Og jeg så i højre hånd på ham, der sad på tronen, en bogrulle med skrift på indersiden og på ydersiden (Åb 5,1).
Hvor er det stort, at vi som Guds børn ikke er i tilfældighedernes vold. Vore dage står skrevet i Guds bog, de er formet, før en eneste af dem er kommet. Bogrullen, som her omtales, fortæller ”hvad der siden skal ske” (Åb 4,1).
Hvor ofte fyldes vi ikke netop af ængstelse for, hvad der ”siden skal ske”. Når jeg selv troens mål, min sjæls frelse? Hvad ligger der lige omkring det næste hjørne på min eller min næstes vej? Osv. Ja, Herren ved, hvad der skal ske af store begivenheder på verdensplan, men han, som endog har talt ethvert af vore hovedhår, ved også om alt, hvad der angår den enkelte af os små mennesker (Matt 10,30).
Vi skal ikke frygte.
Lina Sandell skriver i sidste vers af sangen Kun én dag, ét øjeblik ad gangen:
Hjælp mig da at hvile trygt og stille
kun ved dine løfter, Herren kær,
og ej troens dyre trøst forspilde,
som i Ordet er mig givet her.
Med henblik på ”hvad der siden skal ske”, er der en dyb og dyrebar trøst at hente i Guds Ord. Ordet har en ufattelig bærekraft. Ordet er ét med Jesus. Han bærer ALT – også lille mig – med sit mægtige ord (Hebr 1,3).
Når vi står over for det for os ukendte og skræmmende, må vi ty til hans ord. Hver dag må vi hen og se, hvad Gud, vores himmelske far, har gemt til os i sin hånd.
I dag indkom for eksempel sådan et Bibelord på min mobil, netop som jeg sad og skrev dette lille indlæg. Der stod: ”Når jeg sagde; Min fod vakler, så støttede din trofasthed mig, Herre. Når urolige tanker tog til i mit indre, så gjorde din trøst mig glad“ (Sl 94,18-19).
Et andet velsignet bibelord lyder: “Herren går i spidsen for jer, Israels Gud er bag jer“ (Es 52,12).
Hvad der møder os i fremtiden – hvad der siden skal ske – ved han allerede om. Intet møder mig, før det har mødt min Frelser.
Hvor fantastisk: Vi er omsluttet forfra og bagfra af Jesu naglemærkede hænder. Hans kærligheds bevis, der ikke har sin grund i, at vi er værdige til at blive elsket. Den skyldes alene Jesu overstrømmende kærlighed til os fortabte syndere. Hans nåde! Ret som han bar, vil han bære. Ved troen på Kristus er vi sammenvokset med ham, så vi kan sige: ”Alt MED ham”!
”Har jeg blot dig, da attrår jeg intet på jorden!” (Sl 73,25 gl.overs.).
”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke MED HAM skænke os alt?”
Så skal vi ikke forfærdes og ikke være modløse med tanke på fremtiden. Han, som sidder på tronen, har alt under kontrol. Han giver os fremtid og håb!
Udgivet af
Henriette Juul Larsen
Henriette Juul Larsen, Helsinge, lærer.