Siden Nyt Livs blad begyndte at udkomme igen i 2010, har der i hvert nummer været bragt en lille artikel af Frank Jacobsen. De har alle haft et centralt evangelisk indhold. De har prædiket, at over for Gud har vi intet i os selv, men alt i Kristus. Det budskab var den røde tråd i Frank Jacobsens forkyndelse, liv og tjeneste.
Det var ikke et budskab, han havde overtaget fra andre mennesker eller fra en teologisk tradition. Helligånden havde åbenbaret det for hans hjerte ud fra Bibelens ord. Dette evangelium blev hans livs skat, herlighed og eneste trøst.
Når Frank Jacobsen kunne tale og skrive så stærkt og frigørende om nåden i Jesus, hang det sammen med, at han var bevidst om sin egen dybe syndighed og om Guds hellighed. Han kendte i den grad anfægtelsen indefra, og han vidste, at der kun er ét ord, som kan trøste den anfægtede: ordet om Jesus og den frelse, som han har vundet til syndere én gang for alle.
Jesus er Guds evige og uforanderlige ja til os. Han er vor fred. Han er vor retfærdighed. Han lever, og vi skal leve. Det var Frank Jacobsens egen trøst, og med den trøst trøstede han andre.
På mange områder måder var Frank Jacobsens liv præget af spændinger.
På det indre plan levede han til stadighed i spændingsfeltet mellem lov og evangelium. Det gav åndelig dybde, klarhed, friskhed og kraft i hans forkyndelse.
Men der var også spændinger på det ydre plan. Det gjaldt ikke mindst i hans forhold til den kirkelige højrefløj i Danmark. Frank Jacobsen så med profetisk klarhed, hvor åndeligt farligt det kan være, når vi slutter os sammen i grupperinger, organisationer og foreninger, der definerer sig selv som mere rettroende end andre. Farisæismen ligger dybt i vore hjerter, og den lokker os til at tro, at når jeg er med i den rigtige flok, og når jeg går i takt med de andre, så må det være ret med mig i forhold til Gud.
Frank Jacobsen var ikke organisationsmand. Det stod lysende klart for ham, at det afgørende er det personlige hjerteforhold til Guds ord og til Jesus. Det handler om at modtage lovens dom over mig selv og alt mit eget, inklusive min fromhed og rettroenhed, og at trøste mig ved Jesus alene. Det prædikede Frank Jacobsen i hele sin lange tjenestetid som præst.
I mange år blev han flittigt brugt som forkynder på højrefløjen blandt andet i Luthersk Mission og i det kristne studenterarbejde KFS. Men gradvist blev det stadigt mere småt med forkynderopgaver uden for sognet. Han kom til at stå stadigt mere isoleret i forhold til højrefløjen og opfattede for sin egen del højrefløjen som stadigt mere åndeligt og teologisk opløst indefra.
Da Frank Jacobsen døde, var det småt med officiel opmærksomhed og omtale fra højrefløjens organisationer. I lyset af det, som er nævnt ovenfor, er det måske ikke overraskende. Han ville aldrig betegne sig selv som ”højrefløjsmand”. Tværtimod revsede han alle dem, der trøstede sig ved at høre til højrefløjen. Alligevel har få personer haft så stor positiv betydning for højrefløjen i Danmark som netop Frank Jacobsen.
Højrefløjen voksede frem i 1960´erne, og som det er blevet påpeget af kirkehistoriker Kurt Larsen, så voksede højrefløjen ud af det kristne studenterarbejde KFS. På dette tidspunkt, for 50 år siden, var KFS præget af en kompromisløs tillid til Bibelen som Guds ord og af en sjælesørgerisk klar forkyndelse af lov og evangelium til vækkelse, genfødelse og evangelisk tro på Jesus.
KFS var redskab til en ungdomsvækkelse båret af en levende tro på og erfaring af evangeliet som Guds kraft både til retfærdiggørelse, helliggørelse og forløsning. Lederne og forkynderne i KFS var en gruppe unge teologer, som indefra var bestemt af en personlig erfaring af kraften i evangeliet om Jesu fuldbragte frelse.
Men hvor havde de gjort denne erfaring? Hvor havde de mødt evangeliet til åndelig afklaring og evangelisk tro?
For mange af dem går linjerne tilbage til en lejlighed i Nørregade i København. Her var der i begyndelsen af 1950’erne en ung teologistuderende, Frank Jacobsen, som hver lørdag indbød til bibellæsninger.
I begyndelsen var det meget småt med fremmøde, og han oplevede også en lørdag, at ingen kom. Den dag endte han på knæ i gråd og i bøn til Gud. Han bad for sin tjeneste, men først og fremmest for sin egen tro.
Og han blev bønhørt. Gud lod evangeliet bryde frem for hans hjerte, og han fik nåde til at forkynde det med enestående over-bevisningskraft både ved bibellæsning-erne og i sjælesørgeriske samtaler med de unge, som kom i bibelkredsen.
Hos den ene efter den anden blev de til vækkelse, åndelig afklaring og evangelisk tro. Blandt disse unge var nogle af de mest centrale ledere i det KFS-arbejde, som blev stiftet i 1956. Det gjaldt bl.a. KFS’s formand gennem mere end 30 år, Flemming Frøkjær-Jensen. Det gjaldt også LMH’s forstander gennem mere en 30 år, Hans Erik Nissen.
Få har haft så stor betydning for forkyndelsen i KFS, og få har været brugt så meget som forkyndere, som de to. Begge blev de hjulpet til personlig åndelig afklaring gennem Frank Jacobsens forkyndelse og sjælesorg i Nørregade-kredsen.
Hans Erik Nissen fortæller sin egen historie i den personlige artikel, som følger på de næste sider her i bladet.
Min egen far, Niels Ove Vigilius, der havde en central rolle i tilblivelsen af KFS, fik også betydelig åndelig hjælp gennem Frank Jacobsens forkyndelse og sjælesorg.
Det er underligt at tænke på. At den højrefløj, som i adskillige årtier var bærer af vækkelsens ånd, af varmt missionssind og af livgivende evangelisk klarhed i vores folk, den kan føre sine linjer tilbage til en ung mand, som ligger alene på knæ på sit rum i gråd og i bøn til Gud for sin tjeneste, men mest for sin egen tro.
”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte” (Es 57,15).
”Min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,8).
”Tænk på jeres ledere, som har talt Guds ord til jer, betragt udfaldet af deres livsløb og efterlign deres tro. Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid” (Hebr 13,7).
Frank Jacobsens sidste prædiken står på hans gravsten. Øverst er der et kors, dernæst følger hans navn, og så kommer ordene: ”Det er fuldbragt”.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2013. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.