Frelsesvished

Jeg har et syndigt og ondt kød, som daglig siger til mig:

”Gør dette, gør sådan, undgå dette, lev sådan, sig dette, vær sådan, for ellers kan Gud ikke elske dig. Tror du virkelig, at du er god nok til at stå frimodig for Gud?”

Det tror jeg ikke. I mig selv ville jeg aldrig kunne møde Gud. Ikke i mine egne handlinger og min egen retfærdighed, for den findes ikke. I mig selv har jeg ikke andet end synd og mørke. I mig selv er jeg fortabt og må se frem til en evighed foran Guds ansigt, uden Jesus.

Ind imellem frygter jeg virkelig døden, det sidste kors, som skal bæres. For det er ikke Himlen, jeg er på vej mod, ikke i mit eget kød, i min syndige natur og mit onde sind. Som jeg er i mig selv, vil jeg aldrig kunne nå Himlen.

Og det er der, problemet ligger. Alting drejer sig om mig selv. Mine gerninger og præstationer. ”Hvordan skal jeg kunne nå Himlen?” Den tragiske og fantastiske sandhed er jo, at i mig selv, i alt det, jeg selv kan opnå, så er Himlen og Gud altid milliarder af kilometer væk. Jeg kan aldrig ved egen kraft nå til salighed og frelse.

For nogle dage siden læste jeg et indlæg, som en veninde havde skrevet på Facebook. Det handlede stort set om at bevise, at kristne mennesker er onde og hyklere, og at bare fordi man er kristen, så er man ikke noget godt menneske.

Det stemmer jo egentlig udmærket. Kristne mennesker er ikke i sig selv bedre end andre; de er ikke i sig selv ”gode mennesker”. Problemet er, at vi drager en forkert konklusion af dette. Vi konkluderer, at hvis vores gerninger ikke passer med det, som vi naturligt tænker, skal kendetegne et godt og kristent menneske, så er der ingen chance for, at troen er sand, og at Gud findes.

Min veninde påpegede, at verdens to rigeste mænd er bekendende ateister og giver 99% af deres indkomst til velgørenhed. Mens verdens rigeste evangelist og forkynder ikke giver mange procent til at hjælpe verdens fattige og udsatte. Hun konkluderede på dette grundlag, at ateisterne var ”gode uden Gud”, mens evangelisten var ”et hjerteløst svin”.

I menneskers øjne er denne vurdering indlysende. Selvfølgelig skal disse rige mænd, som giver af deres overflod, frelses på dommens dag. Se bare på deres gerninger! Se på deres godhed!

Men Gud ser ikke på samme måde som os mennesker. Gud ser til hjertet (1 Sam 16,7b). Og i hjertet bærer vi alle på en afgrund af synd. Hvor godt og fromt et menneske end virker i verden og i andre menneskers øjne, så er der altid synd i hjertet.

Vi ønsker at gøre gode gerninger, ikke for at blive æret af Gud, men for at blive æret af mennesker (Joh 12,43). Og netop deri består synden, at vi vil ophøje os selv ved at lade andre se vores godhed. Jesus siger jo faktisk om den fattige kvinde i templet, at hendes lille gave var mere værd end den rige mands store gave; for hun gav af sin fattigdom, mens han gav af sin overflod (Mark 12,41-44).

Vi mennesker er altså ikke i stand til at vurdere forskellige handlinger og gaver, sådan som Gud gør det.

Lykkeligvis for alle os faldne og syndige mennesker så er det ikke vores hjerters renhed og vores præstationers godhed, som har betydning, når det angår frelsen. Havde det beroet bare 0,5% på os selv, så var hele menneskeheden endt i ulykke og fortabelse.

Men Gud er en Gud, som ønsker at frelse. Han vil sine børns vel. Netop derfor må vi, når det angår frelsen, vende blikket fra vores egen syndighed og ringhed til Jesu herlighed. Som Gud gør det. For Gud har besluttet at frelse os ved den dårskab, der prædikes om (1 Kor 1,21).

Hvorfor? Jo, fordi Gud fattede kærlighed til os, mens vi endnu var syndere, og derfor lod sin søn blive ofret i vores sted (Rom 5,8).

M.B. Öhrnstedt skriver sådan i en sang:

Det er fuldbragt,
men trods det spørger mange så:
Hvad bør jeg gøre,
før jeg til Jesus komme må?
Men tænk engang,
når alt af ham fuldkommet er,
da er der intet,
som til dig er levnet mer!

Jesus siger selv, at det er de syge og syndige, han er kommet for at frelse (Matt 9,12-13). Han siger klart og tydeligt, når han hænger på korset: ”Det er fuldbragt” (Joh 19,30).

Jesus efterlader altså ingen plads til vores egne gerninger, når det angår frelsen. Når noget er fuldbragt, så er det helt, komplet, færdigt, og intet mangler.

Forsøger vi da at presse den mindste lille gerning fra os selv ind, så ødelægger vi frelsens fuldkommenhed.

Nåden er, at frelsen findes i Jesus alene, og at den ikke har noget som helst med vores gerninger at gøre (Ef 2,8-9). Berømmelsen og æren tilhører Guds lam, og kun Guds lam!

At vi bliver retfærdige over for Gud, det beror ene og alene på en domshandling i himlen, og ikke på en præstation af os selv. Det er noget, som besluttes og sker hen over hovedet på mig, og som jeg ikke har noget som helst at gøre med. Hvad dommen bliver over mig, det kommer ikke an på mig selv, men på dommeren.

At dommeren så vælger at frikende og frigive en synder, fordi en anden har taget hans skyld og straf, det er noget, som vi ikke kan forstå med vores egne tanker og sind. Men det er noget, vi får lov at tro på.

Mange gange leder vi efter den rette følelse og oplevelse af at være frelste. Men da har vi igen vendt blikket mod os selv og mod det, som vi kan udrette og præstere. Bibelen og Evangeliet vil tværtimod vende vores blik mod Kristus, som har båret hele vores skyld og straf (Hebr 12,2).

Jeg tænker om troen og frelsen som en snedker, der slår et søm i et bræt. Brættet er Kristus og frelsen, sømmet er mig, hammeren er troen, og snedkeren er Gud.

Jeg som søm kan intet gøre for at sætte mig fast i brættet. Jeg falder hele tiden af. Jeg har brug for, at snedkeren kommer og sætter mig ind i brættet. Det gør han ved at anvende hammeren.

Det er heller ikke hammerens fortjeneste, for den kan i sig selv ikke slå. Den har brug for, at der er en, som bruger den! Det er altså helt og holdent Guds fortjeneste – ved at han anvender hammeren (troen)!

Hvis ikke brættet (Jesus) havde været der, så havde der intet være, som sømmet (jeg) kunne sidde fast i. Derfor er alle de forskellige dele vigtige, men jeg har ingen som helst ære af det, der sker. Jeg er der bare. Al fortjeneste ligger uden for mig selv. Sådan er det med frelsen.

Frelsen er heller ikke noget, der skal findes og frembringes. Den er allerede færdig, og den er allerede givet af Gud til os. Jesus har allerede lidt døden for os, og han har allerede givet os fred med Gud. I dåben har Gud allerede givet denne gave til os.

Der er ikke behov for, at der skal ske noget med os. Vi har kun behov for at få blikket rettet mod det, som allerede er sket for os, og som Gud allerede har givet til os. Det siger Guds ord.

Jesus siger, at himlen og jorden skal forgå, men Guds ord skal aldrig forgå. Vi må regne med og klynge os til Guds ord. De er mere faste end himmel og jord, og de er en grundvold, som aldrig bæve kan.

Lina Sandell synger det sådan i en sang:

Skønt jeg ej kan tro det, som jeg ville,
er dog sagen altid lige sand.
Ej i tvivl vil jeg min fred forspilde,
thi min Jesus aldrig lyve kan.

Jeg vil nævne endnu et sangvers, som står mit hjerte nær, og som for mig sætter ord på frelsesvisheden:

Gud vejer aldrig din arme tro,
men giver en bedre grund for ro.
Den grund, som lagdes i Jesu blod,
da han så kærlig og så god,
bar al din synd på dine vegne,
og lod sig selv blandt røvere regne.
Se denne grund er ej din tro,
men tror du den, da får du ro.

Til slut et bibelvers, som sammenfatter, hvad der hjælper mig til vished om frelse:

”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (Rom 8,1).

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2013. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Linnea Nilsson

Linnea Nilsson, Vikbolandet, Sverige, student.