”Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe, som en brudgom sætter sin turban, og som bruden fæster sine smykker” (Es 61,10).
Det giver anledning til daglig undren at tænke over, hvad vi ejer i Jesus. Som dagene og årene går, bliver det stadig mindre selvfølgeligt, at jeg får lov til at kalde mig Guds barn. Samtidig kommer ransagelsen: Hvilken grund har jeg til at tro og hvile i det?
Her må jeg skynde mig at gå til Guds ord! For sjælefjenden er på pletten for at minde mig om alle mine synder, og at jeg alene fortjener fortabelse. Jeg har intet at sige til mit forsvar. Mit liv, som kan sammenlignes med en dragt, er snavset og kan ikke ved egen hjælp vaskes ren.
Da må jeg igen læse Es 61,10: Herren har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe. Det er ikke noget, jeg selv har kunnet gøre eller har gjort mig fortjent til, men alene Herrens værk. Derfor må jeg fryde mig og min sjæl juble over min Gud.
Selvom det står i en anden sammenhæng, bliver jeg alligevel mindet om ordskiftet mellem Satan, som anklageren, og Herren, som vil udruste Josva til ypperstepræst. Det munder ud i, at sjælefjenden irettesættes og bortvises. ”Josva stod foran englen med snavsede klæder på. Da sagde englen til dem, der stod foran ham: ”Tag de snavsede klæder af ham.”
Til Josva sagde han: ”Se, jeg fjerner din skyld fra dig og giver dig festklæder på” (Zak 3,3-4).
I Jer 33,15-16 bliver Messias kaldt ”en retfærdig spire” og ”vores retfærdighed”.
Den retfærdighed, som Jesus Kristus har, overfører Gud på alle, som tror på Jesus. Iklædt Jesu retfærdighed har vi adgang til Guds evige rige. Det er det største, et menneske kan opnå.
Udgivet af
Gunver Kjøller-Hansen
Gunver Kjøller-Hansen, Skjern, lærer/hjemmegående husmor, nu pensionist.