Jeg har en kalender. Der står mange aftaler i den. Der er også en aftale for dagen i morgen. Når jeg så langt? Det ved jeg ikke. Hvad ved vi egentlig om vores fremtid?
Vi ved kun én ting: at vi skal møde Gud. For hans domstol skal vi alle træde frem. Bøgerne skal åbnes, og vi skal deles i to flokke. Fårene på Herrens højre side og bukkene på hans venstre. Vi skal høre ét af to ord: ”Kom, du velsignede” eller: ”Gå, bort du forbandede” (Matt 25,34,41). Jeg skal høre et af disse to ord. Og det samme skal du. Det er virkeligheden.
Frank Jacobsen har defineret åndelig vækkelse på denne måde: ”Det er, når én dag bliver den afgørende: dommens dag.” Jeg er ikke stødt på nogen bedre og mere rammende definition. Samtidig ved jeg, at den definition virker stødende på mange i dag – også i kristne menigheder. Vi ønsker ikke en vækkelse, der handler om det.
Men det gør Gud. Det er faktisk Guds kærligheds mål. At vi skal vågne og se alvoren af den dag, at vi skal blive klar til den dag, og at vi skal få vished om frelse på den dag! ”Deri er Guds kærlighed fuldendt i os’ – siger evangelisten Johannes – ’at vi har frimodighed på dommens dag!” (1 Joh 4,17).
Guds kærligheds mål er, at vi har frimodighed på dommens dag. At vi kan træde frem for ham med frimodighed, fordi vi ved, at vi er frelst.
Martin Luther
Set i dette lys var reformationen en sand åndelig vækkelse. For Luther handlede reformationen om én ting: Hvad holder på den store dag? Hvordan finder jeg en nådig Gud? Hvordan kan jeg få vished om frelse!
Kirkehistorikerne har gjort sig mange overvejelser om ’tilfældet Martin Luther’. Hvad var årsagen til, at han til tider kunne være på sammenbruddets rand både psykisk og fysisk af anfægtelse og af angst for Guds vrede? Var han psykisk syg? Eller var det et traumatisk forhold til faderen, der blev overført på forholdet til Gud?
Jeg tror, der er en anden forklaring, som er meget mere nærliggende. Luther var bibelteolog. Han læste sin Bibel og navnlig Det Gamle Testamente. Og han troede på det, han læste dér om Gud, Guds væsen og Guds handlinger. Og det rystede ham.
Han mødte en Gud, der lod hele menneskeslægten lide druknedøden i syndfloden – på otte sjæle nær! Han mødte en Gud, der lod indbyggerne i to hele byer brænde op i ild og svovl – på fire sjæle nær! Han mødte en Gud, som både kan og vil dømme og straffe. Og han blev rystet! For han troede på det, han læste om Gud!
Har vi svært ved at tro det i dag? Det havde de også dengang, da det skete. I 120 år byggede Noa på arken, og i 120 år var han retfærdighedens og frelsens forkynder (1 Mos 6; 2 Pet 2,5). Men ikke én troede ham! Ingen ud over den lille familie. I Sodoma blev Lot varslet om Guds dom og advarede sine svigersønner. Men de troede ham ikke. Da han talte om dommen, mente de, at han holdt dem for nar! (1 Mos 19,21-14).
”Mennesker i dag spørger ikke efter en nådig Gud,” hører vi. Nej, men det har de egentlig aldrig gjort. Det spørgsmål har aldrig været aktuelt for det naturlige menneske. Det var det ikke på Noas tid, det var det ikke på Luthers tid, og det er det ikke i dag. Det må forkyndes frem hos ethvert menneske til enhver tid!
Det er netop det, Gud vil. Det er derfor han har åbenbaret sit væsen for os i sit Ord. Han vil vække os op af åndelig søvn, af selvbedrag og selvsikkerhed. Han vil vise os, at dommens dag er en virkelighed. Helt konkret og reelt! Han vil vække nøden og længslen hos os efter frelse og vished! Men tror vi ikke hans ord – tror vi ikke Moses og profeterne – så er der intet håb for os (Luk 16,18-31). Så ér vi fortabte!
Luther troede Guds Ord. Han troede det, han læste, han rystedes over alvoren i det, og derfor stillede han sig ikke tilfreds med noget mindre end vished om frelse – vished om Guds nåde.
Hvem forstår Luther? Hvem forstår hans glæde og jubel, da han endelig fik lys over evangeliet om Kristi frelsergerning? Det gør kun den, der har mødt Gud og lært ham at kende i hans hellighed og vrede – og er blevet anfægtet!
Vores lutherske vækkelsesbevægelser i Norden fødtes ud af glæden over dette evangelium. Men troen går ikke i arv. Den må skabes på ny i hver ny generation i det personlige møde med Gud og i tilegnelsen af hans ord.
Vor tid
Den første leder af Vestlandske Indremission i Norge, Andreas Lavik, døde tidligt i 1900-tallet. Kort før sin død havde han en nat en drøm. Han drømte, at han i en ubestemt fremtid kom til nogle missionshuse. Men der var helt tomt og mørkt. Den eneste, han mødte, var en gammel vaskedame: ”Hvor er alle menneskene?” spurgte han. Og det viste sig, at de stod uden for på en blomstereng. ”Men det er jo fint, at der er så mange her,” tænkte han. ”Det er en herlig anledning til at forkynde Guds ord.” Der var en platform og en talerstol, og han fik mulighed for at prædike. Han så ud over menneskene. De virkede alle sammen meget lykkelige og stod og vajede frem og tilbage! Så forkyndte Lavik for dem om Jesu blod, der renser for al synd. Og til at begynde med stod forsamlingen stille og lyttede, som om det var noget nyt og anderledes, de hørte. Men snart blev de fjerne i blikket igen og vajede igen frem og tilbage. Så lagde Lavik mærke til, at de allesammen havde en blomst i knaphullet, og han så, at der var nogle blomster af samme slags tæt ved ham. ”Sådan en blomst vil jeg også have,” tænkte han og bøjede sig ned for at plukke én. Men lige da han skulle til at plukke den, rejste der sig mellem blomsterne en slange – parat til at hugge ham i hånden.
Lavik forstod selv drømmen som en mulig profeti om en fremtid, hvor forkyndelsen af Guds lov, hellighed og dom er forstummet, så ingen længere har brug for evangeliet om nåden i Jesu blod.
Er det vores tid?
På et af mine første elevhold på bibelskolen i Hillerød var vi på stortur til Sverige. Vi besøgte blandt andet den bibelskole i Uppsala, hvor Agne Norlander var lærer. Vi havde bedt ham sige noget til vore elever om skolen og hans tjeneste der. Han fortalte, at det var hans dybeste ønske at formidle det frigørende evangelium om Jesu én gang for alle fuldbragte frelse. Men det var hans store sorg, at stadigt færre elever lod til at have brug for det. Når han lagde røst til dette budskab over for en elevklasse, så kunne han se et, to, tre par øjne, som var medlevende, og som gav indtryk af, at de tog budskabet til sig. Men de øvrige så ud som om, de ikke havde behov for det.
Jeg kan huske, at jeg dengang sad og tænkte: Hvor er det godt, at det ikke er sådan på vores bibelskole! Men det er mere end tyve år siden nu, og udviklingen i de år er gået netop i retning af netop det, som Agne Norlander fortalte om.
Hjælpen
Hvad er hjælpen til os i sådan en situation?
Der er én hjælp: At vi kommer ind under Guds ords tiltale. At vi møder Gud, som han virkelig er og har åbenbaret sig for os – i sit ord.
Gud ønsker at føre os til frelsesvished og til frimodighed på dommens dag. Det er hans mål med os i alt, hvad han siger til os i sit ord. Og et af de steder i Skriften, hvor det kommer klarest til udtryk, er i Romerbrevet. Hele Romerbrevet er én lang vejledning til frelsesvis og frimodig tro! Men det er værd at bemærke, hvordan Paulus i Romerbrevet leder os frem til dette mål.
Efter indledningsversene begynder Paulus i kapitel 1 v.18 på sit hovedanliggende, og han begynder præcis dér, hvor Gud også begynder med os, når han vil føre os til tro og vished om frelse. Han begynder med Guds vrede. Han minder os om, at Gud er præcis den samme nu som på Noas tid og Lots tid. Paulus skriver i konstant nutid: ”Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker” (v.18).
Hvordan reagerer du, når du hører om Guds vredes virkelighed, om dommens dag og fortabelsens virkelighed?
Hvis du gør som de fleste, så reagerer du ved at vende blikket mod sig selv – for at finde noget, der kan forsikre dig om, at du er frelst.
Hvis vi vender tilbage til Romerbrevet, så vil vi se, at det er præcis den reaktion, Paulus regner med og forholder sig til i kapitel 1-3.
Efter at han har talt om Guds vrede i kapitel 1v. 18 går han over til at tale om de frelsesgrunde, som folk på hans egen tid mente at kunne finde hos sig selv. Nærmere bestemt tager han fat på de frelsesgrunde, som de to store folkegrupper – hedningerne og jøderne – mente at kunne finde hos sig selv.
I forhold til hedningerne ville nogle hævde, at de måtte have en frelsesgrund i deres uvidenhed. De ved jo intet om Guds eksistens eller vilje. Jo de gør – siger Paulus. Guds eksistens har de fået åbenbaret i skaberværket og hans vilje i deres samvittighed. Guds lov er skrevet i deres hjerte. Så de har ingen undskyldning, når de alligevel er ulydige mod Gud. De er under Guds vrede og dom – allesammen (1,9-2,16).
Men hvad da med jøderne? De er jo Guds udvalgte folk. De har omskærelsen og pagten og løfterne og loven. Har de ikke nogen frelsesgrunde hos sig selv? Nej, siger Paulus. Der er forskel på hedningen og jøden i det ydre, men ikke i det indre. I hjertet er der ingen forskel. Der er de begge syndere i oprør mod Gud. Og Gud ser til hjertet! (2,17-3,10).
I Guds øjne er der ingen forskel. Vi er alle strafskyldige, fortabte syndere i os selv (3,10-20).
Frelsesgrunde
Hvad er det, du trøster dig ved hos dig selv?
Måske er det dit evangeliske klarsyn. Du ved, hvad det vil sige at være evangelisk frigjort og bygge på det uforskyldte. Det er der ulykkeligvis mange, der ikke gør. De sammenblander lov og evangelium, og det ender i loviskhed. Men det gør du ikke. Du ser klart. Og derfor er alt vel med dig. Kender du den? Jeg kender den!
Måske er det dit personlige liv med Gud. Du ved, at det er vigtigt at tage tid og ro til at være alene med Gud i bøn og i tilegnelse af hans ord. Det er ikke altid lige nemt. Men du hører ikke til dem, som giver op. Du bliver ved. Den gode vane. Og du erfarer også gode dage, hvor Gud taler til dig, og du bliver velsignet og opbygget af Guds Ord. Og når du erfarer det, får du bekræftet, at det er ret med dig. Du har det godt med Gud.
Måske er det din tjeneste, måske er det din sorg over den åndelige udvikling, måske er det din nød for andres frelse.
Hvad det end er, så er alt dette noget, som du finder hos dig selv, og alt dette er under dom. Det er berørt af synd, og træder du frem med det på dommens dag, så vil det kun tjene til at forøge din skyld og din dom. Du kan på dommens dag træde frem med alt det, jeg her har nævnt, og du vil gå evigt fortabt med det – og ved det. Det gavner intet for Guds trone – absolut intet.
Træder du frem med disse frelsesgrunde, vil Gud slå dem ud af hænderne på dig.Men Gud ønsker netop ikke at se dig træde frem med disse frelsesgrunde på den store dag. Derfor søger han at tage dem fra dig nu, mens tid er. Han gør det med sin lov. Han gennemlyser alt dit eget med sin lov og viser dig, at det alt sammen er fordærvet, ødelagt og besmittet af synd.
Det ser du ikke af dig selv, men når Gud træder nær og kaster lovens lys ind over dit liv – ind over dine tanker, dit sind og dit hjerte, så ser du det: ”Alt det bedste, jeg formår, ej til lovens krav forslår.”
Det er dette, Gud vil vise dig – for at tage dit eget fra dig og vise dig, at du, som du er i dig selv, står lige med alle andre over for Gud: ”Vi har jo anklaget både jøder og grækere for alle at være under synd” (3,9).
Det er Paulus´ konklusion: Alle er underlagt synden som den magt, der hersker over dem og i dem og er med i alt i deres liv. Derfor er de alle under Guds dom.
At vi er under synd, ser vi ikke med vore menneskelige øjne. Vi ser det ikke, når vi samles i de troendes menighed om Guds ord. Her ser vi, at vi kommer sammen om noget andet end det, som vantro mennesker vil bruge tid på. Der er forskel på os og på dem – i det ydre. Ja, men ikke i det indre. Mærker du det ikke? Kender du det ikke? Kulden, ligegyldighed, selviskheden, vantroen, overfladiskheden, hårdheden og begæret?
Hvis du ikke mærker det, så lyt til Guds lov, som byder dig at elske dine fjender, at være uden begær, at glæde dig over alle prøvelser i tillid til Guds gode vilje. Lyt til den lov, og tag den til dig. Så vil du erfare – hvem du er, hvad du er, og at det er sandt: ”Der er ingen forskel!” (3,22).
Jesus
”Vi ved, at alt hvad loven siger, taler den til dem, som er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig for Gud” (Rom 3,19).
Gud vil lukke vores mund, så vi ikke længere har noget at sige om frelsesgrunde hos os selv. Om noget hos os, som udmærker os frem for andre.
For det er først dér, når vor mund er stoppet, at vi er villige til at lytte til Guds tale om en anden frelsesgrund. En frelsesgrund uden for os selv – en frelsesgrund, der holder i liv og i død og på dommens dag. En frelsesgrund, der hedder Jesus og hans frelsergerning for os.
Det er den frelsesgrund, Paulus nu udfolder videre frem i Romerbrevet, og som hele Det Nye Testamente er én stor velsignet og befriende forkyndelse af!
Jesu frelsergerning har to sider: hans liv for os og hans død for os.
Om Jesu liv for os taler Paulus i Gal 4,4-5: ”Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.”
Kan man ønske sig det klarere udtrykt? Da Jesus blev født, så blev han født ind under Guds lov med alle dens bud og krav. Han levede under denne lov og han opfyldte den! Og det gjorde han ikke for sig selv! Det gjorde han for dig og for mig! Han gjorde det i stedet for os! Han elskede sine fjender, han var uden begær, og han bøjede sig lydigt under Guds vilje i alt. Han var ren i sine tanker, sin mund og sit hjerte – i stedet for dig. Han opfyldte loven – helt. Og denne lovopfyldelse får nu lov at gælde som din over for Gud!
”I mit forhold til Gud vil jeg hverken vide af ét eller ti bud,” siger Luther, ”for alle bud er opfyldt for mig af min herre Kristus.”
Der er ikke ét bud, ét krav, én fordring, som skal opfyldes af dig. Du skal ikke være kærlig, god, glad, ydmyg, varm, from og hellig. Det var, og det ér Jesus for dig!
” I al min største usselhed har jeg nu fuld retfærdighed – blot derved” (C.O. Rosenius).
Den anden side af Jesu frelsergerning sætter apostlen Peter ord på i 1 Pet 2,24: ”På sit legeme bar han selv vore synder op på korset.”
Det fryder mig, at Guds ord taler så enkelt og konkret om vor frelse. Tænk, at vi får lov at se det for os: Da Jesus gik til korset, da bar han på sit legeme alle vore synder. Det står der her! Så må vi regne med det! Det gælder for alle, og derfor gælder det for dig.
Alle dine synder fra din første til din sidste dag på denne jord – de er taget fra dig og lagt på Jesus, og så bærer han dem på sit legeme op på korset ind foran Gud.
Ja, du skal møde Gud! Men Jesus har været der først – med al din synd! Guds hellige dom og straf ér faldet. Den faldt på ham: Guds offerlam – din frelser. Og nu er synden væk!
Den er fjernet fra dig så langt som østen er fra vesten og Gud ser den aldrig mere!
”Synden er fjernet fra os” siger Luther ”ikke sådan, at vi ikke ser den mere, men sådan at Gud ikke ser den mere.”
For Gud har én gang for alle set den, dømt den og straffet den hos Jesus!
På korset sket et ubeskriveligt velsignet bytte. Jesus tog vor synd og gav os i stedet sin egen retfærdighed. Al vor synd i bytte for hele hans retfærdighed! Det er for stort til at fatte, men det er sandt, velsignet og evigt sandt, og det er grundlaget for, at vi – præcis som vi er og har det – kan have vished om frelse.
Lige så sandt som Jesus, der var ren i sig selv, var en synder i Guds øjne på korset og blev behandlet af ham som sådan, lige så sandt er det, at du, der er en synder i dig selv, ved tro på Jesus bliver set af Gud som retfærdig og bliver behandlet af ham som sådan!
Denne frelsergerning – Jesu liv for dig og Jesu død for dig – det er en frelsesgrund, der holder til enhver tid – i livet, i døden og i dommen.
Hvordan mon jeg har det på dommens dag? Jeg ved det ikke. Jeg kan frygte den dag. Men jeg ved én ting: at Jesus også den dag vil være en urokkelig sikker frelsesgrund for en frygtsom og anfægtet synder som mig! Det ved jeg!
Troen
Men hvad med troen? Jeg skal jo tro.
En præst skulle forklare sine konfirmander dette med troen og frelsen, så han stillede et spørgsmål med tre mulige svar. Hvad er det, der frelser os? Er det gerninger? Er det troen? Eller er det noget helt tredje?
Konfirmanderne var godt oplært, så da præsten spurgte om gerninger, var der ingen, der markerede. Da han spurgte om troen, røg armene i vejret. Og da de først var i luften, var der den bedste anledning for præsten til at vidne for dem om forskellen på at bygge sin frelse på troen og at bygge den på Jesus.
Det er ikke troen, der frelser os. Træder vi frem for Gud på dommens dag og rækker vores tro frem, da gavner det os intet. Troen har ingen værdi i sig selv!
Troen er i al sin enkelhed en pegefinger, der peger bort fra os selv mod Jesus og siger: ”Se ej på mig, se ej på mig, se på din søn, o Gud! Se på hans sår og se mig ren, i hans forsoningsskrud!”
At tro det er at pege bort fra sig selv og se bort fra sig selv mod Jesus og regne med ham alene!
Det gælder også for dig, som læser dette og er anfægtet over, at du ikke kan tro, eller hos hvem troen er mat og kold og svag. Du får lov til at se bort fra dig selv og pege bort fra dig selv og sige det til Gud, som det er: ”Gud se ej på mig og se ej på min tro. Se ikke på noget hos mig! Men se på Jesus og lad hans frelse – den frelse, som dit Ord taler om – lad den gælde for mig!” Der er ingen bøn, Gud hellere bønhører end den. Han ønsker netop at frelse dig ved Jesus alene, ham til evig ære og pris.
”Gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af noget andet end af vor Herre Jesu Kristi kors” (Fil 6,14). Intet andet end Jesus alene. Du er frelst ved Jesus alene på din bedste dag og din værste dag, på din første dag og din sidste dag – og på den store dag! Når dit navn råbes op, da står Jesus der som din fuldkomne frelser, og Gud har intet større ønske end at frelse dig ved ham og ham alene. Jesus er alles frelser, og han er din! I den vished kan du se både morgendagen, døden og dommen i møde med frimodighed. ”Synd, lov ej mer mig plag! Jesus er min! Velkommen dommedag! Jesus er min! Velkommen evighed! Nu har jeg sikkerhed, om evig salighed. Jesus er min!”
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2024. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.