Nyt liv til gamle sange I
Serien ”Nyt liv til gamle sange” vil give hjælp til at værdsætte og (gen)opdage det bibelske indhold i en række gamle sange. Tager vi os tid til at stoppe op for sangene, vil vi finde en skat af stærke vidnesbyrd og indsigtsfuld forkyndelse rakt til os på tværs af århundrederne.
1. O kom, o kom, Immanuel,
forløs dit fangne Israel
i pinefuld landflygtighed
langt fra dit åsyns herlighed.
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
2. O kom, du skud af Isaj, hør,
riv byttet ud af løvens klø’r,
fra gravens mørke dyb os fri,
fra Helveds gru og tyranni!
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
3. O kom, du solopgang, o kom,
du sjæles lys og lægedom,
fordriv al nattemørkets gru,
vort gravdyb gennemtrænge du!
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
4. O kom med Davids-nøglen hid,
gør kongeporten høj og vid,
du Himmel-vejen os bered,
men stæng den vej i døden ned.
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
5. O kom, o kom, og vær vor fred,
du, som i magt og herlighed
fra Sinaj, klædt i rædsels dragt,
dit folk gav Lovens gamle pagt.
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
Den tid, der allerlettest svømmer væk i en hektisk og fortravlet overfladiskhed, er måske den tid, der rummer den allerdybeste forkyndelse om den virkelighed, vi som kristne lever i.
Der er en underlig dobbelthed over adventstiden. En dobbelthed, som kommer af, at vi som kristne lever mellem Jesu første og Jesu andet komme. ”Adventus Domini”, Herrens komme, ligger både bagude i den velsignede julenat, hvor verdens frelser blev født – og forude, når han kommer igen på himlens skyer for at dømme verden og for endeligt at stille de troendes længsel.
Om salmen
Salmen ”O kom, o kom, Immanuel” er et stærkt udtryk for denne dobbelthed, vi som kristne lever i. I sin umiddelbare forståelse er den en indlevelse i tiden før Jesu første komme, men den handler i lige så høj grad om tiden før Jesu andet komme. Den dobbelthed kan salmen rumme, fordi den anvender gammeltestamentelige profetudsagn, som netop er kendetegnet ved at have fået deres delvise opfyldelse i Jesu første komme, men først opfyldes endeligt med Jesu genkomst.
Salmens oprindelse er ukendt, men anråbelserne, som begynder hvert vers, er bygget over en gammel liturgisk adventtradition, som kan spores helt tilbage til det 5. århundrede. I ugen op til jul havde man syv anråbelser af Jesus ud fra de gammeltestamentelige profetier. Man anråbte Jesus som Visdommen, Herren, Isajs rod, Davidsnøglen, Solopgangen, Kongen og Immanuel. Det var ikke nogen tilfældig rækkefølge, for på latin danner forbogstaverne læst bagfra sætningen ero cras, som betyder: Jeg vil komme i morgen!
Denne godt skjulte håbsforkyndelse har i digtningen af salmen fået et mere åbenlyst udtryk i omkvædet: ”O fryd! o fryd! Immanuel vil komme til dig, Israel.” Det er et omkvæd, som giver sangen en grundtone af vished og glæde midt i nødråbene.
Bortset fra sporene tilbage i den tidlige kirke kendes salmen først fra 1710 på latin, hvorfra den blev oversat til en med tiden meget ofte sunget engelsk hymne af præsten John Mason Neale i 1851. På dansk er den gendigtet af Beate Højlund i 1980.
Livet under Guds forbandelse
Hvert vers består af et nødråb til Jesus, og hvert vers rummer en besvarelse af dette nødråb i form af det navn, som Jesus anråbes med, og i form af det forventningsfulde omkvæd.
Nødråbet i første vers kommer fra et folk under Guds forbandelse. ”Langt fra dit åsyns herlighed” modsvarer den aronitiske velsignelses ord: ”Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred”. Og landflygtigheden er i sig selv et udtryk for denne afstand til Gud og den forbandelse, der følger med overtrædelse af pagten:
”I vil blive rykket op af den jord, som du skal ind og tage i besiddelse. Herren skal sprede jer blandt alle folkene over hele jorden, og dér skal du dyrke andre guder, som hverken du eller dine fædre har kendt, guder af træ og sten” (5 Mos 28,63f.).
Landflygtigheden, Guds forbandelse, er den uundgåelige konsekvens af lovpagten. For som Det Gamle Testamente mere end noget andet viser, så er vi mennesker ikke i stand til at leve, sådan som Gud har skabt os til at leve. Heller ikke selvom vi bliver vejledt og velsignet med Guds mange underfulde gerninger; faktisk viser modstanden sig særligt, når vi møder Guds velsignelser! Som Gud siger om sit elskede folk:
”Hun ved ikke, at det var mig, der gav hende korn og vin og olie; jeg gav hende mængder af sølv og guld, som de brugte til Ba’al. Derfor tager jeg mit korn tilbage i rette tid …” (Hos 2,10f.).
Salmens første vers skildrer menneskers fangenskab efter syndefaldet. Det fangne Israel er mere end noget andet fanget og pint under dets egen modstand mod Gud. Det er Guds folks egen bortvendthed fra Guds ansigt, der gør, at det ikke kan møde Guds velsignelse. Det er, fordi Guds folk selv i hele dets natur og grundholdning er imod Gud, at Gud også må være imod det og vende sit ansigt bort fra det.
Dette fangenskab i synden udfoldes i de sidste fire vers.
Det er et liv ”i løvens klør”, ”i gravens mørke” og under ”helveds gru og tyranni” (v.2). Det er med andre ord et liv under dødens og Djævelens herredømme. Det er et liv, hvor man kan drømme sig til en fri vilje og drømme sig til at tro, at man selv bestemmer sine skridt og prioriteringer, men i virkeligheden kan man ikke gøre andet end den ondes vilje.
Vi har et ”gravdyb” i vores inderste, som er fyldt af ”nattemørkets gru” (v.3), og derfor går vi også den sikre vej ”i døden ned” (v.4). For over dette liv kommer dommeren fra Sinaj, ”klædt i rædsels dragt” (v.5).
Gud ser, at der intet er at stille op med de mennesker, han har skabt: ”Deres gerninger hindrer dem i at vende om til deres Gud, for der er en horeånd i deres indre, og Herren kender de ikke” (Hos 5,4).
Velsignelsen i Jesus
Men i denne umulige situation lyder det profetord, som er grundlaget for salmens frydefulde omkvæd – det ord fra Es 7,14, som bliver gentaget ved Jesu fødsel: ”Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel – det betyder: Gud med os” (Matt 1,23).
Gud med os. Det er et navn, som udtrykker Guds velsignelse og gode vilje med mennesker: Gud vil ikke, at nogen skal fortabes, for han har skabt os til kærlighedens fællesskab med sig. Det er denne velsignelse, der ligger i navnet Immanuel, Gud med os.
Og hvor er det godt, at dette navn er knyttet til Jesus! For det betyder, at det ikke er op til det fortabte menneske at gå i sig selv og overvinde sig til at kunne modtage Guds velsignelse på en værdig måde. Det er ikke mig, der har tilkæmpet mig velsignelsen, men Gud selv har grebet ind for at redde mig fra den håbløse situation under syndens fangenskab. ”For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde” (Rom 5,10).
Sikke en hvile der er i det for den, der tror! Min forligelse med Gud og min basis for at turde kaste mig i Guds kærlige arme og modtage hans velsignelse skal jeg ikke lede efter i mit hjertes svingende følelser eller i mit livs vellykkethed – nej, den ligger helt og holdent uden for mig; i Jesus selv, som er blevet Immanuel for enhver, der sætter sin lid til ham.
”Du skud af Isaj” (v.2) refererer til messiasløftet fra Es 11,1ff., hvor der fortælles om det menneske af Davids slægt, som skal bringe paradistilstanden tilbage; det paradis, hvor Herren gør en ende på ondskaben, samler sit folk fra landflygtigheden og lader dem bo i retfærdighedens og fredens rige, hvor ingen volder ondt eller ødelæggelse.
Jesus er den ”solopgang fra det høje” (v.3, jf. Luk 1,78; Es 60,1f.), som med sin opstandelses morgenluft lader der skinne håb og glæde ind i vores gravdyb.
Jesus er den, der har ”Davidsnøglen” (v.4, jf. Åb 3,7; Es 22,22), som kan lukke op til det himmelske fællesskab med Gud og for evigt befri os fra Djævelens magt.
Og Jesus er ”vor fred” (v.5, jf. Ef 2,14; Es 9,5); det er ham, der i vores sted har opfyldt lovens krav og stillet os rene og retfærdige for Gud, så vi nu har fred med ham (Rom 5,1).
Den endelige befrielse
Alt dette har vi i Jesus!
Men alle disse store og fantastiske ord – hænger de nu også sammen med min konkrete virkelighed som kristen? Er det min virkelighed som kristen, at paradis er genoprettet for mig? Kan jeg virkelig kaste mig i Guds arme og lovsynge ham, befriet fra Djævelens fangenskab?
Bibelen svarer: Ja, det er min virkelighed allerede nu, men jeg ser og mærker det endnu ikke, som jeg en dag skal gøre det.
Det er her, dobbeltheden i salmen kommer ind. Vi kan synge salmen som dem, der ser tilbage på Jesu første komme, men også som dem, der ser frem mod hans andet komme. Vi kan synge salmen som dem, der lovpriser Jesus for hans frelsesværk, og vi kan synge salmen som dem, der længselsfuldt beder ham om at komme igen med den endelige udfrielse fra trængslen i verden.
For sådan er det at være kristen. Vi er frelste Guds børn, men vi er endnu ikke udfriede. Vi er af ånd, men endnu også af kød.
Ved troen på Jesus har vi modtaget den ånd, der giver barnekår, og i den ånd kan vi tale med Gud, som et lille barn snakker fortroligt med den far, man må vente sig alt godt fra. Dette åbne, paradisiske livsfællesskab med Gud skriver Paulus om i Rom 8,15. Men i samme kapitel skriver han, at ”vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se?” (v.23f.).
Som kristne lever vi i tro – ikke i det, som kan ses (2 Kor 5,7). Vi lever som dem, der har vores borgerskab i himlene og i Kristus Jesus allerede er sat der (Fil 3,20; Ef 2,6). Men vi lever også som dem, som stadig er fængslet i syndens magt (Rom 7,14ff.), og som endnu rammes og trues af lidelsen, døden og Djævelen (1 Pet 5,8ff.).
Som kristne lever vi endnu i en verden præget af syndefaldet, og selvom vi har Helligånden i hjertet, gennemsyrer synden os stadig og forvrænger alting.
Netop Helligånden viser os, at vi stadig lever i landflygtighed, langt hjemmefra, fra det paradis, Gud har skabt os til at leve i i kærlighedens syndfrie fællesskab med ham.
Men midt i denne landflygtighed er der med Jesu første komme julenat brudt en frydetone ind i mørket, så vi som Paulus og Silas må synge lovsange midt i fangenskabet (ApG 16,25)! For vi ved, at en dag vil vores Immanuel, vores frelser og befrier, komme for anden gang. Og da skal Guds børn blive åbenbaret (Rom 8,19; Kol 3,4). Da bliver det klart for os, hvad vi allerede nu er i Kristus: hellige og retfærdige for Gud.
På den dag skal Guds bolig endelig være hos menneskene som i paradisets dage (Åb 21,3), og vi skal se Gud ansigt til ansigt (1 Kor 13,12).
Lad os fejre julen i den glæde og den forventning!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2010. Hele bladet kan læses her.
