Men Paulus og Barnabas talte med frimodighed og sagde: Guds ord måtte forkyndes for jer først. Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til evigt liv, så vender vi os til hedningerne (ApG13,46).
Det, som møder os her i dette vers, er to vidners ufattelige frimodighed.
Kun en uges tid havde de været i Antiokia i Pisidien, og det var endnu kun Paulus’ første missionsrejse.
Det var begyndt så godt. Da Paulus og Barnabas kom, gik de straks hen i synagogen på sabbatten! Og de ledende i synagogen gav dem ordet (v. 15).
Da talte Paulus og beviste ud fra skrifterne, at den Jesus, der var blevet uskyldigt henrettet af Pilatus, korsfæstet, død og begravet, samt opvakt fra de døde – Han er den af Davids slægt, som Gud har udvalgt. Han er den, Johannes Døberen vidnede om, skulle komme, og Han er den, ved hvem, Gud giver syndernes forladelse.
”Det skal I altså vide, brødre, at det er ved ham, der forkyndes jer syndsforladelse; og i alt det, hvori I ikke kunne gøres retfærdige ved Moseloven, bliver enhver, der tror, gjort retfærdig ved ham” (v. 38-39).
Da folk forlod synagogen, bad de om at høre mere den efterfølgende sabbat. Den efterfølgende sabbat var næsten hele byen kommet sammen for at høre Herrens ord. Der var mange hedninger, som også gerne ville høre. Og nu blev jøderne misundelige og begyndte at modsige og spotte det, Paulus sagde.
Paulus og Barnabas kunne her have valgt at sige stop. Rystet støvet af deres fødder, opgivet og taget hjem – eller måske bare rejst videre?
Du og jeg ville nok have gjort det?
Men der står noget andet om Paulus og Barnabas. Noget utroligt opmuntrende: ”Men Paulus og Barnabas Talte med frimodighed.”
Hvor mange i dag har ikke mistet frimodigheden i tjenesten for Herren eller i kristenlivet? Er du en af dem?
Du magtede ikke kaldet som husfar eller husmor. Eller du følte, der var så mange ting i menigheden, du altid skulle tage stilling til. Eller dine klassekammerater kunne ikke forstå dig, og du skulle konstant forklare de samme ting igen og igen. Eller du turde ikke længere forkynde det, Gud pålagde dig at gå med; tiden var imod, ingen ville høre. Eller du faldt i en synd – og nu ved alle hvor elendig du er.
Du mistede frimodigheden.
Hvor du end står i livet, eller hvem du end er – vil du se på Paulus og Barnabas? De mødte hård modstand, og dette var kun begyndelsen. De mødte modstand fra jøder – dem, som burde have vist forståelse, støtte og glæde. De mødte modstand og kunne have tænkt, at det måske var, fordi de havde sagt noget forkert! De mødte modstand, selvom de var udsendt af Helligånden og talte sandt.
Paulus og Barnabas havde mange ”grunde” til at miste frimodigheden, men ”Guds ord måtte forkyndes”, som der står. De holdt sig Guds ord for øje midt i tjenesten og modstanden. De holdt sig det evige liv for øje, som modstanderne ikke så sig værdige til. Derfor bevarede de frimodigheden. De fik hjælp og støtte ved Guds ord og håbet om det evige liv i Jesus.
Det kan lyde så let og enkelt, og vi har ingen ret til at tro, det var let for Paulus og Barnabas at være frimodige her. Det har været svært, men vi må formode, der var en afgørende ting mere, som gav dem frimodighed, nemlig hedningernes glæde i Helligånden, sådan som vi kan læse senere i beretningen.
Paulus og Barnabas fik at se, at mange hedninger tog imod evangeliet om Jesus og blev glade. Det betød mere end jødernes spot og modsigelser.
Du, der har mistet frimodigheden. I kristenlivet, i tjenesten, i bønnen, i modgangen eller på grund af synden. Vil du åbne hjertet for Guds ord, endnu en gang i denne time? Vil du lade være at afvise evigt liv, som jøderne gjorde, og tro evangeliet om Jesus?
Da har du fået frimodighed for Gud, og mennesker, ved evangeliet.
Du føler det måske ikke, du mærker stadig synden, mærker mismodet, kampen i samvittigheden, og din nød er endnu den samme – ja, modstanden er der.
Men du har frimodighed i noget helt uden for dig selv og uafhængig af dig selv nu. For det har du set, at Paulus og Barnabas havde i en situation, hvor man kunne have forventet alt andet end frimodighed.
Du har set, hvordan hedninger hørte ordet om Jesus og troede det, de hørte – så det vil du også.
Du har læst Paulus forkynde, at Jesus døde og opstod helt efter Skrifterne, for at Gud ville give syndsforladelse ved Ham til alle. Og i alt det, hvori du ikke kunne gøres retfærdig ved Mose lov, bliver du, der tror, gjort retfærdig ved Jesus.
Du tænker: ”Jeg vil ikke afvise Gud, men – om ikke helt glad og fri, så i det mindste bange og lidt frimodig – bare tro og gribe hans herlige ord om Jesus, som virkelig døde og opstod for mig. Jeg vil gøre det, også selvom ”modstanden” endnu er der, og måske vokser?
Jeg forstår det ikke, men jeg vil ikke afvise Gud, bare fordi jeg ikke føler mig frimodig og ikke har gjort det længe. Nej, jeg vil bare tro på Jesus og have min frimodighed i Ham – ikke i mig selv.”
Jesus siger: ”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden” (Joh 16,33).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2016. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Ruben Skov Jensen
Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.