Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve (Matt 10,16).
I de senere år har snakken om, hvorvidt en ulv er farlig for mennesker, fyldt en del. Nogle er bange for ulven og træt af, at den er her. Andre siger: ”Den gør ikke mennesker noget, bare rolig.” Men jeg har aldrig hørt eller læst, at nogen har sagt, at en ulv ikke er farlig for et får eller et lam. På dét punkt er alle enige: at en ulv er farlig, hvis man er et får. Og det er så sådan, Jesus sender sine disciple ud – som får blandt ulve.
Når jeg ser på, hvordan udviklingen går i Danmark; hvordan vi bevæger os længere og længere væk fra Guds ord, ikke kun i det verdslige samfund, men også i høj grad i kristne sammenhænge, så tænker jeg på det, som Jesus siger her: ”Se jeg sender jer ud som får blandt ulve.”
Hvad kan et får stille op mod en ulv? Hvis man skulle gå de to dyr igennem, så står det hurtigt klart, at et får er chanceløst over for en ulv. Ulven er fåret langt overlegen. Sådan er det også med os kristne i denne verden.
Men jeg er ikke sikker på, vi altid selv er klar over det. Vi lever jo i Danmark og vi er præget af, at vi som kristne har haft stor indflydelse på vort land. Der har siddet mange kristne rundt omkring og været med til at præge de beslutninger, som er blevet truffet i mange sammenhænge. Det tror jeg, har givet os en anden selvopfattelse end det, vi ser her. Jeg tænker, vi kan være tilbøjelige til at se os selv som hunde blandt ulve. Vi ved godt, at vi ikke kan klare eller overvinde ulven, men vi kan godt bide fra os. Sådan tror jeg, vi nemt kan komme til at se på os selv. Vi ønsker ikke at være byttedyr i mødet med ulven, men det er det, Jesus siger, vi er. Det er sådan, han sender os ud i verden: som får blandt ulve – ikke som hunde blandt ulve, hvor vi kan kæmpe, bide fra os og måske nogle gange jage ulven lidt væk og gøre modstand. Nej, vi er får! Fuldstændig chanceløse over for ulven. Vi kan intet gøre eller stille op.
Det er vigtigt, at vi her hører, hvad Jesus siger. For indser vi, at det er sådan det er – at vi er sendt ud som får blandt ulve – så ved vi, at vi har kun ét at gøre, og det er i alle ting og under alle forhold at holde os til hyrden. Kristne er nemlig ikke får uden en hyrde, nej vi har en hyrde, og han er ulvene overlegen. Han kan jage dem på flugt. Han kan beskytte sine får.
Hyrden! Det er vores eneste chance, at vi holder os til hyrden. For at vi kan gøre det, er det vigtigt for os, at vi ved og ser, at vi er får, og at vi uden hyrden nemt spredes og jages. Derfor må vi holde os til Jesus. som er vores hyrde.
At være et får, der har en god hyrde, er jo at kunne være rolig og tryg i, at hyrden beskytter og sørger for mad og vand. Det behøver fåret ikke bekymre sig om, for hyrden sørger for, at fårene har det godt.
Længere nede i Matthæusevangeliet kapitel 10 siger Jesus: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”
I den tid, vi lever i, er der mange, som lever med frygt. Hver gang man læser nyheder, så mærker man denne frygt, denne bekymring for, hvad der vil ske i fremtiden. Det er som om, det hele tiden er frygten, som tager til, og der er ikke så mange måder at komme frygten til livs på uden i nogen grad at distancere sig fra meget af det, som sker i verden.
Men sådan er det ikke for os kristne. Vi har faktisk noget, som vi kan holde os til, og som kan tage frygten fra os, uden at vi behøver distancere os, nemlig troen og tilliden til, at ”er Gud for os, hvem kan da være imod os”. Hvem kan være imod os når Gud er for os? Ingen! Frygt derfor ikke.
Jesus siger ”frygt ikke”, og et andet sted siger han ”vær ikke bekymrede”. De to ting fylder stadig mere og mere i vort samfund, og vi opsluges nemt af det. Derfor må vi minde os selv og hinanden om det, som er sandt: at vi har en sådan Gud og Fader i himlen, som sørger for os, og som siger, vi ikke skal frygte og ikke bekymre os. Ikke fordi vi er blåøjede eller nedtoner alt det, som sker, men fordi vi midt i det hele står som får blandt ulve sammen med den gode hyrde. Vi er der ikke alene.
Hvor er det godt, når vi ser og indser vores sande situation, for da kan vi vende vores blik mod Jesus.
Som jeg nævnte før, så bevæger vi os længere og længere væk fra Guds ord, dvs. vi bliver færre kristne. Det at vi bliver færre, rammer også vores frimodighed. For hvem vil høre? Hvor værdsættes Guds ord og de kristne henne?
Der bliver stadig mindre og mindre plads til os, og det frister os til at tilpasse os denne verden, sådan at vi stadig kan være her og også vinde en vis respekt hos verden. Det synes jeg, vi ser igen og igen: at Guds ord pludselig rettes til og forstås anderledes. Det sker, når presset omkring os vokser. Når Danmark afkristnes, så bliver der stadig større og større afstand mellem os og verden, og der bliver mindre og mindre forståelse for, at vi også kan være her med vores synspunkter. Så er det fristende for os at tilpasse os, så vi ikke forarger og vækker anstød.
Men her må vi huske på de ord, vi læste om, hvem det er, vi skal frygte, nemlig Gud som den, der har magt til at lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Frygter vi Gud, har vi ingen anden grund til frygt. Paulus siger jo i Romerbrevet: ”Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – om der står skrevet: ’På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.’ Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 8,33-39).
Selvom der bliver mindre plads til os i verden, så er Gud den samme, og intet kan rive os ud af Guds kærlighed. Så nok er vi får blandt ulve, nok bliver vi færre, men rettes vores blik mod Jesus, så bliver vi ikke modløse, så styres vi ikke af frygt og bekymring, men så vender vi os til ham under alle forhold og er trygge hos vores gode hyrde.
At være få får blandt mange ulve er ikke enkelt, men for Gud er intet umuligt. Derfor vil vi holde os til ham og følge hans ord.
Nyt Livs arbejde
Lad mig begynde med det, som har fyldt en del for os det sidste lille års tid. For når jeg i min indledning nævnte det med, at vi bliver færre, så var det for at minde mig selv og jer om, at det vigtige ikke består i, hvor mange vi er, men hvem der er med os.
Situationen er den, at vi i landsudvalget har måttet overveje, hvorvidt vi kan blive ved at løfte de opgaver og det arbejde, som Nyt Liv har drevet med indtil nu. Vi er i dag kun fem medlemmer i landsudvalget.
Nyt liv skal udpege tre bestyrelsesmedlemmer til Djurslands Efterskoles bestyrelse. Vi har p.t. to siddende. Det er Karina Knudsen og Flemming Kousholt, der sidder som repræsentanter for Nyt Liv. Flemming Kousholt har sagt, at han ønsker at stoppe næste år. Og når vi ikke er tre, men to, så er det, fordi det ikke er lykkedes at finde nogen til den opgave.
Vi snakker løbende om, hvem vi kan spørge til at gå ind i de forskellige opgaver, og dem, vi spørger, har alle overvejet det seriøst, men er af forskellige årsager endt med at sige nej. Vi beder Gud om at sende nogen til os, men vi er stadig for få. Det er ikke godt for os, fordi vi nemt ender i en situation, hvor der er for mange opgaver, og det slider. Det er heller ikke godt, hvis vi bliver desperate for at finde nogen.
For at forsøge at forklare, hvad der kan ske, når man er for få, vil jeg bruge David som eksempel.
I husker nok, at da David skulle slå Goliat, så gav Saul ham en rustning på, men David kunne ikke bevæge sig i den, så han tog den af. Det var som sådan et våben til beskyttelse – noget, som ville være en fordel i kamp – men det var det ikke for David, for det hæmmede hans mulighed for hurtigt at springe til side.
Det er det, der kan ske i et kristent arbejde, når vi bliver færre. Vi tynges af opgaver, som afspejler en tid, hvor der var flere til at løfte. Det er en vanskelig situation at blive færre. Vi er færre til, billedligt talt, at holde alle våben oppe, og vi ender i en situation, hvor vi bærer på så mange sværd, at vi ikke kan fægte med et eneste af dem.
Nyt liv har gennem årene haft flere skarpe sværd, som har været brugt ret og godt her på stedet; men skal man bære på for mange sværd, så tjener de ikke et formål, for der skal være nogen, som kan svinge sværdet, ellers er det ingen nytte til. Det er ikke nok kun at slæbe på dem.
Derfor har vi måttet kigge indad og snakke om, hvad vi kan gøre, og det har ledt os til, at vi nu vil undersøge mulighederne for et salg af Nyt Livs bygninger og ejendom til skolen. Simpelthen for at sikre, at vi bruger vores tid og energi på det, som vi har hjerte for, nemlig at formidle Guds ord, og være en bevægelse til evangelisation. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg ellers skal forklare det. Men at skulle bære et arbejde oppe, som vi ikke føler, vi er nok til, kan ende med at gøre os ukampdygtige, så vi ikke kan kæmpe med det ene sværd, som vi faktisk gerne vil kæmpe med.
Nyt Liv har bygget skolen her og drevet med det i 50 år, så der er mange følelser på spil. Mange har mødt Jesus her på stedet, og det er noget specielt, når man ejer et sted og har været med til at bygge det op. Så derfor er det ikke enkelt, men, som vi ser det, nødvendigt at åbne op for at undersøge, hvilke muligheder der kan være.
Der er mange ubekendte faktorer, og processen er ikke for alvor gået i gang endnu, så jeg kan ikke sige meget mere om det. Dog vil jeg sige, hvis nogen skulle være i tvivl: Vi ønsker fortsat at sikre, at vi kan komme og være i Fjellerup og holde bibellejr, og stadig have den gang på stedet, som vi har i dag.
Skolen har selv gjort sig lignende tanker og har også henvendt sig til os omkring det. Så de er også åbne for at arbejde i den retning. Djurslands efterskoles forstander William er meget positiv og forstående for den opgave, det er, at sikre at Nyt Livs aktiviteter fortsat kan udfolde sig her på stedet, også efter et eventuelt salg.
Samtidig har vi også aftalt med Henrik Sandberg, som er formand for skolens bestyrelse, at vi ønsker at ændre den vedtægt, som siger, at Nyt Liv skal udpege tre bestyrelsesmedlemmer. Har vi fremadrettet nogen, vi ønsker ind i skolens bestyrelse, så kan vi fremover vælge dem ind på generalforsamlingen. Det kræver som sagt en vedtægtsændring, så det er ikke sket endnu, men det er også noget, vi arbejder hen imod.
Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på det, Prædikeren siger i kapitel 3:
”Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort. En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale. En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred.”
Hvilken tid vi lever i, er ikke entydig, men Gud har magt til åbne og lukke døre. Nogle døre ser lukkede ud for os, og det handler vi på, og så beder vi Gud lede os.
Det var lidt orientering om det, som fylder og har fyldt en del den senere tid.
Ansatte
I Nyt Liv har vi Henrik Gren Hansen på 32 timer og Mikkel Vigilius i en 50% stilling ansat.
Henriks arbejdsområder er: ansvar for hjemmesiden, forlagsarbejde med bogudgivelser, deltagelse på vores lejre, administrative opgaver, redaktion for bladet og forkynderopgaver.
Mikkels arbejdsområder er at være redaktør for Nyt Livs blad, forkynde og yde sjælesorg,
deltagelse på vores lejre, forholde sig til åndelige strømninger i tiden, producere videoer til serien ”Den kristne tro”, som ligger på hjemmesiden, samt forlagsarbejde.
Forlag
Forlaget ledes og styres fortsat af Lis og Inge Christensen, og jeg vil gerne sige jer en stor tak for det arbejde, I gør der.
Lejre
Til næste års bibellejr 2024 bliver det Jakob Rahbek og Mikkel Vigilius, der medvirker som hovedtalere.
Vinterlejren har sit eget udvalg, som består af: Tina og Christian Lønbæk, Lene og Benny Nørgaard og Maja og Kenneth Ditlevsen.
Jeg vil også gerne igen i år takke jer for jeres arbejde med vinterlejren. Det er vi meget glade og taknemmelige for.
Næste år er det Bjarke Nørholm Pihl, der medvirker som prædikant på vinterlejr.
Og når vi snakker om lejre, så er Bente Christensen jo den, der i en særlig grad gør, at det lykkes. Tusind tak for det store arbejde, du har med at modtage tilmeldinger, betalinger og fordeling på værelser, og hvad der ellers er af opgaver, som lander hos dig. Det er en kæmpe hjælp for os!
Landsudvalget
Siden sidste år har Hans-Peter Hansen og Thorkil Lundberg valgt at træde ud af landsudvalget. Jeg vil gerne sige jer tak for den tid, I har været med i arbejdet.
Landsudvalget består nu af Bent Christensen, Jacob Bach Christensen, Thomas Beck, Jonas Lavik Sonne og Martin Thise Holm.
Til vores landsudvalgsmøder sidder Christian Lønbæk også med som repræsentant for ”Kristent Skole-og Kursuscenter” (KSK).
Jeg vil gerne sige KSK en stor tak for det arbejde, I gør.
Jeg håber, at I alle vil huske på os i landsudvalget og KSK i jeres bønner, og også sige Gud tak for de muligheder, vi har.
Bestyrelsen for Djurslands Efterskole
Djurslands Efterskole har jo en bestyrelse, og lige nu så sidder Karina Knudsen og Flemming Kousholt i bestyrelsen som repræsentanter for Nyt Liv. Jeg vil også sige Karina og Flemming tak for det arbejde, I fortsat bidrager med i bestyrelsen.
Så vil jeg også gerne sige tak til efterskolen og til William Ehmsen for det samarbejde, vi har haft det sidste år! Vi beder fortsat for Djurslands Efterskole: at det må være et sted, hvor eleverne får lov at få et møde med Gud, og at det må være en god skole.
Tak
Og så vil jeg slutte med at sige tak til alle, som trofast beder for Nyt Liv. Det er af uvurderlig betydning. Tak for vedholdenhed i bønnens tjeneste. Og jeg vil også gerne bede jer om at være med til at bede for de ting, som jeg her har nævnt for jer.
”Dette siger den Hellige, den sanddru, han som har Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op: Jeg kender dine gerninger. Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i, og jeg ved, at du kun har svage kræfter og dog har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn. Men jeg vil give dig nogle af dem fra Satans synagoge, som påstår at være jøder og ikke er det, men lyver; jeg vil få dem til at komme og kaste sig ned for dine fødder og indse, at jeg elsker dig. Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, der bor på jorden. Jeg kommer snart. Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans” (Åb 3,7-11).
Vi har Guds ord. Det må vi kæmpe for at bevare, det må vi kæmpe for at give videre. For det er Guds ord, som er vort arvegods. Det er det, vi ønsker at give videre mere end noget andet. Er vi kun få får blandt store ulveflokke, så er ”vor Gud så fast en borg, han kan os vel bevare. Han er vor hjælp i al vor sorg, vort værn i al vor fare. Vor egen magt ej hjælpe kan, let kan os fjenden fælde, men med os står den rette mand, omgjordet med Guds vælde. Det er den Herre Krist, og sejer får han vist, Hærskarers Herre prud, der er ej anden Gud. Han marken skal beholde.”
