Frygter du ikke engang Gud?

Ugens vidnesbyrd, uge 35 2021. Luk 23,39-43.

Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: ”Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!” Men den anden satte ham i rette og sagde: ”Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.” Og han sagde: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.” Og Jesus sagde til ham: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis” (Luk 23,39-43).

Hvor er jeg taknemlig for, at vi har fået denne beretning om de to røvere på Golgata.

Her er alt andet skubbet til side. Her drøftes kun emner, der berører det vigtigste i livet. Al snak om jordisk succes og velfærd, gode eller onde kår, er glemt. Nu gælder det frelse eller fortabelse!

Begge røvere taler om frelse. Den første ønsker, at Jesus skal frelse; altså formentlig bare bringe ham ned fra dette frygtelige kors. Det kan man vel ikke fortænke den stakkels mand i. Vi beder selv om frihed for sygdom for os og vore kære. Men Lukas forklarer dog, at røverens ord er ment som en spot.

Begge røvere taler dybest set om Kristus. Den første har lært af folket, rådsherrerne og soldaterne. ”Du, der mener, at du selv er Messias – vis os det – men bring mig først og fremmest ud af denne frygtelige situation.” Det er vel dét, han egentlig mener.

Denne fortabte røver er blevet overbevist om sin egen håbløse stilling gennem den dom og de lidelser, han har mødt de sidste timer. Dommen, pinslerne og til sidst korset. Der er intet håb for ham. Om han taler eller tier er ligegyldigt. Hvad han taler er ligegyldigt. Om han spotter eller ej, gør ingen forskel. Alt er slut. Nu håber han på en evig tilintetgørelse, i bedste fald en total udslettelse. Det, han mentalt forsøger at lægge afstand til, vil ske. Straffen vil følge ham i evighedernes evigheder. Årtusind efter årtusind skal han nu pines, fordi han ringeagtede sin Messias. Kristus, som nu lider og dør for ham!

Hvorfor lærer han ikke af sin røverkollega? Hvad er der at tabe disse sidste få timer af hans korte liv? Er han bange for at miste ansigt, hvis han kopierer sin kollegas bøn? Kan konsekvensen blive værre end korset? Vil folkets spyt og hån øges mod ham? Ham, der allerede er sunket dybest muligt? Han har alt at vinde!

Men – han taber alt!

Hvad skulle denne stakkel have gjort? Det fortæller hans kollega. Han skulle frygte Gud! Han skulle frygte ham, der ”kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede” (Matt 10,28).