikke gøre noget selv for vores frelse, men vi må komme til Jesus og tro ham på hans Ord – også selvom vores tro kan være svag eller tvivlende. Vi må kaste os i frelserens arme og finde hvile i, at han har gjort alt til vores frelse. Al synd er renset bort ved Jesu blod, helt og fuldt, og intet mangler til frelsen.
Når vi tror på frelseren, så har vi en himmelsk herlighed i vente, hvor: “Ingen indbygger skal sige: ‘jeg er syg!’. Folket, der bor der, har fået synden tilgivet” (Es 33,24). Både fysisk sygdom og syndens sygdom er borte i himlen, for der har alle for Jesu skyld fået synden tilgivet.
Udgivet af
Maja Roed Ditlevsen
Maja Roed Ditlevsen, Herning, lærer.

