Det almene præstedømme og det kirkelige embede (Del 3)
At vi i den kristne menighed er udskilt fra verden og hellige for Gud i Jesus, er en usynlig virkelighed, og alligevel har den en synlig side – i sakramenterne.
Dåb og nadver er nådemidler, hvori Gud giver os Jesus selv, syndernes forladelse og evigt liv. Men sakramenterne er også tegn, der markerer grænsen mellem verden og kirken. Netop den funktion havde dåben og nadveren i urkirken.
Dåben blev i urkirken foretaget på grundlag af omvendelse fra synden og bekendelse af troen (ApG 2,38; 8,37; 18,8). Dåben blev forstået både som den ydre optagelse i menigheden og som indgangen til troslivet i fællesskab med Jesus. Alle døbte blev betragtet og betegnet som kristne:
”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus” (Gal 3,27).
Hvis en døbt efter dåben talte eller handlede i strid med troen, blev han formanet til at omvende sig. Det skete både i form af forkyndelse og i personlig samtale (se f.eks. 1 Kor 6,1-11; Gal 6,1; Ef 5,1-20; Jak 5,19-20).
Hvis den døbte fremturede i vranglære eller syndig levevis og ikke ville omvende sig, blev han udelukket af menigheden og dermed fra nadverbordet (Matt 18,15-18; 1 Kor 5,9-13).
Nadveren lå i forlængelse af den gamle pagts påskemåltid. Som den gamle pagts måltid kun var åbent for omskårne (2 Mos 12,48), sådan var den nye pagts måltid i urkirken kun åbent for de døbte, som fortsat bekendte troen med både mund og hånd.
På denne baggrund skriver Paulus til korinterne: ”Hvad jeg skrev til jer, var, at I ikke må have med nogen at gøre, der har navn af broder, men lever utugtigt eller er grisk eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en røver. I må heller ikke spise sammen med sådan en (1 Kor 5,11).
Nadveren var en markering af kristent fællesskab. Derfor var den forbeholdt dem, som bekendte troen med mund og hånd.
Ved sin forvaltning af dåb og nadver trådte urmenigheden frem som et afgrænset og kendeligt personfællesskab. Det var tydeligt for alle, hvem der var med i menigheden, og hvem der ikke var.
Apostlene var bevidste om, at der kunne være hyklere i menighederne. Derfor talte de til stadighed ransagende til menighederne:
”Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve” (2 Kor 13,5).
Apostlene var også bevidste om, at selvret-færdigheden var en stadig fare. Derfor forkyndte de Guds lovs dom over alle de troendes egne fortjenester, så Kristus alene blev deres retfærdighed og rigdom (Fil 3,8-9).
De, som tog imod den ransagende og evangeliske forkyndelse, og som bekendte troen med mund og hånd, de blev regnet for kristne.
Oldkirken
Det 2. og 3. århundrede var en vækkelses- og ekspansionstid. Den kristne tro blev udbredt til hele Romerriget, og omkring år 300 tilhørte ca. 10-15% af rigets borgere kirken. Evangeliet blev ikke udbredt ved særligt udsendte missionærer, men ved almindelige kristne, der levede for Guds ansigt i troen på Jesus og vidnede om deres frelser, hvor de kom frem. Missionen var således en udfoldelse af det almene præstedømme ved soldater, vævere, fiskere, husmødre, købmænd og slaver.
I praksis bragte de kristne således hele deres liv som et offer til Gud. Det var sådan, apost-lene havde talt om det almene præstedømme: som en tjeneste for Guds ansigt i alle rum af vore liv, 24 timer i døgnet 7 dage om ugen, i tro på Jesus og i glæde over at have fred med Gud ved ham.
Men i oldkirkens teologi og gudstjeneste skete der tidligt en indsnævring af tænkningen. Gudstjenesten og nadveren kom i centrum som offerstedet. Teksten fra Mal 1,11 var central i oldkirken: ”Fra øst til vest er mit navn stort blandt folkene. Overalt bliver der tændt offerild og bragt rene offergaver i mit navn, for mit navn er stort blandt folkene.”
Allerede skriftet Didaké (ca. 100-150) henviser til denne tekst og foreskriver, at de troende skal bringe førstegrøden til deres ”ypperstepræster”, for at de i forbindelse med gudstjenesten og nadveren kan bringe den frem for Gud.
Også kirkefaderen Justin (ca. 100-165) henviser til Mal 1,11 og betoner, at de kristne i forbindelse med gudstjenesten og nadveren må frembære bønner og taksigelser til Gud. Det er ”de eneste fuldkomne og kærkomne ofre for Gud”.
Fire ting skal bemærkes:
1) Der sker en bevægelse væk fra NT’s tale om, at hele den kristnes liv er et offer til Gud og en udfoldelse af det almene præstedømme. Der tales nu mere indsnævret om at ofre og at udfolde præstetjeneste i gudstjenesten. Hverdagslivet mister sin hellighed og sin karakter af offer og præstetjeneste. Al præstelig virksomhed samles i gudstjenestens rum. Skal det almene præstedømme udfoldes, skal det ske i dette rum, ved menighedens samlinger.
2) Når Didaké og Justin betoner, at de kristne må bringe deres ofre til Gud i gudstjenesten og ved nadveren, sker det ikke ud fra en forståelse af nadveren som et sonoffer. I Didaké er det jordens afgrøder, som ofres, og hos Justin er det bønner og taksigelser. Begge steder er der tale om takofre. Men sammenknytningen af offer og nadver lægger sporet ud for den senere tanke om nadveren som et sonoffer. Denne tanke møder vi første gang hos Cyprian (d. 258).
3) Med tanken om gudstjenesten og nadveren som offerstedet og om præsten som offerpræst var man i det 3. århundrede på vej tilbage til en gammeltestamentlig forståelse af præsteskabet og præstetjenesten. På denne baggrund var det naturligt, at man udviklede en forståelse af menigheden som delt i ”ordo” og ”plebs”, gejstlighed og lægfolk. Ordparret og tankegangen optræder første gang hos Tertullian (ca. 160-225). Men Tertullian fastholder for sin egen del fortsat, at alle kristne er præster, og at de som sådan principielt kan varetage alle tjenester i menigheden.
Hippolyt (d. 235) definerer derimod et markant skel mellem ”ordo” og ”plebs”.
Apostlene var ypperstepræster, og deres embede videreføres ifølge Hippolyt af biskopperne. Kun biskopperne kan forestå de centrale kirkelige handlinger. Biskoppernes ret og magt beror på, at de er indviede af rette biskopper, som er indviede af rette biskopper, som er indviede af rette biskopper – i en lang og ubrudt kæde tilbage til apostlene. Kun hvis kæden er ubrudt har indvielsen gyldighed. Det er princippet i læren om ”den apostolske succession”. Denne succession placerer biskopperne i en særligt hellig kategori i forhold til og over lægfolket.
4) Med koncentrationen om nadveren som offerstedet og definitionen af præsten som offerpræst svækkedes gradvist synet for værdien af lægfolkets tjeneste både i og uden for menigheden.
Tertullian vidner om, at man endnu på hans tid i forlængelse af agapemåltiderne gav plads for, at de troende indbyrdes kunne opbygge hinanden med vidnesbyrd ud fra Guds ord og ved samtale. Ved disse samlinger kunne enhver troende tage ordet. Det kunne også ske, at en troende mand, som ikke var indviet til præst eller biskop, blev opfordret til at prædike. Tertullian havde ikke selv nogen af disse indvielser, men tjente ikke desto mindre som prædikant.
Denne praksis gled dog gradvist mere i baggrunden og forsvandt helt i den kirke, som trådte frem efter år 313.
Konstantin
”Det konstantinske vendepunkt” er en rammende betegnelse for den radikale forandring af kirkens ydre forhold, som fandt sted efter kejser Konstantins lovliggørelse af den kristne tro i 313.
I tiden frem til 313 havde kirken den ene gang efter den anden oplevet hård forfølgelse. Ikke desto mindre var den blevet ved at vokse. Den stadige vækst havde skabt en herlighedsteologisk forventning om, at de kristne med tiden ville overvinde hedenskabet, få den ydre magt i verden og udfolde et freds- og herlighedsrige på jorden.
Forventningerne hentede næring fra det gammeltestamentlige teokrati, hvor kongen var leder både i verdslige og åndelige spørgsmål, og hvor folket var både undersåtter og menighedsmedlemmer. Den teokratiske ordning blev set som idealet for enhver tid. Målet måtte være en kristen regent over et kristent rige.
Da Konstantin vandt den fulde verdslige magt i det romerske rige og efterfølgende reelt gjorde sig til kirkens øverste leder, blev det af mange opfattet som et svar på de troendes bønner og som virkeliggørelsen af Guds plan.
Netop sådan fremstilles det store vendepunkt af kirkehistorikeren Eusebius:
Kejseren er udvalgt af Gud som kirkens befrier og som rigets leder i både verdslige og åndelige forhold. I ham virker det guddommelige ord (Logos) med henblik på at føre hele imperiets befolkning til Gud.
På baggrund af de hårde forfølgelser er det ikke svært at forstå de kristnes taknemmelighed over de nye tilstande, som kom med Konstantin. Det er heller ikke svært at forstå, at de så de nye tilstande som en gudgiven anledning til kirkelig mission og åndelig forvandling af det romerske rige.
Her findes det historiske udgangspunkt for visionen om et corpus christianum, et enhedskulturelt kristent folk. Det var en herlighedsteologisk vision, og som al herlighedsteologi måtte den virkeliggøres med kødelige midler. Statens magt stod til kirkens rådighed, og den blev brugt. Fra 380 var kun kristendommen tilladt, og snart begyndte kirken at bruge ydre magt og tvang for at føre mennesker ind i dens fællesskab.
Resultatet var uundgåeligt en opløsning af kirkens egenart som et troende, helligt og tjenende folk. Frem til 313 havde kirken opretholdt en konsekvent kirketugt og havde kun døbt dem, som havde vist vilje til at leve et nyt og helligt liv. I 300-tallet opløstes både kirketugten og den restriktive dåbspraksis og i forlængelse heraf opløstes også kirkens ydre hellighed.
Det er symptomatisk for de nye tilstande, at Augustin (354-439) i en dåbsprædiken ved en morgengudstjeneste må formane de ny-døbte til at vente med at drikke sig berusede til efter middagsgudstjenesten.
Augustin
Augustin blev selv den teolog, der leverede et principielt teologisk forsvar for den nye kirkevirkelighed. Han udviklede et nyt kirkesyn, som blev kirkehistorisk skelsættende.
Ifølge Augustin er det kirkens normaltilstand at være et blandet fællesskab af troende og åbenbart ubodfærdige. Det er umuligt at hindre, at de sidste får adgang til sakramenterne. Augustin forudsætter, at flertallet i kirken lever carnaliter et animaliter, kødeligt og dyrisk. Sådan er det, og sådan må det være.
Augustin henviser til Jesu lignelse om ukrudtet og hveden. Jesus siger selv, at denne lignelse handler om ”verden” (Matt 13,38). I verden skal de to planteformer gro side om side. Men Augustin overfører symptomatisk nok lignelsen på kirken. I kirken skal vi ikke fjerne ubodfærdige og vranglærere eller holde dem borte fra sakramenterne. I stedet skal vi skelne mellem communio sacramentorum og congregatio sanctorum, det sakramentale fællesskab og de helliges fællesskab. Det sande kristne fællesskab og den sande kirke er ikke den store, katolske kirke, men den lille, indrekirkelige kerne af frelste.
Disse frelste er imidlertid kaldet til at blive i den store kirke, bære over med den og tjene den i kærlighed. At bryde med den store kirke på grund af dens tilstand er udtryk for manglende kærlighed og dermed ensbetydende med frafald. Den sande kirke vil derfor per definition altid være i den store, katolske kirke, men som en lille minoritet in occulto, i det skjulte. Den sande kirke træder ikke frem ved sakramenternes forvaltning eller ved en ydre bekendelse med mund og hånd. Den har kun ét sikkert og klart kendetegn: den indbyrdes kærlighed.
”Alle kan slå korsets tegn for sig; alle kan svare ’Amen’ og synge ’Halleluja’; alle kan blive døbt og komme i kirke. Guds børn lader sig ikke skelne fra djævelens børn undtagen ved kærligheden. De, som har kærligheden er født af Gud. De, som ikke har kærligheden, er ikke født af Gud.”
Med sit nye kirkesyn formåede Augustin på samme tid at forsvare den verdslige kirkes legitimitet og den hellige kirkes realitet. Men prisen var stor: en opgivelse af NT’s vejledning for sjælesorg og kirketugt og af NT’s menighedsliv.
Den hellige kirkes opløsning
I en kirke, hvor majoriteten var åbenbart vantro, gav det ingen mening at opmuntre medlemmerne til at udfolde deres nådegaver og at opbygge hinanden med Guds ord. Det almene præstedømme kunne ikke udfoldes i en folkeomsluttende menighed med en majoritet af vantro. Derfor ophørte også snart alle tjenester ved lægfolk. I praksis blev der kun én gruppe, som kom til at tjene ved menighedens samlinger: de, som havde fået en særlig kirkelig indvielse.
Augustin var den første, som brugte termen character indelebilis, den uudslettelige karakter, om det åndelige mærke, som sattes på præsten ved hans ordination. I de følgende århundreder blev det kirkelære, at dette mærke placerede præsten i den ophøjede gejstlige klasse i kirken, og at han i kraft af dette mærke var i stand til at indvie nadverens elementer.
Ordinationens mærke kom til at markere et tydeligt skel mellem præster og lægfolk. I den middelalderlige kirke var det i praksis kun de præsteligt indviede, som varetog et ansvar og en tjeneste ved menighedens samlinger. Samtidig blev det stadigt tydeligere markeret i kirkens teologi, at det kun var livet og arbejdet i kirkens rum, som var helligt og værdifuldt for Gud. Herved mistede det troende lægfolks liv og arbejde helt sin hellighed og sin værdi som offer til Gud.
Munkefællesskaber
I takt med, at det nytestamentlige menighedsliv døde ud i de folkeomsluttende menigheder, voksede en ny forsamlingsform frem: munkefællesskaberne. Munkevæsenet må ses som en reaktion på verdsliggørelsen af den store, katolske kirke. Med kirkehistoriker Eric Osborns ord:
”Da kristendommen overvandt verden, var det overraskende, at resultatet blev så ringe. Verden forblev, som verden var. Så den eneste måde, hvorpå man kunne bevare det kristne livs radikalitet var ved at forlade verden.”
Munkefællesskaberne var udtryk for en bevist bestræbelse på at genoplive urmenighed-ens trosliv, hellighed og indbyrdes fællesskab. Man ønskede imidlertid at blive i den katolske kirke, og ville ikke afvise muligheden for, at andre kunne blive frelst uden at leve som munke. Men munkelivet var den bedste, helligste og sikreste vej.
På denne baggrund udviklede man tanken om den dobbelte moral og de to kristendomstyper: status perfectionis (den perfekte stand) og status imperfectionis (den uperfekte stand).
Augustin fastslår, at munken har del i en mere ”ophøjet retfærdighed” end andre kristne.
Middelalderens katolske kirke bekræftede, forstærkede og systematiserede de tendenser, som jeg har beskrevet i oldkirken: Præsterne var offerpræster og tilhørte i kraft af deres ordination en klasse for sig selv. Gudstjenestens højdepunkt var ofringen af nadverens sonoffer. Lægfolket havde ingen tjeneste i kirken, og deres hverdagsliv havde ingen hellighed i forhold til præsters og munkes liv. Den bedste og sikreste vej til et liv i tjeneste for Gud og evig frelse var at blive præst eller munk.
Tankegangen var helt igennem bestemt af menneskets naturlige religiøsitet og loviske sind. På den baggrund er det som at indånde frisk luft at vende sig til det, Luther får syn for i Skriften..
Reformationen
Luthers kirkesyn har sit udgangspunkt og sin grundvold i evangeliet. Evangeliet om Jesu fuldbragte frelse virker tro i hjertet, og hvor troen er, der er der en kristen. De troende har alle Kristus, og i ham har de alt. De er hellige for Gud og fuldkomne i Kristus. Ingen kan blive mere hellig og velbehagelig for Gud end den, som tror på Jesus. Kirken er fællesskabet af de troende.
Fordi det er evangeliet om Jesus, der skaber troen, så er dette evangelium også kirkens sande og egentlige kendetegn. Evangeliet rækkes os i nådens midler: dåben, nadveren og Ordet: ”Så, hvor dåben og evangeliet er, der skal ingen være i tvivl om, at der er der også hellige.”
Nådemidlerne skaber kirken. Derfor er evangeliets rene lære og sakramenternes rette forvaltning ifølge Den Augsburgske Bekendelse artikel 7 det afgørende kriterium for identificering af kirken i verden.
Kirketugt
Luther er ikke blind for, at den ydre kirke i hans samtid rummer mange åbenbart vantro.
”Verden og den store hob er og bliver ukristen, uanset om de alle er døbte og kalder sig kristne. Der er, som man siger, langt mellem de kristne.”
Denne kirkelige tilstand er ifølge Luther hverken ret eller forsvarlig. I årene efter rigsdagen i Worms, fra 1520-1525, formes Luthers kirketanker af NT, og han erkender åbent, at den i urkirken praktiserede menighedstugt har været forsømt og bør genoprettes.
Den synlige markering af menighedens grænse bør ifølge Luther finde sted i forbindelse med nadverfejringen. Nadveren er både fællesskab mellem Kristus og den enkelte og tillige fællesskab mellem de kristne indbyrdes. Den er tiltænkt og forbeholdt de kristne. Her må man skelne, siger Luther, mellem evangeliets forkyndelse og nadverens sakramente.
”Når jeg prædiker evangeliet, ved jeg ikke, hvem det træffer. Når jeg forvalter nadveren, må jeg sørge for, at evangeliet har truffet den, som kommer til sakramentet. Jeg må ikke slå det hen i tvivl, men være vis på, at den, som jeg giver sakramentet, har grebet evangeliet og oprigtigt tror.”
På denne baggrund fastslås det i Den Augs-burgske Bekendelse artikel 24, at ingen i de evangeliske menigheder får adgang til nadveren uden først at være prøvet i en samtale. Luther ved, at en konsekvent gennemførelse af denne praksis vil medføre en kraftig reduktion af nadvermenigheden. Men det er nødvendigt, og Luther mener, at det positivt kan tjene til vækkelse: ”Da vil man kunne se, hvor få der er kristne.”
NT’s menighedsliv
Luther erkender imidlertid, at det er umuligt ved den offentlige gudstjeneste at udfolde et menighedsliv som det, vi møder i NT. Ved den offentlige gudstjeneste er og forbliver det store flertal ikke-kristne. Derfor må det rette, evangeliske menighedsliv udfoldes i en anden forsamling.
Luther taler flere steder om, hvordan man kan danne en sådan forsamling. Mest udførligt gør han det i fortalen til Den Tyske Messe fra 1525. Her taler Luther om, at man bør danne en forsamling af dem, ”som for alvor vil være kristne og vil bekende troen med hånd og mund”.
Disse kan så mødes i et hus for sig selv og udfolde det menighedsliv, vi møder i NT, med indbyrdes opbyggelse, formaning, tjeneste, bøn, læsning, nadverfejring osv.
Luther henviser i denne forbindelse til 1 Kor 14 som en model for, hvordan de kristne indbyrdes kan tjene og opbygge hinanden. Det er en tekst, han ofte vender tilbage til, og han taler i den forbindelse også om nådegaverne. Luther afviser direkte den tanke, at nådegaverne skulle være forbeholdt urkirkens tid. Nu som på urkirkens tid uddeler Kristus nådegaver til alle kristne, for at de alle skal tjene menighedens opbyggelse.
Han understreger, at det er alle kristne og ikke kun nogle få, der opfordres til ved menighedens sammenkomster at bidrage til den fælles opbyggelse.
Det almene præstedømme
Luther begrunder det almene præstedømme ud fra 1 Pet 2. Han understreger, at dette præstedømme indebærer, at alle kristne er ligestillede med hensyn til åndelig og præstelig myndighed. Ingen er hævet over de andre. Alle kristne har del i Ordets embede og derved i alle præstelige tjenester. Der findes kun ét sandt præsteembede, og det embede har alle kristne del i.
I udlægningen af 1 Pet 2 fastslår Luther, at enhver kristen bør vidne for sine medkristne om Guds frelsesgerninger, og at enhver kristen uden for menigheden bør forkynde evangeliet for vantro mennesker, så de kan komme til tro og blive frelst.
At alle kristne har ret til at forkynde Guds ord, indebærer dog ikke, at man kan klare sig uden en orden i menigheden for, hvem der er særligt kaldede til at forkynde Guds Ord. Det er i særdeleshed vigtigt at kalde nogen, som kan tage vare på den åndeligt vejledende og belærende forkyndelse.
En kristen menighed kan ikke være uden Guds Ord. Derfor må den have lærere og prædikanter, som har det som deres særlige kald og tjeneste at virke med Ordet.
Når Luther udfolder det bibelske indhold i det almene præstedømme, er hans fokus på menighedslivet. Vi møder sjældent eller aldrig hos Luther udsagn om, at det almene præstedømme udfoldes i alle dele af de troendes liv.
Men sagen er ikke desto mindre central og klar i Luthers skrifter. Ingen har som Luther tydeliggjort, at vi tjener Gud lige meget i det åndelige regimente som i det verdslige regimente, og at hverdagens gudstjeneste for den kristne er lige så hellig som søndagens.
Tiden efter 1525
Så kunne jeg afslutte behandlingen af Luther og reformationen her. Men det ville efterlade et misvisende billede. For Luthers teologiske udvikling stopper ikke her. Efter 1525 orienterer Luther sig nemlig væk fra de tanker, som han gav udtryk for før 1525 om det almene præstedømme, om nådegavernes udfoldelse og om det ønskelige i at danne en særlig forsamling for dem, som for alvor vil være kristne.
I stedet for at betone, hvordan det almene præstedømme ideelt set kunne komme til udfoldelse, understreger Luther herefter, at den kaldede forkynder og præst har eneret på at lede, tale og varetage et praktisk kirkeligt ansvar i menigheden. Alle andre i menigheden bør tie og forholde sig rolige.
Luther går så vidt, at han udvikler en ny udlægning af 1 Kor 14. Han hævder, at Paulus’ opmuntring til indbyrdes at opbygge hinanden ikke er rettet til almindelige kristne, men kun til dem, som har prædikeembedet: ”Her taler Paulus til profeterne, som skal lære, ikke til folket, som skal tie”.
Konsekvensen af Luthers nye kirkelige syn og vejledning bliver, at den lutherske kirke udvikler sig som en præstecentreret kirke med folkeomsluttende sognemenigheder og et kirkeligt passificeret lægfolk.
Hvorfor gik det sådan? Det handlede næppe om, at der ikke fandtes åndeligt vågne og modne lægfolk, som kunne indgå i forsamlinger med en bibelsk ordning. Luther modtog breve fra en række forsamlinger af åndeligt vågne og modne lægfolk, der var rede til at danne forsamlinger af denne art. Men hver gang frarådede Luther, at man gjorde alvor af det. Hvorfor?
Jeg skal nævne tre forhold, som jeg mener, må tages i betragtning:
1) Luther nærede livet igennem en stærk mistro til det troende lægfolk. På intet tidspunkt møder Luther lægfolk, som han kan have så stor tillid til, at han tør betro dem et praktisk kirkeligt ansvar.
Kirkehistorikerne har undret sig over dette forhold. Vi har mange historiske vidnesbyrd om, at evangeliet fik et stærkt folkeligt gennemslag under reformationen. Det gjaldt også i Luthers egen by. Men Luther så det ikke.
Den kirkehistoriske Luther-ekspert Martin Brecht mener, at det må tilskrives, at Luther ganske enkelt ikke kendte sin menighed. Han synes at have levet i et distanceret forhold til lægfolket i menigheden. Han mødte dem i forbindelse med de præstelige pligter og ellers ikke.
Den amerikanske kirkehistoriker Karant-Nunn har påpeget, at reformatorerne i Witten-berg generelt advarede mod nærhed og fortrolighed mellem de evangeliske præster og deres menigheder. Nærhed nedbrød respekten for embedet og bragte præsten under indflydelse af det jævne folks verdslighed:
”Reformatorerne kæmpede for at skabe afstand mellem præsterne og de simple folk i deres menigheder.”
Distancen gjorde det noget nær umuligt for en evangelisk præst som Luther at danne sig et ordentligt indtryk af de enkelte menighedsmedlemmers åndelige tilstand. Derfor blev det også umuligt for ham at hjælpe det almene præstedømme til praktisk-kirkelig udfoldelse hos dem, som ejede en sand og levende tro.
Martin Brecht ser her et alvorligt svigt hos Luther. Princippet om det almene præstedømme burde have ført til en nedbrydning af distancen mellem præst og menighed, men Luther fastholdt distancen.
Alle opgaver samledes hos præsten, det almene præstedømme fik ingen praktiske konsekvenser og resultatet blev en tvedeling af menigheden i den tjenende præst og det passive lægfolk.
2) Luthers værste frygt vedrørende lægfolket syntes at blive bekræftet under Bondekrigen 1524-1525. Lederne af bondehæren havde ladet sig inspirere af nogle af Luthers skrifter om det almene præstedømme. Tankerne om, at alle troende var lige, og at lægfolket havde ret til medbestemmelse i kirken, blev misbrugt som et argument for sociale forandringer og som et en legitimering af vold for at nå dette mål. For Luther fremstod Bondekrigen som en rystende bekræftelse af lægfolkets utilregnelighed.
3) Både den ydre kirke og det tyske samfund var i en kaotisk tilstand efter reformationen og bøndernes oprør. De fleste præster var stadig katolsk prægede, mange præster fik ingen tiende fra folket, og lægfolket var dybt splittet imellem evangeliske, katolske, radikale og verdslige synspunkter.
Efter 1525 virkede det ikke længere naturligt og hensigtsmæssigt for Luther og de øvrige reformatorer at opmuntre lægfolket til at reformere kirken nedefra.
Det var mere naturligt at opfordre fyrsten til at forestå en kirkelig visitation og genopretning ovenfra.
Luther mente, at det var forsvarligt at overlade den kirkelige ledelse til fyrsten som en kortvarig ordning med henvisning til, at fyrsten var et kristent medlem af kirken. Fyrsten takkede ja, og da han havde fået kirkemagten, beholdt han den.
Sådan gik det i Tyskland, og sådan gik det i hele Norden. Den lutherske kirke blev overalt en fyrsteledet statskirke, en folkekirke og en præstekirke.
Ser vi tilbage over de århundreder, som fulgte reformationen, så må vi sige, at Gud har brugt denne kirkeordning som et redskab til evangeliets forkyndelse i vore folk. Det har båret rige og evige frugter, som vi må takke Gud for!
Men vi ville være dårlige disciple af Luther, hvis vi ikke tog Skriften frem og prøvede vores tradition på dens ord, også når det gælder kirke- og embedssynet. Det må vi gøre, og det må vi hjælpe hinanden til.
Denne artikelserie har været et forsøg på at bidrage til dette.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2012. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.