Fra apostelkirken til tværkirkelighed

Tværkirkelighed 2. del

Som nævnt i den foregående artikel er der i dag over 30.000 kristne kirkesamfund og trosretninger. Hvornår begyndte denne opdeling? Mange af os, som er lutherske kristne, har hørt om reformationen som det store og skelsættende kirkebrud. Hos nogle af os har det nok efterladt indtrykket af, at der fra apostlenes tid og frem til reformationen kun var én kristen kirke, og at der var enighed om, at man skulle være i den.

Det billede er ikke sandt. Allerede på apostlenes tid var der forkyndere, som lærte en anden kristendom end den, som apostlene lærte, og fik folk med sig i deres egne menigheder (ApG 20,28-30; Gal 1,6-9; 4,17; 5, 7-12; 6,12-13; 2 Thess 2,1-3; 1 Joh 2,18-24; 3 Joh 7-11).

I de følgende århundreder fortsatte denne afskalning. I hver ny generation var der vranglærere, som dannede deres egne menigheder og kirker. Senere fulgte en række store splittelser, som resulterede i flere store, selvstændige kirkesamfund – før reformationen. Efter reformationen kom der flere kirkedelinger, og processen er fortsat siden. I dag er billedet helt uoverskueligt.

Hvordan skal vi forholde os til denne situation? Hvilke folk med en kristen bekendelse kan vi betragte som kristne og have kristent fællesskab med? Hvilke former for kristent fællesskab kan vi have med dem? Hvem må vi betragte som vranglærere og holde os fra?

Vi kan have forskellige meninger om de spørgsmål. Vejen til klarhed er at lytte til Skriften. I denne artikel vil jeg derfor begynde med at se på den vejledning, vi får i Det Nye Testamente (NT). Derefter vil jeg give et rids over kirkehistorien fra apostelkirken frem til kirkedelingerne efter reformationen, hvor de bibeltro lutherske kristne måtte finde og formulere en bibelsk vej frem i det tværkirkelige spørgsmål.

NT om vranglærere

Alle forkyndere, som lærer en anden kristendom end apostlene, omtales i NT som falske lærere, apostle og profeter. Når NT giver eksempler på deres forkyndelse, er det centrale og fundamentale dele af den kristne tro og etik, som de lærer falsk om: Jesus som den sande og eneste Messias (Matt 24,23-31), retfærdiggørelsen af tro alene (Gal 1,6-7; 2,11-21; 5,1-12), Skriften alene som Guds ord og norm for troen (Matt 15,3-9), det gode i ægteskabet og Guds øvrige skabergaver (1 Tim 4,1-5), Jesu forsoning som frelsesgrund (Hebr 10,19-39), nødvendigheden af opgør med synd (2 Pet 2,1-22; Jud v.3-23), Jesus som Gud og menneske (1 Joh 2,18-29; 4,1-3).

På denne baggrund er det forståeligt, at de falske forkyndere i NT omtales som nogle, de kristne ikke må tage imod i menighederne, ikke må lytte til og ikke må have kristent fællesskab med:

”Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem!” (Rom 16,17).

”Vi påbyder jer, brødre, i vor Herre Jesu Kristi navn at holde jer fra enhver broder, der lever et uordentligt liv og ikke holder sig til den overlevering, de modtog af os” (2 Thess 3,6).

”Et kættersk menneske skal du vise bort efter en første og anden advarsel. Du ved jo, at sådan et menneske er kommet på afveje; det synder, og det har dømt sig selv” (Tit 3,10-11).

”Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig meddelagtig i hans onde gerninger” (2 Joh v.9-11).

Advarslen mod at have med vranglærere at gøre, er i NT begrundet med, at de lever i synd og trods mod Gud, og at deres lære forfører kristne ind i det samme forhold til Gud. Som NT fremstiller vranglæren, vil den ofte lyde besnærende, tillidsvækkende og sympatisk. Men den fører væk fra troen på Jesus som Guds lam og fra troens oprigtige forhold til Gud. I almindelighed vil vranglærerne fremstille sig selv som sande kristne, der har Guds Ånd. Men sandheden er, at deres vranglære er et redskab for onde ånder, som trænger ind i dem, som lytter til vranglæren, og påvirker deres sind, tanker og hjerter, så løgnen bliver stadigt mere troværdig og tillokkende for dem (Matt 24,4-11, 23-26; 1 Tim 4,1-2; 2 Tim 3,13; 4,3-4; 2 Pet 2,1-3, 14, 18-19; 1 Joh 2,26; Jud v.23).

Dette syn på vranglæren har gyldighed også i dag. Det er åndeligt livsfarligt at læse, høre og beskæftige sig med vranglære. Selv med den klareste tanke og den stærkeste vilje kan vi ikke undgå at blive påvirket af den. Det er skræmmende at se, hvordan kristne, som har beskæftiget sig med vranglære for at kunne advare andre mod den, er endt med selv at bukke under for den.

Som kristne skal vi ikke tage skyklapper på i forhold til den virkelighed, vi lever i socialt, politisk, kulturelt, religiøst og åndeligt. Det kan være godt at holde sig orienteret sig og følge med. Vi er medborgere i den verden, som Gud har givet os ansvar for. Men når det drejer sig om åndelig vejledning i tale og på skrift, så må vi flygte fra al vranglære og kun åbne os for Guds ord og for sand bibelsk og evangelisk forkyndelse.

Netop dette forhold til henholdsvis vranglæren og den sunde lære skal ifølge Jesus kendetegne hans får: ”Fårene hører hans røst (…) og de følger ham, fordi de kender hans røst. Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst” (Joh 10,3-5).

NT om læremæssig uklarhed

Når en person i apostlenes menigheder trådte frem med alvorlig vranglære, og når personen trods advarsel og belæring ikke ville opgive sin vranglære, så blev den pågældende udskilt og ikke længere regnet som en kristen. Men det er tydeligt, at apostlene skelnede mellem på den ene side alvorlig og fastholdt vranglære og på den anden side læremæssig uklarhed hos kristne, som gerne ville lade sig belære og vejlede af Guds ord.

Dette forhold kommer ganske klart frem i Paulus’ ord til filipperne: ”Således skal vi tænke, vi der er fuldkomne, og tænker I anderledes på noget punkt, så vil Gud åbenbare også det for jer; blot skal vi blive i det spor, vi er kommet ind på” (Fil 3,15).

Paulus regner tydeligvis filipperne for nogle, som han er sammen med i troen på Jesus. De er sammen i Kristus, og i Kristus er de fuldkomne. Sådan har Paulus talt om og til filipperne fra brevets begyndelse: ”I er jo alle fælles med mig om nåden” (Fil 1,7). Sådan tænker han om, og sådan taler han til filipperne, selvom han er bevidst om, at nogle af dem nok stadigvæk tænker anderledes end han selv om dele af den kristne troslære. Han tænker om dem, taler til dem og behandler dem som brødre og søstre i troen trods deres læremæssige uklarhed, og før de er nået til fuld læremæssig enighed med ham. Han gør det i tillid til, at Gud langs ad vejen vil hjælpe de uafklarede til større klarhed. Blot er det vigtigt, at de troende bliver i det ”spor”, som Paulus selv er i.

Hvilket spor er det, Paulus taler om? Paulus bruger det samme græske ord i Gal 6,16 som afslutning og opsummering på det brev, hvor han har forkyndt, at vi retfærdiggøres af nåde alene ved troen på Jesus alene, og hvor han har tydeliggjort, at netop dette er Skriftens lære. På denne baggrund og som opsummering på dette skriver Paulus: ”Alle, som vil leve efter denne regel/i dette spor: Fred og barmhjertighed være med dem.” Det sunde og gode spor er det spor, hvor troen er rettet mod Jesus alene som frelsens grund og mod Skriften alene som Guds vejledning for troen og livet. De, som lever i dette spor, dem vil Paulus tænke og tale om og forholde sig til som kristne brødre og søstre. Hvad der måtte være læremæssig uklarhed hos dem, det kan og vil Gud hjælpe dem med langs ad vejen, når blot de bliver i det gode spor, hvor deres tro er rettet mod Jesus alene og Skriften alene.

Det samme sindelag og den samme tilgang møder vi hos Jesus i hans forhold til sine apostle. Igen og igen hører vi om deres manglende eller forkerte forståelse af det ene og det andet i troen (Matt 12,1-8; 16,5-12; Mark 4,13; 4,41; 6,51-52; 8,14-21; 8,31-33; 9,1-10; Luk 9,43-45; 18,31-34; 24,25-26; 24,9-11; 24,36-45; Joh 10,1-6; 12,12-16; 13,1-7; 16,12-13; 16,16-22; 20,9). I nogle tilfælde har de hørt sandheden forkyndt, men de er sløve til at forstå den. Det gjaldt for eksempel Jesu undervisning om ren og uren mad (Matt 15,1-20; Mark 7,1-23). Alle apostlene havde hørt den undervisning. Alligevel måtte Gud give Peter en særlig åbenbaring – endda hele tre gange – før han kunne forstå og tilegne sig budskabet (ApG 10,10-33).

Men trods deres sløvhed og deres mangelfulde og til dels fejlagtige forståelse af mange ting tiltalte Jesus dem som sine brødre (Joh 20,17), han tilsagde dem at være i Guds rige (Mark 4,11), han betegnede dem som jordens salt og verdens lys (Matt 5,13-14), han sagde, at de allerede var rene (Joh 15,3), han omtalte dem som lige så herlige for Gud som han selv (Joh 17,10, 22) han sagde, at deres navne var indskrevet i himlene (Luk 10,20), og han fejrede nadver med dem (Matt 26,17-29). Midt i al deres læremæssige uklarhed og ufærdighed var der én herlig ting ved apostlene: Gud havde givet dem en tro, som var rettet mod Jesus som deres frelser, og en tro, som gerne lyttede til og tog imod Guds ord: ”For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, som har udsendt mig” (Joh 17,8).

Det sind og den tilgang, som vi her møder hos Paulus og Jesus, må vi give plads for hos os selv i mødet med andre kristne. Vi må glæde os over troens og åndens fællesskab med dem, som bekender troen på Jesus alene og Skriften alene, også selvom de læremæssigt er uafklarede om dele af den kristne tro. At vi giver udtryk for tro på og glæde over, at vi er brødre og søstre i én og samme tro, er i sagens natur en måde at praktisere kristent fællesskab med dem på. Men det er det eneste rigtige i lyset af NT’s eksempler og vejledning. Og når vi møder kristne brødre og søstre, er det eneste naturlige ud fra troen, at vi samtaler med dem om troens hemmeligheder, at vi beder sammen, at vi opbygger hinanden i den fælles tro, og at vi støtter hinanden i vidnesbyrdet om Jesus over for andre – hvis der skulle blive anledning til det. Sådan har kristne det med hinanden ud fra den fælles tro, og sådan handler de ud fra troen, når de møder hinanden – hvor lidt eller hvor godt de end kender hinanden. Paulus’ glæde og tak til Gud i mødet med de ukendte troende fra Rom, bekræfter det.

Det ultimative udtryk for kristent fællesskab er, at vi danner menighed sammen. Som det fremgår af Paulus’ og Jesu eksempler må der være plads i en kristen menighed for uklarhed om mindre væsentlige læremæssige spørgsmål. Men for at en menighed kan fungere som et fællesskab, der forvalter nådemidlerne, må der være enighed om det evangelium, som skal forkyndes, og om de sakramenter, der dels tilsiger evangeliet og dels tjener til at afgrænse menigheden.

Troens væsen

Ifølge NT er den frelsende tro ikke identisk med en sand tankemæssig forståelse af hele den kristne lære. Man kan have en sand og frelsende tro uden tankemæssigt at have forstået særlig meget eller noget som helst i den kristne lære. Kun sådan kan vi forstå Jesu ord om de troende børn: ”Disse små, som tror på mig” (Matt 18,6).

Og kun i det lys kan vi forstå, hvordan Johannes Døber kunne have Helligånden allerede i sin mors liv (Luk 1,15). Ingen kan have Helligånden uden tro på Jesus (Rom 8,9; Gal 3,2; 4,6; 1 Kor 2,12). Så Johannes Døber havde den frelsende tro, mens han endnu var foster. Det var ikke en tro, der læremæssigt fattede meget, og den kunne ikke redegøre for noget som helst. Men det var en tro, der var rettet mod Jesus som frelser. Det viste sig, da Jesu mor kom til Johannes’ mor og fortalte hende, at hun skulle føde den lovede Messias. Da de ord blev udtalt, sprang Johannes i sin mors mave – af glæde! Johannes’ mor mærkede det og fortalte det til Maria: ”Da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd” (Luk 1,44). Fantastisk!

Det er ord til trøst for alle kristne forældre, hvis børn er døde før eller kort efter fødslen. Gud kan give troen til barnet allerede som foster. Det er ord til trøst for alle, der har nærtstående, som er alvorligt mentalt handicappede. Troen kan skabes i hjertet hos en, som ikke intellektuelt forstår så meget som et ord. Det er ord til trøst for alle kristne, som kan opleve, at det er svært at overskue og forstå hele den kristne lære, og som kan være bange for, at der er noget, de har forstået galt. Det afgørende for troen er hverken dens sikkerhed eller klarhed, men dens retning – at den er rettet mod Jesus alene som vores frelser og mod Skriften alene som Guds ord til os.

Bibelens ord om den læremæssigt svagt bevidste eller uafklarede tro må også vejlede os i mødet med og forholdet til ukendte kristne. Vi skal ikke vente med at glæde os over vores fællesskab i troen, til vi har konstateret fuld læremæssig enighed. Deler vi den tro, som er rettet mod Jesus alene og Skriften alene, så deler vi troen, og så kan vi mødes i fælles glæde over det.

Endelig er det ord til alle kristne angående livet i vore menigheder. Lige så alvorligt vi må tage det med at imødegå vranglære og udelukke dem, som trodsigt fastholder vranglære, lige så alvorligt må vi tage det med at give plads for og give hjælp til troende, som endnu kun er på vej til at forstå den kristne lære, og som har brug for tid til at tilegne sig den i sin helhed. Målet må være, som Paulus formulerer det i Efeserbrevet, at vi alle ved Ånden og Ordet ”når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn” (Ef 4,13).

Enhedskirken og splittelserne

I århundrederne efter apostlene var der på tværs af de lande, hvor evangeliet var blevet prædiket, en enhedskirke, som imidlertid blev stærkt udfordret af alvorligt vranglærende bevægelser: gnostikerne, som benægtede Jesu menneskelighed; markionitterne som forkastede GT; arianerne, som benægtede Jesu guddommelighed. Men enhedskirken formåede at stå fast på den kristne lære. Vranglærerne blev udskilt, deres menigheder blev betragtet og betegnet som ikke-kristne sekter, og kirken blev bevaret i én og samme tro og lære.

Fælles for de grupper, som blev udstødt som vranglærere i de første 400 år, var, at deres vranglære var meget klar og alvorlig, og at deres fællesskaber gradvist blev opløst og forsvandt.

I 400-tallet opstod der en ny situation. Der opstod uenighed i enhedskirken om, præcis hvordan man skulle forstå forholdet mellem Jesu guddommelige og menneskelige natur. Debatten om dette spørgsmål blev på en ulykkelig måde blandet op med kirkepolitik. Ved et kirkemøde i 431 blev kirkelæreren Nestorius udstødt som kætter med henvisning til, at han fornægtede Jesu fulde guddommelighed fra undfangelsen. Mange kirkehistorikere mener, at Nestorius her af politiske grunde blev tillagt meninger, han ikke havde.ⁱ Sammen med Nestorius blev alle, som fulgte hans lære, erklæret for kættere. Da man mente, at de assyriske kristne fulgte Nestorius i falsk lære, blev de kollektivt erklæret for kættere. Hvorvidt de assyriske kristne virkelig lærte det, som Nestorius blev beskyldt for at lære, er til i dag uafklaret. Den assyriske kirke eksisterer fortsat og har i nyere tid bekræftet troen på Jesu fulde guddommelighed fra undfangelsen.ⁱⁱ

Efter 431 forelå der en ny kirkelig situation. Nu var der to kirker, enhedskirken og den assyriske kirke. Læremæssigt lå de meget tæt på hinanden, så tæt, at det var nærliggende for mange at tænke, at man fortsat kunne betragte og forholde sig til hinanden som brødre og søstre i én og samme tro. Men det var ikke en tankegang, som enhedskirkens ledere gav plads for. De personer, som enhedskirken havde dømt som kættere, kunne ikke betragtes som kristne.

I 451 opstod en ny splittelse. Igen kom splittelsen på grund af uenighed om forholdet mellem Jesu to naturer. Som et resultat af splittelsen opstod der seks nye kirkesamfund i Mellemøsten og Nordafrika. De seks kirkesamfund fik navnet de orientalske kirker, og de eksisterer fortsat i dag. Splittelsen indebar, at enhedskirken betragtede og betegnede alle medlemmer af de seks kirker som kættere og dermed som ikke-kristne. Efter splittelsen bevægede de orientalske kirker sig i retning af enhedskirkens syn på Jesu person og naturer.ⁱⁱⁱ

I 1054 opstod den største splittelse i kirkehistorien. Den romerske kirke i vest og den ortodokse kirke i øst gik hver til sit, og deres øverste ledere lyste gensidigt hinanden i band som et udtryk for, at de betragtede hinanden som kættere og ikke som kristne. Uenighederne drejede sig blandt andet om usyret eller syret nadverbrød, cølibat eller præsteægteskab, paven eller kirkemøder som øverste kirkelige myndighed og spørgsmålet om, hvorvidt Helligånden udgår både fra Faderen og fra Sønnen eller kun fra Faderen.

Kirkerne før reformationen

I tiden op til reformationen var der således en halv snes etablerede kristne kirkesamfund. De seks orientalske kirkesamfund anerkendte hinanden som kristne og havde fællesskab med hinanden. Ellers anerkendte man ikke hinanden på tværs af kirkesamfundene.

Hvordan var den åndelige situation i disse kirkesamfund? Var der nogle af dem, som havde en klar evangelisk og bibeltro lære?

Det nedslående svar er, at alle de eksisterende kirkesamfund var gledet bort fra apostlenes lære. Det var de både i forhold til Jesus alene som frelsens grund og i forhold til Skriften alene som norm og autoritet for de kristne.

I alle kirkerne lærte de ledende teologer, at vi frelses dels ved det, Jesus har gjort for os, og dels ved det, vi selv gør. Ja, vi må tro på Jesus som frelser, men vi må også leve hellige liv med gode gerninger. Vi frelses ved tro og ved gerninger. Tilsvarende lærte de ledende teologer, at Skriften er norm og autoritet for de kristne, men at Skriften skal forstås, som den sande kirke fortolker den. Dermed blev der to autoriteter, som de kristne måtte lytte til og bøje sig for: Skriften og kirkens ledere.

Men præcis hvilken kirkes ledere skulle man lytte til og bøje sig for? Der var jo flere kirker, og lederne lærte ikke det samme. I den situation var det nærliggende at tænke, at man for sin frelses skyld måtte være i den rette kirke med de rette ledere. De kirker, som lærte noget andet end den rette kirke med de rette ledere, de måtte være falske, og i dem kunne man ikke blive frelst.

Extra ecclesiam nulla salus” – ”Uden for kirken ingen frelse.” Denne læresætning blev formuleret af Cyprian allerede i 300-tallet, og den formede tankegangen i de følgende århundreder. Det blev den almindelige tankegang blandt kristne, at skal man frelses, må man være i den rette kirkeinstitution med den rette lære. Uden for den rette kirkeinstitution er der ingen frelse. Så i de andre kirker kan man ikke blive frelst.

”Uden for kirken ingen frelse.” Kan den læresætning forstås på en anden og bedre måde? Ja, det kan den. Hvis man tænker om kirken ikke som en institution, men som fællesskabet af de genfødte Jesus-troende kristne. Det er den kirke, vi tænker på, når vi som bibeltro, evangeliske kristne bekender troen på ”én, hellig, almindelig kirke”. Vi tror, at fællesskabet af de troende er den ene, sande og hellige kirke i verden. Uden for denne kirke findes der ingen frelste mennesker. Sådan forstået giver det mening at sige: ”Uden for kirken ingen frelse”.

Men det, som gik galt fra 300-tallet og frem, var, at man stadigt mere entydigt tænkte om den sande og rette kirke som en institution. Da man nåede frem til middelalderen, var denne tankegang alment udbredt og anerkendt. Man tænkte, at der blandt de forskellige kirkeinstitutioner, som var uenige om læren, var én kirkeinstitution, som var den rette. Dette var den ene, sande og hellige kirke. I forlængelse heraf tænkte man, at det for den enkeltes frelses skyld var afgørende, at man hørte til i denne ene rette kirkeinstitution.

Med dette kirkesyn kunne der selvsagt ikke blive tale om at praktisere kristent fællesskab på tværs af kirker med forskellig lære.

Sådan var den åndelige situation, da reformationen kom. Ingen af de eksisterende kirker lærte sandt om Jesus alene og Skriften alene. Visheden om frelse blev i betydelig grad baseret på, at man var i den rette kirke med den rette lære.

Kristne før reformationen

Var der kristne i de vranglærende kirker i århundrederne op til reformationen? Efter han kom til evangelisk tro, grundede Luther en del over det spørgsmål, og han nåede frem til et klart svar: Jesus havde sagt, at dødsriget porte aldrig skulle få magt over hans kirke (Matt 16,18). På det grundlag var Luther forvisset om, at der til enhver tid efter apostlene havde været, og at der til enhver tid frem til Jesu genkomst ville være én hellig almindelig kirke i verden bestående af genfødte, Jesus-troende kristne.

Selvom alle kirkerne op til reformationen var gledet væk fra apostlenes lære om Jesus alene og Skriften alene, så blev Bibelens ord dog stadig læst af enkeltpersoner og læst op i mange kirker, Fadervor blev bedt, de ti bud blev lært, trosbekendelsen blev sagt, og mange gode salmer med et bibelsk og evangelisk indhold blev sunget. De sande ord, som mennesker på denne måde mødte, kunne Helligånden bruge til at overbevise dem om synd og dom og om nåde og frelse i Jesus.^iv

Når Luther kunne tro, at der kunne være kristne i de vranglærende kirker før reformationen, hang det sammen med, at han havde fået et nyt syn på kirken, eller rettere: Han havde fundet tilbage til NT’s syn på kirken. Kirken er ifølge Luther ikke en bestemt institution, men de personer, som er født på ny og tror på Jesus. Dette er den ene, hellige og almindelige kirke. Den er udbredt på tværs af ydre kirkeskel, og den omfatter også kristne i vranglærende kirker.

At der kan være kristne i vranglærende kirker, blev bekræftet af Luthers egen omvendelse. Han kom til evangelisk tro på Jesus, mens han endnu var i den romersk-katolske kirke. Det skete ved, at han læste i Bibelen. Ved Bibelens ord i lov og evangelium blev det klart for Luther, at vi alle i os selv er under Guds vrede og dom på grund af vores afgrundsdybe synd, men at vi frelses af nåde alene, ved det Jesus har gjort for os alene, ved tro på ham alene. Da Luther fik lys over dette, skabtes troen på Jesus i hans hjerte: ”Jeg følte mig født på ny, og jeg gik som gennem åbne døre ind i Paradis!”

Dette skete, mens Luther endnu var i en vranglærende kirke, og mens han endnu havde en vis tillid til kirken og dens lære. Kun gradvist blev Luther bevidst om romerkirkens vranglære, og der gik mere end tre år fra reformationens udbrud i 1517, til Luther blev udstødt af og forlod romerkirken.^v

Det, som skete for Luther, kan også ske i dag. Også i dag kan mennesker ved Guds ord og Guds Ånd blive ført til sand omvendelse og tro i en kirke, som lærer falsk om Bibelen og om frelsen. Men så sker det ikke på grund af, men på trods af kirkens lære, og så gælder det for disse kristne, at det er åndeligt livsfarligt for dem at blive i en vranglærende kirke.

Reformationen

Set i forhold til faren ved at være i en vranglærende kirke var det en ubeskrivelig rig og stor gave, at reformationen kom, og en ny bibeltro og evangelisk kirke blev til. Trods romerkirkens trusler, forfølgelser, protester, bål, brand og band spredte reformationens centrale budskab sig som en løbeild ud over Europa: Bibelen lærer noget andet end romerkirken, og det handler ikke om perifere ting, men om det vigtigste af alt: hvordan vi består for Gud på dommens dag. Vi består ikke ved noget af det, vi selv er og gør, men ved Jesus og hans frelsergerning alene. Tror vi på Jesus, er vi retfærdige for Gud nu, i døden, på dommens dag og i evighed – tak og lov!

Luther brugte et malende udtryk, når han beskrev reformationens første år: Guds ord faldt som en plaskregn over landet.^vi Og hvor evangeliets ord blev forkyndt, spirede troens nye liv frem. Den norske professor i kirkehistorie Carl Fredrik Wisløff har beskrevet, hvordan gravstenene fra reformationstiden i Norge vidner om det nye trosliv, som brød frem. Før reformationen var gravstenene præget af angst, uro og frygt for Guds dom med anråbelser til de efterladte om at bede for de døde og holde messer for de dødes sjæle. Efter reformationen taler gravstenene et helt andet sprog. De vidner om en vished om frelse og evigt liv, der ikke bygger på menneskers gerninger, bønner og messer, men på Jesus og hans frelsergerning alene.^vii

Den reformatoriske bevægelse deles

Den reformatoriske vækkelse vandt særlig udbredelse i Tyskland og Norden, men den nåede også til Baltikum, Schweiz, Nederlandene, Ungarn, Tjekkiet, Skotland og lidt forsinket til England.

Fra 1517 til 1525 var der tale om én stor og bred reformatorisk bevægelse med Luther som samlende skikkelse og med én fælles teologisk hovedsag: evangeliet om frelse ved tro på Jesus alene på grundlag af Skriften alene. Men fra 1525 skete der en deling, som endte med, at den reformatoriske bevægelse blev spaltet i tre grene: de lutherske, voksendøberne og de reformerte.

I 1525 blev den første voksendøber-menighed etableret. Siden fulgte mange andre efter. Nogle af voksendøberne lagde mere vægt på direkte åbenbaringer fra Gud end på Skriften og mere vægt på at oprette et guddommeligt magtrige på jorden end på at lede mennesker til tro på Jesus. Men de fleste voksendøbere var bibeltroende og evangeliske kristne, som frem for noget andet ville vidne om frelse ved tro på Jesus alene. Det var denne type baptister, som i 1800-tallet dannede baptistkirker i Norden.

I 1525 udgav den schweiziske præst Huldreich Zwingli en dogmatik, som viste, at han repræsenterede en anden teologisk tendens end Luther. Zwingli forstod sig som en del af den reformatoriske bevægelse, og han betonede stærkt frelsen ved tro på Jesus alene grundet på Skriften alene. Men på en række punkter gik han en anden teologisk vej end Luther.

Zwingli lagde i højere grad end Luther vægt på, at teologien skulle hænge tankemæssigt og logisk sammen. I sin lære om Gud betonede Zwingli Guds magt, vilje og ære mere end det, som havde hovedvægten hos Luther: Guds nåde i Jesus. Det kristne liv og den kristne moral fik en stærkere betoning hos Zwingli end hos Luther. Det samme gjaldt det ydre opgør med den katolske kirkes ceremonier, liturgier, billeder, tekstrækker og traditioner. I forhold til de to regimenter kunne Zwingli godt skelne mellem øvrigheden og kirken, men han anså det for øvrighedens opgave at beskytte kirken, øve kirketugt på kirkens vegne og med alle midler, inklusive ydre tvang og krig, at fremme evangeliets sag. Størst betydning for forholdet til Luther fik det, at Zwingli afviste, at nadveren er et nådemiddel, og at nadverens elementer er Jesu sande legeme og blod. Når Jesus sagde ”dette er mit legeme” og ”dette er mit blod”, så mente han ifølge Zwingli ikke virkeligt og reelt ”dette er”, men ”dette symboliserer” eller ”dette repræsenterer”.

Fra 1526 var der både intens strid og forsøg på at skabe forlig mellem Luther og Zwingli, men forligsforsøgene strandede. Det blev tydeligt, at Zwingli var blevet ophavsmand til en ny kirkelig retning, som adskilte sig fra den lutherske, og som med tiden fik navnet ”de reformerte”.

Efter Zwinglis tidlige død på slagmarken i 1531 fremstod franskmanden Johannes Calvin (1509-1564) gradvist mere tydeligt som den nye teologiske leder for de reformerte. Han havde fået lys over evangeliet ved at læse Luthers skrifter og så sig i udgangspunktet som en discipel af Luther. Han fulgte kun delvist Zwinglis teologi og mente selv, at han teologisk stod tættere på Luther end på Zwingli. Calvin mødte aldrig Luther, men han mødte og blev en livslang ven af Luthers nære medarbejder Philip Melanchton.^viii

I årene efter Luthers død i 1546 forsøgte Melanchton at nedtone og udjævne forskellene mellem Luthers og Calvins teologi. Men det var et umuligt projekt, og efter Melanchtons død i 1560 fremstod de lutherske og de reformerte stadigt tydeligere som to forskellige trosretninger.

Ortodoksien

Perioden fra 1577-1675 kaldes i de lutherske lande for ortodoksien. Det ligger i begrebet, at der var et stærkt fokus på den rette lære. I sig selv er dette fokus sandt og sundt bibelsk, og perioden frembragte da også en guldgrube af bibeltro, evangelisk lutherske skrifter.

Nogle skrifter var sammenfatninger af den lutherske lære. Det første og vigtigste af disse skrifter var Konkordieformlen fra 1577. På grundlag af Bibelen og evangeliet blev den lutherske teologi her udtrykt i klar form og afgrænset i forhold til romerske katolikker, voksendøbere og reformerte. Det skrift fortjener i høj grad at blive læst i dag til åndelig og teologisk afklaring.

Andre skrifter var andagtslitteratur, der forkyndte det bibelske budskab i lov og evangelium til ransagelse, vækkelse, anger og tro på nåden i Jesus. Det kendteste og vigtigste af disse skrifter var Johann Arndts ”Den sande kristendom” (1605-1609), som tog det alvorligt og gjorde det alvorligt for læseren, at kristendom handler om et opgjort forhold til Gud og en personlig tro på Jesus.

Når de ortodokse teologer og forfattere var bedst, forstod de, at den rette lære ikke er et mål i sig selv, men et middel til at placere den enkelte troende – igen og igen – på den nederste plads, den fortabte og tomhændede synders plads, hvor han og hun har ét at håbe på, ét at trøste sig ved og ét at rose sig af: Jesus og hans fuldbragte frelse, hans rensende blod og hans retfærdighed. Dette er den rette læres rette brug, og i lyset heraf forstår vi dens vigtighed og værdi.

Vores rette lære må aldrig bruges til at ophøje os selv i forhold til andre kristne eller til at styrke vores åndelige selvtilfredshed. Den må bruges til præcis det modsatte: til at ydmyge os, fratage os al egen ære, gøre os til de ringeste og mest syndige og skyldige af alle, som kun har én at tale om, glæde os over og rose os af: Jesus alene. Det er vidunderligt, når den rette lære bruges til det!

Når vi læser ortodoksiens teologiske skrifter i dag, vil mange af os kunne slå os på, at forfatterne regner med, at den bibelske og læremæssige sandhed er én. Hvis to kristne har to forskellige og modsatte meninger om et lærespørgsmål, så kan de ikke begge have ret. Mindst én af dem må tage fejl. Det er tankegangen i ortodoksien. Så når man i ortodoksien ved en samvittighedsfuld og ydmyg læsning af de bibelske tekster var nået frem til en klar forståelse af den bibelske lære om et spørgsmål, så havde man frimodighed til at definere alle andre forståelser som forkerte. Den tankegang kan virke meget fremmed på os i dag, fordi vi er præget af idealer om relativisme, rummelighed og tolerance i lærespørgsmål. Men der er ingen tvivl om, at Bibelen er på de ortodokse teologer side. I Bibelen står sandheden altid i ental også i lærespørgsmål. At ikke alle lærepunkter er lige klart udtrykte i Bibelen, og at ikke alle lærepunkter er lige vigtige for troen, er så en anden sag. Det skal vi vende tilbage til.

Der var meget godt i ortodoksien, men ikke alt var godt. Ortodoksien var også præget af en række tendenser, som førte troen og teologien i en ubibelsk og uevangelisk retning. Det gjaldt ikke mindst i synet på kristne i andre kirkesamfund.

I ortodoksien blev teologi og magtpolitik blandet sammen. Hvert europæisk land tilsluttede sig en bestemt trosretning, enten katolsk, luthersk eller reformert. Herefter skulle alle i landet følge denne retning. At gå imod landets trosretning blev sidestillet med og behandlet som oprør. Som man indadtil med magt bekæmpede dem, som ikke fulgte landets trosretning, sådan gik man også udadtil i krig mod andre lande med en anden trosretning. Trediveårskrigen var den længste og værste af disse krige. I dette politiske klima var det naturligt for de politiske magthavere, som også var kirkeledere, at fremstille tilhængerne af andre trosretninger entydigt som kættere, vantro og fjender.

Da de lutherske lande ofte var mere truet af reformert teologi end af romersk-katolsk og voksendøber-teologi, valgte mange lutherske teologer at lægge særlig vægt på at kritisere og afdække fejl i den reformerte teologi. Denne tendens kunne efterlade det indtryk hos lutherske kristne, at de reformerte stod lige så langt fra luthersk teologi som katolikkerne og voksendøberne.

Selvom de lutherske bekendelsesskrifter gav udtryk for en bibelsk og evangelisk lære om kirken som fællesskabet af de genfødte troende, blev den institutionelle forståelse af kirken dominerede i ortodoksien. Fokuseringen på den retlærende kirkeinstitution understøttede den førreformatoriske tanke om, at man skulle være i den ene, rette kirke for at blive frelst. At den rette kirke var den evangelisk lutherske, var der ingen tvivl om i ortodoksien. Slutningen var nærliggende, at man ikke kunne blive frelst i andre kirker.

Tanken om, at man måtte tilhøre en bestemt kirke og følge dens lære for at blive frelst, blev understøttet af en glidning i forståelsen af troen. For Luther var troen først og fremmest tillid til Jesus og hans fuldbragte frelse. Troens retning mod frelsen i Jesus var det afgørende. Men i ortodoksien gled mange teologer og præster i retning af at tænke og tale om troen som den rette forståelse af teologien. At have den rette forståelse af den kristne troslære blev i tiltagende grad det afgørende. I samme grad dette trosbegreb blev dominerende, blev det svært at forestille sig, at man kunne blive frelst med en forkert teologi.

I ortodoksien var tværkirkeligt fællesskab mellem kristne fra forskellige trosretninger en praktisk umulighed. De fleste mente nok også, at det var ret og godt sådan, fordi de knapt regnede med, at der var kristne i andre trossamfund. Men der var nogle, som tænkte og talte i en anden retning.

Tanker om tværkirkeligt fællesskab

Den vedholdende bestræbelse under ortodoksien på at finde fejl hos, fælde dom over og lægge afstand til andre trosretninger fremkaldte forudsigeligt nok en modreaktion med et ønske om at nedtone forskellene mellem de kristne og finde sammen på et fælles trosgrundlag.

”Enhed i det nødvendige, frihed i det ikke-nødvendige, kærlighed i alt” blev et slagord for dem, som arbejdede for kristen enhed. Der var næppe nogen, som kunne være uenige i slagordets formuleringer. Men formuleringerne var så åbne for fortolkning i alle mulige retninger, at de reelt var meningsløse.

Nogle foreslog, at den apostolske trosbekendelse skulle være det fælles kristne trosgrundlag.^ix Det betød, at romerske katolikker og evangeliske skulle anerkende, at de havde én og samme tro. Andre foreslog, at det fælles grundlag skulle være troen på, at Gud er nådig og tilgivende.^x Det grundlag kunne jøder i princippet tilslutte sig. De ledende ortodoks-lutherske teologer havde ingen respekt for eller villighed til at overveje disse forslag, hvilket man ikke kan undre sig over.

Forslagene bar præg af, at det var de mindst teologisk bevidste, som fremsatte dem, og at det var første gang i kirkens historie, at man overhovedet begyndte at tænke på og tale om tværkirkeligt fællesskab. Alle var famlende over for det tværkirkelige spørgsmål.

Det gjorde ikke samtalen enklere, at det var uklart, hvilken form for tværkirkelighed man talte om. Med tiden viste det sig hensigtsmæssigt at skelne mellem fire forskellige former for tværkirkelig åbenhed:

1. Åbenhed for, at den ene, hellige og almindelige kirke af de genfødte troende ikke er begrænset til ét kirkesamfund, men at den overskrider ydre kirkeskel.

2. Åbenhed for, at man kan møde personer fra andre kirkesamfund, som man kan anerkende som kristne og glæde sig over at have trosfællesskab med.

3. Åbenhed for, at man kan praktisere kristent fællesskab med kristne fra andre kirkesamfund ved f.eks. at bede sammen, samtale om troen, opbygge hinanden og vidne for andre.

4. Åbenhed for, at man uden fuld læremæssig enighed kan have menighedsfællesskab med fælles forkyndelse og sakramentforvaltning.

Til hver af disse fire former for tværkirkelig åbenhed måtte man spørge: Hvad er betingelsen for, at denne form for tværkirkelighed kan realiseres?

Hvad er betingelsen for, at der kan være kristne i andre kirkesamfund? Hvad er betingelsen for, at vi kan møde folk fra andre kirkesamfund og anerkende dem som kristne? Hvad er betingelsen for, at vi kan praktisere kristent fællesskab med dem? Hvad er betingelsen for, at vi kan danne menighed med andre kristne uden fuld læremæssig enighed?

I ortodoksien begyndte diskussionen om tværkirkelighed, og den er fortsat lige siden. Undervejs er der blevet givet meget forskellige svar på de fire ovennævnte spørgsmål. Hvad er de rette, bibelsk baserede svar?

Et kompas fra ortodoksien

Selvom man i ortodoksien kun nåede at åbne diskussionen om tværkirkelighed, blev der undervejs i diskussionen formuleret noget, der kunne bruges som et teologisk kompas. Et almindeligt kompas fungerer kun, hvis dets pil peger mod Nordpolen. Tilsvarende fungerer et teologisk kompas kun, hvis det peger i samme retning som den bibelske vejledning. Det mener jeg, gør sig gældende for det teologiske kompas, som jeg vil omtale her.

Teologen Nicolaus Hunnius (1585 – 1643) introducerede en skelnen mellem tre forskellige kategorier af trosartikler:

a) De primært fundamentale trosartikler

b) De sekundært fundamentale trosartikler

c) De ikke-fundamentale trosartikler.

Eftertidens bibeltro lutherske teologer har gjort brug af disse kategorier som en hjælp til at finde vej i det tværkirkelige spørgsmål. Det gælder bl.a. de to teologer Francis Pieper (1852-1931) og John Theodore Mueller (1885-1967), hvis fælles troslære jeg vil citere i det følgende.

Pieper-Mueller understreger, at inddelingen af trosartikler i forskellige kategorier ikke betyder, at man som kristen kan vælge at forkaste eller se stort på visse dele af den kristne tro. Vi er forpligtede til at holde fast ved alt, hvad Jesus har lært os (Matt 28,20), og alt, hvad der står skrevet (2 Tim 3,16). Når en kristen ved, hvad Jesus og Skriften lærer om et spørgsmål, må den kristne bøje sig for det. Bevidst at trodse Gud kan ikke forenes med troen. Det dør troen af.^xi

Pieper-Mueller understreger også, at den frelsende tro er en hjertets tillid til Jesus som frelser. Denne tro er virket af Den Hellige Ånd gennem evangeliet om Jesus. Troen kan være sand og levende uden en bevidst intellektuel forståelse af og tilslutning til den kristne lære. Derfor kan spædbørn ved evangeliet i dåben få en frelsende tro på Jesus.^xii Men børnene må som alle andre høre det sande evangelium, for det er gennem det ord, den frelsende tro skabes (Rom 10,17).^xiii

De primært fundamentale trosartikler er de uopgivelige grundelementer i det sande evangelium. De sætter ord på det budskab om Jesus, som hjertets tro bøjer sig for, tager til sig og frelses ved: at vi er syndere, som uden Jesus er fortabte; at vi må omvende os fra synden og tro på Jesus; at Jesus er Gud og menneske; at Jesus har sonet vores synd og fuldbragt frelse for os; at vi blot ved tro på Jesus har syndernes forladelse og evigt liv; at vi tror alt dette, fordi Gud har sagt det i sit sande Ord; at vi er frelst af og tror på den treenige Gud Fader, Søn og Helligånd.^xiv

I forlængelse heraf præciserer Pieper-Mueller to ting.

For det første: Man kan være i et kirkesamfund, som lærer falsk om en eller flere af disse trosartikler, som f.eks. romerkirken, og dog selv eje den tro, der fortrøster sig til Jesus alene som frelsesgrund. Ja, man kan endog selv teoretisk lære falsk om visse sider af frelsen, og alligevel, når man f.eks. i bønnen træder frem for Guds ansigt, fortrøste sig til nåden i Jesus alene og derved være frelst.^xv

For det andet: Ingen, som fornægter nogen af de primært fundamentale trosartikler, kan anerkendes som en kristen. Vi kan ikke se, hvad der rører sig i hjerterne. Vi må forholde os til det, som siges. Når nogen åbent og vedholdende fornægter centrale og uopgivelige dele af det bibelske evangelium, kan vi ikke betragte og møde dem som kristne.^xvi

De sekundært fundamentale trosartikler hører også til det, som troen retter sig mod og trøstes ved. Det gælder blandt andet de løfter om Jesu frelse, som rækkes os i dåben og i nadveren. Disse løfter må tros, men det er muligt at høre disse løfter og komme til tro på dem gennem forkyndelsens ord, uden at man har syn for, at løfterne også rækkes os i dåben og nadveren.

Pieper-Mueller understreger, at dette må vejlede vores syn på og tanker om ”alle de Guds børn, som befinder sig i de reformerte kirkesamfund, og som på grund af svaghed i deres indsigt ikke forstår og bruger dåben og nadveren, sådan som Gud har forordnet dem som midler til retfærdiggørelse”. De kan være frelst, selvom de ikke har syn for og ikke tror, at dåben og nadveren er nådemidler.^xvii

De ikke-fundamentale trosartikler er de dele af den bibelske åbenbaring, som vi kan se forskelligt og forkert på, uden at det behøver at berøre vores tro på frelsen i Jesus.

Det kan for eksempel være læren om Antikrist, og hvem han er. Vi kan ikke forkaste nogen del af Guds ord, men vi kan have en mere eller mindre klar og sand forståelse af Ordet. Ikke alle lærepunkter er lige klart udtrykte i Bibelen, og ikke alle lærepunkter er lige vigtige for troen. I forhold til lærepunkter, som er mindre klart udtrykte i Bibelen, og som ikke berører det centrale i evangeliet, kan vi nå frem til forskellige fortolkninger og forståelser, uden at det behøver at skade troen på evangeliet.^xviii

Vejen frem

Når jeg har valgt at bruge tid på kategoriseringen af de kristne trosartikler, har det to årsager. Dels mener jeg, at der er bibelsk grundlag for at skelne mellem forskellige kategorier af trosartikler set i forhold til deres vigtighed og deres betydning for troen. Dels kan kategoriseringen hjælpe os til at sætte klare ord på den rette vej frem i det tværkirkelige spørgsmål.

Det er Bibelen, som må vise os vejen. Derfor brugte jeg den første artikel og de første afsnit af denne artikel på at gengive den bibelske lære om, hvem der er kristne, hvem vi kan møde og have fællesskab med som kristne og hvordan. Nu vil jeg overføre den bibelske vejledning på det tværkirkelige spørgsmål, og i den forbindelse vil jeg bruge Pieper-Muellers kategorier.^xix

1. Hvad er betingelsen for, at der kan være kristne i andre kirkesamfund end det lutherske?
   Betingelsen er, at de i hjertet tror på evangeliet om Jesus som deres frelser – som det er sammenfattet i de primært fundamentale trosartikler. Præcis det samme er i sagens natur betingelsen for, at der kan være kristne i det lutherske kirkesamfund.

1. Hvad er betingelsen for, at vi kan anerkende folk fra andre kirkesamfund som kristne og glæde os over at have åndeligt fællesskab med dem?
   Betingelsen er, at de bekender troen på evangeliet om Jesus som deres frelser – som det er sammenfattet i de primært fundamentale trosartikler. En anden måde at sige det samme på: De må bekende troen på Jesus alene og Skriften alene.

1. Hvad er betingelsen for, at vi kan praktisere kristent fællesskab med folk fra andre kirkesamfund? Betingelsen er, at vi er enige om de primært fundamentale trosartikler, dvs. Jesus alene og Skriften alene. Når vi er enige om dette, er det naturligt i taknemlighed og glæde over vores åndelige fællesskab at bede sammen, tale sammen om troen og vidne sammen for andre. Er vi uenige om de sekundært fundamentale trosartikler som dåb og nadver, og er vores uenighed fastlåst, kan der kun blive tale om et begrænset fællesskab. Vi kan ikke danne menighed sammen. Hver især må vi danne menighed med andre, som derved bliver vores nærmeste og grundlæggende kristne fællesskab.

2. Hvad er betingelsen for, at vi kan danne menighed sammen med andre kristne?

Betingelsen er, at vi er enige om både de primært og de sekundært fundamentale trosartikler, herunder sakramenterne, dåb og nadver. Som det siges i den Augsburgske Bekendelse (artikel 7): ”Til kirkens sande enhed er det nok at være enig om evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning.”

Det går ikke an, at vi i en menighed har prædikanter, som indbyrdes modsiger og dementerer hinanden fra prædikestolen i forhold til fundamentale trosartikler. Tilsvarende går det ikke an, at vi er uenige om, hvad der rækkes i sakramenterne, og hvordan sakramenterne forvaltes. At uenighed om sakramenterne umuliggør menighedsfællesskab, betyder ikke, at vi ser dem, som har et andet syn på sakramenterne, som modstandere. Så sandt vi deler troen på Jesus alene og Skriften alene, ser vi dem som brødre og søstre. Vi arbejder side om side på at udbrede evangeliet og på at ”fiske mennesker”. Men vi arbejder så at sige ud fra forskellige fiskerbåde, og det er bedst sådan. Når de andre i båden ved siden af os får en fangst, så glæder vi os med dem og vinker opmuntrende til dem, og det samme gør de den anden vej. Og så glæder vi os hjerteligt til den dag, da vi sammen går i land på det evige livs strand hos Jesus.

Sådan er vores indbyrdes forhold på tværs af menighederne i kraft af vores fælles tro på Jesus. Vi er brødre og søstre, og vi arbejder for evangeliets udbredelse, men vi gør det ud fra forskellige menigheder. For indadtil i menighederne må vi være enige om alle de fundamentale trosartikler. Vi må være enige om både evanglieforkyndelsen og sakramentforvaltningen. Men i vore menigheder må vi være villige til at leve med og rumme, at vi har forskellige syn på og fortolkninger af ikke-fundamentale trosartikler.

Med dette har jeg forsøgt at anvende den bibelske vejledning om kristent fællesskab på det tværkirkelige spørgsmål.

Den vej, jeg har peget på, er identisk med den vej, som de fleste lutherske missionsforeninger i Norden har anbefalet og fulgt frem til vor tid. Det samme gælder for Nyt Liv.

Men i vor tid er der opstået tiltagende usikkerhed og uklarhed om, hvordan vi følger denne vej i dag, hvor det kirkelige landskab har ændret sig betydeligt, og hvor vi udsættes for stærk påvirkning fra navnlig reformert teologi. Disse udfordringer vil blive behandlet i et senere nummer af bladet.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.