Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget (Luk 12,32).
Når jeg ser mig omkring, og ikke mindst når jeg kigger ind i mig selv, kan jeg finde 100 grunde til at frygte. Mange frygtscenarier har i tidens løb trukket tanker og opmærksomhed.
I mange år gik det på at håndtere hverdagen med arbejde, med børnenes og familiens situation. I de senere år har jeg forsigtigt kigget ind i det, som måske venter efter arbejdslivets ophør. Også det kan give anledning til frygt. Det er ikke alle lige hyggelige billeder, når man som i øvrigt rask 60+ spejler sig i venner og bekendte, der er kun lidt eller måske et par tiår ældre. Tab af færdigheder, afhængig af andres hjælp eller pleje, mistet ægtefælle, barn eller anden tæt relation, med den snigende afmagt, med krise for troen og måske en fornemmelse af at være lidt til overs og parkeret ud på et sidespor. – Desværre ser jeg også kristne, der lever på et eksistensminimum med hensyn til omgangen med Guds levende ord, besøg af kristne venner og andagt.
Ja, faktisk behøver jeg ikke at kigge så langt, for kender jeg ikke netop hos mig selv ulysten til det allermest nødvendige af alt: lyttepladsen hos Jesus?
Hvordan kommer det til at gå med mig? Hvordan er min situation om, ja lad os bare sige 15-20 år? Er jeg vaklende, svag eller måske dement? Vi kan eller skal ikke svare på det, og heldigvis for det.
Hvor er det godt med Jesu ord her: Frygt ikke. Jeres fader har besluttet at give jer Riget.
Det har i den grad frydet mig, at det er Gud, der suverænt har besluttet sig om min fremtid. Og han vil, at jeg skal arve hans rige. Kongernes konge og herrernes herre har besluttet det, længe før jeg overhovedet tænkte på det.
Hvordan var det med mig, da jeg blev døbt? Var det ikke mine forældre, der tog initiativ til det, fik talt med præsten, bar mig, navngav mig og gjorde en fest ud af det? Jo, men Gud besluttede det.
Og da jeg mange år senere blev en personlig kristen? Det, der så ud som min beslutning om at tro på Jesus, det var først og fremmest Gud, der kaldte mig ved evangeliet. Det var hans beslutning.
Den nåde, som for evige tider siden blev givet os i Jesus Kristus (2 Tim 1,9), fuldendt og gjort færdig ved hans død og opstandelse. Nu rækkes den til en fattig synder i dåben, gennem Ordets forkyndelse, i nadveren – til liv, til glæde, til vished, hver gang Helligånden åbner dette ord for hjertet.
Kan noget omgøre hans beslutning? Nej! “Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil også fortsætte og fuldføre den indtil Jesu Kristi dag” (Fil 1,7).
Til stadighed er jeg genstand for hans gode beslutning. Den gode hyrde vil lede sin hjord gennem det terræn, som han ser, er bedst, for at vi skal nå frem. Alle, som ved Guds nåde hører hans røst og bliver i ham, må klynge sig til trøsten i de ord om Guds gode beslutning og frelsesvilje.
Så må jeg også vide, at her bag det forgængelige slør lever en himmelarving. Og braser min vaklende hytte en dag helt sammen – og det gør den – så falder jeg i hans velsignede hænder.
Så er jeg kongebarn. Stadig tilhører jeg den lille hjord, der ser så skrøbelig ud, og dog er jeg på vej til sejrens store dag, for Frelseren er min hyrde. Og så betyder det mindre, om vejen går over død og grav, eller han kommer igen forinden. Han går med. Skulle jeg frygte?
Hvorfor skal jeg frygte, jeg har jo en ven
som bær’ på sit hjerte min nød.
Den ven, det er Jesus, han vogter mig end,
han vogter i liv og i død.
Udgivet af
Christian Dørken
Christian Dørken, speciallæge i urinvejskirurgi, Holstebro Sygehus.